Vild vildmark! Endelig efter fly til Kiruna, bus til Karesuando, taxi til Kilpisjarvi og båd, og 3 km løb, står jeg og holder på Treriksröset.

Solen skinner. Det er 25 grader. Foran ligger 1300 km plus og venter på mine små fødder. Det er skræmmende langt. Vi lunter op af fjeldet. Fortsætter over åbnet terræn. Møder lidt folk. Det fortsætter op 7-8 km inden de flader ud lidt. Jeg har mine almindelige løbesko på fordi jeg frygter at mine trailsko skal drille. Vi drikker vand hele tiden, men det er også meget varmt. Endelig efter 17 km når vi frem til Pältsa hytten, godt møre. Smider skoene og drikker suppe i solen.

Frokostpause en times tid. Men vi skal videre. Vi tror det er 16 km…. op igen går det. Så sker det er ikke må ske – anklen vrides og jeg er halt og de sorteste tanker presser sig på. F… jeg har støtteanordningen på og vi kommer videre, men jeg er mentalt ramt. Turen fortsætter frem til en sø som vi skal venstre om. Vi misser stien og kan de næste 3 km ikke finde röserne. Det betyder ikke noget. Terrænet er åbent. Vadet ved enden af søen giver våde fødder. Det går op og ned og nu er vi begge på reservebatteriet. Trasker afsted og tænker hele tiden at hytten snart må dukke op. Løb er der ikke mere kræfter til. Endelig dukker der en bro op. Den er ikke for tøsedrenge. Vi kravler op af træstigen og går lige så fjerlet over. Føj! Nu er der bare en snoldet 1 km frem til Rostahytten. Vi har krydset den norske grænse. Hytten er låst. Hænderne ryster en anelse da jeg finder nøglen frem. Kan ikke overskue hvis den ikke passer.. men den store hængelås klikker og vi er inde i den fineste hytte.

Køkken, sofaer. Gaskomfur og lokum i brændeskuret. Hvad mere kan man ønske sig efter 37 km? Det havde vist sig at turen var 3 km længere end vi troede. Utroligt hvad 3 km betyder i den sidste ende! Kl 20 kom Ole lukkeøje. Det sidste jeg tænker er: F… hvad er det du har gang i?