Dag 13-15: Vålådalen – Kall

DEL

Dag 13: 30 km Vålådalen – Edsåsdalen
Det er svært at komme afsted denne morgen. Spiser al det morgenmad jeg kan klemme ned fra buffeten og nusser rundt om mig selv. Der skal lidt af et tilløb til at slippe fjeldstationen og tage hul på næste del etape. Jeg når at få en pakke til hjemme fra med mine gamle skistøvler. Måske er det løsningen mod de store vabler? Ihvertfald er de iprener der også er i pakken det. De tager toppen af udfordringen med de første kilometer.

Jeg har for en gangs skyld ikke nærstuderet dagens rute og har en idé om at det er lige til at klare. Lidt lige ud, lidt op, lidt rundt og så ned ad og så lige ud. Kort fortalt! Jeg skulle blive klogere.

Tager skisporet frem til Ottsjön som jeg skal krydse. Isen ser sikker ud, men det er helt blank is og jeg krydser forsigtigt for ikke at falde.

På den anden bred tårner Ottsjöbacken sig op foran mig. På under 2 km kilometer skal jeg mindst 300 h.m. op. Med fuldt lastet pulk på 40 kg. Ski kan jeg glemme alt om. Jeg kampsveder og må have Bardabing i ørerne for ikke at fokusere for meget på anstrengelsen. Det gælder om at holde en så jævn og lav puls som muligt for at kunne blive ved over lang tid.

Dagen går stærkt og det skal vise sig, at jeg skal yderligere op ad. Dog med skiene på. Jeg overhales af et hundespand uden oppakning… 10 hunde som hygger med at trække en tom slæde. De forsvinder hurtigt og jeg tror aldrig opstigningen skal få en ende. Først kl. 15.30 er jeg oppe og runder Hållfjället. Der er godt en time til det bliver mørkt og jeg har stadig 8-9 km foran mig.

Trætheden kan mærkes. Jeg har ikke spist hele dagen og været igang uafbrudt siden kl. 10. Jeg kan mærke, at jeg skal mobilisere en del mental styrke for bare at acceptere at det vil blive mørkt og at jeg skal gå langt endnu. Jeg finder en vis ro i det med mørket. Det kan jeg og jeg ved også, at jeg kan sætte kroppen på autopilot og blive ved. Med de to styrker, vil jeg komme frem.

Jeg holder fokus. Det bliver mørkt og pandelampen hjælper mig de sidste kilometer gennem skoven frem til Edsåsdalen – endnu et lille skisportssted.


Selvfølgelig ligger fjeldstationen oppe! Jeg ligger helt frem i selen til pulken for at få den op og da jeg stiller den ved døren til Kojan er jeg udmattet. Klokken er 17.30.

Den flinke kvinde i receptionen anviser mig et rum på vandrerhjemmet og viser mig, at det lige ligger 200 meter ned ad bakken … suk! Jeg kan også få et hotelrum i hovedbygningen, men jeg går efter vandrerhjem. Altså lige indtil jeg står på værelset på vandrerhjemmet og ikke en gang kan overskue selv at skulle rede seng og lave mad. Nu kan jeg godt mærke at den sidste rest af overskud brugt op.

Jeg slæber pulken op ad bakken igen og beder om et hotelrum i stedet for. Mine batterier er flade. Jeg har kørt mig selv helt i hegnet og nu skal jeg genoplades. De urimelig mange højdemeter har sat deres spor og min krop brokker sig nu. Jeg havde undervurderet dagens etape og skal til at forholde mig mere seriøst til mit væske og madbehov. Ellers bliver turen kort. Jeg spiser alt det jeg kan inden jeg falder om i sengen. Alligevel vågner jeg midt om natten og er sulten som en ulv.

Dag 14: 15 km Edsåsdalen – Åre
Jeg står klar som et bøjet søm da morgenbuffet åbner. Jeg spiser 4 hjemmebagte boller med smør, ost, spegepølse, skinke og syltetøj. Et æg, et glas juice, en kop the og 2 kopper varm chokolade! Kigger ud af vinduet og ser 8 mand skubbe en kassevogn op af bakken fra vandrerhjemmet! Så er der vist ikke noget at sige til at jeg havde nok at se til med at få min pulk op. Den har ikke en gang en motor!

Stop mæt får jeg pakket sammen og i receptionen hjælper endnu en sød kvinde mig med overnatning i Åre. Det er nød til at være på plads. Jeg skal i følge reglerne vest om Åre og så kan jeg lige så godt overnatte.

Solen skinner og gårsdagens strabadser er glemt i sindet, men ikke i kroppen. Heldigvis er der kun 15 km til Åre og meget af det er på Åresøen. Det lykkedes mig alligevel at fjumre så meget, at jeg på tidspunkt kravler rundt i sne til livet og en pulk der vender på hovedet. Off piste kørsel med pulk fungerer ikke!

Resten af dagen går med at stavrer frem på glatis til jeg er i Åre centrum. Finder mit b&b og haster ned i en Telia butik og får købt et svensk simkort. 3 har nu indrømmet at de ingen aftaler har med svenske netværk og det er altså forklaringen på at jeg ingen dækning har. Så meget for “feel like home”!

Indtager velvoksen pizza og køber fed leverpostej og smør til de næste par dage. Trænger faktisk til en hviledag, men har ikke besluttet mig. Det afhænger vel af dagsformen. Men jeg glæder mig til at kunne lægge Åre bag mig og indtage det nordlige Jämtland, hvor næste delmål er Valsjöbyn.

Dag 15: 20 km Åre – Kall
Har indført spisning kl. 3 om natten! Det er altså hermed tilladt at spise cremeboller, nødder og ostemad og andet inden for rækkevidde, når maven knorrer. Har jo hørt, at der findes reglen: Det der spises efter 18, feder om natten. Det må vi da håbe?

Spiser igen alt, hvad jeg orker fra morgenbordet på det lille hyggelige b&b. Kører i øvrigt nu 5-2 kur.. 5 marcipanbrød og 2 sneakers ? det er helt fantastisk effektivt. Kiloene rasler af, men min d-skål ligger nu også et eller andet sted i oppe på Hållfjället!

Kl. 11 kører jeg retur på Åresjön for at komme hen til Åre Björnen, skisportssted. Men dagens etape er brolagt med udfordringer. Først skal jeg finde en jernbaneoverskæring, så jeg kan få pulken over skinnerne. Derefter går jeg i vejkanten på sidevejen til E14. En flink fyr forklarer mig, at der blot lidt længere fremme er en tunnel der fører mig under hovedvejen. Ak ja, for at komme igennem den, skal jeg i grus og skærver slæbe pulken op af en 30% stigning! I Sverige salter man ikke, man spreder små sten og lyden af de sten under pulken er som tavlekridt på en gammeldags skoletavle.

Jeg kigger opgivende op. Pakker ski og stave på pulken som vejer ca 43 kg nu og trækker den så  så cm for cm op i rebet foran. En ung kvinde kommer smilende forbi. Vi snakker og hun går med mig op til tunnellen som er 30 m lang med asfalt. Sammen hanker vi op i pulken og får den båret igennem. Men mine trængsler er langt fra ovre. Det går voldsomt op. Ti skridt og en pustepause. Om og om igen. Endnu en flink fyr kommer op på siden af mig og siger, at han kan vise mig, hvordan jeg skal komme videre op på toppen af Åre Björnen via pisterne. Jamen, må man overhovedet gå modsat kørselsretningen på slalombakkerne med en pulk, spørger jeg? Næh, svarer han, men hvad skal de gøre ved det? Skyde dig? Han giver mig sit kort og siger at jeg bare kan ringe, hvis jeg sidder fast et sted. Han har jo en snescooter! Ja, selvfølgelig har han det!

Så jeg sætter de lange skins på og begynder opstigningen i slalombakken, alt imens glade ferieramte danskere suser forbi mig i modsat retning. Jeg kommer op til endnu en lift og der går jeg så ved siden af folk der trækkes afsted med tallerkenliften… de ser lidt forundret på mig.

På toppen får jeg orienteret mig og fundet ned til det spor jeg skal køre videre. Solen skinner og jeg spiser leverpostej med en ske og brød til. Et marcipanbrød i lommen og en håndfuld slik, så kører bussen!

Det går strygende de næste kilometer, men lige ud er det jo ikke lige frem. Endelig runder jeg den nedlagte mine på toppen. Hilser på et par scooterfolk der holder frokost. Jeg spørger til om de ved om isen på Kallsjön har lagt sig. Nej, det kan jeg glemme alt om, forklarer han. De surfer på søen! Jeg kommer til at skulle gå uden om. To ekstra dage!

I Vålåstugan mødte jeg jo Dan Fritzon for et par dage siden som gav mig sit telefonnummer, hvis jeg fik brug for hjælp. Vi talte netop om, hvor vidt det var muligt at krydse Kallsjön. Efterfølgende gav han mig numret på en bekendt der vidste mere om det. Ham ringede jeg op og han tilbød at køre op til Kallsjön og guide mig over, når jeg var klar. Så jeg skrev til ham i morges og vi aftalte at jeg ville være ved søbredden kl. 16. Han ville komme før og køre ud på isen for at se om det kunne lade sig gøre og i så fald, hvilken retning.

Klokken 15.30 ringer han så. Janne Ahrens. Han er på vej og kører om lidt ud og vurderer forholdene. Jeg skal bare komme ned ved p-pladsen, hvor han holder og venter. Jeg har stadig ca 5-6 km igen, men jeg skynder mig. Min vabel på højre hæl skriger på at få fred, men det bliver ikke nu.

Går lidt forkert, men finder endelig de smale scooterspor ned gennem skoven. Der går stærkt, og jeg ved ikke om jeg om lidt får at vide, at isen er for usikker og at jeg dermed skal telte og så bruge 2 dage på vejen for at komme rundt om søen. Det er ved at blive mørkt da jeg kommer ned på vejen og mangler den sidste kilometer. Jeg er træt. Endelig kan jeg se baglygterne på en Audi i skumringen. Der står den flinkeste mand klar og venter på mig. Vi får sat skins under mine ski og hægtet isdubberne om min hals og han har medbragt bedre stave til mig. Vi glider ud på isen. Han forklarer mig, hvad man skal være opmærksom på og hvilke retning vi skal holde for at komme uden om vågerne. På under en halv time er vi ved modsatte bred. Det er nærmest mørkt, da jeg spørger, hvad han skal have for at hjælpe mig. Ingenting. Jeg giver ham et kram og så forsvinder han ud i mørket igen på sine skøjter.

Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg er så taknemmelig for den hjælp jeg har fået i dag, at jeg ved næste landskamp er nød til at heppe på svenskerne!

Jeg finder en vej op fra søen og bruger mine sidste kræfter på at komme op til Kallgården, et lille landsby hotel. Smider pulken i indkørslen og går ind i receptionen. Damen i receptionen spørger forundret, om jeg er kommet over isen lige nu? Ja, jeg fik jo hjælp og så kan man jo gå på vandet!

Varmt bad og mad og så på hoved i seng. Højre vabel er grum, så måske skal den have ro i morgen? Nu må vi se, hvad dagsformen siger ?

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *