Dag 16 – 20 Kall – Jänsmansholmen

DEL

Dag 16: Kall
Ligger længe under dynen på Kallgaarden – et lille landsby hotel med tapet fra fordomstid og knirkende gulve. Min krop er træt og mine vabler taler til mig og beder om en dag uden skistøvler.
Fra madsalen kan jeg kigge ud over Kallsjön og det står lysende klart for mig, at det var i går man kunne komme over. Idag er der åbent vand mod øst og store våger, der hvor jeg gik over. Jeg var heldig, men det tilskriver jeg min neglelak “Anything goes”…

Tilbringer dagen på langs kun afbrudt af en tur ned til vaskemaskinen for at vaske mit tøj, som er helt stift af salt fra sved.

Nogen vil måske undre sig over at jeg ikke vælger den primitive overnatningsform hele vejen igennem. Hvorfor jeg ikke går efter 100% telt. Hvorfor sover jeg bekvemt, når jeg kan?

For mig handler denne rejse også om at møde mennesker i de små samfund jeg går igennem. At stoppe op og snakke. Overnatte og få den energi med som netop ligger i det tilfældige møde mellem mennesker. Derfor gør jeg mig også stor umage med at tale svensk og lære mere. Når jeg som nu indkvarterer mig på landsby hotellet, så opstår der disse små fine samtaler som giver mig en unik oplevelse og en glæde. Den ville jeg ikke få, hvis jeg kørte med et dogme om primitivitet for enhver pris. Jeg har ikke noget jeg skal bevise med hensyn til at klare mig udendørs. Nu er jeg i Jämtland som jo netop er karakteriseret ved de små samfund. Så er det jeg vil opleve.
Når jeg kommer længere nord på, skifter omgivelserne og dermed også oplevelserne. Naturen bliver mere rå og barsk. Hver ting til sin tid. Men hele vejen handler det for mig om mødet mellem mennesker.

Dag 17: 20 km Kall – Änge
Kroppen er på toppen og vablerne et pakket ind. Jeg er klar til min første nat i telt.
Vejret er fint og selv om det regnede igår, er der kommet lidt ny sne.

Jeg har i dag planer om at gå godt 20 km og slå lejr. De første kilometer går fint på en smal skovvej der fører op til et sted, hvor der testes biler på en sø. Jeg møder en venlig herre på snescooter og vi får en snak inden jeg drejer op i bakken og for alvor får lov at slide i det igen. Sneen er tung og jeg må selv lave sporet. Det gør en stor forskel for hastigheden og pulken føles igen som at have en luddoven Berner Sennenhund på slæb.

Det går som sædvanlig mere op end jeg troede det ville gøre. Til gengæld er nedkørslen det sidste stykke også mere udfordrende end jeg umiddelbart synes om. Men jeg er blevet mere stabil ned ad og har godt styr på pulken, når den presser på.

Jeg krydser først vejen lidt i fem og må sætte teltet op i mørke. Når man skal slå lejr om vinteren er det en god idé at have gennemtænkt rutinerne og rækkefølgen inden man stopper : tramp teltpladesen flad, skift til tørt tøj, sæt telt op, smelt sne, fyld vanddunk med varmt vand og kryb i soveposen med den mellem benene. Fyld termos. Lav mad og alle de andre gøremål siddende i posen. Lunt og godt!

Da jeg ligger i soveposen, kan jeg høre regnen på teltdugen. Men jeg vil ikke spekulere på morgendagen, for den starter først når solen står op.

 

Dag 18: 28 km Änge – Olden
Har faktisk ikke super meget lyst til at komme ud af soveposen. Alt er lidt fugtigt og en anelse besværligt, men det kan jo ikke hjælpe noget.

Pakker alt sammen og da jeg står klar til at gå, kommer en snakkesalig mand på snescooter. Han er ude og skrabe scootersporet. Vi sludrer og det er tydeligt, at han har styr på mig og min færden…og han slutter af med at sige, at jeg endelig må kigge indenom til kaffe på vejen.

Jeg får ikke helt fat i, hvor det er jeg skal til kaffe, men foran mig ligger 28 km og de går jo ikke sig selv! Føret er forbløffende godt, men sporet er jo også så fint jævnt skrabet, at det er en sand fryd. Stigningen går let og jeg tilbringer et par timer med Thomas Ratsack podcast om mennesker der går til deres grænse og klarer særlige bedrifter og udfordringer.

Over middag passerer jeg en lille rød ejendom med en retro Volvo i indkørslen og en snescooter ved hoveddøren. På verandaen står manden og kalder på mig. Jeg skal ind og “fika” – jeg elsker simpelthen Sverige for at de har et udtryk for “kaffe & kage”. Det mangler vi på dansk!

Jeg parkerer slæden og kommer ind i et charmerende køkken, hvor en doven kat sover på slagbænken og der er stillet smurte håndmadder med smør, ost og skinke frem til mig. Her bor Else og Carl-Erik. Jeg får varm chokolade, wienerbrød og en hyggelig snak. Jeg bliver rørt over den form for gæstfrihed og da jeg vinker og fortsætter, tænker jeg på om dette ville kunne forekomme i Danmark med samme naturlighed?

Terrænet er nemt i dag og trods en temperatur på nul grader, er føret fint og pulken glider. Altså lige til jeg rammer kommunegrænsen og man tydeligt kan se, at her til har Carl-Erik skrabet sporet og vendt.

Efter godt 25 km kommer jeg ud på søen ved det lille bysamfund Olden. Solen forsvinder bag fjeldene og lyset ændres – det er den blå time og den er der noget særligt fredfyldt over.

Jeg skal frem til byhuset i Olden, hvor jeg overnattede på Gröna Bandet i 2017. Det er et lille interimistisk vandrerhjem som bestyres af Stig. Han bor der selv og har igennem mange år fuldt os der er ude på langtur. Han ved, hvem der er på vej og det føles så rart at mærke, at man er ventet og velkommen i hans stuer. Stig griber mine støvler og sætter dem i tørremaskinen, hjælper med at hænge mit telt op som er drivvådt og åbner sit køleskab og siger, at jeg bare skal spise, hvis jeg mangler noget! Man kan vel sige, at han er en guardian angel for os der er langt væk hjemmefra.

Jeg laver min aftensmad og tager et varmt bad i kælderen inden jeg falder omkuld i sengen, mæt og fuld af varme. Det har været en skøn dag på tur.

Dag 19: 12 km Olden – telt

Det er nogen gange godt, at man ikke ved, hvad der venter en, når man starter dagen. Så var man måske vendt om allerede på sengekanten..

Jeg har ikke super travlt med at vinke farvel til Stig i Olden.

Solen skinner og foran mig kigger en lille let etape til Jänsmansholmen på godt 19 km. Troede jeg. Selvom jeg har valgt at følge scooterleden, viser det sig hurtigt, at det ikke er nogen hjælp. Der er nemlig ingen snescooter der har kørt og de sidste dage er der faldet godt med sne. Læg der til, at jeg skal godt 300 h.m. op, dejligt jævnt fordelt over de første 8 km! Altså én lang bakke. Men solen skinner og jeg klør på.

Efter 3 timer uafbrudt op ad er jeg så langt, at jeg tænker, at det er lige ud resten af vejen. Det er det nok også, men sneen er dyb og jeg må bruge mange kræfter på at komme frem skridt for skridt. Jeg kan maksimalt gå 25 meter, så må jeg stoppe op og få pulsen ned igen. Jeg snegler mig af sted og jeg bliver klar over, at jeg ikke vil kunne fortsætte meget mere end en time til.

Klokken 15.00 er der udsolgt på alle hylder! Jeg har ikke mere energi at tage af og jeg mangler 7 km for at være fremme. Jeg synes det kan være anstrengende mentalt set at skulle indstille sig på at skulle telte i stedet for at komme frem, men jeg har ikke noget valg. Det bruger jeg en halv times tid på at få hovedet til at acceptere.

Så fuld stop. Op med telt, ind i soveposen og pulsen ned. Får hanket lidt op i mig selv og spiser min aftensmad. Det blev en kold nat ca. -15° og vanddunken som jeg ligger med mellen benene, må genfyldes med varmt vand midt om natten og dunbukserne kommer med ned i soveposen. Jeg er en frossenpind, men har min egen personlige teori om at det skyldes lavt blodtryk og ekstrem lav hvilepuls ?

Dag 20: 7 km Telt – Jänsmansholmen

Vågner dybt nede i soveposen. Der er iskrystaller på indersiden af teltet og tandpastaen er frossen. Skal huske næste gang at have den inderlommen. Præcis lige som kontaktlinserne. Det er det kolde gys at få nattøjet af og mit andet tøj på. Tænk at man gør det her frivilligt! Spiser knækbrød med smør og drikker dobbelt kakao inden jeg pakker sammen.

Selv om tæerne er iskolde, da jeg går igang, er jeg allerede efter 5 min svedig og må af med et lag tøj. Dyb sne, 25 meter frem. Pause. Igen og igen. Under de her forhold er 7 km rigtig langt. Jeg tæller slet ikke kilometer. Jeg tæller meter. Det er så hårdt, at jeg ikke en gang kan tåle at have noget i ørerne. Jeg tænker bare på, at komme frem. Intet andet. Det må være verdens mest effektive baglårstræning jeg er igang med.

Efter 4 timer er det ovre og jeg er kommet frem til et lille samfund med 25 indbyggere, Jänsmansholmen og her ligger er lille fjeldhotel. Jeg bliver mødt af ejeren udenfor og snart er jeg indendørs, hvor jeg bliver indkvarteret i varmen. Han hjælper mig med at hænge teltet til tørre og spørger om jeg vil have frokost. Om jeg vil! Jeg er så rasende sulten og så serverer han ovenikøbet min livret…spaghetti bolognese. Hvad mere kan man ønske sig? Jo, et varmt bad, en blød seng og rensdyrgryde kl. 17.

Det har været to hårde dage og de illustrerer meget godt, at det ikke kun er længden på en dagsetape der afgør sværhedsgraden, men en række andre faktorer spiller også ind. 12 km kan føles som et maraton.

Der er mange udfordringer forbundet med denne her tur, men det faktum at jeg skal være i uafbrudt aktivitet 6-7 timer hver eneste dag, og dermed har behov for 12-15 timers hvile og enorme mængder mad, er i sig selv krævende. Oven i dette komner den mentale del som betyder mindst lige så meget. Man kan være nok så veltrænet, men har man ikke den mentale styrke, så hjælper store muskler intet herude. Den vigtigste muskel er den mellem ørerne.

 

 

 

En tanke om "Dag 16 – 20 Kall – Jänsmansholmen"

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *