Dag 28 – 32 Gäddede – Klimpfjäll

DEL

Dag 28: 28 km Gäddede  – Jormvattnet 

Oh, what a feeling
When we’re dancing on the ceiling

Det er svært at bevare pessimismen denne morgen, da jeg med musik i ørerne og solens stråler i ryggen, slipper den lille by Gäddede og fortsætter nord over langs vejen.

Sødeste Lili-Marie på campingen ordnede lige overnatning for mig til i aften. Hvilken hjælpsomhed! Jeg skal sove på Korpens öga.

Neglene har fået ny farve – City of stars – mørk blå med grøn glittereffekt. De minder mig om nordlyset som jeg måske snart får at se.

Jeg kører langs store søer og passerer to kraftværker. Derfor er søerne ikke sikre at køre på og der er mange steder med åbent vand. Men skidt pyt – på vejen kører jeg 5 km i timen uden at anstrenge mig. Efter seks timer er jeg allerede i Jormvattnet og jeg finder det lille pensionat.

Et lidt pudsigt sted. De arrangerer flerdags rideture i fjeldet om sommeren og om vinteren lever de af snescooterfolket som søger herop, fordi det her er tilladt at køre “off piste” med scooter. De har indrettet en bygning i rustik stil og jeg vil godt garantere, at der ikke findes noget magen til nogen steder….

Jeg deler aftensmad med fem snescooter gutter. De bliver lidt stille, da det går op for dem, at jeg kører 1300 km for egen motor. Ejeren af stedet hjælper med rute valg til næste dag og det viser sig, at han har numret til hende der ejer en lille bitte hytte i Ankarede. Jeg taler med hende i telefonen og aftaler, at jeg må overnatte der i morgen. Så skal jeg først sove i telt søndag, hvor de har lovet varmere vejr. Alting løser sig, når bare man tager en dag af gangen.

Dag 29: 27 km Jormvattnet – Ankarede

Har ikke sovet super godt i nat, af den simple grund, at værelset ikke har noget vindue. Det er en trækasse. Det er ikke lige mig!

Vælger at følge værtens råd om at gå over fjeldet til Stora Blåsjön. Alternativet er vejen som ikke kræver mange kræfter. Jeg kan mærke, at jeg her vælger noget andet end det jeg rent faktisk selv vil og det irriterer mig de første timer, hvor jeg knokler op ad. Jeg vil gøre det her på min måde!! Det sner og jeg er gennemblødt af sved efter kort tid.

Over middag kan jeg endelig se Stora Blåsjön og solen kommer frem, da jeg tager nedkørslen af det smale spor. Jeg har efterhånden godt styr på pulken ned ad og snart står jeg ved søen.

Store søer er så enerverende at krydse. Man har en følelse af ikke at komme nogen vegne og det blæser altid ude på midten. Men på modsatte bred ligger en lille Ica, hvor jeg kan købe nyt smør. Værtens hunde havde her til morgen tyvstjålet mit smør plus kniven…fra min pulk og de to ting er træls at undvære.

Køber cola, marcipanbrød og en pære og går ind i den lille café ved siden af, hvor jeg får et held og lykke med på vejen af en lokal. Napper en panini med elg, inden jeg er klar til de sidste 8 km – på vejen! Jeg er færdig med at bruge flere unødige kalorier for i dag.

Vejen bliver smallere og ender ved et lille kapel som ligger i meter høje snedriver. Jeg har været her før og kender til de små røde træhuse som ligger rundt om kapellet.

Jeg har fået lov at låne et lille anneks og det er så fint. Ejeren har gravet indgangen fri, bragt vand op og tændt lidt varme. På bordet ligger en sød hilsen og lidt godis.

Jeg føler mig så heldig. Skynder mig ind, får skiftet til tørt tøj og indtaget min snart obligatoriske dobbelt kakao cognac inden jeg dejser omkuld i soveposen. Jeg er træt i dag. 500 km er nu klaret og jeg har været på tur i hele februar måned. Jeg har ikke fået tur-kuller endnu, men erkender blankt, at podcast og god telefondækning hjælper mig frem.

Dag 30: 25 km Ankarede – Raukasjön

Har faktisk mest lyst til at blive liggende i min lille hule her ved kirken, men bare tanken om, hvor meget strøm der skal til for at den lille radiator kan holde temperaturen nogenlunde, for mig til at stå op og slukke den. Men svenskerne har jo bogstaveligt talt strøm lige udenfor døren, så måske er jeg tilgivet?

Det er sort og hvidt vejr idag. Omkring -20° og jeg må gå mig varm. Jeg har især problemer med de yderste fingerled og må stoppe flere gange for at varme dem i armhulen.

Dagen byder ikke på meget. Solen forsøger at trænge igennem, men uden held. Jeg kommer over trægrænsen og fjeldet åbner sig til alle sider i sin endeløse stilhed. Jeg er alene i denne hvide verden. Holder en enkelt pause ved søen Värjaren, men opstigningen bagefter er noget ondskabsfuld og skiene må af.

Jeg har gået meget af denne etape før og heller ikke denne gang, frister den til et gensyn. Endelig kommer jeg ned på Raukasjön og jeg begynder mentalt at indstille mig på at teltet skal op. Efter godt 4 km svinger sporet op på land, hvor der ligger et par hytter og en café. Jeg har på forhånd fået at vide, at der ikke bor nogen der nu pga sygdom, så jeg har tænkt mig at telte der.

Jeg kigger op fra søen og synes at jeg kan se en lampe. Der er lys! Kan jeg tænkes at være mega super heldig? Der holder et par snescootere ved den ene hytte og imens jeg får pusten, overvejer jeg om jeg skal spørge om de har en ledig seng. I stedet går jeg over til den største hytte og banker på. En dame åbner og minsandten om ikke der lige er en lille rød hytte til mig også!

Der har været en lidt trist dag. Jeg er ved at være lidt mør i kroppen og savner lidt nogen kortere dags etaper. De 25 km i dag har taget næsten 8 timer. Det i sig selv er jo ikke så galt, men at gøre det hver dag, er krævende for kroppen. Underligt nok har jeg ingen ømhed nogen steder og så meget har jeg jo heller ikke trænet op til turen. Så måske er vi bare bygget til at lave fysisk hårdt arbejde hver eneste dag.

Tankerne har idag kræset lidt omkring min motivation för dette projekt. Om hvorfor jeg gør det her og hvordan jeg rent faktisk lykkedes med at fastholde min indre motivation hver dag herude. Det kan være svært at forklare, men målet og følelsen af at nå målet, er så stærkt visualiseret for mit indre blik, at jeg ikke tvivler et sekund, når jeg lægger alle kræfter i og trækker pulken en meter mere. Jeg ved, at mange ikke forstår trangen til at præstere noget helt særligt  og virkeliggøre en drøm, men nogen få gør, fordi de selv har været der – mærket, når noget helt særligt lykkedes. Noget der er svært og som kun få klarer.

Dag 31: 12 km Raukasjö  – Raukasjö!!

Det skal vise sig at blive en dag, hvor jeg bliver mindet om, at jeg blot er en lille fjer i denne store hvide verden. En fjer der tror, at den flyver ved egen kraft, men som egentlig ikke styrer noget som helst. Det er der større naturkræfter der gør. Det er vinden der bestemmer, hvor en fjer lander.

Jeg vågner til en lusket vejrudsigt. Det sneer og blæser lidt uden for, men de forskellige prognoser har mellem 8 og 12 s/m på programmet for dagen. Jeg er i tvivl. Skal jeg blive eller skal jeg gå videre? Jeg pakker sammen og venter. Beslutter mig for at blive, men tænker ved mig selv, at jeg måske er lidt for forsigtig. Måske er det derfor jeg ændrer mening klokken 12. Jeg synes bestemt at sigtbarheden over Raukasjön er bedre og der er lige seks snescootere som passerer, så nu er der jo spor.

Så jeg pakker sammen og går. Jeg skal knapt 7 km op ad og sætter de lange skins på fra starten. Det går fint og jeg er i læ af træer, men efterhånden bliver det mere blæsende. Sneen driver og sporet er allerede forsvundet, men jeg kan se de røde kryds og føler mig egentlig tryg. Det føles koldt – minus 15° svarer vel til ca. -25° under disse vindforhold.

Oven for trægrænsen er vinden hård. Jeg forsøger at dække mit ansigt til, men går uden skibriller, hvilket er rigtig dumt. Mine øjenvipper fryser sammen og det gør det vanskeligt at se.

Jeg kan se et kryds af gangen… indtil jeg ikke en gang kan det mere. Alt er bare et stort hvidt inferno og jeg bliver stående ved det sidste kryds som iøvrigt kun stikker 30 cm op over sneen. Jeg venter, kigger tilbage om jeg kan se det forrige kryds. Kigger frem igen og ser så det næste og fortsætter, blot for at konstatere, at jeg ikke kan se flere.

Jeg har gået 6 km og er bange. Jeg vender ryggen til vinden og venter lidt, men kulden er streng og mine yderste fingerled er følelsesløse.  Jeg har før været ude i dårligt vejr, men aldrig alene. Er man to, har man bedre mulighed for at klare de her situationer, hvis man skal grave sig ned. Men jeg er ikke to. Jeg er en.

Der er godt en kilometer mere op og derefter 5 km frem til næste hytte, men på åbent fjeld, hvor jeg er maksimalt eksponeret. Jeg tør ikke fortsætte og vender om. Jeg er rolig, men bange. Det ene skin falder af og jeg må stoppe for at få det sat nogenlunde fast igen, hvilket kræver at vanten skal af. Jeg kan mærke, at jeg skal hurtigt ned i læ. Det her er en dårlig situation som jeg har bragt mig selv i og jeg burde vide bedre. Jeg spekulerer et kort sekund på, hvor langt ude og skide man skal være for at det er i orden at rekvirere hjælp, men konkluderer, at jeg nok ville være typen, der ikke ville trække det kort før jeg lå ned.

Turen ned til trægrænsen er langtfra elegant og først da jeg er en kilometer fra hytten som jeg kom fra, slapper jeg af igen. Ejeren står uden for og kigger undrende, men også vidende på mig. Han havde jo sagt til mig i morges, at det kunne tænkes at være tufft på kallfjället. Det kunne jeg tørt bekræfte inden jeg lukkede mig ind i varmen og begravede mig i soveposens mørke.

En vigtig norsk regel i fjeldet er, at man skal vende i tide og at det ikke er nogen skam å snu. Den regel har jeg overholdt i dag. Men min egen leveregel som er almen gyldig i stort set alle livets sammenhænge, har jeg ikke efterlevet: Er du i tvivl, så er du ikke i tvivl. Havde jeg fuldt den, var jeg blevet indendørs fra starten af og sparet mig selv for en dårlig oplevelse.

De 12 km det blev til i dag, bragte mig ingen vegne – men min krop har det som om den har løbet et maraton.

Dag 32: 22 km Raukasjö – Klimpfjäll 

Gårsdagens oplevelse sidder både fysisk og mentalt i kroppen, da jeg vågner halv seks. Men jeg skal videre og man skal vel rejse sig ved det træ man er faldet. Eller kravle op over det fjeld man trillede ned fra…

Det blæser lige så meget som igår, men der er god sigtbarhed og solen trænger sig lidt på. Det er unægtelig surt at tage den lange stigning én gang til. De første 2 km går jeg og lader skiene sidde på pulken. Det sparer på kræfterne at jeg ikke også skal løfte dem for hvert skridt. Jeg går til lyden af Bardabing  – funky musik er faktisk særdeles velegnet til at bevægelsen på ski.

Et par snescootere kommer mig i møde og sporet er godt at følge. Jeg skal undgå at få løs sne ind under mine lange skins. Det får limen til at slippe og så er løbet kørt. De skal tørre før de kan bruges igen. Den lærestreg har jeg fået!

Det er en lang sej stigning og da jeg kommer over trægrænsen er jeg nød til at dække mit ansigt til. Vinden er til den friske side og føles vel som -25°. Det blæser lige så meget som igår, men forskellen er, at jeg kan se hele fjeldet. Ved det sted, hvor jeg vendte igår, mangler der rent faktisk et rødt kryds dvs at der er godt 100 meter imellem.

Jeg indser nu, at et kryds fra eller ikke havde hjulpet mig. Fjeld plateauet er helt åbent og meget stort. Vinden har frit løb her. Var jeg fortsat i stedet for at vende, havde jeg ikke klaret det. Der er fortsat 5 km frem til Slipsikstugan. Erkendelsen er barsk, men også god. Jeg vendte jo netop om, fordi jeg vurderede situationen korrekt og dét er jo udtryk for at jeg trak på min erfaring fra tidligere oplevelser.

I dag er der en formidabel udsigt til alle verdens hjørner, men blot få sekunder med telefonens kamera fremme, får fingrene til at fryse til is. Jeg fortsætter derfor uden pause frem til hytten. Knapt 4 timers uafbrudt aktivitet.

I hytten holder scooterfolket pause imens de griller Bullens kurv i kaminen og spiser hotdogs! Hytten ligger så udsat, at den for nogen år tilbage blæste væk, fordi nogen havde glemt at lukke døren! Nu har de så sat et ekstra vindfang på, så man skal ind ad to døre. Det var der ikke da jeg var her i 2017.

Resten af dagen går i mageligt tempo og terræn ned mod Klimpfjäll. Blå himmel og tanken om varmt bad, cola og chips gør det let at bevæge benene selvom jeg er træt.

I Klimpfjäll finder jeg hurtigt Klimpfjällgården som jeg overnattede og spiste på sidst. Da jeg går ind, bliver jeg mødt med et smil af værtinden som har overtaget stedet efter sine forældre. Hun kan se, at jeg er “Vita Bandara” på det vejrbidte look. Jeg får verdens skønneste rum! Henter min depot pakke nr. 4 hos Handlarn og køber lidt af det jeg mangler for at kunne holde min 5:2 kur frem til Hemavan.

Varmt bad, pizza og ny lak på neglene. Desværre er farven “Party time” – som primært består af glimmer – ikke ideel til at dække blåviolette negle! Men nu ser vi om jeg kan køre med den eller om jeg må genbruge én af de tidligere farver. Man skal jo ikke gå ned på neglelak.

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *