Dag 33 – 37 Klimpfjäll – Hemavan

DEL

Dag 33: 25 km Klimpfjäll – Tjåkkelestugan
Vågner til snefald og skønt morgenbord med lune croissanter med Nutella! Har så meget lyst til at blive her! Men der venter mig en lidt uforudsigelig etape op til Hemavan og der kan blive brug for ekstra dage senere.

Så pulken pakkes og den er nu igen fuldt lastet. Jeg havde egentlig besluttet at gå den direkte vej op til Tjåkkelestugan via den smalle passage Durrrenskalet, men jeg er i nattens løb blevet usikker på om der er lavinefare. Da sneen jo vælter ned, kigger jeg på kort og beslutter mig for en lille omvej mod vest ad vejen for jeg ikke skal anstrenge mig mere end højst nødvendigt.

Det der på papiret virker som en god plan, skal vise sig at være virkelig træls i virkeligheden. For efter 5 km må jeg konstatere, at vejen er lukket og ikke ryddet. Der er dog et snescooter spor, så jeg fortsætter i den overbevisning, at det spor vil være der de næste 10 km. Jeg skal blive slemt klogere! Efter få kilometer er jeg uden spor i dyb sne. Det blæser og sneer. Jeg slider i det, men kommer frem. Det går op ad og jeg er faktisk ved at blive lidt pylret over, hvor håbløst det ser ud. Pulken er usandsynlig tung og jeg må gå sildeben for at komme frem. Jeg er ved at indse, at jeg skulle have valgt at gå en helt tredje vej, men det er for sent nu.

Endelig når jeg frem til det sted, hvor vinterleden op mod Tjåkkelestugan går. Nu mangler jeg blot 8 km. Jeg finder lidt læ og spiser lidt mad inden jeg fortsætter. Til min store irritation må jeg konstatere, at der ingen spor er. Jeg må selv spore og vinden tager til. Heldigvis er krydsmarkeringerne gode og jeg føler mig ok. To kilometer inden hytten, ser jeg er skilt, hvor der gøres opmærksom på at snescootertrafik ikke er tilladt længere…det har jeg overset på kortet. Jeg tænker ikke videre over konsekvensen lige nu.

Da jeg kan se den lille røde hytte, er jeg ved godt mod. Det gik jo alligevel… når jeg at tænke, da det der ikke må ske, sker! Det skråner ret meget der hvor jeg går. Nedenfor løber elven og der er åbent vand. Jeg har lige tænkt tanken, at jeg skal passe på, at pulken ikke tipper, men jeg tager chancen. Det er jo blot et lille stykke og jeg kan ikke rigtig gå højere op.

Pulken vælter og triller rundt, så den vender bagenden direkte ned mod elven. Træk stængerne vrides 180 grader og jeg sidder i spænd. Hvis jeg kobler mig fra nu, vil pulken forsvinde ned i elven. Udover at Pippi på bagsmækken har udsigt til dryknedøden, så har jeg også selv en alvorlig situation. Uden mit grej, kan jeg ikke fortsætte.

Jeg ved ikke, hvordan jeg bærer mig ad, men i sådanne situationer får man nogengange overnaturlige kræfter. Det lykkes mig at hive pulken i retning af et lille birketræ, så den holdes fast. Jeg kobler mig af selen og skiene, og kravler ned til pulken og får fat i den reb som jeg har fastgjort i forenden. Men den er for tung i den her position. Eller jeg er for let. Min første tanke er, at jeg må hente hjælp. En fuldstændig tåbelig tanke! Her er jo kun mig!

Jeg griber om rebet, kravler på alle fire i den dybe sne og prøver at få pulken over på siden, så den ikke kan glide. Herefter trækker jeg den i små bitte ryk fremad indtil jeg efter godt 30 meter er på mere vandret plan. Jeg får hentet ski og stave og samlet mig. Det var godt nok tæt på at gå galt.

Jeg ved ikke, hvem der har lagt vintersporet ned til hytten, men selv det sidste stykke må jeg kravle med pulken og hente skiene bagefter.

Hytten er ejet af Länsstyrelsen og relativ primitiv. Der er dog brænde og jeg går igang med at få gang i den kolde kamin, hvilket kræver en solid indsats. Desværre er der i brændeskuret kun en meter lange træstammer, en kæmpe sav og en økse så stor, at jeg ikke kan løfte den. Jeg fatter ikke, at man ikke som minimum har at en manuel trækløver hvor man hæver en jernklods på en stang, så selv små mennesker kan kløve brænde. Det har man nu i de fleste af Svenske Turistforeningens hytter og der øger ihvertfald sandsynligheden for at kvinder også kan klare sig herude.

Jeg smelter sne på trangia og kamin og spiser så meget jeg orker. Der er ikke over frysepunktet indenfor og jeg søger ned i soveposen. Jeg er virkelig træt og helt færdig, men er nu også klar over, at næste dag kan vise sig at blive seriøs udfordrende på grund af at jeg selv skal lave spor.

Dag 34: 15 km Tjåkkelestugan – telt
Dagen starter med opklaring på himlen og klokken halv ni er jeg klar. Foran mig ligger 20 km i en bred dalgang og uden de store højdeforskelle. Jeg har indset, at chancen for at der er et snescooter spor er lige så lille som at jeg får et varmt fodbad til aften. De eneste der må køre i området er samerne og midt i ugen, skal de nok ikke ud og lufte familien!

Det starter hårdt ud. Dyb sne og høj puls. Jeg kampsveder og er allerede efter en halv time ved at nå det punkt, hvor jeg spørger mig selv, hvad jeg har gang i. Jeg må kravle, når det går for meget op ad. Jeg har skiene i hænderne foran mig, sætter dem i sneen og trækker mig frem i armene. Andre steder kan jeg snegle mig afsted med skiene på. Jeg sætter de lange skins på og håber inderligt at der ikke kommer løs sne ind i limen.

Det er noget af det hårdeste jeg har prøvet. Time efter time arbejder jeg mig fremad. Landskabet er så smukt, men jeg har ikke overskud til at nyde det. Det der på kortet så ud som ingen højdeforskelle, dækker over et kuperet terræn. Et orienteringskort på 1:7500 ville have røbet det. Vinter- og sommerleden er lagt sammen og trukket højt i terrænet i stedet for i bunden af dalgangen, hvilket ville have været mere logisk. Det skyldes højst sandsynligt samernes ønske, da der er et langt rengærde i hele dalen og flere af deres små hytter.

Efter 5 timer er jeg kun halvvejs og jeg begynder at indse, at tiden og mine kræfter vil slippe op inden jeg, når frem til næste lille hytte. Jeg har heller ikke idag nogen telefon dækning og jeg tænker lidt på, at dem der hjemme undrer sig over mit tempo dagen igennem og er bekymrede for, hvad der er galt. De kan jo se mit signal fra inreach hvert 30. Minut og ind imellem kommer jeg vel knapt 500 meter på den tid.

Solen skinner heldigvis og det er ikke koldt. Efter 10 km ser jeg et scooterspor, men det drejer op på fjeldet og jeg synes sneen bliver endnu dybere foran mig. Vinterleden er tydeligvis bare lagt oveni sommersporet uden hensyntagen til at forsænkninger om vinteren skaber små raviner store huller og dybe driver. De er umulige at komme ned og ikke mindst op af. Jeg er mør og frustreret, da jeg for gud ved, hvilken gang synker i til skridtet og sidder fast med pulken. Det virker håbløst og mine eneste chance for at klare det er, at slå hjernen fra og bare sætte et ben foran det andet. Begynder jeg at tænke over situationen, bliver det håbløse for tydeligt.

Solen står lavt, da jeg beslutter mig for at slå telt op. Jeg fortsætter frem til der, hvor jeg endelig kommer ned i bunden af dalen. Jeg har været igang uafbrudt i 8 timer og der skal være energi nok til at slå lejr og ordne de praktiske ting i teltet.

I aften spiser de flæskesteg derhjemme og jeg føler mig for første gang mutters alene. Det har været den fysisk set hårdeste dag på ski, jeg kan mindes og der er sandsynligvis godt 5 km eller mere til jeg rammer kørte spor igen. Det kræver hvile og mad før jeg er klar til det. Lige nu orker jeg slet ikke tænke på det. Jeg er totalt udmattet.

Dag 35: 5 km Telt – Ljusliden
Hvis jeg måtte få et ønske opfyldt her til morgen, så ville jeg for en gangs skyld ikke ønske mig tykt hår og tynde lår, men et fint og fast scooterspor. Jeg åbner teltdugen og konstaterer tørt, at jeg igen idag kommer til at få tyndere lår helt af sig selv! Der er nemlig ikke sket noget mirakel om natten som har ændrer på føret.

Jeg ordner mine ting og pakker sammen uden at komme til at fryse. Spænder mig for pulken og prøver at tænke positivt og konstruktivt. Jeg har ca. 2 km frem til en bro. Derefter 3 km frem til den lille hytte. Er kryds af gangen, så vil jeg komme der hen om det så skal tage mig hele dagen. Jeg skal blot fokusere på opgaven. Intet andet. Min metode er, at jeg ikke lader mig gribe og påvirke af følelsen af håbløshed og umulighed. Ikke lader mig følelsesmæssigt kapre, fordi det vil hindre mig i at handle rationelt og gøre det der skal til. Jeg tillader mig ingen frustration eller udbrud. Jeg gør bare det, jeg skal for at klare det.

Efter få meter indser jeg, at halve kryds nok er mere realistisk. Altså 25 meter. Puste ud. 25 meter. Og det selvom det går lige ud! Pulken synker så meget i, at jeg stopper for at tjekke om der er noget der bremser den siden den slet ikke glider.

Efter 200 meter krydser sporet rengærdet ved en låge. Skiene af, pulken af og så må jeg grave lågen så meget fri, at jeg kan slæbe pulken igennem. Den positive effekt er, at mine tæer ikke er dybfrosne i de ellers bundfrosne skistøvler.

Meter for meter kommer jeg frem til den første af de to broer. Jeg begriber ikke, at Länsstyrelsen kan mene at det her er en vinterled! Over en smal bro på ski! Sneen ligger meter højt på broen og jeg går derfor først over på ski, så tilbage for at grave et nogenlunde stabilt spor til pulken. Skubber derefter pulken over ved at kravle ved siden af så jeg ikke risikerer at den falder ned.

Kobler mig på igen og kravler op blot for at se den næste bro. Den er større og der er åbent vand under. Her er problemet selve tilgangen. Det skråner meget for derefter at gå lige ned på broen. Jeg tager først turen over på ski. Så tilbage for at hente pulken. Ved at placere mig selv kravlende nedenfor pulken, kan jeg forhindre at den tipper samtidig med at jeg skubber den fremad mod broen. Det lykkedes mig at få pulken drejet, så den kommer lige ned. Jeg trækker den over og bander over, at jeg på den anden side skal lægge alle kræfter i for at få pulken af og op over en kæmpe sten der ligger i vejen.

De 2 km har taget mig 2 timer! Jeg når at gå ca. 200 meter, da jeg ser et scooterspor. Tårerne står på lur af glæde. Men ak, scootersporet drejer for meget mod højre til at jeg tør følge det ret længe. Ser det igen efter en halv time, men vælger at fortsætte i den dybe sne. Da jeg ser det tredje gang, er jeg fuldstændig fløjtende ligeglad med, hvor det scooterspor fører hen, bare jeg slipper for mere op og ned i dyb sne!

Hvilken lettelse at gå i et daggammelt scooterspor! Som fast grund under fødder efter to dage i kviksand. Sporet fører mig ud til Ransatåns bredde udløb i søen Ransarn som er en reguleret sø, dvs. på denne tid af året, mangler der vand og man går derfor ned i søen. Jeg holder mig relativ tæt på bredden for at kunne se hytten som jeg har besluttet mig for at overnatte i. Jeg orker ikke at fortsætte mere i dag.

Hvilken fin rød hytte! Det ene rum er tydeligvis beboet og der er mindst 25 grader derinde. Helt sikkert folk på snescooter! Der er dog ingen.
Det andet rum er nusset og koldt. Jeg starter derfor med at save brænde, så jeg kan få startet kaminen op. Får varmt tøj på, spiser frokost, hænger telt til tørre og indretter min hule i soveposen. Med cognac i kakaoen og varme i kroppen kryber jeg i ly.

Efter kort tid kommer mine naboer tilbage fra deres fisketur, nysgerrige efter at se, hvem der er dukket op. De to gutter er lynhurtige til at invitere på boblevand og varme inde hos dem og snart sidder jeg med glas på stilk og bliver inviteret på aftensmad klokken halv seks. Hvilken luksus som øvrigt fordobles, da den ene kommer ind til mig med favnen fuld af kløvet brænde. Jeg går hundrede procent ind for ligestilling, så længe det ikke forhindrer mænd i at være gentlemen og kvinder i at nyde det😉

Spiser bøf med stegte kartofler og sludrer til mørket falder på. Lidt selskab efter 3 dage på egen hånd er nu godt. Glæder mig også til lidt telefon dækning.

Dag 36: 39 km Ljusliden – Virisen
Det er utroligt, hvad 15 timers restitution kan gøre af underværker for kroppen.
Jeg kan mærke, at jeg er i topform her til morgen og skal have noget ud af dagen.

Lægger i bogstaveligste forstand fra land klokken kvart i otte og kører mod solopgangen ned på søen. Det fineste scooterspor viser vejen og i dag er ipod dag, så der er musik til arbejdet. Ude på søen er der dækning og jeg kan ringe hjem. Det er nu rart, især når jeg synes, at tilværelsen har været lidt hårdhændet med mig de sidste par dage.

Det går i raskt tempo og kroppen føles som en toptunet Porsche. Igår tog jeg 1 km i timen, når det gik bedst. Nu kører jeg fire gange så hurtigt og smånynner imens! Det er sådan det skal være på tur.

Den ene kilometer tager den anden og jeg kan mærke, at jeg har én af de dage, hvor jeg kan gå solen sort. Eneste minus er, at jeg er blevet træt af chokolade og jeg har jo brug for brændstof.

Jeg har også en af de dage, hvor jeg leger kispus med min hjerne. Jeg har en aftale med mig selv om at gå ca. 25 km og slå telt op. Ingen tvivl om det. Men inde bag frontallapperne er der noget andet på tapetet og det har jeg dybest set vidst fra jeg slog øjnene og i morges. Jeg har tænkt mig at se om ikke jeg kan gå hele vejen frem til Virisen, godt 40 km…

Ved halv firetiden tager jeg en rask stigning og ser et skilt med 14 km til Virisen. Med 25 km i benene, er det lidt af en mundfuld, men solen kaster stadig lange stråler efter mig og jeg synes det kører. Aftaler med mig selv, at jeg kører frem til søen Virisen og telter der. Så leger vi det!

Solnedgangen farver himmelen orange og blå, da jeg glider ned på søen og har 5 km tilbage. Det må kunne klares.

Jeg kører på autopilot og mørket falder på. Følger de orange markeringer og tænker på, at dette er fordelen ved at være på tur alene. Jeg bestemmer selv tid og tempo.

Det er mørkt, da jeg trækker pulken op nede fra søen og pandelampen må frem. Jeg går efter en højtbeliggende hytte med lys i vinduerne. Finder døren på bagsiden og konstaterer med forundring, at der sidder et skilt med teksten “restaurant”! Vi snakker om den yderste forpost i Lapland med to husstande! Og så en restaurant!

Jeg åbner døren og møder værten. Jeg spørger til muligheden for at overnatte og han ved åbenbart godt at jeg er én af dem – Vita Bandara – for han henviser mig til en lille hytte på skråningen som jeg lige har passeret og gør opmærksom på at der er bad! Mon jeg lugter så dårligt? Det er da kun fire dage siden sidste kontakt med sæbe og vel omkring tre uger isch siden jeg fik vasket tøj…der er nok nogen der er sarte.

Da jeg kommer ind i varmen, falder jeg i staver. Sidder bare og stener. Nu er jeg træt. Kold og rasende sulten. Følger værtens opfordring om at tage et bad og bruger ellers aftenen på at spise alt lige fra mariekiks med tandsmør til min egen hjemmelavede Chili con carne. Det har været en super dag!

Dag 37: 52 km Virisen – Hemavan

Kvindernes internationale kampdag 💪
Mødte igår en mand på snescooter oppe på fjeldet. Vi snakkede lidt om vejret og om, hvor langt jeg havde kørt. “Er du helt alene på tur”, spurgte han så efter lidt tid. “Øh, ja”, svarede jeg og undrede mig over spørgsmålet, da jeg jo ikke kunne se andre end ham og mig. Da han var kørt igen, kom jeg i tanke om det jeg skulle have svaret: ” Er DU helt alene ude på snescooter”…. men det spørger man måske endnu ikke mænd om i 2020 eller hvad? Så vi kæmper videre, ik’?

Det føles som om jeg har været i byen hele natten. Min krop er træt og mørbanket, men jeg må op og spise. Tuller omkring og hviler igen inden jeg er nød til at komme ud på plankerne og komme afsted. Har faktisk overhovedet ikke lyst til at stå på ski i dag.

Turen fra Virisen og nord på går via små veje uden trafik. Vejene er ryddede, men snebelagt. Det er sort og hvid dag og med en sådan transport strækning foran mig, venter der en del kedelige timer i eget selskab. Jeg har godt 50 km til Hemavan og der er sat to dage af til det.

Efter 10 km stopper en bil og en kvinde udbryder, at hun bare synes, at vi der går Vita Bandet er super seje. Hun bor ved vejen og holder øje med os. Kort tid efter gentager det sig – endnu en kvinde stopper og vil lige vide, hvilket nummer jeg er på listen over Vita Bandara i år. Det ved jeg ikke, men jeg er jo den eneste danske kvinde på listen.

Opmuntret af kvinderne fortsætter jeg dagens etape. Af og til er vejen iset og jeg kommer hurtigt frem, men ved Tärnamo falder tempoet og sneen daler ned. Klokken er mange og jeg burde snart stoppe for i dag, men sneen ligger meter dyb omkring mig om det fremmer ikke lige frem min lyst til at slå lejr. Så jeg fortsætter lidt endnu. Beslutter mig for at køre frem til Västansjön og så telte der.

Susser ned fra fjeldet og står klokken 18 ved E12. Har kørt 42 km på 8 timer. Det er mørkt. Hvad nu lille du? Skal du telte eller skal du bare fortsætte de sidste 9 km til Hemavan? Tøver ca. 30 sekunder – den tid det tager at indtage en Kex chokolade, når man er sulten. Finder begge pandelamper frem og sætter en på rød i nakken og den hvide i panden. 9 km på vej tager halvanden time, hvis jeg giver den gas. Belønningen er pizza, cola, halvvejs sejr og hviledag i morgen. Det er for fristende.

Det er ikke super fedt at køre på ski i mørke på E12, men så har jeg prøvet det. Efter en time stopper en bil og en hollandsk mand springer ud, giver hånd og spørger om han må tage et billede! Jeg kan ikke forestille mig, at der er noget motiv på det billede i mørket, men det må han jo om. Jeg smiler og ønsker ham en god aften.

Klokken halv otte trækker jeg pulken op af bakken til Hemavan Fjällstation. Jeg er lidt over halvvejs og har tilbagelagt 700 km. Hemavan er en milepæl som jeg har ser frem til. Herfra går det op på Kungsleden, terrænet skifter og jeg vil for første gang møde andre på ski. Nu mangler jeg blot 650 km og de 465 af dem, har jeg kørt før. Jeg bør kunne tage anden halvdel lidt hurtigere, hvis ellers vejret ikke begynder at drille.

Jeg får tildelt et rum – pudsigt nok det samme som jeg havde i 2017 på Gröna Bandet. Lader Pippi passe pulken og skynder mig ned til ICA for at hente min depotpakke nummer 5 og indtager verdens bedste pizza på Nannas kök.  Runder middagen af på værelset med at indtage 2 x tirimasu isdessert og et stykke wienerbrød. Man er vel på kur!

 

 

 

 

En tanke om "Dag 33 – 37 Klimpfjäll – Hemavan"

  1. Oj oj oj! Vilket pulsande i djup snö, det kom 3-4 dm dagarna innan du kom till Klimpfjäll. Vilket drama i snön och vilken motor du har! Nu är det plusgrader och snön “sätter sig” och blir bättre.
    Mycket bra berättelse, jag kände nästan att jag satt bak på pulkan och svettades! Heja Dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *