Dag 46 – 48 Jäckvikk – Kvikkjokk

DEL

Dag 46: 22 km Jäckvikk – Vounatjviken

Endnu en sort og hvid dag ligger foran mig, men heldigvis også en kort etape. Er ikke topmotiveret idag – synes bare ikke at krydsning af søer er særlig spændende. De føles uendelige.

Solen hilsner kun ganske kort og derefter er det bare gråt. Eneste farve jeg ser, er de røde kryds blandt de grå træstammer og det får mig til at tænke på filmen Schindlers liste, hvor den lille piges røde kjole var den eneste farve. Det er en stærk farve selv her, hvor jeg er.

Da jeg kommer ned på Riebnes, skaber fjeldene og lyset en flot og dramatisk baggrund. Ude på søen holder snescootere hist og pist, hvor de fisker gennem et hul i isen. Jeg går over til et par af dem. Isen er 60-70 cm tyk. De fanger rödding og jeg ville ønske, at jeg kunne få det i flødesauce til aften!

Jeg er tidligt i Vounatjviken som er en samling hytter og et lille spisested. Har jo fantaseret lidt om deres elgburger på vejen og en varm hytte. Jeg åbner døren til “receptionen” (en garage) og ejeren dukker op iført lange underbukser. Da han hører, at jeg er ude på ski, begynder han med en længere enetale om, hvad det skal gøre godt for at gøre sådan noget alene og noget med, at jeg kan komme til skade og få pulken over mig!! Jeg trækker på skuldrene, forklarer, at pulken nu er bag mig og og spørger om han har noget ledigt. Det har han så ikke og restauranten er lukket idag.

Så den står på telt og frysetørret. Jeg får lov at sætte teltet op på deres jord og får adgang til wc. Sneen er så dyb, at jeg må slå telt op med ski på. Det tager lidt tid og er lidt bøvlet, når jeg skal rundt og grave pløkker ned. Kryber ind og får lavet aftensmad (laks i flødesauce) og slapper af med en bog dybt nede i soveposen.

Dag 47: 35 km Vounatjviken – Västerfjäll
Det har været en lun nat i teltet, synes jeg. Vel nærmest stuetemperatur… knapt nok! Skuffelsen er nemlig stor, da jeg opdager, at min netop nyindkøbte Nutella er frosen, fordi jeg glemte at stoppe den ned mellem benene i soveposen. Havde sådan glædet mig til brød med smør og Nutella 😥 Men har åbenbart vænnet mig til at -5° er varmt!

Mit tøj har jeg tørret i soveposen og imens jeg pakker sammen, varmer jeg mine korte skins inde på maven, så de er klar til jeg skal gå.
Pakker sammen og konstaterer tørt, at mine skistøvler er præcis lige så frosne som Nutellaen. Hælder varmt vand over læderet og får fødderne ned.

Jeg har en lidt lang dag foran mig og er derfor klar kl. 7.30. Solen skinner og det synes jeg også er på tide. Jeg savner de der dage med høj sol, ingen vind og ikke en sky i sigte. Men helt så fint er det heller ikke i dag.

Efter et par timer krydser jeg Polarcirklen – ikke at det kan ses andet end på kortet. Samtidig mister jeg sporet. Vintersporet fra Vounatjviken til Västerfjäll skal vise sig, at være den dårligst vedligeholdte strækning, jeg har set på min tur. Der er meget langt mellem de røde kryds og over flere kilometer mangler de helt. Jeg følger i stedet et scooterspor i den rigtige retning og kommer efter 2 km ind på sporet igen.

Jeg synes, at jeg er lidt træt i kroppen i dag. Det er tungt, hver gang det går lidt op, men på den anden side, er det vel meget naturligt efter så mange dage og kilometer.

Jeg møder ingen hele dagen og det rå og barske landskab minder mig om, at jeg nu er kommet ind i hjertet af Lapland. Det her er vildmark. Da jeg efter 15 km skal op og runde fjeldet Barturtte blæser det ret friskt. Men bagfra. Jeg er efterhånden ved at være overbevist om tesen, at den hyppigst forekommende vindretning om vinteren heroppe er sydlig.

Solen forsvinder og med den også konturerne i sneen. Det bliver nogle lange kilometer før jeg kommer ned på næste store sø. Jeg spiser en håndmad og indser, at jeg ikke har siddet ned siden i morges. Bare holdt et par pauser for at drikke og indtage mit snart obligatoriske marcipanbrød og Bounty. Så er der måske egentlig ikke noget at sige at, at jeg bliver lidt mør efter 8 timer! Jeg glæder mig til, at jeg får dage med lidt kortere etaper.

Jeg fokuserer på søens fjerne ende og tager de sidste 5 km på automatpilot. Da jeg nærmer mig Västerfjäll og kan se den lille trækirke på bakken, føler jeg mig på hjemmebane. Västerfjäll er også bare en lille samling private hytter, men jeg har fået lov igen at låne det lille anneks med brændeovn.

Nøglen hænger klar og jeg føler mig straks hjemme. Tømmer pulk, skifter til tørt tøj og får gang i brændeovnen. Nusser rundt, skæver over til kirken alt imens jeg sniger mig til at drikke min kakao cognac og sætter så mad over. Tænk, at man kan være så fornøjet med 9 m3! Mørket falder på og der er helt stille. Ingen mennesker og ingen dækning. Bare mig og min Nutella med den helt rette temperatur 😉. Falder hurtigt i søvn og drømmer om at jeg får fine jævne scooterspor i morgen…

Dag 48: 38 km Västerfjäll  – Kvikkjokk

Det mærkes tydeligt her til morgen, at jeg ikke har været oppe og fyre i nat. Der er kun få grader i rummet, men det generer mig ikke synderligt. Jeg har for en gangs skyld sovet næsten 8 timer og føler mig igen frisk.

Morgenrutinen går efterhånden hurtigt. Tøj på (det er lidt skræmmende, at jeg ikke synes det tøj lugter dårligt!), morgenmad og tapening af fødder. Pakning og spisning foregår simultant og klokken 8 kan jeg lukke døren og starte endnu en dag på mit kontor.

Inden en dagsetape lægger jeg en mental plan for turen som gør, at jeg kan overskue selv lange etaper. Kigger på kortet og måler afstande. Deler strækningen op i mentale delmål. I dag er der f.eks godt 3 timer kedelig strækning under trægrænsen, altså 12 km frem til samevistet Parka. Så en solid opstigning over fjeldet over nedkørsel i lavineterræn på bagsiden. Tidsestimat godt 2 timer. Pause i lille hytte. Så 6 km lige ud inden den lange nedkørsel gennem skoven. Til sidst 3 km sø, men med udsigt til at skulle både i bad og ha’ mad, er det jo til at overskue. Så er det jo bare at gå igang!

Vejret er gråt og scootersporet er ujævnt. Det gør, at pulken rykker i mit hoftebælte og dermed hindrer et ordentligt flow. Jeg accepterer det og håber i mit stille sind, at bæltet holder hele vejen. Det er allerede revnet, men jeg har måske en idé til, hvordan jeg kan løse det, hvis syningerne går sig en tur. Men det er jo ikke helt det scooterspor jeg havde med i mine drømme.

Efter samevistet (en samling hytter ejet af samere) er der ikke noget spor mere. Det er lidt surt at skulle så stejlt op uden spor. Men nogen må have hørt mine bønner, for ud af øjenkrogen ser jeg to snescootere køre fra samevistet og direkte op på fjeldet – og de har vogn bag på! Altså det mest perfekte jævne faste spor en kan ønske sig! Tænk, at livet kan være så simpelt, at et spor i sneen kan redde dagen.

Så på med lange skin og så er der ellers dømt en times baglårs træning med høj puls. Det blæser ret godt og sneen fyger. Til gengæld kommer solen frem og snart er der blåt i alle verdenshjørner. Flere snescootere kommer drønende og ødelægger det perfekte spor, men jeg er jo snart oppe og kan nu se ind i Sarek nationalpark i nord.

Jeg skal ned gennem en smal passage og der er potentiel lavinefare her. Jeg vurderer dog, at det ser fornuftigt ud. Ingen scootere har kørt op på siderne og dermed gjort snelaget mere usikkert. Og inden for den seneste time er 8 snescootere kørt igennem i ét spor og jeg har god sigt. Jeg følger derfor sporet og er hurtigt forbi problemområdet. Det blæser virkeligt koldt fra nord og jeg har lidt travlt med at komme længere ned i læ selvom udsigten er helt særlig.

Længere ned ligger en lille bitte hytte og der står to par ski udenfor. To unge franskmænd har søgt ly og jeg får en kort snak med dem (på corona-afstand). De har brugt en lang ekstra dag uden spor på at gå uden om det lille pas pga lavinefare. Det er jo lidt synd, men dagen før havde de haft dårligt sigt og så var det måske et fornuftigt valg.

Det er utroligt, hvor god energi et par håndmadder kan gi’ og jeg har fart på, da jeg stikker af sted igen. Da jeg kommer ned i læ, er dagen bare suveræn. Udsigten bliver bare bedre og bedre. Det er sådan det skal være!

Nedkørslen er til tider halsbrækkende og pulken hopper og danser bag mig. Jeg er ellers ved at have udviklet min egen teknik på det punkt. Med venstre hånd holder jeg fast i trækket, så pulken ikke rykker i bæltet og får mig ud af balance. Med højre stav stabiliserer jeg og tager lidt af farten og så plover jeg ganske lidt med et ben, hvis farten bliver for høj. Jeg vinder nok ikke de nordiske mesterskaber i skiløb, men jeg kommer sikkert ned og med god fart.

Nede på søen kan jeg nyde solnedgangen og klappe mig selv på skulderen over at have klaret endnu en lang dagsetape i fin stil. Ti timer er dog lang tid at være igang og jeg glæder mig til en kort dag i morgen.

På Kvikkjokk fjällstation får jeg et rum og snakker kort med bådsmand Björn som har min næstsidste depotpakke til mig. Til min overraskelse kan jeg købe 2 styk håndsprit – her for enden af vejen ved porten til Europas sidste vildmark er håndsprit ikke udsolgt!

Der meget der skal ordnes inden jeg kan hvile. Spisning, ompakning af mad i pulken, tørring af telt og bad. Et par opringninger til dem derhjemme. Bloggen skriver heller ikke sig selv og neglene skal jo også lakeres 😉 Jo, der er nok at se til i min verden!

P.S. Everybody say Yeah!  – Farven på den nye neglelak som skal følge mig frem til Abisko, er bestemt ikke kedelig… let’s go!💅⛷

 

 

 

En tanke om "Dag 46 – 48 Jäckvikk – Kvikkjokk"

  1. Härligt! Starkt jobbat, både uppför och nerför! Danmark har kanske en ny stjärna i utförsåkning! Heja Dig!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *