Huså – Helags 110 km

DEL

Dag 38. Huså  – Åreskutan  – Undersåker. 40 km
Når viljen og vejret topper på samme dag, skal man huske at udnytte det til det yderste.
Så da jeg går op ad stien lidt over syv ved jeg faktisk godt, at jeg ikke kommer til at vælge den lette rute rundt om Åreskutan som er en fin top på 1420 m.o.h. ved Åre. Oprindelig ville jeg jo tage grusvejen øst om Åre som flere af de andre gør, men jeg er mildest talt træt af vej. Derfor har jeg aftalt med mig selv, at jeg vil gå på en sti vest om fjeldet.

Åreskutan i morgensolen virker stærkt dragende på mig og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor langt jeg må kunne se fra toppen. Jeg må bestemt kunne se hele Kallsjön i ét blik – søen som jeg har brugt flere dage på at komme rundt om. Måske kan jeg ane størrelsen på “elefanten” oppe fra toppen?

Den ser ikke svær ud på kortet og selvom der er lidt sne på fjeldet, mener jeg nok jeg kan klare det. Så jeg klør på og kommer fint op ad. På et tidspunkt begynder det at blive stenigt, men det har jeg ingen problemer med. Nu ligger der også sne imellem stenene. Ruten er fint markeret med pæle. Da jeg kan se selve toppen, bliver det mere stejlt. På sin vis ikke det store problem, hvis ikke det er fordi alt er glaseret af is. Sneen og alle sten, alle overflader er dækket af is og jeg kan slet ikke stå fast. Jeg kan ikke komme op over toppen under de forhold. Spørgsmålet er, hvad jeg gør nu?

 

Jeg kan ikke overskue at skulle gå hele vejen tilbage, når jeg er så tæt på. Så jeg kigger på kortet og beslutter mig for at prøve at holde højden rundt om toppen. Det er dog yderst svært, fordi det er ret stejlt/skrånende, hvilket i kombination med islaget, gør det svært at holde sig fast. Jeg må flere gange ned på rumpen og krybe ned. Én gang glider jeg og slår mig, men kommer på benene, som nu ryster under mig. Jeg er nu udenfor min komfortzone. Jeg tæller til ti og tager en dyb indånding. Jeg må opgive tanken om at holde højden og i stedet stille og roligt sigte efter at komme lige ned, hvor jeg kan se en skilift. Lidt forslået, men lettet, kommer jeg ned og puster ud.

Men udsigten var fantastisk på Åreskutan og jeg fik set en stor del af den sidste uges fjelde og Kallsjön i ét solbelyst blik.

Resten af turen ned til Åre er ren spadseretur og solen skinner på mig. Det føles dog lidt underligt at gå gennem dette high-end skisportssted med dyre lejlighedskomplekser og folk i tjekket tøj. Her går det ikke at tisse i en busk eller drikke vand af et vandløb. Jeg haster derfor videre øst på til Undersåker.

I Undersåker stopper jeg ved busstoppestedet og sludrer med en anden vandrer og hans to hunde inden jeg handler lidt hos den lille købmand. Det er så dejligt lunt og jeg beslutter mig for at slæbe mig op for enden af byen for at indtage en pizza hos den lokale pizzamand. Stor pizza er langt at foretrække frem for frysetørret.

Mæt og glad triller jeg ud af vejen mod Vålådalen. Efter godt 3 kilometer finder jeg en lille kløvermark gemt fra vejen, hvor jeg slår mit røde telt op. Endnu en dag med godt 1300 højdemeter er klaret i god stil.

Dag 39. Undersåker  – Vålådalen. 27 km
Det er skønt at tænke på at dagen er en kort dag. Eller en halv hviledag om man vil.

Vålådalen fjeldstationen ligger forenden af vejen ved indgangen til fjeldet. Det er en fin morgenstund, men med en del trafik. Jeg møder Thorkild som står bag Gröna bandet idéen. Han stopper for at hilse på mig.

De sidste 10 km drejer jeg fra på en sti gennem skoven til Vallbo, hvor stien fortsætter frem til Vålådalen. En smuk strækning langs elven, hvor solen får vandet til at glimte. Det er varmt som en sensommerdag og tidlig eftermiddag er jeg fremme.

Desværre er alt optaget på vandrehjemmet, så jeg må tage en nat til i teltet, men efter et varmt bad og en solid 3 retters middag gør det ikke så meget.

Nu er det bare at hvile ud og nyde, at jeg i morgen er tilbage på fjeldet, endnu tættere på målet.
Dag 40. Vålådalen  – Helags. 43 km
Nogen tager en slapper på sofaen om søndagen. Jeg har andre planer og er klar klokken 8. Uden for Vålådalen fjeldstationen er der en vægt og i ét øjebliks ubetænksomhed vejer jeg rygsækken. Hvor dum har man egentlig lov at være! Det man ikke ved, har man jo som bekendt ikke ondt af, men nu ved jeg jo, hvad jeg slæber rundt på i dag. 17 kg! Det er da uroligt at en bøtte Nutella og lidt slik kan veje så meget..

Vejret er stille, skyerne mørke og enkelte solstråler på de gyldne birketræer får landskabet til at lyse i de varmeste nuancer. Træerne spejler sig i de små vandhuller og stien snor sig lige så fint op gennem skoven, op på fjeldet, hvor de røde farver tager over. Det er betagende smukt og stille. Jeg mindes min lille mini skitur med Lina sidste år i december, da jeg går forbi det sted vi teltede i tusmørket.

Ved middagstid runder jeg efter 19 km Vålåstugan og stugvärdsparret kommer ud og byder mig på en cola. Jeg kommer ind og spiser min madpakke og vi sludrer. De vidste godt, at jeg var på vej og det føles rart at høre. De synes jeg ser frisk ud og jeg føler mig også uendelig stærk selv om jeg ikke selv begriber, hvor energien kommer fra.

Men jeg må jo videre, hvis jeg skal nå Helags fjeldstation inden det bliver mørkt.

Terrænet er let at gå i, men skyerne hænger meget lavt og efter næste stigning, går jeg i tæt tåge og kan ikke se ret meget af fjeldene omkring mig. Sådan fortsætter det og de sidste 15 km varer en sand evighed. Jeg har ikke før gået denne strækning og da jeg ikke rigtig kan se landskabet, mister jeg fornemmelsen for, hvor langt jeg er kommet. Efter den sidste stigning og lige inden jeg bliver pylret, dukker fjeldstationen op i tågen. 43 km på lige under ti timer er godt gået, men jeg er lidt træt. Heldigvis når jeg lige at komme til middagen – elg, rodfrugter og salat. Mørket falder på og tågen ligger så tæt, at jeg næsten ikke kan se fra den ene barak til den anden. Hvor er jeg glad for at jeg kom helt frem, så jeg ikke skal telte i nat.

Nu er der kun 4 dage tilbage af min tur. Det føles uvirkeligt, at jeg har gået mere end 1200 km og at jeg har været ude i 40 dage. Det et så uendelig længe siden, at jeg mødte Anna i Norge, da hun kun havde 4 dage tilbage af sit Gröna band og havde det særlige sejrsblik i sine øjne. Det blik som jeg var så misundelig på. Måske har jeg det nu?

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *