Kungsleden på ski – Abisko – Saltoluokta

DEL

Dag 1 / 14 km 

Abisko – Abiskojaure

Citat

Man kan hvad man vil, til det modsatte er bevidst.

Tror jeg nok!
Alligevel er jeg lidt bekymret, da jeg trækker min sprit nye og meget tunge pulk over vejen og hen ad stien.
Bag på pulken har jeg spændt Pippi Langstrømpe fast så hun kan hjælpe mig, hvis jeg har brug for at genfinde troen på at jeg kan det her. For som Pippi Langstrømpe siger: det har jeg ikke prøvet før, så det tror jeg godt jeg kan.

Min mor og jeg skal ikke nyde noget af at spænde skiene på lige foran panoramavinduerne ved fjeld stationen, så vi trasker af sted til vi er udenfor synsvinklen. Det er noget af et træk jeg har efter mig!  Men det går. Dog må jeg adskillige gange tage skiene af og gå op, fordi sporet er trampet flat som et iset fortov og pulkens bagudrettet trækkraft virker større end min kampvægt. Jeg må sande, at lige så pærelet det er at gå lige ud med pulk, lige så mega anstrengende er det at gå op ad. Hvis det her projekt skal lykkes, kræver det at jeg tager en stigning af gangen og ikke tænker for langt frem. Og så må jeg se det fra den positive side: de næste 25 dage er alle normale regler og ikke mindst restriktioner for indtagelse af chokolade ophævet. Hvor heldig har man lov at være!  ? Forbrændingen kører på max.

Vejret er fint. Ingen vind. Ca minus 8-10 grader. Perfekt smurte ski! Stille og roligt kommer vi fremad og efter 3 timer er vi kommet op og kan krydse over søen. Vi spiser madpakke i solen og tager det sidste stykke frem til hytten, hvor vi bliver mødt af stügvärd Lena som jeg har mødt en del gange efterhånden.



Vi får fut i brændeovnen, laver mad og gaber kæberne af led inden kl. 18. Godt jeg ikke behøver holde mig vågen til x- faktor. Det havde ikke været muligt. Vi har klaret første dag og må være klar til næste morgen som starter med 2-3 timer op ad bakke….

Dag 2 / 22 km / 36 km i alt

Abiskojaure – Alesjaure

Hytten er fyldt med snorkende franskmænd, da jeg triller ud af overkøjen kl. 6. Vi skal tidligt i gang. Foran os ligger 22 km, hvor af de første 5 km er op ad. Det er minus 16 grader og klart.

Vi spiser morgenmad og pakker knækbrød, ost og bacon, suppe og chokolade til frokost.  Lidt over 8 er pulken pakket og vi er klar.

Jeg er noget spændt på opstigningen. Kan jeg overhovedet trække 43 kg på en stejl skråning? Jeg har ikke prøvet det før og det der med dæktræk som forberedelse har jeg sprunget  let og elegant over.

Men en sådan prøvelse kræver en plan. Ruten vi går er markeret med røde kryds som står med ca. 40 meters afstand. Jeg tager et kryds af gangen og puster ud. Så et til. Tæller. Efter 40 kryds er det værste overstået, selvom stigningen fortsætter jævnt. Kun en gang må jeg spænde skiene af og fastgøre  dem på pulken og derefter trække mig op med stavene. Ind imellem propper jeg et stykke  chokolade i munden og lover mig selv aldrig mere at tage på skitur….


Solen skinner på os da vi efter 13 km spiser frokost.  Ingen vind men koldt. Fjeldene står knivskarpe.
Kort efter pausen går vi væk fra markeringerne og går skråt ned på søen for at gå så direkte til hytten som muligt. Det sparer os for 2 km.


Jeg har aldrig haft lyd i ørerne, når jeg er i fjeldet, men denne gang fisker jeg mit headset og telefon frem. Podcast er nu genialt! Den sidste time hører jeg “Det vi taler om” fra radio 247. Det gør godt på en eller anden mærkelig måde.

Klokken er 16 er vi endelig fremme. Heldigvis.  Den ellers så gavmilde sol forsvinder bag fjeldene og det er så koldt at det føles som at være inde i en kummefryser.
På rummet er der også koldt, men jeg får fyret godt op og vi er i brændeskuret og hukker brænde inden vi laver mad og slutter af med sauna og etagevask.

Dag 2 er klaret i god stil.  Mor klarer strabadserne uden piv og vi er heldige med vejret.  Men den slags held har vi også brug for.

Dag 3 / 13 km / 49 km ialt

Alesjaure – Tjäktja

Skal man altid fortælle sandheden om livet? Eller nøjes med at udbrede sig om de lyse sider og holde resten (bagsiden af medaljen) for sig selv?

Hvis det første er tilfældet, så springer vi direkte til den vellykkede aftensmad bestående af hjemmelavet wokret som jeg har tørret selv. Så glemmer jeg at fortælle om de udmattende kilometer på ski, hvor jeg hvert eneste minut har tænkt på , hvad jeg vil fjerne fra pulken for at den bliver 10 kg lettere.  Har i tankerne kun kunnet finde 5 ud af de 45 kg som vil kunne droppes. Jeg fortæller heller ikke, at jeg de sidste 300 højdemeter op til Tjäktja kun kunne gå 25 skridt af gangen, fordi det var så anstrengende. Jeg udelader at belemre læseren med vablerne og bekymringer omkring de mange dage der ligger foran os. Ej heller at jeg sprang direkte i soveposen og sov 2 timer for at komme på hægterne igen. Eller at jeg savner Telia så jeg kan ringe hjem og blive trøstet og opmuntret.
I stedet poster jeg et solskinsbillede og lyver som de fleste.

Dag 4 / 24 km / 73 km ialt

Tjäktja  – Singi

Efter 18 timers hvile er jeg fuldstændig klar igen! Har reduceret vægten i pulken med små 5 kg og synes bestemt at det kan mærkes ? da vi starter dagen med opstigningen til Tjäktjapasset – højeste niveau på turen. Det er minus 15 grader og vi går i skyggen. Det er vist overflødigt at nævne, at det er bedst at holde sig i gang.


I passet møder vi solen, tager skiene af  … og går ned det første stykke. At køre ned ad med en pulk på 40 kg føles nemlig som om man har fået en ekstra tændsats i rumpan og da jeg trods alt ikke er født ned ski på, går jeg.


Udsigten fås ikke bedre end her. Vi kan se milevidt over alle de hvide fjeld toppe som gør himlen ekstra blå. Vi er ufattelige heldige med vejret selvom temperaturen kun sniger sig op på minus 10 grader.


Efter godt 13 km / 4 timer, er vi fremme i Sälka, hvor vi holder pause og snakker med stügvärd Zamo. Det er netop disse små møder herude i fjeldet der gør en forskel, fordi der udveksles små historier og anekdoter. Måskes ses man en anden gang.

Netop derfor har vi besluttet at give den en ekstra tand i dag og fortsætte 11 km frem til næste hytte, hvor stügvärd Janne holder til for 7. Vinter i træk. Med i pulken har vi en flaske whisky som vi håber kan konverteres til kanelbullar, kaffe og strøm til vores powerbank.

Jeg hører en podcast, selvom det er lidt underligt. Lidt ligesom når man ser en film, hvor lydsporet ikke passer til filmen. Jeg går langt ude i fjeldet og hører grin og ugegammelt sladder i “Det vi taler om”.

De sidste kilometer trækker dog søm ud. Jeg synes igen, at pulken er træls at slæbe rundt med. Jeg sælger den f…… når jeg en gang kommer hjem!

Efter næsten 8 timer kommer vi frem og naturligvis har fjeldtrommerne fungeret og Janne ved at vi er på vej. Han fyrer op i ovnen på rummet og hygger om gæsterne i hytten. Her i Singi er der næsten 800 meter efter vand. Det er langt at slæbe 25 liter vand. Derfor er det ren luksus, at Janne har hentet vand på sin snescooter.

Efter velsmagende chilli con carne går vi over på visit hos Janne og får kaffe og kanelsnegl.
Mætte og trætte går vi til køjs. En dag der er gået godt kommer ikke skidt igen. Uden for er der lidt nordlys og minus 25 grader.

Dag 5 / 22 km / 95 km i alt

Singi – Teusajaure

Det er kvindernes internationale kampdag i dag! Det har primært været kampen imod tyngdekraften som jeg har koncentreret mig om. Den trækker i mig bagfra når jeg knokler op ad bakke med pulken og gudhjælpemig om den ikke også hiver i pulken, når der går nedad. Lige ud er som en slags halvleg.
Vågnede i køjen kl 6 med isblomster på indersiden af ruden. Vi pakker sammen og får vejrudsigten.  Der hjemme hører vi om vejret hele tiden, selvom vi overhovedet ikke har brug for den information. Her får man vejrprognosen en gang i døgnet og den er alt afgørende. Nordlig vind 5-6 sekundmeter, skyet, 10 cm sne fra eftermiddagen. Vi sætter i gang mod Kaitumjaure og de 13 km går let.


Efter frokostpause fortsætter vi, men vejret slår nu om og konturerne forsvinder. Alt er hvidt i hvidt. Heldigvis ser vi de røde  markeringsstolper. Stigningen i terrænet kan mærkes. Lover mig selv at det er sidste gang jeg ligefrem opsøger sådanne strabadser.


Den stejle nedfart til hytten er fuldstændig vanvittig. Selvom jeg tager skiene af og sætter dem fast på pulken, kan jeg næsten ikke holde pulken med min vægt.


Vel nede og fremme pakker vi ud, saver og kløver brænde, tænder op og henter vand. Så i varm sauna. Vi er de eneste i hytten. Efter god aftensmad og et par hyttehistorier leveret af stügvärd Håkon, går vi til ro. Vejrudsigten får vi i morgen, og den afgør, hvad vi gør.

Dag 6 / 26.5 km / 121.5 km i alt

Teusajaure  – telt nord for Stora Sjöfallet

Det har været sådan et døgn som stiver selvtilliden af. Et døgn som de færreste oplever. Desværre.  Det gør nemlig godt at prøve at klare sig selv og det sætter det normale, trygge liv i perspektiv.

Det går ikke altid som planlagt
Vi vågnede kl lidt i seks og besluttede os for den direkte rute til Vakkotavarra. 16 km. Der stopper Kungsleden ved vejen og vi ville tage bussen de 30 km til Saltoluokta, hvor leden fortsætter syd på. På den måde ville vi slippe for at skulle sove i telt i denne omgang.

Det havde sneet 5 cm så der var ingen spor da vi skråede over søen og derfor også dyb sne da vi begyndte opstigningen. Selv med mine lange skins under skiene kunne jeg efter godt 500 meter op ad bakke, mærke at mine kræfter ikke slog til. Jeg prøvede uden ski, men jeg sank i og pulken var for  tung. Definitivt!

Har de sidste dage gået og tænkt på, hvor latterligt det egentlig er at træne 3×10 squats med 30 kg i fitness i forhold til,  at det svarer til at trække pulken 30 skridt op ad bakke. Og det har jeg nu gjort i timevis den sidste uges tid. Jeg har permanent ondt i r….. og har det netop som om jeg har taget 1000 squats hver dag. Og det skal jeg så fortsætte med.

Vi måtte vende om og tage de 33 km øst langs de store søer og telte undervejs. Måske ikke lige det der stod øverst på ønskelisten i betragtning af temperaturen. Heldigvis skinnede solen og dalgangen var spektakulær og smuk.


De lange stræk over søerne er gode med pulk. Efter 18 km kom vi frem til den sø, hvor vi ville telte så langt fremme som vi kunne nå. Solen var smuttet om bag de høje fjelde og der var iskoldt på søen. Søens frosne overflade var skruet op. Det skyldes at søen er opdæmmet og den på det her tidspunkt har lav vandstand.

Vi bliver overhalet af et par snescootere og jeg overvejer kraftigt om vi skal slå håret ud og tomle os videre, men vi lugter vist for meget af menneske til at det kan friste nogen som helst!

Vi har været undervejs i 9 timer da vi endelig kan komme op på land. 26.5 km er langt med oppakning og det er rasende koldt.


Nu skal vi bare tjekke ind på Hotel Hilleberg. Det er et ret selvbetjeningspræget hotelkoncept! Måske til den skrabede side. Man skal selv sætte teltet op og det vel og mærke med luffer på. Man skal selv tø sne så man kan få noget at drikke og spise.

Der er absolut ingen varme på værelset og wc forholdene er i den primitive ende!  Roomservice der heller ikke noget af og man kan ikke klage over at madrasserne er for bløde, for de er her slet ikke. Alligevel er det beundringsværdig, hvordan min mor på 70 år klarer forholdene.

Jeg sender en taknemmelig tanke til min kære mand, fordi han var så forstående overfor mit ønske om en ekspeditionssovepose. Mellem mine ben ligger mine skistøvler så jeg undgår at de bliver stivfrosne.

Vi får pakket os godt ind og smelter sne så vi kan få aftensmad på pose.

Det er vel omtrent minus 20 udenfor. Batterierne i vores satellit er i hvert fald døde, men vores indre batterier klarer det og vi fryser ikke, men vi er trætte. Jeg kravler ned i soveposen. Helt ned. Lukker toppen og tænder min skønne Kindle så jeg kan læse den nye af Lars Kepler. Falder i søvn, men vågner kl 2, fordi det blæser op. Læser lidt, men kl 3 må vi begge ud og aflevere den kop varmt vi fik inden vi lagde os. Lidt senere må jeg igen ud og sikre teltet.
Søvnen kommer først kl 5. Men den gør godt. Vi er sgu seje!

Dag 7 / 12.5 km / 134 km i alt

Telt nord for Stora Sjöfallet  –   Stora Sjöfallet Saltoluokta

Ligger langt nede i soveposen og tænker på den varme middagsmad jeg skal have senere. Jeg er sulten, men ikke efter mysli med pulvermælk og knækbrød.


Vi får pakket sammen og er dejlig varme da vi går de sidste 9.5 km ned til vejen og den lille restaurant ved Stora Sjöfallet. Det sneer, men temperaturen er højere.

Tænker på dagens ret og om jeg skal bestille 2 portioner OG kage. Tror ikke jeg tænker på noget som helst ellers. Jo, på at ringe hjem til Ole og børnene. De to ting.

Endelig ruller vi ind og smovser i mad, internetadgang og cola. Hvilket festmåltid!
Første etape er klaret om ganske få kilometer, når vi kommer til Saltoluokta fjeldstation og sætte os til bords i den hyggelige spisestue med seating☺ Jeg tror, at jeg sover som en sten i nat.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *