Kungsleden på ski – Jäckvik – Adolfström

DEL

Dag 18 / 23 km / 335 km i alt

Jäckvik  – Adolfström

Okay, Adolfström er ikke lige frem verdens navle, men efter mere end 8 timer i sne og blæst med mere end 800 højdemeter, er jeg nu ret glad for at se den plet på landkortet i virkeligheden.

Det var svært at løsrive sig fra paradiset i Jäckvik, men posten skal jo ud. Brevet fra Aktse som skal til Viterskalet ligger fortsat i min pulk og jeg vil selv aflevere det i næste uge.

Klokken 8 står vi klar og vejrudsigten holder fuldstændig stik: Kraftig snefald og 10 m/s. Læg der til 6.5 km jævn solid stigning med 45 kg pulk. Så er man ligesom i gang med dagen!

De første 4.5 km er vi under trægrænsen, men så krydser vi åben fjeld. Hold da op, hvor det blæser,  men heldigvis får vi vinden ind fra siden og ledmarkeringen er til at se. Men det er tungt. I sådan en situation, slår jeg simpelthen over på autopilot uden at tænke på andet end “frem”. Jeg tror, jeg har et ekstra gear i min personlige gearkasse, og det “evighedsgear” bruger jeg i sådanne hårde situationer.

Vi krydser grænsen til Pieljekaise nationalpark og her må der ikke køres med snescooter. Så jeg kan se frem til godt 10 km i dyb sne uden spor. Men min nat i paradiset må have båret frugt, for ud af snefoget dukker der ikke mindre end 17 snescootere op! Hvor f….. kom de fra? Det er strengt forbudt, men det bliver ikke mig der sladrer. Deres spor redder os fra at synke i til knæene. Tror faktisk ikke jeg var kommet igennem parken uden de spor!

Det blev 10 hårde kilometer op og ned. Ski af, ski på. Lange feller på, af igen og korte feller på igen. Pulk på, pulk af. Da vi igen kørte over grænsen til nationalparken, var det med lettelse. Man kan sige, at mit bekendtskab med Pieljekaise nationalpark var kortvarigt, stormfuldt og helt kærlighedsløst.

Mor havde absolut heller ikke nogen varme følelser til overs for denne naturperle og jeg måtte holde mig på behørig afstand for ikke at skulle høre hendes verbale irritstionsudbrud.

Pludselig møder vi en på ski. For første gang i 7 dage. Det er Erik som er ude på Vita bandet / 1350 km på ski alene. Det er sejt!

Endelig kunne vi krydse søen og tænk, ud af det blå  dukker en snescooter op med tromle og harve til at planere sporet! Jeg har næsten en følelse af, at nogen holder hånden over os.

Godt trætte glider vi ind i Adolfström og finder Johanssons fjällstugor og den lokale handelsbod. Indkvartering i campinghytte. Min sovepose kalder på mig. Jeg glider dybt ned i dunet og varmen kommer langsomt tilbage i kroppen.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *