Kungsleden på ski – Kvikkjokk – Vuonatjviken

DEL
Dag 13 / 18 km / 228 km i alt

Kvikkjokk  – Tsielekjokk vindskydd

Man må sige at vi går fra den ene yderlighed til den anden. Råhyggen med træk og slip er nu skiftet ud med et logi i den absolut primitive ende.

Vejret artede sig her til morgen. Blå himmel og minus 1 grad. Så kører skiene igen som de skal.
Vi har morgenmadsbuffet for os selv og jeg gør et ihærdigt forsøg på at spise på forskud.

Vi tager hul på 3. Etape fra Kvikkjokk til Jäckvik som forventes at tage 5 dage. Da vi ikke kan købe mad på den strækning, er pulken igen fyldt op. Vi har købt frysetørret, chokolade og gas til vores trangia.

Turen i dag starter over deltaet ved Kvikkjokk inden vi begynder opstigningen som jeg har frygtet i flere dage. Jeg har sågar overvejet at tage i mod tilbuddet fra bådsmand Björn om at få kørt pulken op, men det går jo ikke i virkeligheden.

Opstigningen er naturligvis til at føle, men fordi sporet snor sig op gennem skoven, kan jeg klare det. Kun på den sidste stigning på en kilometer, må jeg have skiene helt af, spænde dem på pulken og trække af al kraft. Mor må sågar en gang også have fat så vi med fælles hjælp får slæden op.
Sådan rigtigt oppe er vi dog først 4 km inden målet for dagen – vindskyddet.

Jeg er træt, da vi stiller skiene. Det blæser og vejret er ikke godt mere. Jeg får gravet døren fri til den primitive lille hytte som uvidende sjæle nok ville kalde et skur. Men vi synes at det er et femstjernet et af slagsen.

Vi føler os enormt heldige, da vi åbner døren og ser, at der er lidt brænde. Så er der håb om lidt varme  og vi kan droppe tanken om telt. Men nu skal man som bekendt ikke sælge skindet gør bjørnen er skudt…

Vi skubber alt grej indenfor, lukker døren og jeg får tændt op. Brændeovnen siger den helt rigtige lyd, men inden længe er hytten fuld af røg. Skorstenen er for kold og røgen kan ikke komme oven ud. Shit! Gad godt lige have B.S eller Google ved hånden. Mor har en teori om at det skulle hjælpe at slå på skorstenen, så det prøves. Jeg satser nu mere på at der vil trænge lidt varme op fra ovnen som vil gøre skorstenen lidt lun, så kuldeproppen forsvinder.

Vi lufter ud og efter lidt tid kan vi ane røg ud af skorstenen. Hold da kæft, hvor kan man blive glad for lidt på de her breddegrader! Vi går i gang med at indrette os på de ca 10 m2. Vi tør sne og hælder vand på vores termoser. Drikker varm chokolade og snakker om at det her vist ikke er helt normalt.

Temperaturen stiger indendøre alt imens vinden suser og det sneer udenfor.  Godt vi kom ind i tide. Det blæser reelt og vi er på åben fjeld. Vi putter os i soveposen og læser inden vi spiser aftensmad og stikker ovnen en ekstra pind. Vi må krydse fingre for at vi kan komme videre i morgen for så er der ikke mere brænde.

Der er så rasende varmt at vi faktisk kan smide det meste af vores varme tøj inden vi lægger os på hver vores hylde.

Dag 14 / 22 km / 250 km i alt

Tsielekjokk stugan – Västerfjäll

Vi vågner tidligt og der er i og for sig ikke koldere end der plejer at være i de andre hytter på morgenstunden.
Men vi er noget radbrækkede af at sove på et bræt. Men det må jo være tegn på at vi faktisk er ægte prinsesser!

Toiletforholdene er dog ikke ligefrem til den royale side. Det afholder dog ikke min mor fra at skovle fri og indtage det ikke eksisterende sæde.

Vi holder stående taffel med knækbrød og ost samt den snart obligatoriske varme chokolade. Vi dropper grød og gryn. Desværre. Da vi har pulken indendøre kan vi pakke alt sammen uden at fryse og klokken 8 er vi klar.

Det har sneet og blæst om natten og der er derfor ingen spor at gå i. De første godt 4 kilometer er jævnt op og i blød sne betyder at det er seriøst hårdt arbejde at trække pulken. Det blæser på vej op til det lille, men til sidst ret stejle pas. Heldigvis dukker der en snescooter op inden den sidste kilometer og jeg ånder lettet op. Det gør det noget nemmere.

Solen skinner lidt, da vi efterfølgende kører ned igen. Skiene må af, da vi fortsat ikke er verdensmestre i nedkørsel.

Vi holder et kort hvil ved samevistet Parka. Min krop laver støj i dag. Den nederste del af ryggen og det ene skinneben er utilfreds med arbejdsforholdene. Maven er tom og knurrer af mig. Selvom vi ikke har kørt halvvejen, må jeg have en spisepause.

Vi spiser midt i sporet. Jeg har en mad fra morgenbordet i Kvikkjokk i lommen som jeg kommer i tanke om. Ja, man kan blive glad for lidt og fine fornemmelser har jeg ikke. Suppe og knækbrød ryger også ned, men egentlig er det for lidt. Men alligevel nok til at vi kan fortsætte de næste 12 km med fornyet energi.

Vi har ikke mødt nogen på ski de sidste 3 dage og møder heller ingen i dag. Den del af Kungsleden vi nu er på er uden stf hytter og derfor dårligt besøgt. Det kræver telt, eksta udstyr og lidt kreativitet at gå her.

Vi møder flere snescootere, men to mænd stopper op og snakker. Det kan ikke være, fordi vi ser godt ud, så det må være ægte interesse og næstekærlighed vi her har med at gøre, da de giver os to plader choklade. Måske kunne de lige frem se, at min motor kører på chokolade?  Det viser sig at være nordmænd med hytte i Jäckvik. Søde mennesker!

Kort før Västerfjäll får jeg teknisk nedbrud på pulken.  Det træk det forbinder selen med stængerne er konstrueret så ufattelig dårligt! Resultatet er at det hele tiden falder af i venstre side. Det er skuffende at opleve, at en dyr pulk ikke kan holde mere end 250 km før vitale dele er defekte. Vi andre går jo heller ikke i stykker de første årtier.

Endelig har vi kirken i Västerfjäll foran os. Sjældent har jeg været så glad for at se en kirke!

Västerfjäll er bare en lille samling af huse som folk bruger som sommer/ weekend huse. Vi har fået lov at låne en lille bitte hytte og får fundet nøglen på det aftalte sted. Her er brændeovn, brænde, 5 stjernet udedas og madras. Og minimal dækning. Hvad mere har vi krav på?

Hvordan har vi fået fat i den hytte? Jo, det er her kreativiteten kommer ind i biledet. Da jeg for 2 år siden afbrød min tur i Västerfjäll, talte jeg med en kvinde som viste mig kirken. Efterfølgende har jeg ledt efter hendes navn og kontaktoplysninger og fandt en det kunne være i et kirkeblad fra Arjeplog. Vi sendte et brev til kvinden som skulle vise sig at hedde Elisabeth. Det er dejligt at der stadig findes mennesker som hende der åbner deres dør for vildt fremmede. Hun har lagt et sødt velkomstbrev til os.

Vi er begge udkørte, men vi er jo kommet 22 km tættere på målet og vi fryser ikke. Vi tør sne, læser, sover og spiser. Inden vi går til ro får vi fikset pulken med gaffatape, men om det holder er svært at sige
Der er et stort træk og ryk i den del hele tiden.

I morgen er en ny dag og hvile, mad og søvn plejer at gøre underværker.

Dag 15 / 14 km / 264 km i alt

Västerfjäll  – privat stuga ved søen Ballek

Vi er over halvvejs til målet, men alligevel føles det langt borte. Især fordi vi er på en strækning, hvor der ikke er den samme infrastruktur som på første halvdel af turen. Markeringerne af leden er nogenlunde og der er scootertrafik, men ingen på ski.

Vi vågner til en kort dag. Målet er at finde den lille private hytte på fjeldet som ejes af Inge Rankvist som jeg har læst skulle have hjulpet nogen andre med overnatning. Jeg har skrevet til ham i forvejen og aftalt at vi ringer i Västerfjäll. Men vi har ikke dækning til at kunne ringe. Kun SMS og han svarer ikke. Vi får mors veninde fra Stockholm til at ringe ham op og hun bekræfter at han ved vi kommer. Men hvordan mødes man lige herude? Måske kan fjeldtrommerne hjælpe til.

Vi pakker sammen og efterlader lidt mønt til Elisabeth som tak for husly og lån af das og brænde. Så er det ellers ned på den store sø, hvor scootersporet er så bredt som en dansk landevej.  Med vinden i ryggen går det rask med at komme frem og på 1 time er vi gået 5.5 km.

Her drejer vi fra og begynder opstigningen i skoven. Sporet er fuld af huller som virkelig gør det surt at have pulk på slæb.

Bedst som jeg synes det er allermest træls, dukker Inge Rankvist op og han har monteret en stor jern harve bag scooteren til at jævne sporet med. Det er dælme service! Han kører i forvejen til hytten for at fyre op og han har medbragt vand til os!

Inden han forsvinder, spørger han  mig om han skal tage pulken for mig. Hele min krop nærmest brøler “ja for f….”. Men så hører jeg munden svare “nej tak”. Det er typisk, at den del af kroppen der har den absolut letteste tjans, skal have lov at bestemme!

Lidt senere kommer han tilbage og eskorterer os nærmest frem til hytten som ligger 2 km fra leden. Inde i hytten er der 38 grader og solceller. Han vil heller ikke have betaling af os for husly. Han vidste faktisk fra flere scooterfolk at vi var på vej, så fjeldtrommerne fungerer. De søde norske gutter vi mødte dagen før, havde også ringet til ham. Og når han kommer hjem vil han ringe til Vuonatjviken stugby og sige at vi kommer i morgen.

Det er svært at bevare pessimismen, når man møder en fremmed mand i fjeldet med elastikker i skægget som er så insisterede hjælpsom. Fantastisk at det findes. Vi har vist mødt “Nissen fra Örnvik”. Eller som de siger på svensk “tomten från Örnvik”.

Lige inden hytten kommer der forresten otte rener over søen ret tæt på. Selvom jeg har vinden bagfra, har de ikke travlt. Tænker at det må være fordi jeg nu lugter mere af dyr end menneske… et bad ville nu være skønt.

Vi flader ud i hytten. Jeg tror det er godt at dagen i dag var kort. Mor virker til at være lidt udkørt og vi har jo 10 dagsetaper foran os, hvis vi skal helt i mål. Og det ville jo være dejligt.
Men vi tager et kryds af gangen og en dag af gangen.

Dag 16 / 24 km / i alt 288 km

Privat stuga ved Ballek – Vuonatjviken

Så kom vi til dagen, hvor vi krydsede polar cirklen. Ikke at vi mærkede noget til det – det har været ret koldt hele dagen og vi har fortsat ikke skiftet de lange uldne underbukser ud med de medbragte shorts.

Vågnede til minus 20 grader udenfor, men hele 7 grader inde. Det gode ved sådan en frisk start på dagen er, at man får tøj på i en fart.

Målet for dagens etape er aftensmad i Vuonatjviken. Der skulle efter sigende ligge en restaurant og en hytteby. Jeg prøver at at nedtone min indre optimisme, men håber inderligt at der både er mad og bad selvom vi er langt fra alt.

Men først skal vi liiige et smut op over et fjeld, rundt om hjørnet, lige ud og så ellers stik syd. Solen skinner på os for første gang i lang tid. Så er det ingen kunst at være i fjeldet. Min mor synes ovenikøbet at der er tale om en behagelig stigning.  De to ord bør ikke siges i samme sætning.  Så må hun have noget mere i sin rygsæk.

 

Vi tilbagelægger de 24 km i seriøs flot stil på 7.5 time og glider ind i receptionen (læs: garage). Her møder vi en mand bag et kaotisk skrivebord som kan tillade sig at tage lige præcis det han vil for en overnatning med bad. Alternativet er jo telt og det ved både han og jeg, hvilket er et rimeligt svagt udgangspunkt for en prisforhandling. Da han rejser sig og rækker os nøglen til hytten, kan vi konstatere at han såmænd kun er iført lange underbukser med ål i og bare tæer. Her går jeg derhjemme og skænder på Ole, når han står i sutsko bag vores disk! Vi har desværre ikke mod nok til at tage et billede.

Hytten er med træk og slip (spekulerer lidt over, hvor slip går hen). Der er lys, komfur og køleskab (som jeg slukker, fordi det larmer) og et ur der tikker – det ligger jeg ind i køleskabet.

Vi bader og klæder om (lange underbukser og dunnederdel) og indtager den såkaldte restaurant. Nu har manden fået bukser på og hjælper konen med serveringen. Så fint et sted! Elggryde med salat og til dessert får vi vaffeler.  Så er der kommet brændsel på motoren!

Så kom vi så langt.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *