Kungsleden på ski – Saltoluokta – Kvikkjokk

DEL
Dag 8 / 20 km / 153 km i alt
Saltoluokta  – Sitojaure

Det sneer. Foran mig ligger først 3.5 km med 350 højdemeter. Bag mig er den tunge pulk og den hyggelige fjeldstation med pejs og internet. Men det er tid til at tage hul på 2. Etape af vores tur.

Jeg kommer til at tænke på Shu-bi-dua sangen med omkvædet: står på en alpetop/ kigger på det sneer/ nu er jeg endelig kommet helt her op/ hvad fanden sku’ jeg egentlig her.

Fandens godt spørgsmål som jeg ikke kan give noget præcist og entydigt svar på, men jeg skal prøve.

Jeg elsker at være i fjeldet, fordi livet ude er så enkelt. Her skal jeg ikke forholde mig til, hvad folk mener og jeg skal ikke opfylde en masse behov og ønsker som andre har. De mennesker jeg møder her ude i fjeldet er afslappede og imødekommende og jeg føler mig fri til at være som jeg nu en gang er. Her skal jeg bare koncentrere mig om at være til. Det er befriende og stærkt vanedannende.

Den anden del handler om præstation og motivation. Jeg motiveres af præstationer som er så tilstrækkeligt svære at nå, at det ikke tiltrækker ret mange at forsøge. Præstationer som kræver udholdenhed, en fysisk krævende indsats og planlægning. Helst over lang tid. Hvis jeg ikke har sådan et mål at arbejde hen til, keder jeg mig. At have et klart defineret mål betyder også at jeg har mulighed for at score og forhåbentlig nyde den følelse at sejr og styrke som scoringer nu en gang giver os mennesker.  Uden mål, ingen scoring.

Dermed har jeg ikke sagt, at jeg ikke undervejs kan blive i tvivl om det er det værd og netop spørge mig selv: hvad fanden skulle jeg egentlig her!

Så jeg er her stadig. På vej op af endnu et fjeld med min mor så meget i hælene, at hun gang på gang går lige ind i bagenden af pulken, når jeg stopper op for at få pulsen ned på rette niveau.

Vi snegler os op ad, imens sneen fyger og vi mentalt fastlåser blikket på næste delmål som ligger 70 km foran os. Kvikkjokk. 4 dagsetaper.

I dag skal vi tilbagelægge 20 km. Det viser sig at være en lidt ensformig strækning uden noget særligt spektakulært at se på. Jeg er småtræt. Min fødder gør ondt og det er som om Pippi Langstrømpe på bagenden af pulken holder en fridag. I stedet har jeg den der enerverende idiotiske papegøje siddende på skulderen som skræpper op om, at jeg jo bare kan stoppe og at jeg naturligvis aldrig klarer det alligevel..

Men så småningom kommer vi fremad. Vi finder et åbent vandhul og jeg får slukket den tørst som har drillet hele dagen.

De sidste 4 kilometer bruger jeg podcast tricket og hører “finsk terapi” med Hanne Vibeke Holst, hvilket rammer plet i forhold til dagens tanker om store projekter og om aldrig at gøre det igen.

Lyset er så fint da vi kommer frem. Der er snefnug i luften og solen kan anes. Stügvärd Åke hilser velkommen og vi har hytten for os selv. Udenfor telter en svensk herre som byder på snak, tørret rensdyr salami og hjemmebag. Vi læser og spiser snold i soveposen. Hvilken luksus! Sammen med Åke Stügvärd kigger vi kort og snakker.

Mine fødder har drillet igen i dag. De får lidt ekstra opmærksomhed og i morgen må jeg prøve at tape anderledes så det ikke bliver værre.

Dag 9 / 14 km / 167 km i alt
Sitojaure – Aktse

Endnu en dag på kontoret.
Når man er ude på tur i længere tid, indfinder der sig en slags hverdag med faste rutiner og rytme.
Ud af soveposen og på med det samme tøj som i går og i forgårs og i sidste uge. Inspektion af fødder – de er ikke i sommer-sandal- tilstand! Vi taper fødderne og sørger for at strømper sidder rigtigt.

Så skal der koges vand til termokande og spises mysli, grød og knækbrød med ost. Mor steger bacon til frokosten.


Der småsnakkes med stügvärd og hyttefæller alt imens man rydder op efter sig selv og pakker sammen.
Så går vi, holder frokostpause og går igen. Kommer frem, spiser, sover og så starter det forfra igen. Og igen.

Dagsetapen gik i dag over søen, igennem lav birkeskov og så op på fjeldet. Stigningen var strid og det krævede meget energi og meget små skridt og mange pustepauser. Det er hårdt ved fødderne og akillessenen at gå op med pulk. Det føles som at styrketræne hårdt i timevis.

Nedkørsel til Aktse var stejl og de sidste 2 km måtte vi gå. Så skal der også arbejdes for ikke at blive løbet over ende af pulken. Den slæde vil altid sidst op og først ned! Typisk!

Aktse ligger smukt og vi er ved at indarbejde en rytme, hvor vi ret målrettet går efter 2 timers afslapning og restitution i soveposen med en god bog og snold inden vi kløver brænde og laver mad. Vi er helt enige om den rækkefølge.

Hytten deler vi med et par, så der er så stille og hyggeligt. Helt anderledes end på den første etape. Vi møder så få og dem vi møder, snakker vi med.

Vejret har heller ikke været særligt sindsoprivende i dag. Nærmest sort/ hvidt. Ikke særlig koldt.

Vi har nu gået 9 dage og vi har indtil videre ikke holdt hviledag. Jeg tror vi satser på at holde ekstra hvil i Kvikkjokk, fordi vejret vist skulle blive skidt onsdag.  Men vi tager et skridt af gangen, et kryds af gangen og en dag af gangen og forhåbentlig bringer den strategi os i mål.

(Et skridt af gangen….billedet er fra 6. Dag)

Dag 10 / 26 km / 193 km i alt
Aktse  –  Pårte

Perfekt glid det ene øjeblik. Absolut ikke-eksisterende glid det andet. Det er vist en meget præcis sammenfatning af dagen.

Vi lagde ud med en strækning over sø og derefter over land igennem nåleskov. Perfekt føre og vindstille.

Derefter gik vi på bunden af den store sø Rittak som fungerer som et basseng ifm vandkraft.  Den store sø må simpelthen være blevet tømt efter at isen havde lagt sig. Vi går op og ned og snor os mellem toppe af is over en 3 km lang strækning. Et fascinerende og mærkeligt landskab. Højdeforskellen mellem søbred og søbund er 32 meter.

Vi følger søbredden og holder frokost i et miniature strejf af solskin.

Skydækket hænger lavt og det er som om vi går i en sort og hvid verden. Snart begynder det at sne og temperaturen er lige omkring frysepunktet, hvilket de sidste kilometer resulterer i klamper under skiene og følelsen af at hytten er uendelig længe om at dukke op i snemyldret.

Trætte og møre rykker vi ind i hytten som vi har for os selv. Der er heldigvis lidt varme på og vi holder vores siesta i soveposen efter at fødderne er blevet forkælet med et lille fodbad.  Mine vabler er heldigvis i bedring, men et par negle virker til snart at slippe taget.

Det var en lang tur i dag og jeg savner snart at se solen over fjeldene igen og havde jeg en mariehøne, ville jeg bede den om at flyve op til Vorherre og skaffe os minus 5 grader i morgen.

Dag 11 / 17 km / 210 km i alt
Pårte – Kvikkjokk

12 timer på langs gør underværker og jeg er igen klar. Måske er det tanken om varmt bad og fjeldstation i eftermiddag som trækker i mig. Vi er på sidste dag af anden etape og er snart i Kvikkjokk.

Det har sneet i nat og da solen for en ultra kort stund kigger på os, tror jeg et kort øjeblik på vorherre, også selvom jeg ingen mariehøne havde, men det får en brat ende da det igen begynder at sne med store våde fnug.

Efter godt 9 km klamper sneen så meget under min mors ski, at hun smider rygsækken og proklamerer at hun går resten af vejen. Jeg giver hende mine ski på, da de glider lidt bedre pga mine korte feller under fæstet og så tager jeg hendes. På den måde kommer vi med besvær 3 km længere frem før vi må se i øjnene at det ikke går længere. Skiene fastgøres på pulken og vi går de sidste 5 km.

Lige inden porten ved Kvikkjokk fjeldstation tager vi naturligvis skiene på, så vi ikke ser helt fjollede ud på dette del-mål foto.

Vi får et lille rum i den gamle bygning, hvor gulvene knirker på den helt rigtige måde. Manden i receptionen spørger venligt, hvad vi vil spise til aften og vi bliver så befippede over spørgsmålet, at han må tro at vi ikke forstår svensk. Men vi har helt glemt, hvad det vil sige at have valg, når det gælder mad. De sidste 11 dage har vi ikke skullet tage stilling til sådan noget! Vi satser på elgfilet med sauce, ovnkartofler og svamp. Jeg kan desværre ikke li smagen af vildt, men jeg er sulten.

De sidste 11 dage har den stået på etagevask, truckervask og slet ingen vask overhovedet, så vi indtager hver vores baderum med stor glæde. Varmt vand som kommer oppefra og ned, er nu en fantastisk opfindelse.

Det får mig forresten til at tænke på den fine og meget minimalistiske vandhane vi så forleden ved en af hytterne. Tænk at svenskerne har udtænkt den! Først producerer de en fuldstændig uspiselig pølse som de putter på dåse og kalder “Bullens pilser korv”. Stakkels ham Bullen! Derefter fragter de dåsen laaangt ud i fjeldet, hvilket må koste spidsen af en jetjager. Min fantasi rækker ikke til at tro, at de spiser pølsen, men når dåsen er tom, fjerner de låget og laver et lille hul nederst. Hælder vand i dåsen. Voila! En sommervandhane er skabt!

Efter maden får vi en snak med bådsmand Björn på fjeldstationen. Jeg har overvejet om jeg er nød til at få hjælp til pulken de første 6 km af næste etape, men han har ikke tid før fredag. Jeg må altså prøve om jeg kan trække den op selv. Det er ret svært at trække 45 kg op ad bakke, når man selv kun vejer 57 kg. Jeg må sætte min lid til Pippi Langstrømpe på bagsædet. Hvis hun svigter, må jeg vel gå to gange. Op skal jeg.

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *