Nyt eventyr – Vita Bandet 2019

DEL

1300 km på ski, 65 dage i den svenske ødemark. Ekspedition eller tur?

Efter mange overvejelser og megen selvransagelse, har jeg bestemt mig: Jeg gør det. Kaster tvivlen fra mig og begiver mig ud på mit hidtil største eventyr – 1300 km på ski, 65 dage i den svenske ødemark. Beslutningen er taget og fra nu af er det slut med at spekulere på om jeg overhovedet kan og bør  tage på tur. Kan, bør og ikke mindst måske er glemt. Foran mig ligger 65 dages eventyr på ski med pulk og jeg glæder mig.

Er det så en ekspedition, en tur et eventyr? En ekspedition defineres på dansk som en længere rejse til uudforsket område, imens det på engelsk er en organiseret rejse med et bestemt formål som f.eks. at udforske. Så er det så en ekspedition at ville køre på ski med pulk fra Sveriges nordligste punkt, godt 395 km nord for polarcirklen og 1300 km ned igennem de svenske fjelde for egen motor? Der er helt klart tale om en længere rejse – 65 dage er længere end min rejseforsikring dækker. Er det så et uudforsket område? Nej, ikke i den forstand, at der aldrig har været mennesker og jeg selv har jo gået samme strækning i sensommeren 2017. Men hvis jeg nu havde valgt at gå over indlandsisen, ville det så have været en ekspedition? Det ville de fleste nok kalde en ekspedition, men det er jo heller ikke uudforsket område mere. Så hvad er det der definerer, hvad det er? Den engelske definition lægger jo op til at der skal være et formål med rejsen, f.eks. at udforske, men behøver det at være at udforske før nogen andre? Havde jeg nu været mand, havde jeg nok ikke tvivlet med at kalde det en ekspedition. Ekspedition lyder jo super cool og lugter langt væk af fysiske og mentale udfordringer og ikke mindst en mulighed for at komme i mål med noget stort.

Ekspedition eller ej – for mig er det et eventyr. Et stort et af slagsen. Jeg vil være den første dansker der står på ski med pulk fra det nordligste punkt i Sverige og 1300 km sydover og dermed gennemføre den udfordring der på svensk hedder Vita Bandet. Det er ingen konkurrence. Det handler ikke om at gennemføre på tid og jeg har ikke vedtaget nogen særlige dogmer for mit eventyr. Det handler om at have den fysiske og mentale styrke, praktiske færdigheder og erfaring der skal til at kunne klare sig i naturen under til tider lidt ekstreme forhold i lang tid og for egen kraft. Om at være ude i naturen i lang tid og mærke, at det kan jeg.

Så foran mig ligger nu en mængde planlægning, organisering og træning inden jeg den 24. januar 2019 kan tage af sted. For mig er det halvdelen af fornøjelsen at lave lister, organisere depoter, indkøbe ekstra udstyr (men suk, det koster spidsen af en jetjager), tørre mad, pakke dagsrationer, træne og afprøve grej. Forventningens glæde er stor og en vellykket ekspedition starter med at man har styr på sit grej, sin krop og sin planlægning.

Det meste grej har jeg heldigvis i forvejen, men af ny grej har jeg bl.a. skulle forholde mig til nyt kogegrej og valg af gps, telt og skistøvler. Nu tror jeg, at jeg har styr på at betjene mit multifuel køkken uden at brænde teltet af (det kostede et havebord i 1. forsøg). Telt og ny gps er på vej i posten og jeg ønsker mig kun lækkert (læs: merino) undertøj i julegave. Til dette eventyr har jeg i øvrigt forkælet mig selv med dunbukser og dunsko syet efter mål af Roberts.pl og skistøvlens “Tesla”: Crispi.

Kroppen skal der jo også være styr på og det går langsomt fremad. Forrige års skade i baglårets hæftepunkt på siddeknoglen generer stadig – seneskader er og bliver noget skidt! Problemerne har betydet forsigtig træning siden september og slet ikke de trænings mængder jeg plejer at hygge mig med. Men den står på daglig løbetræning i det der føles som slow motion og nu også dæktræk. Ja, den er god nok – det er mig der efterlader et solidt slæbespor i Hornbæk Plantage til mange forbipasserende store undren. Men det er god træning og mange ville faktisk kunne have god gavn af netop dæktræk. Man sparer et fitness abonnement og man kommer i snak med mange mennesker, når man er ude. Tænk, at der ikke skal mere end to brugte bildæk i en snor til at folk standser op og taler med hinanden.. Jeg bruger to bildæk, min sele fra pulken, et stykke reb, tre karabinhager og mine skistave. Indtil videre rækker det med 6 km/ 70 min, men det skal sættes op.

Planlægningen indbefatter især planlægning af mad. Der skal utrolig meget energi til at trække en pulk med ca. 50 kig op og ned i 8 timer hver dag i to måneder. Jeg ved af erfaring, at jeg er dårlig til madindtag, når jeg er ude, så denne gang har jeg valgt at tørre min egen mad til havdelen af dagene. Maden skal pakkes i dagsrationer og igen i depotkasser med ca. 14 dages mad i hver som så skal sendes op som busgods i Sverige i starten af januar. Det er vigtigt, at hver depotpakke indeholder den mad og brændestof jeg har brug for, da jeg ikke har særlige mange muligheder for at supplere op undervejs – især ikke den første måneds tid.

Endnu en ting jeg glæder mig til ved dette eventyr er, at jeg denne gang ikke skal gøre det alene. Jeg har en at dele oplevelsen med, nemlig Lina fra Sverige som synes, at en god lang skitur vil være den perfekte opvarmning til hun skal padle Østersøen rundt. Så vi er altså to på tur denne gang. Vi har begge god erfaring og jeg er sikker på, at det kommer os til gavn – ikke mindst fordi, vil skal af sted så tidligt på året som vi skal. Januar nord for polarcirkelen er ikke for småbørn.

Ja, det er ikke kun juleforberedelser der tænkes på i disse dage.

 

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *