Rörvattnet – Huså 157 km

DEL

Dag 34. RörvattnetÅkersjön 36 km
Jeg vågner til endnu en grå morgen klædt i efterårsfarver.

Da jeg skal pakke, opdager jeg til min skræk og undren, at nogen har taget min ost og smør som jeg havde sat udenfor på køl. Det er skidt, da jeg i forvejen går med et minimum af mad. Men ejeren af det lille fjeldhotel er der ikke, så jeg smækker døren efter mig og affinder mig med tabet.
Bedst som jeg skal til at gå, dukker ejeren op. Han skal lige hente noget og jeg spørger til min pose. Tænk sig, den er på mærkelig vis kommet ind i restaurantens køleskab! Jeg ånder lettet op.

Det småregner da jeg går ned og finder starten af den lede/rute som jeg har besluttet at følge i dag. Leden hedder Ansättenåleden og er godt 26 km lang. Den går fra Rörvattnet via Ansätten til Bakvattnet. I starten går den via grusveje op igennem skoven og selvom der er elgjagt, er der stille. Bedst som jeg går der i mine egne tanker dukker der en stor hund op foran mig. På afstand ligner den faktisk en ulv, men nu er det jo de færreste ulve der er udstyret med gps sender og antenne, så jeg står stille og venter på at den får set mig an. Da jeg går videre, bliver den i min nærhed.

Grusvej bliver til sti som igen bliver til sump og dyb skov. Heldigvis er stien fint markeret, da jeg faktisk synes det er svært at orientere sig, når udsynet forsvinder. Men hunden bliver ved mig. Bedst som jeg tror den er forsvundet bag mig, dukker den op foran mig. Den kigger lige over skulderen og forsætter. Sådan fortsætter det 12 km og jeg nyder for en stund at have selskab, selvom jeg jo godt er klar over, at hunden måske burde være et andet sted. Men den er tydeligvis gladere for kvindeligt selskab end elgjagt og det kan jeg jo godt forstå.

Lige inden Ansätten forsvinder hunden og jeg står i silende regn og vurderer, hvor vidt jeg skal prøve at finde videre ned mod Jänsmansholmen som oprindelig planlagt eller følge leden videre ned til vejen. Jeg kan mærke, at jeg ikke har det mentale overskud til at fjumre rundt og måske miste orienteringen helt i det våde terræn. Jeg har ikke nogen gps og jeg ved fra de andre grönabandare, at stien er svær at se. Omvendt vil det “koste” mig ca. 26 km ekstra at gå den anden vej. Men det er blot et spørgsmål om fysik og det har jeg til gengæld tilstrækkelig af. Så skal det være omvej eller genvej?

Det bliver den sikre omvej, endnu flere højdemeter og godt med mudder frem til jeg efter godt 26 km står på vejen ved Bakvattnet. De sidste 10 km på grusvej  trækker tænder ud. Jeg har ekstremt ondt under en tå og hænger til sidst i stavene for hver 200 meter indtil jeg endelig kommer frem til Åkersjön vandrehjem – som er lukket! Jeg får ringet og der kommer en kvinde og åbner. Resten af aftenen går med at få styr på tåen og mig selv.

Dag 35. Åkersjön  – Olden 37 km
Udhvilet og med øm tå pakket ind i vatrondel, går jeg ud i morgendisen. Jeg følger grusvejen 6 km op gennem Högrun og Önrun, hvor stien til Finsäter drejer fra. Det går faktisk ret meget op ad og da jeg kommer op på stien begynder det at sne! Naturligvis ikke noget blivende, men alligevel et varsel om at vinteren er lige rundt hjørnet.

Jeg følger vinterled markeringen 7 km. Den første del  er meget sumpet, men senere bliver det til en fin sti og vejret klarer op. Jeg møder som sædvanlig ingen mennesker. Det virker til at dette område bare venter på at sneen har lagt sig så snescooter folket kan komme ud.

I Finsäter har jeg gået 14 km og herfra er jeg igen på grusvej. Uendelige grusveje. Jeg passerer Rönnöfors og drejer mod vest for at komme frem til Olden, hvor jeg har læst mig frem til at den gamle skole er indrettet som et lille indkvarteringssted bestyret af “Stickan”.

Jeg åbner spændt den store indgangsdør og mødes med varme af venligheden selv, en ældre herre som må være Stickan. Han byder mig indenfor og viser mig til rette. Han holder styr på os grönabandare og ved godt, hvad jeg hedder. Der er hyggeligt og da jeg har fået et bad, byder han mig på brød, ost og smør fra sin egen beholdning, hvilket falder på et ret tørt sted.

Det er rart at mærke, at der er én her langt væk fra alfavej som følger med i, hvad vi hedder og med sin venlighed og gæstfrihed giver os endnu et lille skub nærmere vores mål. Det er fint på en lidt særlig måde at tænke på, at han sidder ved computeren i sit lille baglokale på den gamle skole og følger vores spot signal og beretninger. Det virker til at være hans liv at holde døren åben til dette bette vandrehjem og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der skulle åbne døren, hvis ikke han var her mere.

Dag 36. OldenKallsedet 45 km
Jeg er tidligt klar til at sige farvel til Stickan og takke for hans gæstfrihed. Han tager et billede til sin lille samling inden jeg fortsætter ad grusvejen mod vest.

Det er træls at gå mod vest, når målet ligger stik syd, men jeg skal vest om to store søer, Juvuln i dag og Kallsjön i morgen for at komme gennem Åre som er et sted vi skal passere for at få vores Gröna bandet godkendt.

Så jeg går vest. Hele dagen. På uendelig lange grusveje med udsigt til absolut intet andet end træer der falmer i efterårsregnen. Jeg lytter til talrige podcast om alt mellem himmel og jord. En podcast tager ca. 5 kilometer og der er bare nogen 5-kilometer der er mere spændende end andre. Af og til hører jeg Mads & monopolet, men det er næsten mere monotomt end at gå i de jämtlandske skove. Glæder mig til fredag, hvor der er en ny omgang “Det vi taler om”.

Da jeg endelig kommer frem til Kallsedet, ved jeg hvorfor svenskerne altid taler om mil i stedet for kilometer selvom der står angivet kilometer på vejskiltene. Det er fordi, at afstandene er så store at det ikke giver mening at snakke om kilometer. Så man hakker et nul af og tæller mil i stedet for. Jeg synes nu stadig at det er mere opløftende at tænke på at jeg har gået 1061 km og ikke blot 106 mil.

Jeg er nået frem til Kallsedet campingplads i tide. Skiltet med “öppet” ved den lille butik vipper i vinden og jeg gør det man ikke skal gøre på tom mave – går ind! Jeg prøver at beherske mig, men godis er nu en gang super effektivt brændstof.
Jeg ved ikke om det er mit lidt ensidige indhold i indkøbskurven der afslører mig, men campingmutter ved godt at jeg er grönabandar. Det hollandske campingpar holder nemlig også lidt styr på os.

Deres lille vandrehjem er fuldt belagt pga elgjagten. (spekulerer lidt på om der overhovedet er nogen mænd tilbage i Sverige i disse uger som ikke er ude og skyde). Jeg får derfor en fin lille hytte ned til søen.

Aftenen falder på og jeg indtager alt lige fra mazarinkage og leverpostejmad, cola, chips og frysetørret inden jeg dejser omkuld i endnu en køje.

Dag 37. KallsedetHuså 39 km
Det er en fin kølig morgenstund. For en gang skyld uden regn. Dagens mål er at komme frem til Huså som ligger lige nord for Åre.

Så det er endnu en lang dag på grusvej, men med udsigt til Kallsjön hele dagen. Udsigten bliver absolut ikke ringere af at solen efterhånden kommer så meget frem at solbrillerne må i brug.

Tænker lidt over det jeg har gang i. Den dag jeg startede på turen, havde jeg det som om jeg stod overfor en stor elefant som jeg af uransagelige grunde havde besluttet mig for at spise. Men store elefanter kan kun fortærres i små bidder og det er jeg nu i gang med. Det betyder dog, at jeg ikke mere selv ser den store elefant. Det er naturligvis en nødvendighed for at jeg overhovedet kan komme igennem, men det er også lidt irriterende, fordi jeg har mistet fornemmelse for, hvor stor elefanten rent faktisk stadigvæk er. ….giver det mening?

Dagen går ellers med podcast og blåbær spisning og efter godt 7.5 time runder jeg 1100 km, da jeg kommer frem til Huså. Endnu en lille flække uden et øje. Jeg overvejer om jeg skal finde et sted at sætte teltet op eller se om jeg kan finde en hytte. Jeg ser et skilt, hvor der står “hyttegården” og beslutter mig for at se, hvad det dækker over.

Det ligner en nitte. Slidt og forladt, men der står to biler, så jeg banker på og åbner døren. Indenfor sidder to jægere. Jeg spørger om det er et sted man kan overnatte og de springer op og byder mig indenfor. Ejeren af stedet er her ikke, men de er 10 mand der har lejet sig ind og de mener bestemt ikke det gør noget at jeg også er her! “Vi siger bare, at du er min kæreste”, og så er det aftalt! Som sagt så gjort og da ejeren dukker op, holder jeg mund. Man må sno sig, sagde ålen.

Jeg bruger aftenen på at tænke over rutevalg i morgen. Skal jeg gå vej og dermed gå øst om Åreskutan eller skal jeg gå op på fjeldet og vest om Åreskutan? Det afhænger af vejret og viljen.

 

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *