Dag 27. Klimpfjäll – Slipsikstugan 12 km
Det er en kort dag eller en lang dag alt efter, hvordan man vælger at anskue det.
Da jeg fortsat går uden telt, skal de næste 3-4 dages overnatning arrangeres inden jeg forlader Klimpfjäll. Og som det af og til er med skrivebordsplaner, så klarer de ikke den virkelige verdens lakmusprøve.
Jeg må derfor genoverveje valg af rute og jeg bruger morgenstunden til at trække i forskellige tråde og livliner.
Jeg kan ikke få fat i første planlagte overnatningssted i Raukasjö og Ankarede på anden dagen er heller ikke let. Endelig får jeg et nummer til en dame som bor sammen med én som måske kan hjælpe, men som alle andre er han på elgjagt. Hun når ikke at ringe tilbage inden jeg går, men jeg satser på at hun hjælper mig, når jeg får telefon dækning igen i morgen. Tredje etape driller også, fordi den – alt efter rutevalg er 45-50 km. Så overvejelsen går på at tage en ekstra dag og forsøge at få fat på én der vist nok har en lille hytte på halvvejen. Ellers skal jeg sove i en lille rastehytte og det kan blive en kold fornøjelse. Men som det er med alt andet, må jeg også denne gang tage en dag af gangen og løse tingene med opfindsomhed, svensk gæstfrihed og lidt held.
Så derfor går jeg i dag kun 12 km frem til den ulåste Slipsikstugan. Jeg køber mad ind i den lokale Handlaren og får pakket rygsækken med forskellige slags fladbrød, suppe, nudler, ost, postej, smør og salami. Samt godt med snold. Ikke den mest spændende menu, men nok til 4 dage. Jeg når også at få hjælp af min svenske livline, læge Florian, som vil sørge for at få en recept frem til Gäddede om 4 dage, så jeg kan få styr på min betændte tå.
Vandringen er i den særdeles lette ende og hytten ligger meget åbent og øde på fjeldet. Den er nyopført, fordi de sidste gæster om vinteren glemte at lukke døren og der gør man ikke uden fatale konsekvenser.
Jeg møder de to kvindelige grönabandar fra i går som er på vej videre. Vi udveksler telefonnumre.
Resten af dagen går med læsning. Bortset fra vinden i skorstenen er her helt stille. Jeg hygger mig, men længes efter at komme videre. Jeg vil helst tilbagelægge 35 km om dagen og indhente den dag jeg mistede forleden.
Mørket falder på og søvnen kommer listende.
Dag 28. Slipsikstugan – Ankarede 40 km
Jeg vågner flere gange om natten, fordi det blæser kraftigt og regner. Når der ind imellem er helt stille, vågner jeg også.
Klokken 7 ser vejrudsigten – den lige ude foran vinduet – urimelig dårlig ud. Jeg afventer, laver the på min primus og smører madder til morgenmad og frokost. Kort tid efter kan jeg ane fjeldet jeg skal over og så er det bare om at komme i gang.
Jeg husker at lukke døren helt, inden jeg tager hul på endnu en lang dagsetape. Skyerne hænger tungt, men de holder i det mindste tæt. Til gengæld er underlaget ekstremt vådt. Sumpet og mudret. En smagsprøve på, hvad resten af dagen vil byde på.
Turen frem til Raukasjö går fint og solen giver mig lidt selskab af og til. Jeg runder Raukaselet og har gået 16 km, da det for alvor bliver træls terræn. Det er sump og selvom leden står anført som både Sommer- og vinterled, så er den reelt set tale om en vinterled. Den er krydsmarkeret, men jeg går i vand og mudder til anklerne de næste 20 km med få undtagelser.
Området er ellers super smukt, klædt i efterårets farver og vindstille. Jeg stopper af og til og undrer mig over, hvor stille der rent faktisk kan være. Af og til krydser et rensdyr mit spor og jeg tror jeg ser tre traner lette fra et vandhul.
Heldigvis kan man jo kun blive våd én gang, så jeg tænker efterhånden ikke over at jeg sopper i vand. Dog er det ret tungt at komme frem.
De sidste kilometer er i tæt, lidt dyster skov, men jeg kan høre Lejarfallet på afstand og snart står jeg ved bredden af Lejarälven der snor sig det sidste stykke ned til Ankarede.
Ankarede består af en fin lille trækirke som vist er den sydligste samiske kirke og et par der tilhørende små trækåter og et par små røde hytter. Jeg har fået en sms fra ham jeg ringede til dagen før. Han vil komme med en nøgle til én hytte jeg kan sove i.
Han dukker op, bedst som jeg er begyndt at tvivle. Endnu en gæstfri og hjælpsom svensker. Det er med stor taknemmelig at jeg finder mig til rette i den lille idyl med indlagt strøm. Hvilken luksus! Vand henter jeg i et lille servicehus ved parkeringen ved siden af, hvor der også er wc. Jeg er også her helt alene i skumringen.
Jeg prøver at få fat i ham der efter sigende har en lille hytte jeg kan låne i morgen, men jeg kan ikke komme igennem. Igen hjælper min svenske livline Florian mig og snart kan jeg slappe af ved tanken om at jeg i morgen også har et sted at komme frem til.
Jeg studerer kortet og minder mig selv om, at jeg skal blive bedre til at klappe mig selv på skulderen, når jeg endnu en gang tilbagelægger 40 km på 9 timer. Huske at holde fast i hverdagens sejre og slippe nederlagene hurtigt.
Dag 29. Ankarede – Väktamon 25 km
Det er svært at slippe håndtaget til min lille idylliske hytte overfor kirken. Det føles bare langt mere tiltalende at blive indenfor, drikke varm the og have tørre fødder.
Dagens etape er kun 25 km. Skyerne hænger tungt og jeg starter ud med en lille frisk stigning på ca. 400 højdemeter de første 5 km op til Rödfjället og Rödfjällsstugan. Ganske rigtigt er alle de store sten i fjeldet karakteristisk rødbrune, hvilket jeg ikke har set før på turen. Nu kommer regnen og snart siler det ned. Jeg går igen i sump og mudder og bander over at mine Haglöfs regnbukser ikke er vandtætte overhovedet. Der burde være en straf for at sælge regnbukser der ikke tåler regn!
Da jeg går forbi Sielken er stien væk og jeg følger blot krydsmarkeringen og er våd til skindet. Min dyre Bergans skaljakke kan heller ikke klare mosten. Jeg krydser en elv, hvor broen er revet væk og begynder anden opstigning på ca. 400 højdemeter over 2 km op til Balkesbuorke. Heldigvis fryser jeg ikke, når jeg går så meget op ad.
I passet ligger der en lille rasthytte og jeg beslutter mig for at jeg må ind og få noget varmt at drikke og min madpakke. Indenfor møder jeg de to søde kvinder fra team rigmor som også er grönabandare. Det er hyggeligt at grine lidt, men jeg må videre inden jeg for alvor bliver kold i mit drivvåde tøj.
Inden jeg begynder nedstigningen i rasende tempo, får jeg lige et glimt at en fin regnbue på den mørke himmel. Regnbuer og spejlblanke søer der spejler landskabet i overfladen er noget af det fineste at forevige.
Jeg småløber for at få varmen og snart er jeg i gang med den tredje stigning. Da jeg runder toppen og kan se ned til Väktamon, skinner solen og med fornyet energi dribler jeg af sted. De sidste 9 km på 1,5 time og jeg er fremme ved den velholdte gård ved Väktamon, hvor jeg har fået lov at låne deres lille anneks.
Regnen vælter snart ned igen, men jeg er i læ og nyder at dagen ikke var så lang, når nu der skal være så fugtigt. Efter et stykke tid kommer team rigmor og de beslutter sig for at tage mod tilbuddet om også at sove i det lille anneks med levende lys og gasovn.
Ejeren kommer over og tager mod betaling og viser os, hvor dasset er. Hun undskylder lidt håndtagets udformning…. Jeg tænker blot, at kreativiteten absolut trives i bedste velgående her i vildmarken !
Dag 30. Väktamon – Gäddede. 30 km
Der er trangt i den lille hytte, men det gør ikke noget. Vi spiser morgenmad og jeg går først. Jeg vil gerne tidligt frem, så jeg kan få følelsen af en hviledag. Da jeg er ved at være godt træt af sump og mudder, tager jeg grusvejen. Jeg spænder rygsækken så den sidder helt tæt på ryggen og dermed bæres lidt mindre af hoften. Rygsækken vejer ca. 8 kg og jeg finder langsomt en rytme, hvor jeg jogger de næste 10 km. Det er anden gang indenfor et døgn at jeg har lyst til at løbe. Måske fordi terrænet reelt set ikke har været egnet til løb tidligere pga min svage ankel. Men her fungerer det og efter kun 1.5 time er jeg fremme ved asfaltvejen til Gäddede.
Jeg hader asfalt! Det er ensformigt og hårdt ved skinnebenene, men fra nu af og de næste 200 km vil der være en del asfaltstrækninger. Efter 23 km holder jeg frokost pause i solen inden jeg efter i alt 30 km på blot 5 timer kommer frem og nærmest har følelsen af at have lavet for lidt.
Gäddede er ikke nogen stor by – ca. 400 indbyggere, en tank, en ICA nära, turistinformation, snescooter- og fiskeri butik og Gäddede Camping & stugby. Jeg finder det lille apotek, hvor der ligger en antibiotika salve klar til mig og trasker til campingen. Her bliver jeg mødt i døren af en kvinde der ved at jeg hedder Mette. Tænk at være ventet af en fremmed så langt hjemmefra! Hun overrækker mig min depotpakke som jeg har fået sendt op. I pakken er blandt andet mit telt. Til min store overraskelse, giver hun alle grönabandare gratis overnatning i hytte. Det bliver jeg lidt rørt over. Svenska Turistforeningen gav os ikke en gang rabat på overnatning på fjeldstationerne og her sponserer en privat campingplads os.
Jeg indkvarterer mig i hytten med eget bad og tørreskab og får et længe tiltrængt bad. Jeg får også vasket alt mit tøj i hånden. Det er som en genopstandelse at blive vasket! Senere dukker team rigmor op og tager anden halvdel af hytten.
Jeg studerer mine kort for den næste uge og bliver klar over, at jeg skal have mad med til 7 dage. Jeg har frysetørret og müesli, men resten skal jeg have købt. Det bliver svært at få plads til i rygsækken, samtidigt med, at jeg også nu har telt og liggeunderlag. Det bliver tungt de næste par dage og maden skal rationeres, hvilket er vanskeligt fordi jeg typisk forbrænder 3500 kcal om dagen.
Efter en tur til ICA er maden og ikke mindst chokoladen indkøbt. Læser et opslag på FB om at man burde afskaffe kage på arbejdspladsen, fordi det er den der er årsag til at folk ikke kan holde vægten og deres evindelige slankekure. Mage til sludder! Det er næppe det styk kage der gør udfaldet, men derimod menneskers inaktivitet, når de ikke er på arbejde.
Team rigmor har fået nys om at der er taco buffet på den lokale (38:an) for kun 99 sek. Vi indtager buffeten og må med skam konstatere at det ikke blev os de lavede overskud på. Jeg har ihvertfald forsøgt at spise på forskud, så jeg er klar til en ny etape i morgen.
