2 kvinder, 2 døgn, 93 km vandretur

DEL

 

To kvinder, 2 døgn og 93 km vandretur 

Hvad gør man, når fjeld-abstinenserne melder sig og man tager sig selv i at dagdrømme om enkeltheden ude på tur, men man kun kan få sig selv til at bede om to fridage fra jobbet? Man pakker let, booker en flybillet nordpå og gir den max gas!

Denne gang var jeg ikke ene om at kunne bruge et par dage ude og jeg får spontant selskab af Judith selvom jeg prøver at skræmme hende med udsigten til dårligt vejr og lange etapper. Intet hjælper. Hun vil med…

Fly til Kiruna og bus direkte ud til Abisko minimerer vores rejsetid og sidst på eftermiddagen torsdag står vi i Abisko med 6 kg på ryggen og ansigtet mod fjeldet. Luften er frisk og det føles skønt at trække vejret. Vi har en tidsmæssigt lidt stram plan foran os og måske er det også lidt tosset. To døgn til Kebnekaise fjällstation…vi skal jo gerne nå middagen lørdag aften!

Men som med så meget andet, handler det vel bare om at tænke i delmål og så sætte det ene ben foran det andet. Så skal det nok blive godt.

Vi belønnes fra første sekund med det mest fantastiske farvespil. Grøn, gul og rød. Vi bukker os og smager på blåbærrene og kigger op på de hvidklædte fjeldtoppe. Ingen myg, bare stilhed og lidt dryp fra oven. De 14 km frem til Abiskojaure klares let inden mørket falder på.

Hytten er ikke overfyldt og efter indtagelse af en pose frysetørret og den obligatoriske “skinny lumumba” (varm kakao med whisky i mangel på andet), krybber vi i soveposen. Vi skal tidligt op.

Fredag morgen, skyerne hænger lavt og vi er på sporet klokken halv otte. Da vi kun har medbragt to poser frysetørret hver, består morgenmaden af det vi kan købe i den minimalistiske butik: Havregrød med syltetøj, varm chokolade og en proteinbar. Bortset fra chokoladen, absolut ikke rart, men sådan er præmissen den her gang.

Vi kommer let og hurtigt op over træerne og fjeldene åbner sig foran os. Det småregner og efter forudgående aftale er det i orden at lytte til podcast alt imens vi æder kilometer efter kilometer.

Efter blot fem timer og 22 km er vi fremme ved Alesjaure, hvor vi vil købe lidt spiseligt og koge lidt vand. Sidstnævnte kræver Svenska Turistföreningen nu 200 kr for! Det er dælme hårde løjer, men nudelsuppe og frysetørret fungerer nu engang bedst med varmt vand! Vi supplerer med tubeost og knækbrød. What’s not to like?

Vi sludrer lidt med dem der er der inden vi tager os sammen, trækker i regnbukserne og skutter os under hætten. Det er surt vejr og snakken forstummer, da vi begiver os afsted. De næste 13 km venter og vi vil frem inden det bliver mørkt.

Vi klarer det i fin stil og hyttevært Arne hilser os velkommen med varm saft ved sekstiden. Gps siger knapt 39 km og fusserne er godt ømme. Min ankel har fået et lille knæk til samlingen, men den holder, godt hjulpet af kraftig sportstape og stavene.

Mine “stænger” er ømme, da jeg kravler ud af køjen lørdag morgen, men det kan jo som bekendt ikke hjælpe noget. Spiser knækbrød og chokoladekiks og lægger lidt mascara på vipperne. Så er vi klar til at indtage Tjäktja passet.

Det er småkøligt og der er faldet sne her godt 1150 meter over havet, men nede i dalgangen er der fint grønt igen og vi kommer i fin stil frem til Sälka hytten. Køber frysetørret til 55 kr, betaler 200 kr for varmt vand og besøger det lille hus, inden vi stikker afsted igen. Man kan vel sige, at vi føler os lidt lettere på flere plan!

Men let er det nu ikke. Gårsdagens mange skridt sidder i fødderne. Byger og lidt solstrejf kommer og går og der bliver skiftet regnbukser adskillige gange inden vi skråer op og tager “genvejen” ovenfor Singi. Rensdyrene lader sig nysgerrigt fotografere og vi synes de ser så elegante ud, når de knejser med nakken og løber.

Vi løber ikke nogen steder! Tempoet er for nedadgående i takt med at uret nærmer sig fire. Judith mener bestemt, at der nu blot er 3 km tilbage. Jeg nænner ikke at pege langt ud i dalgangen og fortælle, hvor vi skal. Vi hviler en kort stund, indtager Sneakers og Kex og vedtager enstemmigt, at vi skal flyve helikopter i morgen istedet for at gå.

Efter 39 km og 11 timer er vi på Kebnekaise fjällstation, men varm middag kan vi glemme. Vi sidder lidt slukørede og sluger en cola, inden jeg forsøger mig igen. En venlig medarbejder forbarmer sig og køkkenet er alligevel istand til at producere en elghakkebøf med kartoffelmos til den nette sum af 295 kr per portion (naturligvis svenske, forstås).

Vi tager et hurtigt bad og skåler i Lumumba inden sengen kalder. 93 km på 2 døgn kan godt gøre os lidt trætte.

Judith er spændt på helikopterturen ned til Nikkaluokta og jeg er lykkelig for at hun er det. For helikopter flyvning gør bare en super glad. Den oplevelse skal man altid give sig selv når det byder sig.

Intense døgn er til ende og hjemme venter hverdagen, men batterierne er ladet med fjeld og frihed. 70 dage har jeg i år fået lov at tilbringe herude. Hvilken luksus!

Tak for turen, Judith.

 

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *