Dag 53 – 59 Stora Sjöfallet – Abisko

DEL

Dag 53: 19 km Stora Sjöfallet t/r

Suk! En dag der ikke førte andet med sig end lidt ridser i selvtilliden…
Vejrudsigten er problematisk. Varsel om hård vind over fjeldene, men jeg skal jo blot følge dalgange og tænker derfor fejlagtigt, at det ikke berører mig.

Jeg forlader Stora Sjöfallet og solen skinner faktisk på mig, da jeg kører op i retning af Pätsasjaure. Jeg når lige at tænke, at det bliver en fremragende dag inden vejret skifter på under 10 min. Jeg kan simpelthen se, hvordan et vejrsystem presses ind gennem den smale dalgang fra nordvest. Jeg når akkurat at finde mine skibriller og vanter frem fra pulken inden vinden og regnen rammer mig lodret. Jeg er uforberedt på regn og bliver på et øjeblik gennemblødt. Jeg er kommet godt 500 meter langs med søen, men vinden er for stærk til at jeg tør og kan gå op imod den de næste mange timer. Så jeg vender om og søger tilbage i læ.
Da jeg kun har gået to timer, beslutter jeg mig for at køre retur til Stora Sjöfallet og slappe af.

På vejen ned møder jeg et par som er på vej op, men der er jo læ, hvor vi mødes så de fortsætter og jeg ønsker dem god fornøjelse!

Nede på Stora Sjöfallet Mountaincenter får jeg en portion lasagne serveret og rykker ind på min værelse igen. Alt er vådt og jeg er kold. Bander over at jeg ikke tog vejrudsigten alvorligt. Den stemmer jo rent faktisk heroppe – især når der står “varsel”!!

Jeg kan mærke at dagens tur/retur skubber mig mentalt lidt ud af kurs. Eller også er jeg bare lidt træt mentalt set efter næsten to måneder alene. Det kræver en del at være alene i alle situationer – især dem der er stærkt udfordrende. Jeg gad godt være to de sidste par uger, men er en. Der venter mig nogen store udfordringer på sidste del fra Abisko og til mål og jeg er lidt bange for om jeg kan klare den del alene. Det rumsterer i mine tanker.

Dag 54: 33 km Stora Sjöfallet – Teusajaure
Nærstuderer vejrudsigten som var det næste uges lottotal.
Plusgrader, snebyger hele dagen og tiltagende vind efter klokken 16 på Teusajaure. Varsel 1. Tøver, men beslutter mig så for dagens strategi. Tidlig start og eventuelt teltning i læ, hvis vejret beslutter sig for at give mig endnu en lærestreg. Så klokken 7 er jeg klar igen. Nu iført skalbukser så jeg ikke bliver gennemblødt udefra.

Efter to timer er jeg til gengæld gennemblødt indefra istedet. Det er svært at få kropsvarmen væk, når hovedet og hele kroppen er pakket ind og man samtidig trækker en slæde med 40 kg efter sig i tøsne som er lidt ligesom slushice at gå i. Ingen glid i skiene så langt øjet rækker. Føj!

Igen i dag blæser det ret friskt ned på Pätsasjaure, men jeg klør på. For en gangs skyld hører jeg ingen podcast. Jeg har simpelthen ikke overskud til at høre andres tanker om noget som helst. Jeg har nok at se til med mine egne og jeg fører nærmest en indre, beroligende og opbyggelig dialog med mig selv, hvor jeg fokuserer på dagens udfordring og min konstante bekymring for at havne i storm det forkerte sted. Jeg inddeler etapen i bidder og efter hver bid, vurderer jeg, hvor i landskabet jeg ville kunne finde læ og telte, så jeg ved, hvor jeg kan søge tilbage til. Det virker!

Søen er evig lang. Jeg kan ane enden af den og er faktisk besluttet på at slå telt op, når jeg går op på land. Jeg er træt og jeg kan mærke, at det dårlige glid giver vabler.

Jeg får øje på et rødt telt som er slået op i læ og tænker, at det var parret fra igår. Klokken er 11, så de tager nok en hviledag efter gårsdagens strabadser. Jeg står et stykke tid og overvejer om jeg skal gå hen og slå mig telt op samme sted, men beslutter mig for at fortsætte lidt længere ind i dalgangen.

Det skal vise sig at være en fin beslutning. Inden for få minutter er jeg i læ. Denne passage er faktisk den absolut fineste del jeg har været i heroppe. Stejle fjeldsider på begge sider og kuperet terræn. Jeg har været her i solskin, men i dag kan jeg kun ane herlighederne desværre. Der er ikke mange på ski der kører den her vej, fordi det enten kræver telt eller god fysisk formåen at tilbagelægge 33 km. Men smukt er det.

En ørn svæver over mit hoved, ikke højere end jeg kan se mønstret på vingerne. Jeg ser et spor fra et stort dyr med klør og nyder at vinden ikke larmer. Spiser chokolade og drikker vand, men fortsætter ellers.

Den smalle passage er ca. 7 km og man går lidt op og runder til sidst en bakke som skaber læ nedenfor. Her oppe kan jeg kigge ned på Teusajaure og jeg føler mig nu overbevist om, at jeg kan der her. Men vinden er naturligvis tilbage.

Teusajaure er en lang smal sø med høje fjelde på begge sidder. Det kan være som en vindtunnel med nordvestlig vind som idag. Der er ingen markering på søen og jeg kan heller ikke finde et scooterspor. Så dyb sne og ingen glid er mit lod. Jeg sigter 5 km fremme, hvor søen er smallest og opmuntrer mig selv med, at derefter er der kun 4 km. Det er ikke sjovt at gå her og det havde været godt at være to til at lave spor. Men som det er med alting, så kommer man selv med små skridt frem, hvis blot man bliver ved.
4 km tilbage og jeg kan se hytten som en lille sort klods i det fjerne som langsomt kommer nærmere. Jeg tænker for hundredesytten gang på, hvor godt det bliver at komme ned i soveposen med munden fuld af mælkechokolade og en god bog.

Da jeg er fremme, må jeg erkende, at det har været en hård dag. Fysisk anstrengende og slidsom. Ikke nogen fornøjelse. Hytteværten er behørigt imponeret af min præstation. Jeg har gået uafbrudt og klaret det på 8 timer og dermed nået frem inden vinden skulle tiltage yderligere.

Hytten er stuvende fuld. En gruppe schweiziske folk, et svensk par og tre svenske herrer. Alle snakker. Jeg spiser så meget jeg kan, byder herren fra det svenske par på en lille en og indtager selv min “jeg-overlevede-kakao” inden jeg lukker soveposen og lader de andre om snakken.
To timer på langs gør godt. Det samme gør en kæmpe portion hjemmelavet mad.

Med frisk lakerede negle og hænder helt tørre af sprit, går jeg i seng igen og nyder min krimi. Vasker så at sige dagens tavle ren.

Dag 55: 25 km Teusajaure – Singi
Alle er tidligt igang i hytten, så jeg holder mig i soveposen og læser. Da de fleste er gået, spiser jeg og overvejer vejrsituationen. Det blæser, men god sigt. Når først jeg er oppe på fjeldet, vil jeg få vinden i ryggen og det afgører sagen.

Der findes to spor op fra Teusa. Et der går lodret op og ét der går rigtig stejlt op…Med pulk er der kun én mulighed og det kræver et par ekstra kilometer på søen. Jeg vender mig om og udsigten til dalgangen fra igår er fremragende. Så smuk i solskin!

Det er en grum stigning, men jeg har faktisk lidt af en fest med én af mine favorit podcast i ørerne – “Ærligt talt ” Shu-bi-duas historie fortalt af Michael Bondesen selv. Da jeg er kommet op over fjeldet og kører ned mod Kaitumstugan har jeg ovenikøbet luft nok til at skråle med. Her generer det vel næppe nogen!

Hytten ligger lidt oppe, men jeg vil købe snold i den lille butik og hilse på. Sidder en halv times tid og snakker med hytteværten. Det er her til morgen blevet meddelt, at Svenska Turistforeningen lukker alle hytter ned på mandag pga corona. Det er trist. Jeg vil dog højst sandsynligt ikke blive påvirket særlig meget, da jeg vil være i Abisko mandag og kun har én hytte til helt oppe ved Treriksröset. Sikkerhedsrummet vil være åbent. Men det betyder jo, at fjeldet tømmes for folk nu.

Efter Kaitumstugan er der ingen spor og jeg har fortrængt, at det faktisk går jævnt op den første del. Vejret skifter og det er svært at skelne konturerne i underlaget. Længere fremme er sneen blæst væk og det er mildest talt ikke noget godt føre. Da Singi endelig er i sigte, er jeg træt selvom jeg kun har kørt 25 km.

Min ynglings hyttevært er på plads og det er jo altid hyggeligt at hilse på en man kender. Hytten er fuld af svenskere som snakker lystigt. Jeg spiser og smutter i posen for at få en lur. Jeg elsker simpelthen det her tidspunkt på dagen, hvor jeg lukker soveposen omkring mig og falder i søvn imens mørket falder på. Udenfor raser vinden og jeg er taknemmelig for at jeg endnu en gang kom frem i tide.

Aftenen går med snak, læsning, blog og indtagelse af en seriøs voksen portion mad samt uforskammet meget chokolade. Vejrudsigten melder hård vind i morgen igen, så jeg skal sove længe.

 

Dag 56: 11 km Singi – Sälka
Alle siger, at det har været en utrolig blæsende vinter med rekord mængde sne. Jeg er tilbøjelige til at give dem ret. Jeg har haft få solskinsdage og vinden har været en fast følgesvend. Heller ikke idag holder den pause! Alle på nær én fra hytten skal mod Kebnekaise. Da de er smuttet, pakker jeg sammen og bliver inviteret på the og kanelsnegl hos hyttevært Janne. Vi har mødt hinanden mange gange og vi snakker en times tid.

Vinden kommer ind fra vest med 9 s/m og det sneer. Men jeg kan se de røde kryds og beslutter mig for at gå mod Sälka og så der vurdere om jeg kan fortsætte op til Tjäktja.

Jeg kører med mine syntet skin og har ingen glid. Det er til at blive vanvittig af! Skifter på halvvejen til de nedslidte mohair skins og det går lidt bedre. Men dyb sne og ingen spor dræner energien ud af mig. Så jeg beslutter mig for, at jeg bliver i Sälka og tager en slapper, velvidende at jeg, i følge vejrprognoserne, også kommer til at ligge her i morgen. Men Tjäktja passet er en udfordring med den mængde sne der ligger og i hård vind er det et skidt sted at være. Jeg venter på bedre vejr, da jeg ikke opnår noget ved at lægge de to etaper sammen. Kommer der godt vejr vil jeg kunne gå langt igen.

Hytteværterne er så hyggelige! Da de jo lukker hytterne om 3 dage, bliver alle hytteværterne hentet ud d. 2. April. Jeg spørger derfor om hun så har noget smør i overskud jeg må købe. Jeg får en bunke smør og et kilo ost og især osten er som juleaften. Og jeg får det gratis.

Den unge fyr der også er gået fra Singi hedder Jakob. Han og jeg bliver inviteret på lasagne og vi sidder en god stund og nyder selskabet inden vi går over i vores egen hytte og får varmet op.

Resten af dagen går med at slappe af, hvilket jo er en slags mental træning i sig selv. Jakob er knapt så god til at lave ingenting og går lidt rastløs omkring. Jeg er blevet suveræn i disciplinen. Det er jo ren luksus. Jeg læser, sover og skriver.

Efter aftensmaden lægger jeg mig og beder en stille bøn om højtryk og en mild brise fra syd.

Dag 57: Storm i Sälka
Mine bønner bliver ikke hørt… måske skal man være betalende medlem af Den danske Folkekirke for at det virker?
Jeg vågner ihvertfald klokken halv to om natten ved at det rusker godt i hytten. Jeg skal tisse! Så der er ingen vej udenom. Jeg må ud og så kan jeg jo også lige tjekke at pulken ligger solidt.

Indgangsdøren er svær at få op pga sne, men med alle kræfter får jeg åbnet den og et inferno af sne møder mig. Det blæser så kraftigt – jeg vil tro 25 s/m – at jeg ikke kan gå væk fra døråbningen og jeg må derfor træde af på naturens vegne imens jeg holder fast i dørkarmen. Pulken ligger fint og jeg kan med ro i sindet gå til ro igen.

Det blæser stadigt friskt kl. 7, da jeg i fuld mondering må køre på ski ned til toilettet. Hvis vi går idag, så er det på grænsen for, hvad jeg synes er klogt. For mig ligger grænsen ved 11-13 s/m – ikke mindst når der er tale om modvind. Det blæser der omkring lige nu.

Jeg spiser morgenmad og fornemmer at Jakob gerne vil gå, men omvendt også er lydhør overfor erfaring. Så jeg går ned til hytteværterne Tina og Anders og får deres vejrudsigt. Den siger, at vinden vil øges hen over dagen til 20 s/m. Det lysner ellers udenfor imens vi sidder og snakker, men jeg er overbevist. Jeg går ingen steder idag. Jakob er i tvivl lige indtil han skal op mod vinden for at hente noget i hytten. Så er det uddebateret. Vi bydes på nybagt chokoladekage og får foræret salami. Jeg ringer kort hjem via iptelefoni man kan betale for og fortæller, hvorfor jeg ligger stille og at jeg følges med Jakob i morgen.

Om eftermiddagen bydes vi på pandekager – det har sine fordele at være solo-gæster i coronatid i fjeldet. Jakob og jeg er nok de sidste der går nord på ad Kungsleden inden alle hytter lukker ned. Vi lukker og slukker!

Det bliver ved med at storme natten med og jeg er efterhånden ved at være super træt af lyden af vind.

Dag 58: 25 km Sälka – Alesjaure
Det vil åbenbart ingen ende tage med vind. Vågner til sommertid, -15° og godt 11 s/m. Men vi beslutter at gå og følges ad op til Tjäktja passet.

Af og til kan jeg ane lidt blå himmel, men de første par timer er med ingen udsigt og frisk vind. Jeg synes det er tungt med pulken i dag og jeg kan ikke holde Jakob, 23 års tempo op ad! Han kører på alpin ski med skin og en fjerlet rygsæk. Nu kan jeg godt mærke, at det er helt afgørende at jeg holder mit eget tråd og ikke forsøger at holde fast i en andens. Her ligger man jo ikke på hjul! Men han sporer og det er rart op ad.

Selve opstigningen i passet er grum. Jeg tæller 30 skridt og pause. Om og om igen. Ind til jeg er nede på kun at kunne klare 6 skridt af gangen, da det er stejlest, men så pludselig er jeg oppe og solen skinner. Vi holder en kort pause i vindskydet og så går jeg først videre, fordi jeg fryser i de yderste fingerled. Jakob indhenter mig, men går lidt fejl og drejer fra til Tjäktja hytten, imens jeg fortsætter. Dalgangen åbner sig i solskinnet og hvis ikke det lige havde været fordi at det er tungt at spore selv, så havde jeg virkelig nydt det.

Jeg har for første gang ondt i hoften og det føles som om det er trækket eller snarere rykket fra pulken der generer. Men det bliver nok bedre, når jeg igen kommer på en mere fast overflade. Pulk og dyb sne er bare en dårlig kombination. Både for hofte og vabler.

Efter næsten 8 timer er jeg fremme. Vi er de eneste to og vi får hver vores rum. Jeg ryster af kulde lige så snart jeg står stille og jeg skynder mig at pakke ud, få tændt op og tage tørt tøj på. Jeg trænger ekstremt til et bad, men orker på ingen måde at skulle ned i saunahytten senere. Jeg vil bare ligge lige så stille og så må lugt være lugt. I øvrigt lugter mit tøj jo heller ikke ligefrem af lavendel. Det har ikke set vaskepulver siden Hemavan- altså for godt og vel 500 km siden!

Jeg er træt. Glæder mig seriøst til at komme frem til Abisko og håber, at jeg gør det i morgen. Det bliver rart efter en uge igen at have internetadgang, så jeg kan tale med dem der hjemme som jeg savner. To måneder er lang tid at være adskilt. I Abisko holder jeg hviledag for at få gjort klar til allersidste del etape – de sidste 180 km op til målet.

Dag 59: 34 km Alesjaure  – Abisko 

Det kan efterhånden ikke overraske, at jeg vågner til dårlig sigt. Jeg er dog fast besluttet på, at jeg skal til Abisko idag, om jeg så skal blive ved til mørket falder på.

Jeg spiser alt det jeg kan. Det er faktisk lykkedes mig på 4 dage at spise ca 600 gram ost skåret ud i klodser. Samt smør i rigelige mængder og ovenikøbet salami som jeg ellers aldrig spiser. Trangen til fedt er simpelthen stor.

Jeg følger krydsene og langsomt begynder fjeldene at komme til syne. Desværre er der ingen spor og det er urimeligt tungt føre. Jeg må igen fokusere på det simple og banale: Hvert enkelt skridt hjælper mig nærmere. Om det så blot er 30 skridt af gangen. Lidt har også ret.

Efter 8 km på den måde, kommer jeg frem til vindskyddet. Der er nogen der og én vinker og råber mit navn. Det er sgu lidt rart! Det er Stefan som jeg har været på fjälledarutbildning med og som nu lever som turguide. Vi sidder en kort stund inden jeg må videre for ikke at fryse.

Jakob indhenter mig efter 14 km og går nu forrest. Desværre er hans spor lidt af et “testikel spor” ? (for stor afstand mellem skiene, forstås) men det er da bedre end selv at spore. Ved nedkørslen mod Abiskojaure kommer der seks hundespand og sporet er rodet, men fast. Jeg kigger på klokken, skifter til mit 6. gear og smutter forbi. Ved hytten spiser jeg 100 gram chokolade (Har nappet en twix og daim tidligere) og 3 skiver knækbrød med smør, ost og salami og stikker så afsted. 13 km tilbage og det må kunne klares på 3 timer.

Det ku’ det så! Men jeg er fandme (man må godt bande i det her tilfælde) træt, da jeg kvart over seks stå ved E10 mod Narvik. Det føles fuldstændig surrealistisk at jeg er kommet her til. 1200 km på 59 dage. De sidste 128 km er klaret i 5 dags etaper og min krop er naturligvis træt, men jeg er lettet.

Skiene vil ikke af. Bindingerne er frosset, med resten af det varme vand fra termokanden, får jeg fødderne fri alt imens to lokale mænd gentagne gange beder mig gentage, hvor jeg kommer fra. Det er dem simpelthen ubegribeligt, at jeg har kørt fra Dalarne.

I receptionen på Abisko Turiststation er jeg ikke svær at overtale til eget værelse med bad inkl. morgenmad. Min depotpakke er også kommet. Her er nærmest ingen gæster. Jeg indtager værelset, bader og vasker mit stive tøj. Jeg er dødtræt, men får ringet til hjem.

Jeg dykker ned i depotkassen og finder sidste neglelak frem. Den ottende farve – koralrød. “Thank Goodness”  Wauw! Den må kunne få mig de sidste 180 km frem til målet.

 

 

 

 

2 tanker om "Dag 53 – 59 Stora Sjöfallet – Abisko"

  1. Vilken dramatik och vilket slit! Bra att du har koll på varningar och fjällprognoser. Jag förstår att det är tufft att vara ensam, speciellt i dåligt väder, inget bra spår och leden går bara uppför. Så här i Coronatider är det lite folk som är på tur, men jag hoppas att det finns bra skoterspår på sista etappen och att du kommer inomhus i någon stängd stuga. Jag håller tummarna och hoppas du får bättre väder på sista etappen! Heja Dig!!! Glömde en sak, cognacen, du har väl kvar en skvätt till Treriksröset!

  2. Grattis till ditt vita band! Jag har med stor beundran följt din resa! Det har varit intressant att läsa dina humoristiska och ärliga texter? Du är värd alla koppar varm choklad med cognac! Jag kallar det Lumumba!
    Lycklig hemresa via Finland!

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *