Dag 60-66 Abisko – Treriksröset

DEL

Dag 60: Hviledag Abisko
Jeg har udset mig den helt rigtige dag til at holde pause. Det stormer udenfor og jeg er bare lykkelig for at jeg gav den gas i går og kom frem.

Indtager en ikke ubetydelig mængde morgenmad fra buffeten. Ja, rent faktisk så meget, at jeg ikke spiser noget resten af dagen! Altså bortset fra en stykke gulerodskage, chips og chokolade!

Jeg mangler lidt forskellige småting og køber noget af det til ågerpriser i den lille butik på fjeldstationen. Resten skal købes i supermarkedet der ligger 3 km væk. Der er bare et problem. Jeg orker ikke gå derhen. Jeg er virkelig træt i hele kroppen og jeg vil ikke udenfor en dør.

Men min mors gamle svenske veninde har en søn som arbejder her og vi får en snak. Han har ikke set mig siden han gav mig sutteflaske i 1974! Han vil gerne handle for mig og så er det problem jo løst.

Som dagen går vokser uroen i maven. Den sidste deletape på 180 km er for mig ukendt terræn. Det er øde – ingen andre end lidt scooterfolk kommer den vej. Jeg skal sove i telt, hvilket jeg bare ikke synes er fedt, når det blæser. Og jeg har ikke dækning, dvs. at jeg ikke selv har adgang til diverse vejrudsigter.

Jeg er simpelthen hunderæd og nervøs for morgendagen og den kommende uge og det gnaver i mig. Da dagen går på hæld, er jeg så langt fra sej, som man overhovedet kan være. Jeg frygter. Tårerne løber og jeg har det virkelig skidt. Man kan vel sige, at jeg mentalt er ude og skide, fordi jeg den næste uges tid skal langt ud over min komfortzone. Alene. Men det er sådan det er og jeg må få mig selv samlet sammen.

I løbet af aftenen får jeg online hjælp af en svensk ven fra fjälledarutbildningen. Vi skriver frem og tilbage om de praktiske ting der gør mig bange og, hvordan jeg løser dem. Han har selv kørt strækningen med sit hundespand og er super god og tålmodig til at forklare og give gode tips til blandt andet opsætning af telt som er min primære bekymring. Ole får instrukser om, hvordan han sender de rigtige vejrudsigter til min Garmin Inreach, så jeg kan sammenholde dem med den vejrudsigt som Garmin leverer for min position.

Det giver vist sig selv, at jeg ikke får sovet så meget den nat.

Dag 61: 45 km Abisko – Laimoluokta
Vågner til strålende sol, ikke en sky på himlen og ingen vind. Perfekt til etapens første udfordring – Torneträsk.

Pakker pulk, spiser morgenmad og forsøger at bekæmpe højvande i tårekanalerne. Finder sporet ned til Torneträsk – en sø der vel er godt 100 km lang og 10 km bred. Der står jeg så på søbredden klokken 8.30 og tager det første skridt ud i denne uendelige hvide ørken. Overfladen er fin. Meget sne er blæst væk og resten er pakket relativt hårdt, så jeg ikke synker igennem.

Jeg finder et fikspunkt i der fjerne og sætter igang. Holder et højt tempo og tager derefter 5 km af gangen. Fra punkt til punkt. Efter godt 15 km krydser jeg skråt over søen. Hold da fast, hvor er det langt! At stå derude på denne enorme sø og se fjeldene 360 grader rundt er magisk og sjældent. Det er de færreste der oplever dette.

Men som dagen går, får jeg efterhånden også set mig mæt og jeg mister fornemmelsen for, hvor langt der egentlig er. Jeg kan lige som ikke rigtig afstandsbedømme og tror, at jeg er tættere på end jeg er. Egentlig er planen, at jeg skal gå 25 km idag, men jeg beslutter mig for, at udnytte de gode vejrforhold og klø på.

Min strøm er rationeret, men da der er godt 15 km til der, hvor jeg skal op på land, er jeg simpelthen nød til at høre nogen der snakker, hvis ikke jeg skal blive skør. Jeg bliver ved med at gå. Kilometer efter kilometer. Jeg er træt, men fortsætter. Da jeg endelig når Laimoluokta og kommer op på bredden, er der udsolgt på alle hylder! Jeg har været igang uafbrudt i 10 timer og skal have overskud til at slå telt op.

Klokken 19 er teltet sat op og en halv time senere er jeg i soveposen. Jeg er udkørt, men tilfreds med at være kommet så langt. Jeg tilser mine miserable fødder og den nytilkomne vabel inden jeg udmattet falder i søvn.

Dag 62: 32 km Laimoluokta – Kamajsure
Jeg vågner med træthed i kroppen. Jeg har ikke fået nok hvile og har mest lyst til at ignorere vækkeuret og vende mig om.

Udenfor er det snevejr. Ingen sigt. Kører mine rutiner igennem – morgentoilette, morgenmad, madpakke, tapning af fødder og pakning. Klokken lidt over otte er jeg klar igen.

For at overkomme dagens etape, har jeg nærlæst kortet og afmålt deldistancer. Altså inddelt de 32 km i delmål. Det fungerer et langt stykke tid, men vejret er demotiverende og på et tidspunkt har jeg bare lyst til at slå telt op og sove.

Pludselig giver pulkselen efter i den ene side. Det sted hvor karabinhagen fastgøres er slidt over. Jeg har set det komme og har en løsning parat. Med en ekstra pakrem, fastgører jeg “øjet” til selen og fortsætter.

Da jeg er halvvejs, skal jeg op over en længere, blød stigning. Her skifter jeg taktik. For hver kilometer får jeg et stykke chokolade! Efter 5 km virker det heller ikke… jeg kommer over trægrænsen og det blæser. Jeg kan se krydsene, men ellers er det totalt hvidt i hvidt. Kigger på gps på telefonen. Sammenholder med min afstandsmåler på Garmin. Når jeg kommer på 25 km er jeg oppe. Derefter skal jeg lige ud i 7 km. Jeg skal nu virkelig arbejde med mig selv for at blive ved, men der er ikke noget alternativ. Jeg vil jo ikke telte heroppe!

Tæller nu ned. 5 km tilbage, 4 km, 3 km. De sidste 2 km er blandt de længste jeg har gået. Jeg orker næsten ikke mere. 750 meter. 300 meter. Endelig kan jeg se vindskyddet Kamajaure. Jeg kan heller ikke gå mere.

Da jeg åbner døren kommer der to gutter ud. De er der på scooter og jeg tror de er der fordi der er lidt dækning indenfor. De har nok en hytte i nærheden. De har haft brænde med og der er fyret op. De hilser og kører. Ikke noget snak her!

Jeg trækker hele pulken ind i vindskyddet som består af to brikse og en brændeovn. Sætter mig udmattet ned, spiser min madpakke og kigger tomt ud i luften. Jeg har taget tre dagsetaper på to dage. Nu er jeg helt tom.

Jeg vælger at sove indendørs, men jeg bruger ikke af nødbrændet (til dem der spekulerer på den slags!) Det er så få folk der kommer den her vej, at det må være ok, at jeg sover her.

Jeg pakker ud og får lidt mad i mig. Jeg har været igang i 9 timer og er vejret bedre i morgen, venter endnu en lang etape. Jeg håber, at det ikke sner. I så fald sover jeg videre!

Dag 63: 17 km Kamajaure – telt Ittecuolbma

Det skal vise sig at blive en dag, hvor jeg kommer helt ud i hjørnerne af mig selv..

Solen er næsten lige krøbet op over fjeldet, da jeg er klar klokken 7. Klar blå himmel og ingen vind. Jeg er helt overbevist om at jeg selvfølgelig tager endnu en lang etape. Den overbevisning holder lige nøjagtigt 4 meter, hvor jeg synker i, så skiene forsvinder og pulken føles som 100 kg dødvægt.

Der er ingen spor. Blot dyb sne. En smuk, uberørt overflade så langt øjet rækker. Jeg mister modet. For første gang på denne lange rejse, er jeg ved at give op. Jeg kan simpelthen ikke overskue at komme de sidste godt 100 km til målet, hvis det skal være i dyb sne.

Jeg arbejder mig fremad skridt for skridt. Tæller og stopper. Tæller og stopper. Fantaserer om skoterfolk der for fanden må skulle ud og køre i det fine vejr. De skal da vel ud og isfiske så røddingen er i hus til påskefrokosten? Åbenbart ikke! Efter 5 km bryder jeg sammen og hulker – i 10 sekunder. Så stopper jeg. Det går ikke, jeg må ikke give den følelse plads.

Efter 8 km, beslutter jeg mig for at telte ved lidt lav bevoksning som ligger 4 km længere fremme. Det betyder, at jeg kun når en tredjedel af dagens etape, men jeg kan ikke holde til mere. Min ryg klager sig og jeg vil ned og ligge.

Ude i det fjerne ser jeg en snescooter som skråer ind på leden. Så er der da lidt håb om fastere grund under skiene de sidste par kilometer. Det blæser frisk fra nordvest og det tiltager. Desværre dukker den på kortet angivede lave bevoksning ikke op og jeg bliver bekymret for, hvor jeg vil kunne finde lidt læ til teltet.

Jeg er ikke verdensmester i teltning om vinteren og slet ikke i blæst. Det er jeg udemærket klar over og derfor står jeg nu i en for mig særdeles udfordrende situation. Vinterteltning er jo ikke nemt at øve i Danmark! Jeg er nød til at have god tid til at løse opgaven og efter en mindre stigning, beslutter jeg mig for at slå lejr ved en lille brink i bakken. 17 km er det dog blevet til. Halvdelen af det jeg troede jeg kunne idag.

Jeg starter med at grave ca en halv meter ned, så jeg får teltet sænket. Det tager tid. Så finder jeg teltet frem og fastgører det i hver ende i skiene, så det ikke flyver fra mig. Siddende på knæ i lidt ly for vinden, får jeg de store buer på plads og kan begynde at grave pløkkerne ned som ankre hele vejen rundt. Til sidst lægger jeg sne på alle siderne og spænder linerne. Når man sætter pløkker ned om vinteren, lægger man dem vandret ned i sneen. Efter ca. 30 min er de som støbt i beton. Det samme er sneen som ligger på kanterne. Jo højere man kan få linerne i forhold til teltet, jo bedre. Jeg får dem højt, fordi teltet er gravet ned.

Jeg arbejder roligt og er glad for at jeg ikke har kørt mig selv træt inden. Resultatet er godt og for første gang synes jeg at teltet står stabilt. Det blæser frisk og det blafrer kun lidt i teltdugen.

Lidt over tre er jeg indenfor og kan skifte tøj. Jeg vælter omkuld og sover imens vinden suser. Det er lidt ligesom at sove i en tørretumbler med en bunke tennisbolde, men selv det kan man sove fra, når man er træt.

Jeg spiser en pose frysetørret og lidt nødder, men føler ingen sult. Bare træthed.

Dag 64: 24 km Ittcuolbma – Vuolimus Ravdojauri

Enten er miraklernes tid ikke forbi, eller også er jeg nødsaget til at melde mig ind i Folkekirken, fordi jeg har fået hjælp fra oven! Men det kommer vi til..

Jeg er vågen en del den her nat. Spiser chokolade som faktisk har en berolignende effekt på sindet som ikke bør undervurderes. Teltet står godt og jeg føler mig tryg. Først på natten har jeg det for varmt i soveposen, men sidst på natten bliver det køligt. Jeg vil tro godt og vel -15°. Måske lidt mere.

Det er ihvertfald ikke sjovt at skulle igang klokken halv seks. Jeg konstaterer pludselig, at min Garmin Inreach er afladet fordi jeg i nattens løb har taget den ud af soveposen. Da jeg vil lade den op, viser det sig, at den ikke vil og der er 1% strøm på! Jeg skynder mig at sende besked til Ole, så han ved at jeg har defekt. Så går den ud! Det er et alvorligt problem og jeg indser, at jeg burde have tænkt på at have to kabler til den enhed. Præcis som jeg har til telefonen. Men jeg kan ikke løse det, og må nu blot håbe på, at nogen holder hånden over mig.

Det er med den altoverskyggende bekymring, at jeg pakker sammen. Jeg får gravet teltet fri – sneen har pakket sig som beton rundt om det. Det sidste jeg gør er, at hælde kogende vand i støvlerne og sætte igang.

Det går stille og roligt fremad i dag. Solen er der af og til og udsigten er fin til alle sider. Mod vest ser jeg de høje norske fjelde, imens jeg går gennem et mere blødt og afrundet fjeldlandskab. Jeg tror ikke jeg før har været så ødet et sted. Det er fuldstændigt uberørt. Ikke en lyd. Skilte advarer af og til om, at jeg befinder mig i raketskuds område. Det er vel en meget god indikator for graden af ødemark. Jeg går ud fra, at de ikke øver raketaffyring lige i øjeblikket!

Jeg ser af og til et par rensdyr og en enkelt fjeldræv, hvis spor jeg længe kan følge.

Mit mål for idag er at komme de sidste 18 km frem til Råstojaure fiskecamp. Jeg ved ikke om der er nogen der, men jeg håber. Måske kan jeg få hjælp til min Garmin.

Jeg kan se samlingen af hytter i det fjerne. Ser en enkelt scooter køre derfra og tror på, at der nok skal være folk. Skuffelsen er derfor stor, da jeg klokken 13 står der – helt mutters alene. Alt er låst. Selv lokummet! Jeg står længe og tænker. Skal jeg slå teltet op eller bare gå videre? Det er lidt tidligt at stoppe for idag.

Jeg har fundet ud af, hvad det er som jeg synes er vanskeligt ved at telte herude om vinteren. Jeg har svært ved ikke at komme “frem”. At komme i sikker havn. Jeg bliver utryg. Selv en samling aflåste hytter virker mere trygt end ingenting. Alligevel vælger jeg nu at vende ryggen til dem og gå. Jeg må over det punkt.

Jeg har lagt en ny plan. Jeg tager godt 6 km mere frem til en såkaldt renvaktarstuga som er samernes. De er låst og ligger spredtrundt omkring i fjeldet. Der vil jeg finde læ og telte.

Efter et par kilometer går det op for mig, at der er en pæn stigning inden. Skal jeg tage den eller vente? Jeg beslutter, at når nu vejret er så fint idag, så kan jeg godt overskue lidt ekstra baglårs træning. For hundrede syttende gang i dag kan jeg ikke få støvlerne ud af bindingerne, fordi de fryser fast. Det er voldsomt irriterende at skulle have varmt vand parat, hver gang jeg skal skifte skin under skiene. Men det lykkedes og de lange skins kommer på, så jeg kan indtage bakken.

Hvis der er noget jeg er god til, så er det ihvertfald at gå op ad. Hellere en solid stigning end en uendelighed lige ud. Om der er noget jeg kan bruge den kompetence til i mit “normale liv”, ved jeg ikke.

Da jeg er næsten oppe, tror jeg, at jeg ser syner. Jeg stopper op. Stirrer og blinker. Jo, den et god nok. Der står en mand og en snescooter 100 meter fremme. Han står og taler i telefon! Hvor f… kom han lige fra?

Jeg sætter kurs mod ham og håber, at han ikke kører fra mig. Jeg har ikke talt med nogen i fire dage og gad faktisk godt lige have lidt kontakt. Han bliver stående og hilser. Spørger om jeg vil med ned til renvaktarstugan og have varmen! Ja, jeg må da godt få et lift derned og sove indendørs, hvis jeg vil det siger han. Jeg bliver rørt. Helt uden varsel, men har heldigvis solbriller på. Får fremstammet et ja tak til husly og nej tak til lift. Tænk, at lige den renvaktarstuga jeg har sigtet efter, er åben og at han lige står her midt ude i ingenting og telefonerer, da jeg kommer forbi. Hvad f…. er sandsynligheden lige for det?

Han kører i forvejen og jeg kører efter. Ved hytten er han der sammen med en kammerat. De kom i går og fisker lidt. Hytten er primitiv og opdelt i to. De bærer min pulk ind i det ene rum som er bundfrossen. I det andet rum sover de. Der er varmt og vi sidder en stund. Det er mænd af få ord, men de har et kæmpe 12 volts bilbatteri med og jeg kan få opladet mine powerbanks. Vi prøver også om vi kan få liv i min Garmin. Det kan vi ikke. Det er ikke ledningen, men selve stikket i enheden der er defekt.

I det hele taget må jeg konstatere, at der er en del af mit udstyr der ikke holder og det selvom det er dyrt. Følgende ting er ind til videre gået i stykker:

Bindning på ski
Begge støvler – syning gået op
Uldne skiunderbukser fuld af huller
2 par handsker/ tynde merinould hullet
Garmin Inreach vil ikke lade
Sele til pulk – der hvor træk fastgøres er revnet
Karabinhager til pulk er slidt ned
Lynlås i pulk
Stænger til Hilleberg telt vil ikke hænge sammen

Jeg pakker ud i mit rum. Brændeovnen er defekt og der er sne rundt omkring, men jeg er velfornøjet. Jeg kan nøjes med meget lidt. Jeg tager alt mit varme tøj på og smelter sne så alle flasker er fyldt og kryber i min sovepose. Hvis bare jeg kunne få min sender til at virke, så Ole ved, at alt er ok, så må man sige, at det ville være helt perfekt. Jeg føler mig ovenud heldig idag.

Sætter mig ind i varmen til de to herrer. Det viser sig, at de begge arbejder for redningstjenesten i Kiruna. I samtalen går det langsomt op for dem, at jeg har kørt 1300 km på ski og snart nærmer mig målet. De spiller kort og jeg får ladet min powerbank. Min Garmin Inreach vil ikke lade, men jeg kan sætte den i powerbank og lige nå at sende et spor og meddelelse. Så må jeg bare håbe at det er nok, hvis jeg havner i noget skidt. Jeg har ikke telefon dækning, men den ene har og jeg får lov at sende en sms til Ole.

Inden jeg siger godnat, hjælper de med mine bindinger. Svend-Erik som var ham der bød mig indenfor, giver mig sit nummer. Hvis jeg behøver overnatning i Kiruna, må jeg gerne sove på redningstjenesten. Det er godt nok “hårde løjer” at få så meget gæstfrihed og venlighed på en dag…Jeg går for mig selv og takker stille for at nogen holder hånden over mig.

Dag 65: 33 km Vuolimus Ravdojauri – Pältsa
Det er ret køligt i rummet her til morgen og isblomsterne på ruden er heldækkende… Jeg kan mærke, at min sovepose er klam fra natten før pga den kondens der skabes i teltet og mit tøj er fugtigt. Jeg pakker mig ind i mine dunbukser og dunjakke og holder mig varm.

De herrer ligger varmt og godt i deres soveposer, men jeg får hjælp til at skifte de to karabinhager som holder trækket til pulken og mine ski har de tørret over kaminen, så bindingerne er blevet isfri.
Da jeg skal gå, slæber de pulken ud, lægger mine ski for mine fødder og holder stavene. Meget galant, må man sige😉 Vi siger farvel på corona-vis (albuer) og jeg forlader dem.

Det er koldt! Klar blå himmel og en kold vind. Jeg vælger, at skære et hjørne af etapen ved at følge et langt rengærde istedet for vinterleden. Da jeg nu har strøm på telefonen, hører jeg podcast. Jeg tror, at jeg for altid vil forbinde Bardabing med mine utallige alenetimer herude i den hvide verden. Det hjælper på forunderlig vis at have noget lyd i ørerne. Tiden og kilometerne går hurtigere. Følelsen af at være helt alene midt ude i ingenting, forsvinder.

Efter godt 10 km er klokken 11 og jeg er ved Hurvejåkka vindskydd. Jeg sætter mig inde og spiser en klapsammen og overvejer dagen. Mod vest over de høje norske fjelde er der mørke skyer og vinden tiltager. Skal jeg fortsætte? På min inreach får jeg en besked fra Ole om at det skal blæse længere fremme. Det ser også sådan ud. Der er 23 km frem til Pältsastugan. Jeg beslutter mig for at overvinde min frygt for at havne i dårligt vejr og fortsætter.

Efter 5 km får jeg pludselig smerter i skridtet. Det kommer hurtigt og snart er hvert glid på venstre ben så smertefuldt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Jeg halter afsted, tager to iprener og bider det i mig. Er irriteret over, at jeg ikke har noget lidt stærkere smertestillende. Det gør seriøst ondt. Det er en sene eller muskel på indersiden af låret/lysken. Jeg overvejer længe om jeg skal stoppe og slå telt op, men solen er fremme og de mørke skyer holder sig i horisonten over Norge. Desuden vil den type skade jo ikke forsvinde på en nat og jeg skal i mål. Jeg giver ikke op nu!

Så jeg halter videre. Da der er 10 km tilbage, begynder jeg at tro på, at jeg kan komme frem idag. Jeg skal bare tage det stille og roligt og ikke fokussere på smerten. Vinden tiltager og jeg må dække mit ansigt helt til for ikke at risikere forfrysninger.

Ser et skilt med 7 km til Pältsastugan og herfra skal jeg da lige love for, at jeg får vind! Jeg stopper og skifter til lange skins ved stigningen ca. 4 km før hytten. Herefter er sidevinden inde fra Norge så hård, at jeg må sætte stavene godt fast i sneen for ikke at gå skævt. Jeg tror, at det blæser godt 18 s/m og så fyger sneen kraftigt omkring mig. Det er den slags vejr jeg frygtede, men nu står jeg her midt i det og jeg klør på. Jeg ved, at jeg kan det her!

Hytten kommer til syne og for sidste gang på denne tur, tænker jeg den tanke som jeg altid tænker i netop det øjeblik: Ingen er døde, når de kan se skorstenen på hytten. Det er min regel.

Lettelsen er enorm og tankerne myldrer. Tårerne truer med at omdanne skibrillerne til et lille akvarium. Endelig er jeg her – Pältsastugan er sidste stop inden mit mål. Herfra er der kun sølle 14 km igen. Det er så uvirkeligt, at jeg nu har tilbagelagt 1342 km alene på mine ski med min pulk på slæb. Det føles som en uendelighed siden jeg forlod Grövelsjön og skiltet med 1300 km til Treriksröset. Det er den største udfordring og præstation jeg nogensinde har stået overfor på egen hånd. Jeg har kæmpet indædt og vedholdende. Jeg har været frygtelig bange, super glad og alt der imellem. Hele følelsesregistret har været i brug og alle mine mentale og fysiske evner har været i spil. Jeg er slidt, men jeg er hel.

Hytten er lukket, men sikkerhedsrummet er åbent. Jeg begynder at fryse i samme øjeblik jeg sætter skiene og i flere timer ryster jeg. Jeg har for første gang virkelig svært ved at få varmen i kroppen. Måske er det en kombination af træthed, udmattelse og kulde over flere dage. Jeg hælder varme drikke ned og indtager 100 gram chokolade hurtigere end man kan sige Marabou.

Mørket falder på og jeg spiser sidste portion af min egen chili con carne med ris. Lakerer negle og ligger lige så stille og håber, at smerterne er til at holde ud, når jeg imorgen skal op af den lange stigning.

Dag 66: 23 km Pältsa – Treriksröset/Kilpisjärvi

Jeg ligger vågen fra klokken 02.30. Månen oplyser fjeldene udenfor og jeg kan ikke sove. Ligger i princippet bare og er klar i starthullerne.

Termometeret siger -20° udenfor og jeg er nærmest glad for, at jeg skal starte dagen med 6 km i opadgående retning, så jeg kan holde varmen. Da først solopgangen er ovre, er det blot endnu en gråhvid dag. Oppe på fjeldet blæser en kold vind som får Pippis Dannebrog til at blafre bag på pulken i dagens anledning.

Jeg afleder tankerne med endnu en af mine absolut favorit podcast – De sidste charterguider. Men selv et par gode grin kan ikke fjerne de ret stærke smerter fra benet og jeg skal virkelig tage mig sammen for ikke at pive højlydt. Det er godt, at det er sidste dag, men det tager en del af glæden.

Endelig kommer jeg ned mod målet. Midt i alt det grå og hvide kan jeg se den store gule betonklods som markerer grænsehjørnet mellem Sverige, Norge og Finland og altså Sveriges nordligste punkt. Jeg føler en stor lettelse og stolthed.

Det blæser koldt ved Treriksröset, da jeg lægger panden mod den gule beton og giver den symbolske klods en krammer. Desværre krammer den ikke igen og jeg kunne ellers godt lige bruge et solidt kram lige nu. Jeg nøjes med en fjeld-fie, imens kulden trænger sig på. Måske er jeg ekstra kuldskær, fordi jeg har ondt? Jeg er simpelthen nød til bare at vende ryggen til sejrsmonumentet og fortsætte videre mod Kilpisjärvi.

Jeg tror ikke, at jeg rigtig når at tage sejren ind i det øjeblik. Jeg står her jo alene og sejre er sjovere at fejre sammen. Så det må blive pr. efterkrav. Men ingen kan tage sejren fra mig – at være den første dansker der har gennemført Vita Bandet (og Gröna Bandet).

De sidste 11 km ud til Kilpisjärvi er lige så dødssyge som jeg husker dem fra sidste år, da jeg vendte om i mit første forsøg på Vita Bandet. Laaang sø og ikke et øje i forblæste finske Kilpisjärvi. Tager skiene af for sidste gang og humper op til vejen og ringer efter min finske taxi mand Petterin.

Det føles mærkværdigt at sidde i en taxi. Jeg vender de forblæste fjelde ryggen og kigger fremad. Tænker ved mig selv, at fjeldet er og bliver en djævelsk skønhed som man aldrig kan tøjle, men blot lære at omgås.

I Karesuando får jeg et helt vandrerhjem for mig selv og en Wi-Fi kode. Som prikken over i’et, henter manden der åbner for mig, en burger til mig på den lokale grillbar.

Så her sidder jeg og drikker boblevand fra mine svenske venner og spiser pommes frites. I morgen tjekker jeg ind på SAS og snart står jeg hjemme hos mine kære og skal igen leve et civiliseret og kompliceret liv.

Slut med at slikke skeen ren, børste tænder i energidrik, stikke beskidte fingre i øjnene, tisse med ski på, spise Marabou om natten og gå i det samme tøj i 66 dage! Det simple liv er ovre for denne gang og spørgsmålet er så, hvornår trangen viser sig igen. Trangen til at tage ud på eventyr.

10 tanker om "Dag 60-66 Abisko – Treriksröset"

  1. Hej Mette, gratulerar. Har följt din blogg hela vägen. Spännande läsning. Njut av din bedrift.
    Varma hälsningar
    Dan

  2. Det er så flot og jeg et super stolt af dig.
    Du er helt fantastisk og sej som en Bjørn.
    Jeg glæder mig til at få dig hjem.
    Kærligs din mand

  3. Vildt sejt gået. Det har også været min drøm i mange år, men pyha lyder virkelig hårdt. Men fedt at følge din færd

  4. Kære Mette. Jeg er rørt til tårer og så stolt af dig. You didn’t take no for an answer! Hverken efter sidste års forsøg eller under dette års utallige udfordringer og strabadser. Fra vores ture sammen ved jeg jo præcis hvordan det er og har, om nogen, kunnet føle med dig. Men solo gør det hele lidt hårdere, selv med podcast! Det er flot gjort! Stort knus og fjeldhilsen fra din Mor

  5. Vad härligt att du klarade strapatserna längs Vita Bandet! Det har varit roligt och intressant att följa dig här på sidan som du skriver så bra! Jag har följt dig sedan starten och har följt Garminpositionen varje kväll. Jag blev mycket orolig sista dagarna när positionen uteblev för att nästa dag blev en punkt. Har hon avbrutit, tänkte jag oroligt. Nästa dag var felet fixat, skönt, hon kör mot målet.
    Stort Grattis till VB! Ta fram konjaken när du kommer hem!

  6. Titusind tak fordi jeg fik lov til at læse om din fantastiske tur.
    Den største utmaning – og selvfølgelig klarede du den.
    Stort, stort tillykke herfra 🏆🇩🇰🇸🇪

  7. Bra jobbat! Jag är såå imponerad. En fantastisk prestation på egen hand! Intressant att läsa din självutlämnande och välskrivna blogg. En tur som lockar även mig men jag som jag förstår att jag inte klarar. Ge dig själv en njutbar belöning när du kommer hem.
    Hälsningar från Undis som gick på tur från Hemavan till Ammarnäs.

  8. GRATTIS!
    Du har gjort en fantastisk bedrift som fullföljt Vita Bandet!
    Mycket intressant och spännande att läsa om dina upplevelser!
    Imponerande!!

    Med vänlig hälsning
    /Magnus

  9. Stort grattis, Mette! Vilken resa du har gjort! Och tack för “den lille en” i Teusajaure.

Skriv et svar til Magnus Annuller svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret. Krævede felter er markeret med *