Gröna Bandet 2017

Det er umuligt, sagde tvivlen
Det er farligt, sagde frygten
Det er unødvendigt, sagde fornuften
Gør det alligevel, sagde hjertet

Så derfor! Jeg skal ud på tur igen og sommerfuglene er begyndt at føre på sig. Rygsækken er pakket og kroppen har det relativt godt. Jeg drømmer stort, men tager ét skridt af gangen, en kilometer af gangen og en dag af gangen. Første skridt er jo at turde i det hele taget.

Så turen går nu i første omgang til den svensk/finsk/norske grænse, hvor jeg spænder løbeskoene og trisser sydover….

Treriksrøset – Abisko 185 km

Der er helt stille i morgengryet, da jeg smyger mig ned af mellem birketræer og krat. Ikke en vind rør sig.    Det ville ikke gøre noget, hvis en elg ville krydse mit spor, men så heldig er jeg ikke. Rygsækken er let og maven helt tom. Det er 7 dage siden jeg startede ved den norsk-svensk-finske grænsemarkering “Treriksröset”. Egentligt skulle det være klaret på 6 dage, men vejret i søndags var ærlig talt ikke imponerende. Regnen silede ned og det betød høj vandstand i elvene. Så jeg delte en madration i to, accepterede at jeg skulle bruge en ekstra dag og gik så en kort dag uden vad der skulle passeres. En slags hviledag. Den dag havde jeg hytten helt for mig selv. Lige indtil kl 2 om natten, hvor jeg hørte yderdøren blive åbnet.. Jeg stod op, tændte pandelampen og trak i de lange uldne. Det er jo skønnest at møde natteravne med lidt tøj på! Jeg åbnede døren og der sad to drivvåde og udmattede ældre mennesker. De havde været undervejs siden kl. 10! De havde altså knoklet rundt i 16 timer, hvor af de sidste 4 var i mørke og tilbagelagt 25 km (som jeg næste dag tog på under 6 timer). Jeg sagde velkommen og gik i posen igen.
Jeg møder mennesker hver dag på min vej, men går altid alene. Denne første del af min tur går på den markerede rute der hedder Nordkalottleden. Stien er markeret med stenrøser og en rød klat maling eller et rødt T. Jeg ved godt, hvad t’et står for, men for mig står det for tryghed. Følger jeg t’et kommet jeg sikkert frem.

Ruten er bestemt ikke overrendt, men af og til krydser man hinanden. Nogen møder bliver til samtaler, andre bare et nik. I lørdags kom jeg frem til en lille fin hytte, hvor tre nordmænd sad og hyggede sig. Sødeste mennesker! Og de bød på rødvin, nyfanget  fisk stegt i smør og multebær. Og i går måtte jeg klemme en lille opstramner ned, for ikke at skuffe dem der bød i den hytte ? jo, tro det eller ej, der findes søde nordmænd.
Mine dage er ret simple og ens. Står op, taper fod, spiser mysli og drikker varm kakao. Læser lidt og pakker sammen. Så i gang. 6-8 timer i raskt trav. Jeg startede med 10 kg på ryggen. Nu er der ca. 7 kg. Jeg holder ikke rigtig nogen pauser. Vel fremme gør jeg alt i modsatte rækkefølge; pakker ud, spiser, læser, ordner fødder og sover. Ind imellem stikker jeg en pind i ovnen så jeg kan holde varmen. Jeg overnatter i Turistforeningens hytter som jeg har nøgle til. Her er senge, gasblus og brænde. Og lokum. Denne gang uden wc papir, hvilket har betydet at min ene pakke kleenex har været rationeret i urimelig grad!

Hvad går dagen så med? Jeg kan ikke bryste mig med, at jeg tænker store tanker. Eller finder svar på, hvorfor jeg ikke bare kan løbe DHL stafet lige som alle andre normale mennesker. Eller tage til Rhrodos og ligge ved en pool. Jeg har ikke fundet svaret, så indtil da fortsætter jeg. Når det bliver lidt tungt, begår jeg helligbrøde og fisker et headset frem og hører podcast. Eller synger med på ABBAs greatest på Ipod. Strøm er en mangelvare på lige fod med kleenex, så tiden med lyd i ørerne er også rationeret. Selvfølgelig nyder jeg naturen, men det er faktisk dejligt ind imellem at høre andre stemmer inde i sit hovedet end ens egen.
Ens egen stemme er nemlig ikke altid lige så fornuftig, rationel og positiv som den burde være. Den kan være så irriterende og i den grad trække en i den gale retning. Den kan virkelig have nej-hatten trukket godt ned over ørene! Det er her at en podcast fra Radio 247 bliver højaktuel. Når jeg jo ikke lige har dækning, så jeg kan ringe hjem og få lidt mental førstehjælp.
Turen er kun lige begyndt. Første del er ikke foregået i løb som planlagt, men jeg har besluttet, at det ikke er grund nok til at give op. Speed hiking er det nye sort ?

Abisko – Västerfjäll 240 km

Jeg sidder med fødderne i et lille orange fad fyldt med varmt vand og shampoo. Oven på endnu en dag med 35 km, et fodbad langt vigtigere end hårvask og så kan jeg jo samtidigt vaske mine mudrede strømper.

Jeg er helt alene her i det lille anneks i Västerfjäll som jeg har lånt af en sød svensk kvinde jeg aldrig har mødt. Der er faktisk ingen i de små hytter omkring mig. Men jeg nyder roen. Får tændt op i brændeovnen og hentet vand så jeg kan koge vand til mad. Solen går ned over fjeldet jeg skal op over i morgen. Jeg har nu været ude i 2 uger og det er en uge siden jeg startede på Kungsleden i Abisko.

Tidsplanen har været stram og derfor har der heller ikke været plads til en hviledag. Jeg synes ikke det gør så meget. Kroppen har det forbløffende godt og bare jeg hviler 12 timer hvert døgn, så er jeg klar til en ny etape.

Det føles allerede som en evighed siden jeg stod ved Kungsledens port.

Første stop var Alesjaure efter 35 km og som viste sig at gemme på en hyggelig overraskelse. Jan Bolander var stügvärd og da alle senge var belagt kom jeg til at sove som vip-gæst med alt , hvad det indebærer af goder. Jeg øver mig i mit svenske og får ros af de indfødte.

Den nordlige del af Kungsleden er i de grad overrendt i år og det myldrer med vandrerer fra mange nationer.

Næste dag møder jeg endnu en kvindelig grönabandar som er på vej nord på. Det er lidt mærkeligt, men det er som om vi kan spotte hinanden på afstand. Vi sludrer lidt og også i hendes øjne kan jeg se den særlige gnist som må udspringe af følelsen af at klare en kæmpe bedrift for egen kraft. Jeg er misundelig.

Jeg fortsætter helt frem til Singi og kryber træt i soveposen i en stopfyldt hytte. 37 km er langt i mit tempo, men hvis jeg skal nå at spise middag med min mor i Kvikkjock mandag aften, skal jeg ikke slentre af sted.

Vejret har indtil videre været på min side. Lidt regn, lidt sol og ca. 8 grader. Nogen har over natten drysset flormelis på alle fjeldtopperne og det er køligt på morgenstunden. Den første frost er her og myggenes timer er talte.

Turen fra Singi til Vakkotavarra er ingen kunst, men at  tage de 37 km i ét hug kræver dog en vis fysik. Og lidt held. Det blæser op, men jeg har heldigvis vinden i ryggen, da jeg først kommer forbi Kaitumjaure og derefter til Teusajaure, hvor jeg skal med båd over søen. Bådoverfarterne foregår på faste tidspunkter, men jeg er heldig og kommer med båden over med det samme. Jeg slipper dermed for 3 timers ventetid, men må vinke farvel til chancen for at få lidt varmt indenbords. Jeg har ingen kogegrej med på denne del af turen, hvilket gør frokost til en saga blot.
De sidste 16 km til Vakkotavarra er drøje og den ene  podcast afløser den anden. Jeg har snart hørt samtlige afsnit at Finsk Terapi og Det andet Kapitel. Der må nye downloads til inden turen fortsætter.

Nu forholder det sig sådan, at bus rimer på fusk. Ihvertfald når man er Grönabandar. Så der er ingen vej uden om – jeg må tilbagelægge de næste 30 km på asfalt til Saltoluokta. Det blæser kraftig, men jeg har medvind og nyder faktisk at jeg ikke skal tænke over hvor jeg sætter fødderne. Der er ikke meget trafik, men et par biler tilbyder mig et lift. Jeg ryster på hovedet og smiler. I Stora sjöfallet spiser jeg frokost og snart er jeg fremme ved båden over til den hyggeligste fjeldstation Saltoluokta, et rigtigt bad og 3 retters middag. Selvom jeg er fremme kl 16 er det svært at nå mine 12 timers hvile. Bad, sauna, vask af strømper, lidt indkøb, middag og snak med familien derhjemme. Middagen er som altid god. Man seates af personalet og jeg får hyggeligt selskab af tre svenske herrer.

Vågner til strålende sol over fjeldet og efter en solid morgenmad får jeg snuden i sporet og er efter godt 4 timer ved Sitojaure, hvor vi er to der mod lidt ekstra betaling kommer over med båden med det samme. Turen frem til Sitojaure er let vandret og rensdyrene går så nær mig, at jeg kan høre deres grynten.

 

Med udsigt til Sareks toppe nyder jeg min store madpakke som i dagens anledning består af rigtigt brød. Det sidste stykke frem til Aktse er magisk.

Jeg vågner til den smukkeste frostklare morgen, men over søen hænger tågen tæt og det glaciergrønne vand gør det helt umuligt at skelne vandoverfladen fra luften. Stügvärden indviljer i at sejle os de 2 km over, men han har bekymrende lidt orienteringssans. Med hjælp af gps og kompas får vi han guidet over. Kombinationen af blikstille mælkeagtigt vand og tæt tåge gjorde stemningen på søen den morgen til noget særligt, men jeg blev også bekræftet i at mennesket har en tendens til at gå/sejle i ring, når de mister orienteringen.

 

Foran mig ligger 37 km og jeg er kommet sent af sted. Men foran mig venter min mor i Kvikkjock og en god middag. Jeg ved jeg kan klare det, men det bliver en lang uendelig dag i dyb skov med rødder, sten og mudder. Tiden går dog bedre da jeg får fundet en podcast med eventyren Kaj Spangenberg og af og til stopper jeg og plukker overmodne multebær i skovbunden. Efter 8.5 time kan jeg gå under porten ved fjeldstationen, hvor min mor venter med et kram.
Elghakkebøffen ligger godt i maven.

14. Dag på tur. En lidt speciel dag, fordi jeg skal ud på den strækning som jeg gav op på i mit første forsøg.

Jeg er tidligt over deltaet i båd og kan begynde turen op gennem den gamle tætte skov klokken 9. Jeg er fast besluttet på at jeg skal besejre mig selv i dag. Det regner af og til og sveden hagler af mig. Rygsækken er lidt tungere, fordi jeg har proviant med igen. Jeg møder et par grönabandar som er på vej i samme retning som jeg er. Vores veje har krydset de seneste dage. Dagen går og Solen kommer frem. Jeg passerer det sted jeg slog lejr sidste gang. Tager et billede og fælder en enkelt tåre.

Snart er jeg i ved den lille trækirke i Västerfjäll. Jeg finder nøglen til det lille anneks jeg må låne og føler mig lettet.

Västerfjäll – Jäckvikk – 52 km

Dag 15. Jeg vågner til særdeles kølig morgenstund i det lille anneks i Västerfjäll. Jeg kan se mine egne ånde alt imens jeg klæder mig på. Jeg har nu haft det samme tøj på i 2 uger og selvom det er uld, så må jeg indrømme at det ikke just dufter af violer!
De 40 grader fra aftenen før er bogstaveligt talt gået op i røg og jeg må videre. Jeg pakker sammen, sletter mine spor og hænger nøglen på sin plads.

Bag den lille trækirke finder jeg en lille sporadisk sti som snor sig gennem det stille terræn. Solen kaster lidt stråler på skovbunden og snart er jeg tilbage på Kungsleden og fremme ved broen over Piteelven. Jeg møder en der er ved at lægge nye træplanker ud i det våde, mudrede terræn. Vi sludrer for en stund.

På den anden side af elven møder jeg endnu en grönabandar som også er på vej sydover. Han ligger i telt og ser træt ud. Jeg sætter mig og snakker lidt inden jeg tager hul på dagens opstigning i terrænet.

Det drypper lidt og regnbuen kommer frem og en elg viser mig den ære at stå stille og lade sig fotografere.

Jeg lytter til podcasten “Kvinden med den tunge kuffert” alt i mens sveden springer fra min pande.

Det går faktisk solidt op ad, men hellere det end ned ad. Vel oppe blæser der en strid modvind og landskabet er ikke specielt skønt af gå i. Sådan lidt rodet! Endnu et hak til op og et stort plateau åbner sig på ca. 1000 m o.h. Jeg kan se utroligt langt i alle retninger og fascineres ved tanken om at jeg har gået ude i horisonten dagen før og slutter ude i den nyr horisont til aften. (Hvad hedder horisonten som er bag én??).

Det er koldt og jeg skal bare frem. Jeg holder først pause da jeg efter 25 km, når ned i birkeskov igen. Spiser et par skiver knækbrød med rejeost på tube…  og chokolade og skifter podcast. Da jeg fortsætter af den snoede sti ser jeg en stor klat bjørnelort. Hvem ellers skider blåbær i de mængder?

Efter 34 km kommer jeg frem til Vounatjviken og solen skinner for en kort stund inden regnen tager fat. Jeg afslutter dagen med et bad og en elgburger.

Dag 16. Jeg kan sove længe, fordi båden over Riebnes først går kl. 9.30. Jeg tuller rundt og spiser morgenmad og pakker sammen. Det er jo nærmest en halv hviledag jeg har foran mig. Kun 18 km frem til Jäckvikk. En lidt uinteressant vandring bortset fra at jeg skal ud og ro.

Roning er absolut ikke en del af min komfortzone. Men heldet er med mig og der ligger to robåde på min side, da jeg kommer til passagen. Jeg har besluttet mig for ikke at give mig selv lov til at blive nervøs så jeg smider rygsækken op i den ene båd med det samme og trækker i båden for at få den ned af rampen. Den rokker sig ikke ud af stedet! Jeg prøver fra søsiden, men jeg er for lille. Den anden båd er af en anden type og så springer jeg på den i stedet for. Snart får jeg den fri og skubber fra. Jeg kan se den modsatte bred 300 meter væk og koncentrerer mig om opgaven. Jeg har ikke roet siden barnsben, men jeg kan! På den anden side står en mand som fisker og han hjælper med at trække båden op på rampen. Der er i alt tre både og havde der været en båd på min side, skulle jeg have roet tre gange. Jeg var heldig, men det må man godt være ind imellem.

Resten af eftermiddagen går med indtjeck på Kyrkans fjällgård, snak med grönabandare. Spisning og fodbad. Jeg får spejlæg og skinke  – proteiner er godt! Senere kommer den svenske grönabandar Tony  også frem og tjekker ind på rummet. Mine fødder får lidt ekstra opmærksamhed inden jeg kryber i posen.

Jäckvikk – Bäverholmen 155 km

Dag 17. Jäckvikk  – Bäverholmen 30 km

Det er vindstille og fint, da jeg forlader Jäckvikk og knokler op over fjeldet. Dagens mål er at komme til Bäverholmen, hvor jeg har reserveret et rum og forhåbentlig varm mad til aften. Men jeg skal være der senest kl. 17, da stedet lukker tidligt i dag.

Jeg holder tempoet og efter 2 timer er de første 10 km ordnet. Jeg krydser ind gennem Piejekaise nationalpark og det begynder at småregne. Ikke på nogen irriterende måde, men regntøjet må på.

Fødderne er som altid våde og mine trailsko er begyndt at revne. Det er utroligt at et par trailsko ikke en gang kan holde 500 km. Men det er faktisk ikke det værste. Det er min ene storetå. Der er gået betændelse ved neglen og den gør ondt. Jeg har givet den fodbad og håber, at det vil hjælpe. Men jeg er nervøs og bekymrer for om det vil udvikle sig til noget der kan genere mig. Resten af kroppen har det forbløffende godt.

Efter 22 km er jeg fremme i Adolfström – en meget lille flække for enden af en asfaltvej. Lige som i marts opsøger jeg Adolfströms kuriøse handelsbod. Den lille butik er som en gammeldags købmandsbutik med lidt af hvert. Det er en ældre dame der har den og vi sludrer alt i mens hun laver en kop the til mig. Der sidder jeg midt i butikken og drikker the af en fin kop og spiser kanelbulle af sølvstel! Den søde dame kan faktisk huske vores besøg i marts og jeg bliver fotograferet til hendes egen lille gæstebog.
Med mig får jeg nøglen til Rävfallsstugan, så jeg har et sted jeg kan sove på vejen til Ammarnäs.

De sidste 8 km til Bäverholmen er nemme og kl 15.45  er jeg fremme i lysningen, hvor der ligger et par små træhuse. Man kan om sommeren kun komne hertil med båd eller til fods. Om vinteren på ski eller med snescooter. Alligevel drives der her et lille overnatningssted med tilhørende spisning. Midt ude i ingenting. Der er ikke andre end mig. Jeg får serveret en tallerken med elgsteg, kartofler og brun sovs inden ejeren lukker og jeg kan kravle i soveposen.

Dag 18. Bäverholmen  – Ammarnäs 52 km

Jeg ved godt, da jeg slår øjnene op næste morgen, at jeg i dag skal præstere maksimalt. Plan B er at gå til Rävfallsstugan som ligger 42 km fremme. Det betyder at jeg næste dag skal gå 21 km inden jeg er fremme i Ammarnäs. Plan A er at gå direkte til Ammarnäs, hvilket i princippet er fuldstændig vanvittigt, fordi det er 52 km. Beslutningen skal træffes efter 33 km.

Klokken lidt over halv syv er jeg i sporet som smyger sig op gennem birkeskoven. Det er så fint vejr! Solen skinner på mig og da jeg kommer over trægrænsen kan jeg se milevidt frem for mig. Det er både godt og ondt at kunne se langt. Det gør det nogen gange til en evighedsvandring. Hvis landskabet har flere kanter og knaster, har jeg en bedre fornemmelse for at jeg kommer fremad. Jeg holder hvil i solskin og spiser rejeost på tube og hjemmebagt brød med tranebær fra handelsboden i Adolfström.

Efter 30 km småregner det og mine fødder er ømme. Måske er plan A alligevel ikke særlig smart? Fremme ved skiltet til Rävfallsstugan 9 km stopper jeg op. 17 km til Ammarnäs eller 9 km+21 km næste dag? En del af den op ad bakke..jeg sparer altså en del kilometer og en dag, hvis jeg bider tænderne sammen og går de 17 km direkte. Så det gør jeg. Og fra det øjeblik bliver der tungt.

Problemet med området omkring Ammarnäs er, at kortet ikke stemmer overens med virkeligheden.  Mange stier er ikke indtegnet på kortet og det forvirrer mig hurtigt at der tilsyneladende er vintermarkering (røde kryds) på sommerstierne på kortet. Jeg søger ned gennem birkeskoven, og synes bestemt jeg har mistet overblikket, da jeg endelig står på grusvejen der fører ned i dalen og videre. Jeg ved ikke lige , hvilken del af hjernen der herefter tager over, men jeg dropper grusvejen og fortsætter i stedet af en stig som ser fin ud. Efter godt 4 km begynder jeg at komme i tvivl om jeg har dummet mig og valgt en vinterlede. De egner sig sjældent til sommerbrug. Jeg går i mudder på en sti, men jeg kan hele tiden se friske spor af en hest og overbeviser mig selvom at hesten jo nok og så skal hjem til Ammarnäs. Bedst som jeg er ved at være mør og opgivende, står jeg på grusvejen. 7 km til Ammarnäs.  Jeg er træt, sætter “Det vi taler om” i ørerne og spiser resten af brødet inden jeg nu trasker frem mod målet.

Efter godt 52 km er jeg endelig fremme. Jeg tjekker ind på vandrehjemmet Ammarnäs Gaarden, får et bad og en skøn middag bestående af fiskesuppe med röding og elgburger. Med fødderne i sæbevand, dejser jeg omkuld. 52 km på 11.5 time skulle der til for at gøre mig fysisk mør. Det er jo godt at vide til en anden gang.

Dag 19. Ammarnäs  – Tärnasjö 36 km

Sover længe. Altså til klokken 7. Sætter igen min betændte tå i sæbevand og renser med klorhexedin. Pakker sammen og spiser en velvoksen morgenmad med vaffler til. Sådan! Jeg er klar.

Jeg vælger at følge asfaltvejen helt ud til StourTjulträsk søen og holde stien stik vest til Serve. Denne del er ikke Kungsleden, men det er jeg fuldstændig ligeglad med. Det er den letteste vej at gå i stedet for at gå via Aigert. I strålende solskinsvejr indtager jeg efter godt 22 km min primitive madpakke foran hytten inden jeg går videre.

Strækningen fra Serve til Tärnasjö er utrolig pæn – ikke mindst i solskin. Kontrasten til den dag i marts, hvor jeg gik samme vej på ski i hård vind, regn og våd sne, er enorm. Lige så skræmmende uvenligt fjeldet var den gang, lige så imødekommende er det nu. I marts var jeg virkelig presset her, hvor jeg nu går og fløjter melodier. I øvrigt er jeg ikke alene. Lugten af rensdyr er hele tiden nærværende og dyrerne krydser konstant mit spor. Jeg forskrækkes af en stor ren, da den prustende løber tæt forbi mig.

Tärnasjö hytten ligger smukt ned til søen og selvom jeg ved at saunaen ligger så fint i vandkanten, orker jeg blot at sætte mine fødder i sæbevand alt imens jeg læner mig tilbage i køjen og kæmper med trætheden. Dagens etape blev på 36 km.

Dag 20. Tärnasjö  – Hemavan 37 km.

En lidt særlig dag. Når dagen er omme, er jeg  halvvejs og jeg tænker på om jeg kan klare at fortsætte.
Da jeg mødte hytteværten i Tärnasjö igår og fremviste mig rabatkort for grönabandar, udbrød hun: Er du en af dem? Med lige del beundring og forundring i stemmen. Jeg svarede ” ja”, for jeg vil så gerne være én af dem. Men jeg er det jo ikke endnu.

Med solen i ansigtet begiver jeg mig af sted til Syter. Det er en særdeles smuk strækning. Efter godt 3 timer og 14 km er jeg ved Syterstugan, hvor jeg spiser frokost. Opstigningen til Sytetskalet går fint, selvom fødder er ømme. For første gang på turen, kan jeg mærke at jeg trænger til at hvile.

Jeg holder en kort pause ved Viterskalet inden jeg tager hul på de sidste 11 km. Snart kan jeg se ned til den lille by Hemavan og lufthavnen. De sidste kilometer ned er lange, men pludselig er der asfalt under sålerne.

Jeg går forbi fjeldstationen og ned til feriecenter, blot for at konstatere, at de har lukket for i dag. Det er rigtig træls, fordi jeg har sendt en pakke med diverse ting som nu ligger bag lås og slå. Pylret og sulten går jeg tilbage til fjeldstationen. Den rare mand i receptionen giver mig mig eget rum og et rent håndklæde. Der skal ikke meget omsorg til at gøre  mig barnlig glad.

Aftensmaden indtages på Nannas kök som efter min overbevisning laver den bedste pizza jeg har fået længe. Men måske er jeg bare seriøst sulten? Jeg vælter omkuld med de trætte fusser i sæbevand alt imens jeg prøver mentalt at komme videre. Heldigvis er det hviledag i morgen, hvor jeg har været ude på tur i tre uger.

Hemavan – Klimpfjäll 140 km

Dag 21. Hviledag Hemavan. Det går sjælden som præsten prædiker og min hviledag er langt fra afslappende. Jeg føler mig nærmest som ramt af granatchock da det går op for mig, at min depotpakke ikke er på den adresse den er sendt til og i følge sporing på postnord er den sidst set i Umeå for en uge siden… Jeg ringer både til postnord i Danmark og Sverige i flere omgange. Ingenting! Det er mig fuldstændig ubegribeligt at en så ringe kundeservice kan være statsfinansieret. Tårerne står i kø for at få frit løb af bare frustration. Men lige meget hjælper det. I pakken var mit kogegrej, tape til min skøre ankel, frysetørret, kontaktlinse væske og mine uundværlige kort til næste strækning. Min migrænemedicin er heller ikke kommet i det separate brev. Jeg bruger dagen på at få indkøbt det jeg nu mangler inklusiv nye trailsko. Medicin og tape kan jeg ikke skaffe. Langt om længe får jeg fundet et landkort så jeg har til 4 dage frem. Jeg er helt udkørt og spiser lidt brød mm på fjeldstationen sammen med grönabandare Frida & Mathias og et par andre vandrere. I sidste time kommer brevet med migrænemedicin.

Dag 22. Hemavan  – Joesjö 34 km
Jeg pakker rygsækken, løfter på den og må konstatere at mine mad indkøb fra dagen før har været for omfattende. Jeg pakker alt ud igen og går I gang med øvelsen “nice to have, need to have”. Brutalt, men nødvendigt. Jeg spiser det jeg kan og efterlader resten.
Foran mig ligger 34 km vejstrækning. Jeg fravælger at skrå over fjeldet, fordi elgjagten lige er startet og jeg nødig vil forveksles med en elg i jægernes eufori.
Det er hårdt at gå på asfalt. Kedeligt og hårdt. Eneste positive er vel at jeg for første gang ikke har våde fødder og at det ikke regner.

Det skal vise sig at Jöesjö i virkeligheden ikke er noget som helst. Der er lidt lige som Egense en kold novemberdag! Det jeg troede skulle være en campingplads, er blot en plads til campingvogne, en lille butik (grænsebutik) og et lille slagteri, hvor der indleveres elge. Det er koldt og blæsende. Jeg spørger i butikken efter overnatningssted og får at vide, at der blot er én mulighed: en privat lejlighed bag ved butikken. Hende der har den er lige ude at køre, men kommer snart.
Lad mig sige det sådan. Det er ikke det mest appetitlige jeg har opholdt mig i. Lejligheden ligger i enden af en garage ved ejerens beboelse. Den lugter af røg og kattetis. Jeg er så langt fra sart man kan være, men det kræver en dyb indånding at tage ophold her. Jeg er taknemmelig for at jeg har min sovepose, som her føles som et lille helle jeg kan krybe ind i. Jeg sætter min ømme storetå i sæbevand, men tager ikke penicillin. Ejeren af lejligheden banker på og byder mig indenfor på stegt sourvas (røget rensdyrkød) og tunnbröd. Jeg kan ikke få mig selv til at sige nej. I øvrigt sparer jeg en pakke frysetørret (Det skulle senere vise sig at blive ganske vigtigt).
Jeg lægger mig og venter på næste dag. Jeg har lagt en plan for næste dag og jeg skal tidligt op.

Dag 23. Joesjö  – Arevattnet 25 km
Jeg kan se på oversigten over andre grönabandares spotsignal, at der er et svensk par med hund blot 4 km foran mig. De sover i telt. Min plan er at indhente dem. Jeg føler mig usikker på den etape som er næste dag og det ville være optimalt ikke at skulle gå alene.

Klokken 8 finder jeg dem og spiser min morgenmad ved deres telt. De hedder Johanna & Rasmus og deres skønne border collie hedder Yip Yap. De vil godt følges ad og i solskin finder vi den lidt usynlige sti som dog er fint markeret med sten på højkant. Snart er vi over trægrænsen og har fin sigt. Landskabet er sværere at orientere sig i, fordi fjeldene ikke er markante og forskellige, men når solen skinner og man kan se de små stenmarkeringer, er det let at vandre her.

Vi spiser frokost i solen, men derefter er jeg så våd og kold om fødderne at jeg går i forvejen. De går lidt langsommere end mig og jeg beslutter mig for at gå i forvejen og få gang i brændeovnen og få hentet vand.

Inden jeg går ned mod hytten, møder jeg ca. 50 rener på et stort snefelt. De stirrer på mig og jeg på dem.

Efter 25 km kommer jeg frem til hytten som er en ulåst Länsstyrelsen hytte. Arevattnetstugan. Der er brænde og ét rum med køjesenge og så den uundværlige brændeovn. Da jeg har hentet vand og tændt op kommer de andre og snart er der varmt og dejligt indenfor. Mine nye trailsko er drivvåde og min storetå øm. Den dunker. Jeg sætter den i sæbevand og håber, at den vil falde til ro.
Vi småsnakker i hytten og aftaler at gå tidligt næste dag. De vil også forsøge at gå hele vejen til næste hytte, hvilket er ca. 38 km.

Dag 24. Arevattnet – telt 40 km
Det skal vise sig at blive turens hidtil mest oplevelsesrige, uforudsigelige og ikke mindst krævende dag. Men det vidste jeg heldigvis ikke, da vi gik lidt i 8. Den stenmarkerede rute rundede Arevattnets vestlige ende. Herefter forsvinder markeringen i høje vidjer (buskads)..

Ruten fortsætter relativ stejlt op, skyerne hænger lavt og der er regn i luften. Over ca. 2 km skal vi ca. 500 højdemeter op. Snart er vi oppe, hvor sigtbarheden er lav, men vi kan hele tiden se næste sten. Her er ingen sti. Vi runder Stoere Tjahke og skal så godt 300 højdemeter ned, hvor vi passerer Skalvattnet på afstand. Jeg må sige, at denne del af turen faktisk er den med den største følelse af vildmark. Her er øde og barsk i forhold til Nordkalottleden og Kungsleden. Ingen tegn på at der er mange der går den her rute.

Vinden kommer fra stik øst og er kold. Den rute vi følger slutter oppe på fjeldet, fordi en del af den stejle fjeldside er skredet ned. Der er derfor nu to muligheder for at komme ned i Skalmodalen. Enten skal vi fortsætte op på fjeldet Aamere og holde kammen til den østlige ende af Skalvattnet, hvor vi så skal finde en sti ned i dalen. Alternativt skal vi sigte mod grænsemarkeringen til Norge og gå lidt sydvest ned i retning af Nybrot og så gå 12 km på vej. Pga den kolde vind og vejret beslutter vi os for det mest sikre valg – at gå mod Nybrot. Vi passerer to grænsemarkeringer og holder ca 200 meter til højre for dem ned gennem krat, birkeskov og tæt skov. Det er uvejsomt terræn, men vi ved at vi ikke kan gå forkert, fordi vejen er i bunden af Skalmodalen. Pludselig rammer vi et firhjulsspor og vi snart er ved nede. De første 12.5 km er klaret på 4 timer.
Efter en kort pause går turen videre af vejen, hvor vi efter 1 km krydser grænsen og er tilbage i Sverige.

Herefter følger godt 11 km vej. Vi spiser frokost ved rastepladsen og jeg glæder mig over at jeg nu har kogegrej så jeg kan få lidt varm suppe.

Klokken 15 er vi ved broen over Vapstälven som er den eneste elv i Sverige som løber ud i Atlanterhavet.

Nu skal vi “bare” over Västra Vardofjället og frem til Åtnikstugan. En strækning på 15 km.
Ruten vi vil følge står som en ikke markeret sti, men vi ser stien ganske tydeligt og der er også sten markering. Efter 5 km krydser vi en bro og skal godt 200 hm op på fjeldet. Her har samerne kørt med firhjulede så sporet er fint og tydeligt helt frem til rengærdet. Vi kravler under. Jeg fryser om fingerene, men luner mig ved tanken om hytten der venter os.

Da der er godt 2 km tilbage er klokken halv syv. Stien er ikke mere markeret i birkeskoven og snart er det svært at skelne eventuel sti fra de spor rensdyr og elg efterlader sig. Lige efter de to små søer mister vi sporet. Det er ved at være skumring og vi bliver usikre alle tre. Vi kontrollerer kompasset og prøver at holde en retning ned gennem skoven. Ingen hytte at se.

Jeg har ingen telt med og jeg kan ikke overnatte under åben himmel. Det er vådt. Vi står i sump til langt op på benene (myrer) med birkeskoven i ryggen. Vi ved reelt set ikke, hvor vi er. Vi er gået vild. Vi går mod øst i kanten af sumpen, men klokken 20.30 indser vi, at vi må give op for i dag. Vi er trætte og kolde og det er snart helt mørkt. Jeg føler mig lidt fortabt og uendelig lille, men vi bevarer alle roen. Johanna og Rasmus skal nu have en fremmed til at sove i deres telt, men de tager det i stiv arm.
Jeg henter vand og de sætter teltet op. Rasmus koger vand imens Johanna rigger til i teltet. Vi får varmt mad indenbords alle tre og lægger os. Yip Yap må ligge i apsis. Heldigvis er der et liggeunderlag jeg kan ligge på og jeg er igen taknemmelig for at jeg har sovepose med og at jeg valgte at følges med disse to skønne mennesker. Teltet er til to personer, men de rykker sammen og gør plads i mere end én forstand. Jeg tager alt det tøj på, jeg har med. Jeg tør næsten ikke kigge på min storetå. Den dunker og er rød og hævet. Der er gået betændelse i den ved neglen. Den er så øm, så selv det at have strømper på gør ondt. Jeg finder mit penicillin frem. Det må være det rigtige at gøre.
Natten er lang. Jeg kan høre regnen på teltdugen. Jeg indser, at jeg ikke har sendt ok signal på spot til Ole. Men hvis jeg havde, ville han jo blive urolig, når han så at jeg ikke er ved en hytte. Men han ved jo, at jeg ville gå sammen med det svenske par og at de har telt med. Måske er det kun mig der sover uroligt.

Dag 25. Telt ved Åtnikstugan /hviledag

Jeg beslutter mig for at se på uret og klokken er 7 og får sendt et ok spot signal til Ole. Vi kigger alle tre på kortet igen og lægger en plan. Vi tror, at vi er ca. 1 km vest for hytten, men det er sindssygt svært at fin orientere sig på et kort med målestok 1:100.000. Vi ved at der syd for hytten skal være en tydeligt, vintermarkeret sti (røde træ kryds på pæle) en større elv og derefter skal der være en langt rengærde. Vi er 100 % sikre på at vi ikke har krydset nogen af de dele. Vi kan enten forsøge at gå tilbage op igennem skoven for at se om vi kan finde de to små søer, hvor vi tabte stien. Eller vi kan gå syd, ud over sumpen og forsøge at finde sti, elv eller rengærdet for på den måde vide, hvor vi er. Vi gør det sidste. Terrænet er det rene sump og vidjer. Jeg har mudder til knæene. Jeg er fattet, men absolut ikke i min comfortzone.

Efter godt 500 meter kan jeg pludselig se noget lyst mellem træerne på vores højre hånd (vest). Samtidig kan Johanne se et rødt kryds. De har en lille kikkert med. Det er et rødt kryds! Vi tager sigte på det og snart kan jeg se, at det lyse mellem træerne er taget på hytten, ca. 100 meter nord for krydset. Jeg har kun få gange i mit liv oplevet en så befriende og stor glæde ved at se et lille rødt træhus. Alle gange har været her i Lapland i pressede situationer.

870 meter var vi fra hytten! Men vi var altså ikke på vestsiden af den som vi troede, men på østsiden. Vi kan nu se, at vi må være kommet ned ca 200 meter øst for hytten, og så er vi gået yderligere 600 meter øst på, dvs i forkert retning. Vores held var sluppet op i går, men jeg er helt overbevist om at min stille bøn til Pippi Langstrømpe her til morgen, har hjulpet. Jeg kiggede hende dybt i øjnene.

Vi tager ét sejrsfoto og jeg trykker endnu et ok signal til Ole og vi får varmet hytten op. Vi hælder vand og mudder ud af skoene, tørrer telt og hund og koger vand. Tænk at en gammel, lille og simpel hytte kan give én følelsen af femstjernet luksus. Jeg kommer nok aldrig til at glemme Åtnikstugan. Endnu et ulåst stykke himmerige i vildmarken. Og så koster det kun 100 sek pr. Nat!

Jeg skal ihvertfald ikke gå mere end de 870 meter i dag. Regnen siler og selv om jeg nu er en dag bagud i forhold til min plan, så vil jeg slappe af og pleje min betændte tå alt i mens jeg skriver disse ord. Dagen må indhentes senere. Jeg takker Johanna og Rasmus for deres gæstfrihed.

Dag 26. Åtnikstugan  – Klimpfjäll 40 km
Efter en hviledag skal det nu blive godt at komme ud i regnen! Efter mange dage på tur sidder morgens rutiner på rygraden. Min madration er ved at være brugt op, så det bliver bare to stykker knækbrød og 2 skiver ost til morgenmad. Klokken 7 siger jeg farvel til Johanna & Rasmus og begiver mig af sted.

Først skal jeg følge vinterleden 9 km til Remdalen. Det regner, men regn findes i mange varianter. Støvregn. Finregn. Regn. Vedvarende regn. Silende regn. Styrtregn, Skomagerdrenge og skybrud. Tror jeg i dag stifter bekendtskab med alle slags undtagen den sidste.

Så det støvregner her fra morgenstunden. Jeg sætter et godt tempo og kommer hurtigt til Remdalen. Jeg finder starten af sommerstien som i følge kortet skulle være markeret. Det er den ikke og nu regner det. Jeg går på kanten af skrænt og har elven på min venstre side. Stien er svær at se. Jeg bliver i tvivl. Skal jeg over på modsatte side? Efter en kilometer krydser jeg over og forsøger at finde stien, men den er der ikke. Jeg opgiver og krydser elven tilbage og følger er svagt spor der kan være en sti. Det kan også bare være spor fra rensdyr. Efter godt 3 km i tvivlens tegn, lidt frustreret, kommer jeg op på selve skrænten og kan konstatere at stien er der og oveni købet tosporet.

Jeg går nu på Norgefararleden og passerer den meget mystiske og ikke mindst meget fotograferede  cykel som står parkeret her midt i ingenting.

Herfra er stien fint markeret og meget let vandret. Landskabet er smukt og nu farvet i rødlige og gule nuancer. Efteråret er kommet.

Regnen er nu vedvarende og jeg føler mig våd til skindet. Siden Joesjö for 3 dage siden har jeg ikke mødt nogen. Af hytternes gæstebøger fremgår det og så med al tydelighed, at det primært er de få grönabandar som går denne strækning.

Efter 19 km er jeg klokken 12 fremme ved Tjåkkelestugan som også er lille stykke ulåst paradis i rødt træ.
Jeg beslutter mig for at holde en times hvil. Får tændt op i den lille kamin, smider det våde tøj og varmer vand til en kop suppe og varm kakao. Mine regnbukser er overhovedet ikke vandtætte og min skaljakke kan heller ikke hamle op med disse vejrforhold og jeg har intense fantasier om mine dejlige gummistøvler som står derhjemme. Jeg tager tørre ski underbukser på og tørre strømper og så alt det våde tøj uden på. Tænker på om jeg skal pakke ud og blive i stedet for. Regnen siler ned.

Jeg går selvfølgelig videre. Jeg må gå mig varm. Stien er her let at følge og og jeg kan vagt ane at fjeldene omkring mig er smukke. Ikke mindst passagen gennem Durrenskalet er spetakulært selv om det er blæsende. Jeg stopper kort op for at tilfredstille min knurrende mave med et stykke knækbrød. De sidste 8 km er virkelig ikke i den sjove ende. Jeg er drivvåd. De store mængder regn får alting til at sejle. Jeg har en plade Kex tilbage som indtages i små stykker efter hver kilometer. Jeg hader at have for lidt snold!

Endelig står jeg på asfalten i Klimpfjäll. Jeg har de sidste 4 dage ikke haft signal på telefonen. Jeg får den pakket ud af plastposen og der tikker en besked ind fra grönabandare Frida & Mathias. De har holdt en hviledag og tilbyder mig at sove i den lille lejlighed de har lejet på Klimpfjäll Gaarden. Skønt! Varmt bad og hyggelig middag hos italieneren på gaarden. To andre grönabandare spiser og så med. Det er disse møder der gør det hele meningsfuldt igen.

Klimpfjäll – Gäddede 107 km

Dag 27. Klimpfjäll  – Slipsikstugan 12 km
Det er en kort dag eller en lang dag alt efter, hvordan man vælger at anskue det.
Da jeg fortsat går uden telt, skal de næste 3-4 dages overnatning arrangeres inden jeg forlader Klimpfjäll. Og som det af og til er med skrivebordsplaner, så klarer de ikke den virkelige verdens lakmusprøve.
Jeg må derfor genoverveje valg af rute og jeg bruger morgenstunden til at trække i forskellige tråde og livliner.

Jeg kan ikke få fat i første planlagte overnatningssted i Raukasjö og Ankarede på anden dagen er heller ikke let. Endelig får jeg et nummer til en dame som bor sammen med én som måske kan hjælpe, men som alle andre er han på elgjagt. Hun når ikke at ringe tilbage inden jeg går, men jeg satser på at hun hjælper mig, når jeg får telefon dækning igen i morgen. Tredje etape driller også, fordi den – alt efter rutevalg er 45-50 km. Så overvejelsen går på at tage en ekstra dag og forsøge at få fat på én der vist nok har en lille hytte på halvvejen. Ellers skal jeg sove i en lille rastehytte og det kan blive en kold fornøjelse. Men som det er med alt andet, må jeg også denne gang tage en dag af gangen og løse tingene med opfindsomhed, svensk gæstfrihed og lidt held.

Så derfor går jeg i dag kun 12 km frem til den ulåste Slipsikstugan. Jeg køber mad ind i den lokale Handlaren og får pakket rygsækken med forskellige slags fladbrød, suppe, nudler, ost, postej, smør og salami. Samt godt med snold. Ikke den mest spændende menu, men nok til 4 dage. Jeg når også at få hjælp af min svenske livline, læge Florian, som vil sørge for at få en recept frem til Gäddede om 4 dage, så jeg kan få styr på min betændte tå.

Vandringen er i den særdeles lette ende og hytten ligger meget åbent og øde på fjeldet. Den er nyopført, fordi de sidste gæster om vinteren glemte at lukke døren og der gør man ikke uden fatale konsekvenser.

Jeg møder de to kvindelige grönabandar fra i går som er på vej videre. Vi udveksler telefonnumre.

Resten af dagen går med læsning. Bortset fra vinden i skorstenen er her helt stille. Jeg hygger mig, men længes efter at komme videre. Jeg vil helst tilbagelægge 35 km om dagen og indhente den dag jeg mistede forleden.
Mørket falder på og søvnen kommer listende.

Dag 28. Slipsikstugan  – Ankarede 40 km
Jeg vågner flere gange om natten, fordi det blæser kraftigt og regner. Når der ind imellem er helt stille, vågner jeg også.

Klokken 7 ser vejrudsigten – den lige ude foran vinduet – urimelig dårlig ud. Jeg afventer, laver the på min primus og smører madder til morgenmad og frokost. Kort tid efter kan jeg ane fjeldet jeg skal over og så er det bare om at komme i gang.

Jeg husker at lukke døren helt, inden jeg tager hul på endnu en lang dagsetape. Skyerne hænger tungt, men de holder i det mindste tæt. Til gengæld er underlaget ekstremt vådt. Sumpet og mudret. En smagsprøve på, hvad resten af dagen vil byde på.

Turen frem til Raukasjö går fint og solen giver mig lidt selskab af og til. Jeg runder Raukaselet og har gået 16 km, da det for alvor bliver træls terræn.  Det er sump og selvom leden står anført som både Sommer- og vinterled, så er den reelt set tale om en vinterled. Den er krydsmarkeret, men jeg går i vand og mudder til anklerne de næste 20 km med få undtagelser.

Området er ellers super smukt, klædt i efterårets farver og vindstille. Jeg stopper af og til og undrer mig over, hvor stille der rent faktisk kan være. Af og til krydser et rensdyr mit spor og jeg tror jeg ser tre traner lette fra et vandhul.

Heldigvis kan man jo kun blive våd én gang, så jeg tænker efterhånden ikke over at jeg sopper i vand. Dog er det ret tungt at komme frem.
De sidste kilometer er i tæt, lidt dyster skov, men jeg kan høre Lejarfallet på afstand og snart står jeg ved bredden af Lejarälven der snor sig det sidste stykke ned til Ankarede.

Ankarede består af en fin lille trækirke som vist er den sydligste samiske kirke og et par der tilhørende små trækåter og et par små røde hytter. Jeg har fået en sms fra ham jeg ringede til dagen før. Han vil komme med en nøgle til én hytte jeg kan sove i.
Han dukker op, bedst som jeg er begyndt at tvivle. Endnu en gæstfri og hjælpsom svensker. Det er med stor taknemmelig at jeg finder mig til rette i den lille idyl med indlagt strøm. Hvilken luksus! Vand henter jeg i et lille servicehus ved parkeringen ved siden af, hvor der også er wc. Jeg er også her helt alene i skumringen.

Jeg prøver at få fat i ham der efter sigende har en lille hytte jeg kan låne i morgen, men jeg kan ikke komme igennem. Igen hjælper min svenske livline Florian mig og snart kan jeg slappe af ved tanken om at jeg i morgen også har et sted at komme frem til.

Jeg studerer kortet og minder mig selv om, at jeg skal blive bedre til at klappe mig selv på skulderen, når jeg endnu en gang tilbagelægger 40 km på 9 timer. Huske at holde fast i hverdagens sejre og slippe nederlagene hurtigt.

Dag 29. Ankarede – Väktamon 25 km
Det er svært at slippe håndtaget til min lille idylliske hytte overfor kirken. Det føles bare langt mere tiltalende at blive indenfor, drikke varm the og have tørre fødder.

Dagens etape er kun 25 km. Skyerne hænger tungt og jeg starter ud med en lille frisk stigning på ca. 400 højdemeter de første 5 km op til Rödfjället og Rödfjällsstugan. Ganske rigtigt er alle de store sten i fjeldet karakteristisk rødbrune, hvilket jeg ikke har set før på turen. Nu kommer regnen og snart siler det ned. Jeg går igen i sump og mudder og bander over at mine Haglöfs regnbukser ikke er vandtætte overhovedet. Der burde være en straf for at sælge regnbukser der ikke tåler regn!

Da jeg går forbi Sielken er stien væk og jeg følger blot krydsmarkeringen og er våd til skindet. Min dyre Bergans skaljakke kan heller ikke klare mosten. Jeg krydser en elv, hvor broen er revet væk og begynder anden opstigning på ca. 400 højdemeter over 2 km op til Balkesbuorke. Heldigvis fryser jeg ikke, når jeg går så meget op ad.

I passet ligger der en lille rasthytte og jeg beslutter mig for at jeg må ind og få noget varmt at drikke og min madpakke. Indenfor møder jeg de to søde kvinder fra team rigmor som også er grönabandare. Det er hyggeligt at grine lidt, men jeg må videre inden jeg for alvor bliver kold i mit drivvåde tøj.

Inden jeg begynder nedstigningen i rasende tempo, får jeg lige et glimt at en fin regnbue på den mørke himmel. Regnbuer og spejlblanke søer der spejler landskabet i overfladen er noget af det fineste at forevige.

Jeg småløber for at få varmen og snart er jeg i gang med den tredje stigning. Da jeg runder toppen og kan se ned til Väktamon, skinner solen og med fornyet energi dribler jeg af sted. De sidste 9 km på 1,5 time og jeg er fremme ved den velholdte gård ved Väktamon, hvor jeg har fået lov at låne deres lille anneks.

Regnen vælter snart ned igen, men jeg er i læ og nyder at dagen ikke var så lang, når nu der skal være så fugtigt. Efter et stykke tid kommer team rigmor og de beslutter sig for at tage mod tilbuddet om også at sove i det lille anneks med levende lys og gasovn.

Ejeren kommer over og tager mod betaling og viser os, hvor dasset er. Hun undskylder lidt håndtagets udformning…. Jeg tænker blot, at kreativiteten absolut trives i bedste velgående her i vildmarken !

Dag 30. Väktamon  – Gäddede. 30 km
Der er trangt i den lille hytte, men det gør ikke noget. Vi spiser morgenmad og jeg går først. Jeg vil gerne tidligt frem, så jeg kan få følelsen af en hviledag. Da jeg er ved at være godt træt af sump og mudder, tager jeg grusvejen. Jeg spænder rygsækken så den sidder helt tæt på ryggen og dermed bæres lidt mindre af hoften. Rygsækken vejer ca. 8 kg og jeg finder langsomt en rytme, hvor jeg jogger de næste 10 km. Det er anden gang indenfor et døgn at jeg har lyst til at løbe. Måske fordi terrænet reelt set ikke har været egnet til løb tidligere pga min svage ankel. Men her fungerer det og efter kun 1.5 time er jeg fremme ved asfaltvejen til Gäddede.

Jeg hader asfalt! Det er ensformigt og hårdt ved skinnebenene, men fra nu af og de næste 200 km vil der være en del asfaltstrækninger. Efter 23 km holder jeg frokost pause i solen inden jeg efter i alt 30 km på blot 5 timer kommer frem og nærmest har følelsen af at have lavet for lidt.

Gäddede er ikke nogen stor by – ca. 400 indbyggere, en tank, en ICA nära, turistinformation, snescooter- og fiskeri butik og Gäddede Camping & stugby. Jeg finder det lille apotek, hvor der ligger en antibiotika salve klar til mig og trasker til campingen. Her bliver jeg mødt i døren af en kvinde der ved at jeg hedder Mette. Tænk at være ventet af en fremmed så langt hjemmefra! Hun overrækker mig min depotpakke som jeg har fået sendt op. I pakken er blandt andet mit telt. Til min store overraskelse, giver hun alle grönabandare gratis overnatning i hytte. Det bliver jeg lidt rørt over. Svenska Turistforeningen gav os ikke en gang rabat på overnatning på fjeldstationerne og her sponserer en privat campingplads os.

Jeg indkvarterer mig i hytten med eget bad og tørreskab og får et længe tiltrængt bad. Jeg får også vasket alt mit tøj i hånden. Det er som en genopstandelse at blive vasket! Senere dukker team rigmor op og tager anden halvdel af hytten.

Jeg studerer mine kort for den næste uge og bliver klar over, at jeg skal have mad med til 7 dage. Jeg har frysetørret og müesli, men resten skal jeg have købt. Det bliver svært at få plads til i rygsækken, samtidigt med, at jeg også nu har telt og liggeunderlag. Det bliver tungt de næste par dage og maden skal rationeres, hvilket er vanskeligt fordi jeg typisk forbrænder 3500 kcal om dagen.

Efter en tur til ICA er maden og ikke mindst chokoladen indkøbt. Læser et opslag på FB om at man burde afskaffe kage på arbejdspladsen, fordi det er den der er årsag til at folk ikke kan holde vægten og deres evindelige slankekure. Mage til sludder! Det er næppe det styk kage der gør udfaldet, men derimod menneskers inaktivitet, når de ikke er på arbejde.

Team rigmor har fået nys om at der er taco buffet på den lokale  (38:an) for kun 99 sek. Vi indtager buffeten og må med skam konstatere at det ikke blev os de lavede overskud på. Jeg har ihvertfald forsøgt at spise på forskud, så jeg er klar til en ny etape i morgen.

Gäddede – Rörvattnet 97 km

Dag 31. Gäddede – Munsvattnet 36 km
Morgenstunden går med at få pakket alt for meget i alt for lille rygsæk. Jeg går med en Osprey rygsæk 48 liter og den er bedst egnet til maksimalt 12 kg. Bæresystemet er ganske enkelt ikke godt, hvis den er meget tungere. Men det bliver den desværre nu, fordi jeg skal have proviant med til 8 dage herfra. De to købmænd der er på næste strækning har lukket fra lørdag kl. 14 og søndag. Det passer præcis med at  jeg ikke kan handle, når jeg passerer. Desuden har jeg ændret lidt på ruten. Alt i alt betyder det, at jeg nu har frysetørret og mad fra det lokale supermarked samt telt, liggeunderlag, gas, ekstra varm trøje og tape som skal i rygsækken. Ved et lille lokalt byggefirma har jeg skaffet to pakremme for at jeg kan montere soveposen uden på rygsækken sammen med teltet.

Hvis jeg dagen før havde en følelse af at rygsækken var fjerlet (8-9 kg), så føles den nu som bly. Den vejer 20 kg og fra første skridt tænker jeg kun på én ting: Hvad kan jeg undvære? Hvad skal smides væk?

De første 24 km går ad grusveje som strækker sig i uendelighed frem for mig. Solen varmer samtidig med at regnen kommer og går. Jeg kan mærke at den tunge rygsæk tager på mine kræfter. At bære mere end 1/3 af sin egen kropsvægt slider.

Jeg følger grusvejen frem til Hallingsåfallet, hvor jeg spiser frokost imens jeg venter på de to grönabandar Emma & Kajsa som jeg delte hytte med. Vi har aftalt at følges ad resten af dagen. Da de dukker op, går vi frem til selve vandfaldet. Det er faktisk ret imponerende og den slugt det falder ned i, skærer sig 800 meter ned gennem skoven. Vi krydser broen og det giver en skrækkeligt sug i maven at gå få meter fra kanten af det 42 meter dybe fald.

(Notat til andre Grönabandare: Umiddelbart efter broen finder vi den lille smalle sti. Den er her markeret med en rød ring på træerne. Efter 2 km slutter stien ved en gammel grusvej. Vi har heldigvis dækning og kan konsultere Fjällsäkerhets appen, hvor man får sin position direkte på fjeldkortet. Vi skal gå 100 meter til venstre og så følge en tydelig grusvej til højre endnu 1 km frem. Her går der en lille sti ind i skoven på venstre side. Den er lidt utydeligt markeret med gamle røde ringe på træerne, men den kan ses. Godt 5 km efter Hallingsåfallet deler stien sig lige inden et stort område med sump/myr. Det er meget svært at opdage, fordi skiltet står godt 25 meter til højre for stien. Den sti der går til Munsvattnet går til højre i kanten af skoven, så man har myren/sumpen på venstre side. Stien er lidt utydelig med få gamle røde markeringer på træerne. Ca 500 m inden Munsvattnet løber stien ud i en tydelig to sporet sti. Gå til højre for at komme frem til broen. Afstanden fra Hallingsåfallet til Munsvattnet er 12 km).

Efter godt 36 km er vi fremme og leder efter teltplads tæt på broen. Der er ikke lige frem meget og vælge i mellem, men vi får da sat vores to telte op i skumringen inden det begynder at regne. Jeg får skiftet tøj og varmet vand til en portion frysetørret.

Jeg er rigtig træt efter denne dag med for tung rygsæk, men inden jeg lægger mig i soveposen, må jeg i gang med øvelsen “need to have/ Nice to have”. Jeg kigger på min ruteplan, tæller måltider og lægger maden op. Herefter fjerner jeg det jeg kan undvære – og sjovt nok blivet der ikke kasseret chokolade i denne omgang. Jeg får reduceret med 1.5 kg og har jo også spist ca 0.5 kg i løbet af dagen. Så nu burde rygsækken være til at løfte i morgen.

Dag 32. Munsvattnet – Valsjöbyn 39 km
Jeg vågner til en lidt grå og diset morgen. Spiser et par madder med Nutella og ost og smører madpakke  med ost og Nutella… Det er nemlig vigtigt med varieret kost.

Pakker sammen og løfter på rygsækken, jo den er blevet mere rimelig. Lidt over 8 er vi på vej. Stien er tydelig – samerne har kørt med 4-hjuls køretøj her og det er dejligt nemt. Jeg mente umiddelbart at denne etape skulle være ret lige ud, men allerede inden for den første times tid er vi kommet godt op i terrænet og skov bliver til fjeld.

(Notat til andre Grönabandare: Ved samevistet/Lobbersjön er det lidt svært at følge sporet, fordi der er mange spor. Følg søen og sigt derefter efter rengærdet. Der er dækning så brug app. Lige inden rengærdet krydser man en elv og så ser man stien langs rengærdet. Følg den herfra).

Det er regnfuldt og koldt, da vi fortsætter over fjeldet. Først efter frokostpausen kommer der sprækker i skydækket og solen giver fjeldet farverne tilbage. Til gengæld er der igen godt sumpet resten af vejen til Vinklumpen. En knold i landskabet på 672 meter som faktisk belønner os med en storslået udsigt til alle verdenshjørner. Det sidste stykke frem til grusvejen er ved at tage pippet fra mig. Det er sump og mudder og klokken nærmer sig fire.

Da vi når grusvejen har vi gået 28 km og Team Rigmor vil se sig om efter en teltplad, imens jeg vil forsøge at tage mig yderligere 11 km frem til næste flække, hvor jeg har hørt, at der findes en hytte jeg kan låne. Jeg siger farvel og trasker af sted. Hører podcast, spiser chokolade og synes efterhånden at det er synd for mig.

Halvvejs tilbydes jeg et lift at en venlig mand med en stor bandage om venstre hånd. Jeg forklarer ham, hvorfor det ikke går, men spørger til hytten i Valsjöbyn. Jo, det er en slægtning – en dame der har Forsstugan – og nu vil han køre i forvejen og sige at jeg er på vej. Jeg spørger til hånden. Han har været ved at hakke elgkød og kødhakkeren tog lige tre fingre med købet. Men det afholder altså ikke den flinke mand fra at skulle på fjeldet og samle kantareller…

Jeg føler nærmest, at jeg går i slowmotion, da jeg endelig kommer ind i Valsjöbyn. Jeg ser to mennesker som viser mig på vej til det hus, hvor den ældre dame Verna bor. Jeg ringer på og den sødeste ældre dame åbner. Forsstugan ligger lige ved siden af hendes eget hus og hun har tændt varmen på 20 grader. Jeg skal ikke betale for at bo der!

Da jeg åbner døren til hytten føler jeg mig så taknemmelig. Varmeblæseren kører og der er rent og pænt. Jeg sidder længe på slagbænken uden at gøre andet. Drikker en kop the og spiser nødder. Langsomt kommer jeg i gang igen, får et bad, ringer hjem og spiser aftensmad. Jeg forelsker mig på stedet i den lille gamle mormor hytte og lægger mig i den bløde seng og prøver at overbevise kroppen om at den skal sove, så den kan komme sig oven på de 39 km og mere end 900 højdemeter.

Dag 33. Valsjöbyn  – Rörvattnet 22 km
Der er bare nogen dage, hvor det er svært at komme videre. Sådan er dag har jeg, da jeg trisser rundt i den lune hytte her på skrænten oven for elven. Det er som at være i en tryg tidslomme og trangen til at forlade  den, kan næsten ikke spores.
Men det kan jo ikke hjælpe noget. Jeg må videre.

Dagens etape er mildest talt død kedelig. Vej, skov og sø. Den venlige mand fra dagen før stopper igen to gange og anden gang fortæller han mig, at han er film fotograf og af samisk oprindelse, hvilket jeg godt ksn se. Han hedder Dan Jåma. Bor i Luleå og har en gård i Valsjöbyn, hvor han stammer fra. Han er meget sympatisk og umiddelbar. Jeg noterer mig hans navn.

Spiser frokost – en med ost og en ned Nutella, skyldet ned med en kop knorr suppe – ved en søbred.

De sidste 6 km er seje. Jeg har en tå der gør ret ondt og jeg gider ikke gå mere. Snart kan jeg ikke gå mere.

Rörvattnet består af ca. 20 hytter og ingen mennesker. Jeg ringer forgæves på hos ham der lejer hytter ud. Derefter forsøger jeg mig hos det lille fjeldhotel. Efter godt en time dukker ejeren op og jeg får et værelse.

Til middag bliver der serveret elgbøffer. Vi er kun tre gæster – de to andre er jægere der skal være her en uge på elgjagt. Vi snakker lidt, inden jeg går på rummet.

Jeg kigger på kort og morgendagens etape og bliver usikker på om jeg kan finde vej. Efter megen overvejelse beslutter jeg mig for den sikre omvej, i stedet for den usikre genvej. Det koster mig 25 ekstra km, men sådan må det være. De andre svenske Grönabandare har en app som viser deres placering på kort, også når de er offline. Appen virker ikke på min telefon. Det gør det vanskeligt at orientere sig i tæt skov og jeg føler mig utryg.

Inden jeg sover, googler jeg naturligvis Dan Jåma.  Hold da op! Han er faktisk kendt filmdokumentar fotograf i Sverige. Når jeg kommer hjem, vil jeg se, hvad han har fået Stora journalistpriset for. Og tænke på om hans fingre kom til at virke igen.

Rörvattnet – Huså 157 km

Dag 34. Rörvattnet – Åkersjön 36 km
Jeg vågner til endnu en grå morgen klædt i efterårsfarver.

Da jeg skal pakke, opdager jeg til min skræk og undren, at nogen har taget min ost og smør som jeg havde sat udenfor på køl. Det er skidt, da jeg i forvejen går med et minimum af mad. Men ejeren af det lille fjeldhotel er der ikke, så jeg smækker døren efter mig og affinder mig med tabet.
Bedst som jeg skal til at gå, dukker ejeren op. Han skal lige hente noget og jeg spørger til min pose. Tænk sig, den er på mærkelig vis kommet ind i restaurantens køleskab! Jeg ånder lettet op.

Det småregner da jeg går ned og finder starten af den lede/rute som jeg har besluttet at følge i dag. Leden hedder Ansättenåleden og er godt 26 km lang. Den går fra Rörvattnet via Ansätten til Bakvattnet. I starten går den via grusveje op igennem skoven og selvom der er elgjagt, er der stille. Bedst som jeg går der i mine egne tanker dukker der en stor hund op foran mig. På afstand ligner den faktisk en ulv, men nu er det jo de færreste ulve der er udstyret med gps sender og antenne, så jeg står stille og venter på at den får set mig an. Da jeg går videre, bliver den i min nærhed.

Grusvej bliver til sti som igen bliver til sump og dyb skov. Heldigvis er stien fint markeret, da jeg faktisk synes det er svært at orientere sig, når udsynet forsvinder. Men hunden bliver ved mig. Bedst som jeg tror den er forsvundet bag mig, dukker den op foran mig. Den kigger lige over skulderen og forsætter. Sådan fortsætter det 12 km og jeg nyder for en stund at have selskab, selvom jeg jo godt er klar over, at hunden måske burde være et andet sted. Men den er tydeligvis gladere for kvindeligt selskab end elgjagt og det kan jeg jo godt forstå.

Lige inden Ansätten forsvinder hunden og jeg står i silende regn og vurderer, hvor vidt jeg skal prøve at finde videre ned mod Jänsmansholmen som oprindelig planlagt eller følge leden videre ned til vejen. Jeg kan mærke, at jeg ikke har det mentale overskud til at fjumre rundt og måske miste orienteringen helt i det våde terræn. Jeg har ikke nogen gps og jeg ved fra de andre grönabandare, at stien er svær at se. Omvendt vil det “koste” mig ca. 26 km ekstra at gå den anden vej. Men det er blot et spørgsmål om fysik og det har jeg til gengæld tilstrækkelig af. Så skal det være omvej eller genvej?

Det bliver den sikre omvej, endnu flere højdemeter og godt med mudder frem til jeg efter godt 26 km står på vejen ved Bakvattnet. De sidste 10 km på grusvej  trækker tænder ud. Jeg har ekstremt ondt under en tå og hænger til sidst i stavene for hver 200 meter indtil jeg endelig kommer frem til Åkersjön vandrehjem – som er lukket! Jeg får ringet og der kommer en kvinde og åbner. Resten af aftenen går med at få styr på tåen og mig selv.

Dag 35. Åkersjön  – Olden 37 km
Udhvilet og med øm tå pakket ind i vatrondel, går jeg ud i morgendisen. Jeg følger grusvejen 6 km op gennem Högrun og Önrun, hvor stien til Finsäter drejer fra. Det går faktisk ret meget op ad og da jeg kommer op på stien begynder det at sne! Naturligvis ikke noget blivende, men alligevel et varsel om at vinteren er lige rundt hjørnet.

Jeg følger vinterled markeringen 7 km. Den første del  er meget sumpet, men senere bliver det til en fin sti og vejret klarer op. Jeg møder som sædvanlig ingen mennesker. Det virker til at dette område bare venter på at sneen har lagt sig så snescooter folket kan komme ud.

I Finsäter har jeg gået 14 km og herfra er jeg igen på grusvej. Uendelige grusveje. Jeg passerer Rönnöfors og drejer mod vest for at komme frem til Olden, hvor jeg har læst mig frem til at den gamle skole er indrettet som et lille indkvarteringssted bestyret af “Stickan”.

Jeg åbner spændt den store indgangsdør og mødes med varme af venligheden selv, en ældre herre som må være Stickan. Han byder mig indenfor og viser mig til rette. Han holder styr på os grönabandare og ved godt, hvad jeg hedder. Der er hyggeligt og da jeg har fået et bad, byder han mig på brød, ost og smør fra sin egen beholdning, hvilket falder på et ret tørt sted.

Det er rart at mærke, at der er én her langt væk fra alfavej som følger med i, hvad vi hedder og med sin venlighed og gæstfrihed giver os endnu et lille skub nærmere vores mål. Det er fint på en lidt særlig måde at tænke på, at han sidder ved computeren i sit lille baglokale på den gamle skole og følger vores spot signal og beretninger. Det virker til at være hans liv at holde døren åben til dette bette vandrehjem og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvem der skulle åbne døren, hvis ikke han var her mere.

Dag 36. Olden – Kallsedet 45 km
Jeg er tidligt klar til at sige farvel til Stickan og takke for hans gæstfrihed. Han tager et billede til sin lille samling inden jeg fortsætter ad grusvejen mod vest.

Det er træls at gå mod vest, når målet ligger stik syd, men jeg skal vest om to store søer, Juvuln i dag og Kallsjön i morgen for at komme gennem Åre som er et sted vi skal passere for at få vores Gröna bandet godkendt.

Så jeg går vest. Hele dagen. På uendelig lange grusveje med udsigt til absolut intet andet end træer der falmer i efterårsregnen. Jeg lytter til talrige podcast om alt mellem himmel og jord. En podcast tager ca. 5 kilometer og der er bare nogen 5-kilometer der er mere spændende end andre. Af og til hører jeg Mads & monopolet, men det er næsten mere monotomt end at gå i de jämtlandske skove. Glæder mig til fredag, hvor der er en ny omgang “Det vi taler om”.

Da jeg endelig kommer frem til Kallsedet, ved jeg hvorfor svenskerne altid taler om mil i stedet for kilometer selvom der står angivet kilometer på vejskiltene. Det er fordi, at afstandene er så store at det ikke giver mening at snakke om kilometer. Så man hakker et nul af og tæller mil i stedet for. Jeg synes nu stadig at det er mere opløftende at tænke på at jeg har gået 1061 km og ikke blot 106 mil.

Jeg er nået frem til Kallsedet campingplads i tide. Skiltet med “öppet” ved den lille butik vipper i vinden og jeg gør det man ikke skal gøre på tom mave – går ind! Jeg prøver at beherske mig, men godis er nu en gang super effektivt brændstof.
Jeg ved ikke om det er mit lidt ensidige indhold i indkøbskurven der afslører mig, men campingmutter ved godt at jeg er grönabandar. Det hollandske campingpar holder nemlig også lidt styr på os.

Deres lille vandrehjem er fuldt belagt pga elgjagten. (spekulerer lidt på om der overhovedet er nogen mænd tilbage i Sverige i disse uger som ikke er ude og skyde). Jeg får derfor en fin lille hytte ned til søen.

Aftenen falder på og jeg indtager alt lige fra mazarinkage og leverpostejmad, cola, chips og frysetørret inden jeg dejser omkuld i endnu en køje.

Dag 37. Kallsedet – Huså 39 km
Det er en fin kølig morgenstund. For en gang skyld uden regn. Dagens mål er at komme frem til Huså som ligger lige nord for Åre.

Så det er endnu en lang dag på grusvej, men med udsigt til Kallsjön hele dagen. Udsigten bliver absolut ikke ringere af at solen efterhånden kommer så meget frem at solbrillerne må i brug.

Tænker lidt over det jeg har gang i. Den dag jeg startede på turen, havde jeg det som om jeg stod overfor en stor elefant som jeg af uransagelige grunde havde besluttet mig for at spise. Men store elefanter kan kun fortærres i små bidder og det er jeg nu i gang med. Det betyder dog, at jeg ikke mere selv ser den store elefant. Det er naturligvis en nødvendighed for at jeg overhovedet kan komme igennem, men det er også lidt irriterende, fordi jeg har mistet fornemmelse for, hvor stor elefanten rent faktisk stadigvæk er. ….giver det mening?

Dagen går ellers med podcast og blåbær spisning og efter godt 7.5 time runder jeg 1100 km, da jeg kommer frem til Huså. Endnu en lille flække uden et øje. Jeg overvejer om jeg skal finde et sted at sætte teltet op eller se om jeg kan finde en hytte. Jeg ser et skilt, hvor der står “hyttegården” og beslutter mig for at se, hvad det dækker over.

Det ligner en nitte. Slidt og forladt, men der står to biler, så jeg banker på og åbner døren. Indenfor sidder to jægere. Jeg spørger om det er et sted man kan overnatte og de springer op og byder mig indenfor. Ejeren af stedet er her ikke, men de er 10 mand der har lejet sig ind og de mener bestemt ikke det gør noget at jeg også er her! “Vi siger bare, at du er min kæreste”, og så er det aftalt! Som sagt så gjort og da ejeren dukker op, holder jeg mund. Man må sno sig, sagde ålen.

Jeg bruger aftenen på at tænke over rutevalg i morgen. Skal jeg gå vej og dermed gå øst om Åreskutan eller skal jeg gå op på fjeldet og vest om Åreskutan? Det afhænger af vejret og viljen.

Huså – Helags 110 km

Dag 38. Huså  – Åreskutan  – Undersåker. 40 km
Når viljen og vejret topper på samme dag, skal man huske at udnytte det til det yderste.
Så da jeg går op ad stien lidt over syv ved jeg faktisk godt, at jeg ikke kommer til at vælge den lette rute rundt om Åreskutan som er en fin top på 1420 m.o.h. ved Åre. Oprindelig ville jeg jo tage grusvejen øst om Åre som flere af de andre gør, men jeg er mildest talt træt af vej. Derfor har jeg aftalt med mig selv, at jeg vil gå på en sti vest om fjeldet.

Åreskutan i morgensolen virker stærkt dragende på mig og jeg kan ikke lade være med at tænke på, hvor langt jeg må kunne se fra toppen. Jeg må bestemt kunne se hele Kallsjön i ét blik – søen som jeg har brugt flere dage på at komme rundt om. Måske kan jeg ane størrelsen på “elefanten” oppe fra toppen?

Den ser ikke svær ud på kortet og selvom der er lidt sne på fjeldet, mener jeg nok jeg kan klare det. Så jeg klør på og kommer fint op ad. På et tidspunkt begynder det at blive stenigt, men det har jeg ingen problemer med. Nu ligger der også sne imellem stenene. Ruten er fint markeret med pæle. Da jeg kan se selve toppen, bliver det mere stejlt. På sin vis ikke det store problem, hvis ikke det er fordi alt er glaseret af is. Sneen og alle sten, alle overflader er dækket af is og jeg kan slet ikke stå fast. Jeg kan ikke komme op over toppen under de forhold. Spørgsmålet er, hvad jeg gør nu?

eg kan ikke overskue at skulle gå hele vejen tilbage, når jeg er så tæt på. Så jeg kigger på kortet og beslutter mig for at prøve at holde højden rundt om toppen. Det er dog yderst svært, fordi det er ret stejlt/skrånende, hvilket i kombination med islaget, gør det svært at holde sig fast. Jeg må flere gange ned på rumpen og krybe ned. Én gang glider jeg og slår mig, men kommer på benene, som nu ryster under mig. Jeg er nu udenfor min komfortzone. Jeg tæller til ti og tager en dyb indånding. Jeg må opgive tanken om at holde højden og i stedet stille og roligt sigte efter at komme lige ned, hvor jeg kan se en skilift. Lidt forslået, men lettet, kommer jeg ned og puster ud.

Men udsigten var fantastisk på Åreskutan og jeg fik set en stor del af den sidste uges fjelde og Kallsjön i ét solbelyst blik.

Resten af turen ned til Åre er ren spadseretur og solen skinner på mig. Det føles dog lidt underligt at gå gennem dette high-end skisportssted med dyre lejlighedskomplekser og folk i tjekket tøj. Her går det ikke at tisse i en busk eller drikke vand af et vandløb. Jeg haster derfor videre øst på til Undersåker.

I Undersåker stopper jeg ved busstoppestedet og sludrer med en anden vandrer og hans to hunde inden jeg handler lidt hos den lille købmand. Det er så dejligt lunt og jeg beslutter mig for at slæbe mig op for enden af byen for at indtage en pizza hos den lokale pizzamand. Stor pizza er langt at foretrække frem for frysetørret.

Mæt og glad triller jeg ud af vejen mod Vålådalen. Efter godt 3 kilometer finder jeg en lille kløvermark gemt fra vejen, hvor jeg slår mit røde telt op. Endnu en dag med godt 1300 højdemeter er klaret i god stil.

Dag 39. Undersåker  – Vålådalen. 27 km
Det er skønt at tænke på at dagen er en kort dag. Eller en halv hviledag om man vil.

Vålådalen fjeldstationen ligger forenden af vejen ved indgangen til fjeldet. Det er en fin morgenstund, men med en del trafik. Jeg møder Thorkild som står bag Gröna bandet idéen. Han stopper for at hilse på mig.

De sidste 10 km drejer jeg fra på en sti gennem skoven til Vallbo, hvor stien fortsætter frem til Vålådalen. En smuk strækning langs elven, hvor solen får vandet til at glimte. Det er varmt som en sensommerdag og tidlig eftermiddag er jeg fremme.

Desværre er alt optaget på vandrehjemmet, så jeg må tage en nat til i teltet, men efter et varmt bad og en solid 3 retters middag gør det ikke så meget.

Nu er det bare at hvile ud og nyde, at jeg i morgen er tilbage på fjeldet, endnu tættere på målet.
Dag 40. Vålådalen  – Helags. 43 km
Nogen tager en slapper på sofaen om søndagen. Jeg har andre planer og er klar klokken 8. Uden for Vålådalen fjeldstationen er der en vægt og i ét øjebliks ubetænksomhed vejer jeg rygsækken. Hvor dum har man egentlig lov at være! Det man ikke ved, har man jo som bekendt ikke ondt af, men nu ved jeg jo, hvad jeg slæber rundt på i dag. 17 kg! Det er da uroligt at en bøtte Nutella og lidt slik kan veje så meget..

Vejret er stille, skyerne mørke og enkelte solstråler på de gyldne birketræer får landskabet til at lyse i de varmeste nuancer. Træerne spejler sig i de små vandhuller og stien snor sig lige så fint op gennem skoven, op på fjeldet, hvor de røde farver tager over. Det er betagende smukt og stille. Jeg mindes min lille mini skitur med Lina sidste år i december, da jeg går forbi det sted vi teltede i tusmørket.

Ved middagstid runder jeg efter 19 km Vålåstugan og stugvärdsparret kommer ud og byder mig på en cola. Jeg kommer ind og spiser min madpakke og vi sludrer. De vidste godt, at jeg var på vej og det føles rart at høre. De synes jeg ser frisk ud og jeg føler mig også uendelig stærk selv om jeg ikke selv begriber, hvor energien kommer fra.

Men jeg må jo videre, hvis jeg skal nå Helags fjeldstation inden det bliver mørkt.

Terrænet er let at gå i, men skyerne hænger meget lavt og efter næste stigning, går jeg i tæt tåge og kan ikke se ret meget af fjeldene omkring mig. Sådan fortsætter det og de sidste 15 km varer en sand evighed. Jeg har ikke før gået denne strækning og da jeg ikke rigtig kan se landskabet, mister jeg fornemmelsen for, hvor langt jeg er kommet. Efter den sidste stigning og lige inden jeg bliver pylret, dukker fjeldstationen op i tågen. 43 km på lige under ti timer er godt gået, men jeg er lidt træt. Heldigvis når jeg lige at komme til middagen – elg, rodfrugter og salat. Mørket falder på og tågen ligger så tæt, at jeg næsten ikke kan se fra den ene barak til den anden. Hvor er jeg glad for at jeg kom helt frem, så jeg ikke skal telte i nat.

Nu er der kun 4 dage tilbage af min tur. Det føles uvirkeligt, at jeg har gået mere end 1200 km og at jeg har været ude i 40 dage. Det et så uendelig længe siden, at jeg mødte Anna i Norge, da hun kun havde 4 dage tilbage af sit Gröna band og havde det særlige sejrsblik i sine øjne. Det blik som jeg var så misundelig på. Måske har jeg det nu?

Helags – Grövelsjön 125 km

Dag 41. Helags – Ramundberget.  30 km
Jeg har bestemt ikke travlt med at komme af sted i dag og da jeg kun skal gå 30 km, tager jeg mig god tid.

Vejret ser lovende ud. Der er udsigt til Helags massivet og gårsdagens tætte tåge er væk. Men blot 10 minutter efter jeg har forladt fjeldstationen, har tågen igen lagt sig som en tung dyne over landskabet. Det påvirker i den grad fornøjelsen ved at vandre, at jeg ikke kan se ret meget mere end 25-50 meter frem. Det er som om jeg går inde i en klokke og ikke kommer ud af stedet, men pludselig dukker Fjältjären stugan op. Den er lukket for sæsonen, hvilket vil sige, at der ikke er nogen hyttevært, men den ene halvdel af hytten er åben for benyttelse. I midtergangen sidder to unge tyskere og jeg spiser min mad sammen med dem.

Turen ned til Ramundberget er ligeledes præget af den tætte tåge og jeg synes ærlig talt, at dagen tangerer en reel øv-dag, men visheden om at jeg i Ramundberget skal overnatte på vandrehjemmet, handle mad hos den lokale købmand, ja måske skal jeg også en tur i sauna, holder humøret oppe.

Jeg blev godt nok klogere! Vandrehjemmet er lukket. Det samme er købmanden. Jeg ringer til det nødnummer der står på døren og forklarer mit ærinde. Straks efter kommer der en mand og viser mig, hvor der er en ekstra nøgle til et vandrehjemsrum i en separat fløj. Efter et varmt bad og en pose frysetørret, har jeg fortrængt skuffelsen og er bare glad for at sove indendørs.

Dag 42. Ramundberget  – Myskelvadet. 38 km
Jeg forlader Ramundberget ad skisporet mod Bruksvallana. Et asfalteret spor der bare står klar til den første sne falder om blot 3 uger. Det klarer op og snart er der sol og blå himmel så langt øjet rækker.

I Bruksvallana skal jeg have handlet lidt mad til de sidste 3 dage og klokken 9.30 står jeg så klar ved ICA blot for at konstatere, at den først åbner kl. 11. Det er træls. Jeg sætter mig på bænken og venter. I luften omkring mig flyver tusindvis af grå natsværmere. Jeg så det også igår oppe på fjeldet, men her er det ekstremt. Helt levende.

Pludselig går døren til ICA op og købmanden stikker hovedet ud og spørger om jeg vil ind og handle så jeg kan komme videre. Hvilken kundeservice!

Ulempen ved at jeg har lagt ruten via skisport stederne Ramundberget og Tänndalen er, at jeg skal ned i dalene, blot for at skulle knokle op igen på den anden side. Godt med højdemeter og sved på panden. Turen op fra Bruksvallana går nu fint og snart er jeg oppe på fjeldet igen og kan nyde en flot udsigt til alle verdenshjørner. Det er varmt og solen står lige i ansigtet. Netop som jeg kommer frem til det lille vindskjud, ser jeg to elge på afstand.

Vandringen ned mod Tänndalen er ganske fin, selvom der er noget vådt. Stien er godt markeret og ved halv tre tiden er jeg fremme ved campingpladsen som ligger ved skiliften. Campingmutter hedder Gunilla og hun dukker snart op og snakker imens jeg spiser min frokost.

Oprindelig havde jeg planlagt at overnatte her, men vejret er fint og jeg vil godt udnytte det og nå længere frem. Jeg ved fra andre, at der venter mig en del krævende kilometer igennem Rogen Nationalpark.
Så der er ingen vej uden om. Jeg skal op ad skibakken og op på fjeldet igen.

Belønningen er en fantastisk fin udsigt over Rogen Nationalpark, da jeg krydser Rödfjället. Jeg når lige at tænke, at det sikkert er vildt overdrevet det der med at Rogen skulle være så svært fremkommelig på grund af sten. Så skal jeg ellers lige love for at terrænet ændrer sig. Jeg har før gået i områder med stenhav eller blokmark, hvor man kilometer efter kilometer går oven på store sten. Det er ikke så svært. Man skal bare slå hjernen fra og holde sig i bevægelse. Det her er noget andet.

Området er kuperet og overalt ligger der sten i alle størrelser som jeg skal over og rundt om. Hvert skridt kræver energi og opmærksomhed. Det ville være umuligt at se stien, hvis ikke der var malet små orange pletter på stenene for hver 10-15 meter. Jeg kommer ned gennem en gammel fjeldskov og går efter at slå lejr ved Broktjärnskojan, et lille vindskjud. Jeg er træt i ryggen og trænger til hvile. Det bliver dog ikke der. Der er ikke en eneste kvadratmeter jeg kan sætte telt op på, så jeg fortsætter godt tre kilometer frem til Myskelvadet.

Her er der en fin lejrplads ved elven. Klokken er snart seks og imens solen forsvinder i horisonten, får jeg slået telt op, skiftet tøj og varmet mad. Inden klokken otte er jeg i soveposen.

Dag 43. Myskelvadet  – Storrödtjänstugan. 38 km
Efter 12 timers hvile er jeg klar igen. Klar til at indtage Rogen – enhver vandrers mareridt.

Landskabet i Rogen Nationalpark er et morænelandskab skabt under istiden. Da isen forsvandt var der sten og grus tilbage i en syndig forvirring. Som jeg står der mellem de store stenblokke, er det unægtelig et stykke unik natur som er svært at holde af. På sin vis smukt og anderledes, men også uoverskueligt og fjendtligt.

I det der føles som sneglefart, bevæger jeg mig frem i terrænet. Op og ned, rundt og over. Efter 16 km ser jeg én foran mig. Det er også en grönabandar. Leif. Han er 70 år og han har nu været undervejs i 70 dage. Vi hilser, inden jeg stavrer videre ned mod Käringsjön, hvor jeg sludrer lidt med en der bor der.  Han har en hund som lige har fået et ben.

Stien fortsætter videre ned mod Rogen stugan, men jeg har besluttet mig for at fortsætte frem til næste hytte, Storrödtjänstugan. Der er ca. 15 km, hvilket er rigeligt i det her terræn. Stien går op over Tandsjövålen på knapt 1000 m.o.h. Herfra er der en fremragende udsigt over søen Rogen og til de norske fjelde. Jeg er træt, da jeg nærmer mig sydspidsen af Rogen sø og overvejer om jeg skal slå lejr, men der er kun 4 km mere frem til hytten.

De sidste kilometer gennemføres på ren viljestyrke.  Da jeg passerer skiltet der angiver, at jeg nu er i Dalarna, kan jeg mærke en overvældende lettelse. Jeg har gået fra det nordligste Sverige, via Norge gennnem Nordbottens, Västerbottens og Jämtlands län og nu til Dalarna. Mere end 1300 km. Alene.

Da hytten dukker op, er jeg helt færdig. Hytten er lukket for sæsonen og der er naturligvis ikke andre her. Til min store skuffelse ser jeg, at den store jernstang er sat foran døren. Der er mildest talt ikke mange kvadratmeter her som ville egne sig som teltplads og det er kun et par grader varmt. Men så opdager jeg til min store glæde, at jernstangen kun er sat på, ikke låst.

Jeg skynder mig at hente vand og tænde op i kaminen. Snart koger vandet og jeg råhygger i tusmørket og stearinlysets skær med fodbad og lidt aftensmad. Det er min allersidste aften på denne lange rejse og den er perfekt. Indbegrebet af det jeg elsker allermest ved at være på fjeldet. At komme ind efter en lang dag ude og langsomt komme til kræfter igen alt imens mørket falder på og eneste lyd er kaminens knistren. Det er stærkt vanedannende og burde være flere forundt at få lov at opleve. Jeg gemmer denne stund allerinderst inde.

Dag 44. Storrödtjänstugan  – Grövelsjön 20 km
Jeg er klar langt før daggry. Klar til allersidste dag.
Alle løse negle tapes fast og jeg småhygger med morgenmaden. Snart er alle spor efter mig slettet og jeg går ud i morgengryet.

Jeg er virkelig oven på. Hvilken fantastisk dag! Hvad betyder gråvejr, når solen skinner i hjertet?
Der er sten så langt øjet rækker, men det kan umuligt slå mig ud af kurs i dag. Med ABBA ‘s Eagle som soundtrack flyver jeg frem.

And I dream I’m an eagle
And I dream I can spread my wings
Flying high, high, I’m a bird in the sky
I’m an eagle that rides on the breeze
High, high, what a feeling to fly
Over mountains and forests and seas
And to go anywhere that I please

Jeg spreder mine arme ud, lukker mine øjne og mærker vinden i ansigtet. Hvilken vidunderlig følelse af frihed!

Solens stråler trænger af og til igennem og jeg sætter tempoet ned og prøver at fastholde øjeblikket. Snart er rejsen forbi. Jeg er stolt, men også taknemmelig for at jeg fik denne chance for at leve min store drøm ud.

Da jeg nærmer mig Grövelsjön hører jeg pludselig nogen råbe. Ole vifter med Dannebrog flere hundrede meter væk. Hvis han var gået meget længere, var han faret vild! Jeg er så lykkelig i dette øjeblik!

Vi følges ad de sidste par kilometer ned til fjeldstationen, hvor jeg traditionen tro, ligger hånden på døren. 1335 km, 44 dage og ca. 33.000 højdemeter, solo hiking gennem Sverige er ved vejs ende. Nu er jeg grönabandar! Hvilken fantastisk følelse.

4 uger efter Gröna Bandet

Efterskrift

Jeg har nu været hjemme i en måneds tid og turlængslen er allerede tilbage – længslen efter det enkle liv på tur.

Gröna Bandet var en fantastisk tur – også selvom det ikke blev som planlagt, men det gør ting jo sjældent. Oprindelig ville jeg have løbet turen, men måtte efter en uge erkende, at min krop ikke ville det samme som mit hoved. Det mentale betyder meget, men det er kroppen der bestemmer. Jeg valgte at acceptere den ændrede præmis og gennemføre turen som solo-hiking i relativt højt tempo.

Er det noget jeg ville have gjort anderledes? Ja, hvis jeg fra starten havde vidst, at jeg ikke skulle løbe, havde jeg medbragt mit telt hele vejen, så jeg havde kunnet være mere fleksibel og jeg havde valgt en anden sko istedet for min trail løbesko. Jeg ville også have medbragt min egen tørrede mad som jeg foretrækker frem for det færdigkøbte.

Der er helt sikkert andre ting som jeg vil gøre anderledes næste gang jeg skal ud på tur, men det er jo også en del af det at være på tur – at gøre sine egne erfaringer og huske, hvad der fungerede og hvad der ikke gjorde. Og så er det jo bare tilbage at finde kortene frem og planlægge en tur til….