Hundeslædetur i Lapland – Del 3

DEL

Dag 4: Nordlys og stjeneskud

Hundene suser af sted, da vi ved midnatstid slipper ankeret og bevæger os gennem den mørke skov i et smalt spor. Min pandelampe lyser frem til mine førerhunde, så jeg kan følge med og måske nå at styre slæden i svingene og over de store ujævnheder.

Det kræver koncentration og balance, ikke mindst for at undgå at slæden tipper i svingene rammer et træ i farten eller falder ned i et hul.

Vi kører ud over et lille åbent stykke og pludselig flagrer nordlyset på himlen. Som de smukkeste, grønne draperinger. Jeg stopper kort op og slukker min pandelampe, men hundene er ret ligeglade med om der er nordlysshow og vi må fortsætte ned igennem skoven i høj fart.

Vi kører med god afstand mellem hinanden og jeg kan ikke se slæden foran mig. En gang imellem stopper Matti, så vi sikrer os, at alle er med. Det går stærkt, men som Matti tørt bemærker, så har man da næppe tid til at tænke på sit job derhjemme eller andet ligegyldigt, når man kører hundespand på dette lidt tekniske niveau. Det har han så inderligt ret i.

Vi krydser bilvejen ved Årrenjarka og glider over den ene store sø efter den anden. Jeg slukker pandelampen og nyder mørket og lyden af hundenes travle åndedræt. Hilmlen er klar og prydet af stjerner og i en lysning ser vi et stjerneskud lige frem for os.

Det er koldt, men det er jo kun godt for hundene. Vi holder en fart på cirka 15 km i timen og ved totiden kan vi tage en pause og sidde sammen i mørket midt i sporet og få lidt te og chokolade inden vi fortsætter gennem natten til lyser langsomt vender tilbage og solen står op.

Vi kører til klokken halvfem før vi er fremme i en lille vig i hjørnet af en stor aflang sø. Her slår vi lejr og krybber trætte ned i vores soveposer efter vi har sikret os, at vi og hundene ikke kan ses ude fra søen, hvor en stor rensdyrflok i morgen skal passere. Vi skal blot ligge og nyde synet og ikke genere dem.

Stadig dag 4: Vi sov over os!

Jeg vågner ved at hundene ganske kort giver lyd fra sig lige uden for teltet. Men de stopper med det samme igen og jeg forsvinder ned i soveposen og tager en lur til. De andre sover jo også.

Ved middagstid kommer Mattis bedårende og kloge bordercolli, Anni krybende ind under teltdugen til os, så vi står op. Blot for at konstatere at rensdyrflokken har været forbi i al ubemærkethed. Det havde ellers været suverænt at opleve, men man kan jo ikke ønske alt på ét stjeneskud!

Vi laver bål og igen fremtryller Matti lækkerier i form at toastbrød, skinke, ost og grilljern til at toaste, så vi kan lave ægte cowboytoast over bålet. Det er et kongemåltid. Vi tilbringer mange timer med at lave absolut ingenting og drikke kaffe.

Hundene får kys og kram og mad naturligvis. Vi henter vand i søen og tager en ekstra lur inden der vanker pasta med kødsauce til os. Solen skinner hele dagen og forsvinder først bag fjeldene efter klokken ni. Vi skal tidligt op og soveposen kalder på mig.

Dag 5: En hård start

Mit vækkeur giver ingen lyd fra sig klokken 3 og først 40 minutter senere bliver vi vækket. De andre er for længst på benene. Vi skal køre senest klokken 4 for at nå væk fra sporet inden næste rensdyrflok skal passere omkring kl. 7.
Det blir derfor en nærmest militaristisk øvelse at pakke sammen og gøre hundene klar på godt en halv time. Soveposerne pakkes, liggeunderlag tømmes og rulles. Tøj på, telt ned og pakning af slæde. Klargøring af hundene og så afgang. En skrækkelig øvelse at udføre særligt på den tid af døgnet!

Men vi flyver af sted over søen, dog tager Anni fejl af retningen og må løbe stærkt for at indhente Mattis hundespand så hun igen kan styre og lede oppe foran præcis som hun er skabt til.

Vi tilbagelægger 30 km i et stræk imens solen kommer op. Det meste er over store langstrakte søer. Det er iset og hårdt underlag og vi stopper af og til, fordi flere af hundene har brug for at få små sokker på, så der ikke går hul på deres poter. Når vi kører på isen, er vi også nød til at bremse en del for at slæden ikke rutsjer for meget og dermed rykker i hundenes line. Men alt i alt er det ret afslappede at køre her og tankerne flyver i disse tidlige morgentimer.

Lidt over syv drejer vi fra sporet og fortsætter lidt et stykke videre uden ordentligt fast scooterspor. Der har blot kørt en enkelt snescooter og det har skabt en dyb rille som lige akkurat passer til slæden. Men det betyder, at hundene hele tiden synker i og derefter forsøger at løbe på kanten i stedet og så tipper slæden.

Jeg vælter og idet jeg vil kaste ankret ud og træde det ned, får jeg en skæv vinkel på mit ben. Jeg mærker et smæld på bagsiden af benet og ved, at det er virkelig træls, men lige her og nu, må jeg rejse mig op og fortsætte selvom det gør nas.

Vi spiser morgenmad i solen og Matti er rigtig lettet over, at vi lige akkurat nåede af sporet så vi ikke generer flytningen af rensdyrerne. Om vinteren flytter samerne dyrerne ned skovene og mange er nød til at fodre for at flokken overlever. Klimaforandringerne kan mærkes på de her kanter. Når det tøer og derefter fryser i løbet af vinteren, kan rensdyrene ikke komme ned til det lav de lever af.


I slutningen af april flyttes rensdyrene op på fjeldet igen og i de første par uger i maj får de kalve. I juli samler man rensdyrene oppe på fjeldet for at samerne kan mærke kalvene så de ved, hvis der er hvis. Til september er der igen samling i forbindelse med slagtningen.

Der er meget arbejde med rensdyrene, men det at have rensdyr er en så væsentligt del af samernes kultur, at det er svært ikke at fortsætte med. Også i disse år, hvor betingelserne er hårde.

Vi stopper allerede ved 10 tiden og slår teltene op i kanten af en sø. Det tøer meget nu og vi krydser fingre for, at vi vil kunne køre de sidste 35 km uden at synke i vand til knæene. Bare lidt nattefrost vil gøre en markant forskel.

Foto: Melina A. Framme

Resten af dagen er lidt lang. Vi sover lidt, hygger ved bålet og slutter af med en “Ikea platte” = kartoffelmos og köttbullar.

Jeg er øm og træt i kroppen og glæder mig til, at vi igen kommer ud på fast spor, så min skade kan få ro. Det er dog ikke kun mig der piver. Stakkels Anni har forstuvet benet, da hun løb så stærkt ude på isen. Så nu skal hun sidde i slæden imorgen og det vil hun helt sikkert ikke!

Dag 6: Så blir det ikke bedre

Vi er igen klar til afgang kl. 4. Det har været en varm nat. Lige omkring frysepunktet og de har igen lovet plusgrader og solskin til sidste etape på godt 35 km.

Inden vi starter, når jeg at tænke, at sporet umuligt kan blive mere ufremkommeligt end igår. Men det er åbenbart aldrig så skidt, at det ikke kan blive værre!

Hundene rykker kraftigt fra første sekund, men sneen er dyb, blød og gammel, så den bærer hverken hunde, slæde eller os. Vi slås stadig med det dybe scooterspor og jeg vælter. Det er ret svært at komme på højkant uden at hundene trækker inden jeg selv er kommet op. Gus knækker den karabinhage han har i halabåndet og Nanena ved hans side, ryger ud af sit halsbånd, fordi de synker i sneen. Jeg får lagt slæden ned, kravlet ud til dem, så jeg ikke synker i til livet og får det på plads igen. Men efter 2 km får vi igen fast spor under slæderne og derfra er det fantastisk.

Vi krydser store søer og glider gennem skovstrækninger. Jo nærmere vi kommer Jokkmokk, jo mere åbent vand er der, når vi kører over små vandløb og søer. Jeg når da også lige at få tippet slæden tilstrækkeligt til at den ene støvle fyldes med dejlig koldt vand.

Ved 8 tiden holder vi i en lille vig, hvor både vi og hundene kan få tør mark under fødderne. Vi laver bål, slapper af og jeg får varmen tilbage i tæerne imens hundene nyder at ligge på skovbunden.

Mattis hustru kommer på hundeslæde med frisk brød og vi tager et par timer mere på langs inden vi tager hul på de sidste 5 km.

Det er de skønneste kilometer. Solen skinner. Hundene løber, slæden glider så fint i sporet og det er umuligt ikke at føle sig lykkelig og heldig. Vi ser elge mellem træerne og friske bjørnespor der krydser vores. En rigtig forårsbebuder på de her kanter.

Lige pludselig er det hele ovre. Vi stopper ved hundekennelen og Matti åbner porten til hundegården og beder os for første gang slippe hundene løs. De stormer ind i gården, løber glade omkring og hilser på de hunde der har tilbragt vinteren hjemme. Jeg når ikke at sige farvel til mine ynglings, for blandt de 45 andre hunde, er de igen blevet til én i flokken og jeg kan ikke finde dem. Men de er så glade og jeg er glad for, at jeg fik lov at være blandt dem.

Vi piller seler af, efterlader slæderne og bliver kørt til vandrerhjemmet, hvor vi kommer i bad og sauna og trakteres med rensdyrinderlår med frisk grønt og ovnbagte kartofler.

Det var en kæmpe oplevelse at køre med eget hundespand gennem Lapland i strålende solskin og stjerneklare nætter. Fantastisk, vildt og præcis så eventyrligt som jeg havde drømt om. Det var naturligvis noget helt andet end at være ude på ski alene, fordi det foregår 100% på hundenes og guidens præmisser, men er nok også meget sundt at prøve.

Jeg kan varmt anbefale Matti og Jokkmokkguiderna. Han er meget erfaren, kender fjeldene og elsker sine hunde. Men man skal være indstillet på, at det er “the real deal”. Der er ingen kære mor, når slæden vælter og han kræver at man er i nogenlunde fysisk stand. Til gengæld får man en rå og upoleret oplevelse for livet.

Nu er jeg så hjemme igen. Jeg er træt i hele kroppen. På skinnebenet har jeg præcis 5 blå mærker. Ét for Clara. Ét for Sofia. Ét for Öya. Ét for Nenana og ét for Gus. Snart er de borte, men eventyret beholder jeg for altid.

Fotos: Meline A. Framme

1 thought on “Hundeslædetur i Lapland – Del 3

Skriv et svar

Din e-mailadresse vil ikke blive publiceret.