Hundeslædetur i Lapland

Nogen gange skal man jo prøve noget nyt og hvorfor ikke springe ud i All inclusive konceptet? En uges hundeslædetur nord for Polarcirklen med telt og personlig guide. Et fuldstændig plug & play wildlife adventure, hvor der er sørget for alt, så man som gæst kan nyde fra start til slut.

Jeg har længe drømt om at få lov at køre hundespand. Ikke mindst, når jeg har trukket rundt med pulken og er blevet overhalet af en hundeslæde. Her har jeg kastet længselsfulde blikke efter det heldige væsen der var klog nok til at stå bag en slæde i stedet for foran!

Så nu skal det være og jeg har efter grundig research besluttet mig for at vi vil afsted med Jokkmokkguiderna og jeg har valgt forårets sidste slædetur fra Saltoluokta og cirka 200 km ned til Jokkmokk med eget hundespand.

Saltoluokta ligger halvanden times kørsel fra Gällivare….som ligger godt 21 timer med tog fra Helsingborg. At rejse med tog føles godt for sjælen, så det er den perfekte start på denne ferie.

Vi træder ud på perronen i Gällivare og finder bussen efter at vi har tilbragt natten i en rokkende sovevognskupé. Totalt afslappede og en anelse svimle. Det regner og vejrudsigten lover plusgrader og solskin, hvilket er stærkt bekymrende, men vi er kommet her til, så nu må det være vores guide der fixer resten.
Bussen stopper ved en stor sø og sammen med et par andre gæster, venter vi på snescooter transport over søen til Saltoluokta Fjällstation, der helt sikkert ligger top 3 på listen over de hyggeligste fjällstationer i Sverige.

Vi møder vores guide Matti og hans hustru Stina ved søkanten, hvor de er i fuld gang med at laste hundemad og proviant i to slæder. Det viser sig også, at de to andre deltagere på turen, et svensk par er her. De har været med en uge tidligere på en tur der blev ramt af dårligt vejr og nu er de så med igen. Det er lidt spændende at møde de mennesker man skal tilbringe en uge, 24/7 sammen med, men de virker søde og let omgængelige ligesom vores guide. Så alt er godt, da vi tjekker ind og spiser frokost I den charmerende spisesal inden der venter en middagslur, en saunatur og en fælles middag.

Menuen byder på sourvas (rensdyrgryde med flødesauce) og chokoladekage. Der er en fin stemning i gruppen, men ikke nogen introduktion til det at køre hundespand, men det får vi nok næste morgen inden det for alvor går løs…håber jeg!

Dag 1: Hvor sidder bremsen?
Efter morgenmaden får vi udleveret varme støvler og varmt overtøj og mødes nedenfor fjällstationen, hvor der står 28 huskies i liner og kigger lige så forventningsfulde på os som vi på dem.

De fem slæder står i rækker og snart får vi stukket en hundesele i hånden og besked om at gå igang med at give seler på og placere hundene på deres line foran den slæde de hører til.

Der uddeles telt, soveposer og liggeunderlag og slæderne lastes med hundemad og vores proviant.

Min erfaring med hund er begrænset, måske fordi mit forhold til hundelort er yderst anstrengt. Men i løbet af de første 10 minutter, beslutter jeg mig for at ændre indstilling – midlertidigt – til den uendelige mængde af hundelort jeg nu skal være omgivet af den næste uges tid. Det følger med. Lidt ligesom når ens vidunderlige børn leverede remoulade i rigelige mængder. Vil man have de store øjeblikke, må man affinde sig med lugten.

Vi er næsten klar. Det svenske par har prøvet det her 4 gange før og har styr på det. Jeg er lidt nervøs. Vi skal starte op ad bakke, men hvor sidder bremsen på en hundeslæde? Hvordan får jeg hundene til at stoppe og starte og hvad gør jeg, når jeg skal tisse og er nød til at gå fra slæden og hvad nu, hvis jeg vælter? Jeg får en 2 minutters lynintro. Der er to fodbremser. En flad til let bremsning fx over overflader med sten og en grov bremse som bruges mest. Et anker i reb som trampes fast i sneen ved siden af slæden, hvis man skal slippe den. Hvis slæden vælter, skal man holde fast og lade sig trække med til hundene stopper…..det gør de hurtigt, når slæden ligger ned!
Så værsågod. Here we go!

Matti kører forrest med 8 hunde med en stor slæde med slæb. Jeg ligger nummer 3 i kolonnen. Bagerst kører Melli og Micke. Vi har alle hver 5 hunde. Mine førerhunde hedder Clara og Sofia. I midten har jeg Öya, og bagerst Nenana og Gus. De har forskellige størrelse seler på som er mærket med forskellige farver på den knop man fastgører dem til linen med.


Hundene er SÅ klar til at komme afsted og det er bestemt ikke nu, man liiige skal binde snørebånd, tisse eller sende en sms! Vi hæver ankret, slipper bremsen og i et ryk går karavanen i gang.
Hold da fast for kræfter der her slippes fri!


Det første stykke er op ad og man må konstant ud på siden af slæden for at hjælpe til. Enten ved at sparke fra med det ene ben eller ved at løbe og skubbe samtidigt og sørge for at holde fast og komme op på slædens meder, når hundenes tempo øges igen. Det er koncentreret intervaltræning i tunge støvler og blød sne hele vejen op på fjeldet fra Saltoluokta.

Vi belønnes med den storslåede udsigt til Stora Sjöfallet. Derefter flader det ud og jeg begynder at vende mig til rytmen og balancen på slæden.

Vejret er stille og fint. Overskyet. Vi holder pause på en snefri plet og Matti retter an med buffet på tube, varme drikke og brød.

Hans skønne bordercolli Annie ligger ved vores side og vi tager en times pause inden vi fortsætter de sidste 5 km ned til Sitojaure hytten som tilhører SvenskaTuristföreningen.

Jeg er nu glad for at første nat er indendørs og jeg nyder den hyggelige stemning der er, når vi samles om de små gøremål. Vi henter vand ude på søen, slikker solskin og fodrer hundene inden vi laver mad – elggryde med kartoffelmos.

Aftenen går med snak om udfordringen med det varme vejr. Men der skal vise sig et endnu større problem. Samerne vil flytte flokke af rener op på fjeldet i den her uge og vi skal passere samtidigt. Det går absolut ikke og Matti går i gang med at tage kontakt med de forskellige samere, så der kan laves en plan så vi ikke forstyrrer.

Dagen går på hæld. Vi venter oppe i håbet om nordlys, men vi har grus i øjnene og må til køjs.

Dag 2: Dogcross
Det er jo ferie, så vækkeuret ringer klokken 6. Men det gør ingenting, når man har 5 glade hundebasser der venter på en.

Vi spiser morgenmad, fodrer hunde og pakker sammen. Aftenen før lærte vi at sætte natline på hundene og fodre. Vi graver hundelort ned – faktisk føles det ikke nær så klamt i sne og minusgrader som en varm sommerdag under sålerne på ens ynglingssko

Vi har parkeret mellem birketræer og det er unægteligt ret vildt at starte topmotiverede hunde i dyb sne med træer helt tæt på, men vi kommer fri og det går i god fart ud over søen.

Vi ved ikke, hvor længe vi vil kunne køre i dag, når solen først får fat, men først skal vi et par hundrede højdemeter op og derefter tage en kraftig nedkørsel til Aktse. Den gruer jeg lidt for og det skal vise at være velbegrundet.

Det går ned ad. Jeg vælter for første gang og bakser lidt med at få fastgjort ankeret og rejst slæden op og holde fast. Så går det ellers rigtigt stejlt ned gennem skoven i et smalt spor. Selvom jeg står med begge fødder på bremsen og presser med mine 60 kg, kan jeg ikke bremse helt op. Det her er motorcross bare med hunde. Dogcross.

Matti giver besked om at vi skal omkoble hundene så de ikke kan trække ved hjælp af selen, men kun med halsbåndet. Det hjælper lidt, men adrenalinen pumper i min krop og jeg er ret bange for at miste grebet og hundene. Men det er omvendt tydeligt, at Matti ved, hvad vi har gang i og at det nok skal gå. Eller som man jo siger: Ned kommer man jo altid.

Solen brager igennem, da vi slår os ned i en lysning med udsigt til Skierfe klippen og spiser frokost og det er vel cirka 10 grader. Plus!

Vi kan ikke køre ret meget længere i den varme. Så planen er at køre ud over søen ved Aktse, over en skovstrækning og krydse en reguleret sø, hvor vi vil hvile til det bliver koldt igen.

Med udsigt til Skierfe og indgangen til Rapadalen krydser vi søen. Overfladen er isblå og hvid. Himlen knaldblå. Det er magisk!

Fuldstændigt enestående at glide henover isen til lyden af slæden, hundenes små flittige potter og deres åndedræt. Det bliver svært at finde øjeblikke bedre end dette.

Vi må stoppe på en grusbanke ved totiden. Vi sætter os, ligger, slapper af, drikker te, henter vand, taler med samer. Spiser. Repeat.

Solen bager. Vi ligger med udsigt til Sarek og foretager os absolut ingenting i godt 8 timer. Vi læser ikke en gang. Der er heller ingen dækning, så tiden fordrives heller ikke på Facebook.

Det er jo egentligt en givtig mulighed for at træne evnen til at vente og til at få et mere afslappet forhold til ventetid. Når man først kan finde ud af vente. Altså rigtig vente. Så vil 5 min ekstra tid ved kassen i Netto ikke mere kunne forvandle dig til en møgirriterende, utålmodig kunde. For hvad betyder 5 minutter, når man kan vente dagevis uden at hæve hvilepulsen?

Vi fodrer klokken seks og hundene må ikke trække før efter 4 timer, så vi laver biksemad og tager en lille lur til. Temperaturen falder, da solen går ned over Sarek og tusmørket kommer snigende. Jeg er træt og lidt kold da vi endelig pakker sammen og starter igen klokken 22.30.

Vi skal godt 300 højdemeter op og slå lejr ved en ravine på godt 800 m.o.h. ovenfor trægrænsen. Jeg ville normalt ikke planlægge at telte så udsat, men jeg forstår Mattis overvejelser. Vi har stadig godt 200 h.m. før vi er helt oppe på fjeldet Kabla og på den her måde, har vi bidt opstigningen over. Desuden udnytter vi de lavere temperaturer optimalt ved at køre op sent på aftenen.

Vi er oppe, da det næsten er mørkt og pandelamperne tændes, så vi kan se at gøre hundene klar til natten. Det er stjerneklart med let vind. Vi slår telt op hver især og gør klar til natten. Ved midnatstid samles vi i Mattis telt, hvor der er plads til at vi alle kan sidde og drikke te og spise godis inden vi lægger os i vores soveposer.

Vi er ømme i kroppen. Det er uvant at håndtere slæden og ikke mindst at løbe i dyb sne og man er jo fyldt lyvogtyve for ganske nylig. ..så kroppen giver sig i sømmene.

Dag 3: Vi vender døgnet

Vækkeuret ringer igen klokken seks og da vi kravler ud af teltet indser vi, at vi har overnattet på femstjernet hotel! Hvilken fantastisk solopgang og udsigt!

Og så er der morgenbuffet med grød, yoghurt, brød, ost og kanelsnegle i Mattis telt. Vi får energi i kroppen og er klar til endnu en dag.

Vi skal starte i meget dyb sne, på skrå op ad. Det nærmest skriger på haveri! Jeg vælter og Gus stiger ud af sit halsbånd. Jeg synker i til skridtet og må kravle frem til ham og få halsbåndet på igen, men derefter kører det. Det vil sige vi skubber og løber for at hjælpe hundene op af fjeldet, men belønnes med det mest storslående udsigt til Sarek Nationalpark jeg har haft.

Nedkørslen på bagsiden af Kabla fjeldet er fantastisk. Utroligt smuk og det er skyfrit i alle verdenshjørner. Jeg har aldrig været på denne strækning, da det typisk er en snescooter rute til Årrenjarka, men når man ikke selv skal gå op, så er denne vej langt smukkere end Kungsleden ned til Pårte og Kvikkjokk.

Allerede sidst på formiddagen er vi nede i skoven og det er varmt og vi slår lejr ved et lille shelter. Matti finder brænde, tænder bål, tryller teleskop grilspyd frem og svenskernes klassiske Falukorv (kødpølse) som vi griller og spiser på brød.

Hundene er placeret på deres natliner og sover. Mine to bageste hunde er ganske særlige. Nenana og Gus er virkelig forelskede. Mine to lovebirds.

Når de løber ved siden af hinanden, vender Gus ofte snuden mod Nenana og kysser hende på kinden. Når jeg trækker selen på hende, klæber han nærmest til hende. De er så kælne. Det er alle hundene uden undtagelse og i sådan en grad, at det er fuldtidsbeskæftigelse at kæle for dem. De elsker kontakten med os selvom vi er fremmede for dem. Ens hjerte smelter og deres behov for at skide i fuld galop foran min slæde tilgives øjeblikkeligt.

Öya i midten er ret stor og lidt af en uvorden dame. Når vi starter er hun altid en af dem der hyler og det vil Matti ikke have. Hundene må ikke have lov at gejle hinanden op inden start.
Forrest har jeg kælepotten Sofia som i år får lov at få hvalpe og ved hendes side Clare. En klog lille førerhund som rent faktisk bliver stående, når jeg råber “Stanna Clara” og starter når jeg giver hende signalet (jeg siger, “yup yup”). Det virker.

For at hente vand er vi nød til at tage snesko på. De er rimelig besværlige at gå med og det er mig en gåde, hvorfor nogen vælger at gå tur i fjeldet på snesko i stedet for ski. Men her i de fuldstændig uundværlige. Vi henter vand i en lille bæk og bærer det i nogen specielle vandposer.

Over middag slår vi teltene op og tager nogen timer på langs indtil der igen skal fodres. Til aften får hunde to slags tørfoder med lidt vand på og hakket kød som er frossen. De spiser sne for at dække deres væskebehov. Ved fodringen skal nogle af hundene nødes lidt for at de får spist op, så det tager lidt tid. Til morgenmad får de kun kød og det er de rigtig vilde med.

Til aftensmad står den på laksesuppe og vi sidder længe i shelteret og snakker inden vi pakker alt sammen i mørket og gør klar til at køre gennem natten under stjernerne. Alt er stille lige indtil hundene fornemmer, at vi skal videre.

Dag 4: Nordlys og stjeneskud

Hundene suser af sted, da vi ved midnatstid slipper ankeret og bevæger os gennem den mørke skov i et smalt spor. Min pandelampe lyser frem til mine førerhunde, så jeg kan følge med og måske nå at styre slæden i svingene og over de store ujævnheder.

Det kræver koncentration og balance, ikke mindst for at undgå at slæden tipper i svingene rammer et træ i farten eller falder ned i et hul.

Vi kører ud over et lille åbent stykke og pludselig flagrer nordlyset på himlen. Som de smukkeste, grønne draperinger. Jeg stopper kort op og slukker min pandelampe, men hundene er ret ligeglade med om der er nordlysshow og vi må fortsætte ned igennem skoven i høj fart.

Vi kører med god afstand mellem hinanden og jeg kan ikke se slæden foran mig. En gang imellem stopper Matti, så vi sikrer os, at alle er med. Det går stærkt, men som Matti tørt bemærker, så har man da næppe tid til at tænke på sit job derhjemme eller andet ligegyldigt, når man kører hundespand på dette lidt tekniske niveau. Det har han så inderligt ret i.

Vi krydser bilvejen ved Årrenjarka og glider over den ene store sø efter den anden. Jeg slukker pandelampen og nyder mørket og lyden af hundenes travle åndedræt. Hilmlen er klar og prydet af stjerner og i en lysning ser vi et stjerneskud lige frem for os.

Det er koldt, men det er jo kun godt for hundene. Vi holder en fart på cirka 15 km i timen og ved totiden kan vi tage en pause og sidde sammen i mørket midt i sporet og få lidt te og chokolade inden vi fortsætter gennem natten til lyser langsomt vender tilbage og solen står op.

Vi kører til klokken halvfem før vi er fremme i en lille vig i hjørnet af en stor aflang sø. Her slår vi lejr og krybber trætte ned i vores soveposer efter vi har sikret os, at vi og hundene ikke kan ses ude fra søen, hvor en stor rensdyrflok i morgen skal passere. Vi skal blot ligge og nyde synet og ikke genere dem.

Stadig dag 4: Vi sov over os!

Jeg vågner ved at hundene ganske kort giver lyd fra sig lige uden for teltet. Men de stopper med det samme igen og jeg forsvinder ned i soveposen og tager en lur til. De andre sover jo også.

Ved middagstid kommer Mattis bedårende og kloge bordercolli, Anni krybende ind under teltdugen til os, så vi står op. Blot for at konstatere at rensdyrflokken har været forbi i al ubemærkethed. Det havde ellers været suverænt at opleve, men man kan jo ikke ønske alt på ét stjeneskud!

Vi laver bål og igen fremtryller Matti lækkerier i form at toastbrød, skinke, ost og grilljern til at toaste, så vi kan lave ægte cowboytoast over bålet. Det er et kongemåltid. Vi tilbringer mange timer med at lave absolut ingenting og drikke kaffe.

Hundene får kys og kram og mad naturligvis. Vi henter vand i søen og tager en ekstra lur inden der vanker pasta med kødsauce til os. Solen skinner hele dagen og forsvinder først bag fjeldene efter klokken ni. Vi skal tidligt op og soveposen kalder på mig.

Dag 5: En hård start

Mit vækkeur giver ingen lyd fra sig klokken 3 og først 40 minutter senere bliver vi vækket. De andre er for længst på benene. Vi skal køre senest klokken 4 for at nå væk fra sporet inden næste rensdyrflok skal passere omkring kl. 7.
Det blir derfor en nærmest militaristisk øvelse at pakke sammen og gøre hundene klar på godt en halv time. Soveposerne pakkes, liggeunderlag tømmes og rulles. Tøj på, telt ned og pakning af slæde. Klargøring af hundene og så afgang. En skrækkelig øvelse at udføre særligt på den tid af døgnet!

Men vi flyver af sted over søen, dog tager Anni fejl af retningen og må løbe stærkt for at indhente Mattis hundespand så hun igen kan styre og lede oppe foran præcis som hun er skabt til.

Vi tilbagelægger 30 km i et stræk imens solen kommer op. Det meste er over store langstrakte søer. Det er iset og hårdt underlag og vi stopper af og til, fordi flere af hundene har brug for at få små sokker på, så der ikke går hul på deres poter. Når vi kører på isen, er vi også nød til at bremse en del for at slæden ikke rutsjer for meget og dermed rykker i hundenes line. Men alt i alt er det ret afslappede at køre her og tankerne flyver i disse tidlige morgentimer.

Lidt over syv drejer vi fra sporet og fortsætter lidt et stykke videre uden ordentligt fast scooterspor. Der har blot kørt en enkelt snescooter og det har skabt en dyb rille som lige akkurat passer til slæden. Men det betyder, at hundene hele tiden synker i og derefter forsøger at løbe på kanten i stedet og så tipper slæden.

Jeg vælter og idet jeg vil kaste ankret ud og træde det ned, får jeg en skæv vinkel på mit ben. Jeg mærker et smæld på bagsiden af benet og ved, at det er virkelig træls, men lige her og nu, må jeg rejse mig op og fortsætte selvom det gør nas.

Vi spiser morgenmad i solen og Matti er rigtig lettet over, at vi lige akkurat nåede af sporet så vi ikke generer flytningen af rensdyrerne. Om vinteren flytter samerne dyrerne ned skovene og mange er nød til at fodre for at flokken overlever. Klimaforandringerne kan mærkes på de her kanter. Når det tøer og derefter fryser i løbet af vinteren, kan rensdyrene ikke komme ned til det lav de lever af.

I slutningen af april flyttes rensdyrene op på fjeldet igen og i de første par uger i maj får de kalve. I juli samler man rensdyrene oppe på fjeldet for at samerne kan mærke kalvene så de ved, hvis der er hvis. Til september er der igen samling i forbindelse med slagtningen.

Der er meget arbejde med rensdyrene, men det at have rensdyr er en så væsentligt del af samernes kultur, at det er svært ikke at fortsætte med. Også i disse år, hvor betingelserne er hårde.

Vi stopper allerede ved 10 tiden og slår teltene op i kanten af en sø. Det tøer meget nu og vi krydser fingre for, at vi vil kunne køre de sidste 35 km uden at synke i vand til knæene. Bare lidt nattefrost vil gøre en markant forskel.

Foto: Melina A. Framme

Resten af dagen er lidt lang. Vi sover lidt, hygger ved bålet og slutter af med en “Ikea platte” = kartoffelmos og köttbullar.

Jeg er øm og træt i kroppen og glæder mig til, at vi igen kommer ud på fast spor, så min skade kan få ro. Det er dog ikke kun mig der piver. Stakkels Anni har forstuvet benet, da hun løb så stærkt ude på isen. Så nu skal hun sidde i slæden imorgen og det vil hun helt sikkert ikke!

Dag 6: Så blir det ikke bedre

Vi er igen klar til afgang kl. 4. Det har været en varm nat. Lige omkring frysepunktet og de har igen lovet plusgrader og solskin til sidste etape på godt 35 km.

Inden vi starter, når jeg at tænke, at sporet umuligt kan blive mere ufremkommeligt end igår. Men det er åbenbart aldrig så skidt, at det ikke kan blive værre!

Hundene rykker kraftigt fra første sekund, men sneen er dyb, blød og gammel, så den bærer hverken hunde, slæde eller os. Vi slås stadig med det dybe scooterspor og jeg vælter. Det er ret svært at komme på højkant uden at hundene trækker inden jeg selv er kommet op. Gus knækker den karabinhage han har i halabåndet og Nanena ved hans side, ryger ud af sit halsbånd, fordi de synker i sneen. Jeg får lagt slæden ned, kravlet ud til dem, så jeg ikke synker i til livet og får det på plads igen. Men efter 2 km får vi igen fast spor under slæderne og derfra er det fantastisk.

Vi krydser store søer og glider gennem skovstrækninger. Jo nærmere vi kommer Jokkmokk, jo mere åbent vand er der, når vi kører over små vandløb og søer. Jeg når da også lige at få tippet slæden tilstrækkeligt til at den ene støvle fyldes med dejlig koldt vand.

Ved 8 tiden holder vi i en lille vig, hvor både vi og hundene kan få tør mark under fødderne. Vi laver bål, slapper af og jeg får varmen tilbage i tæerne imens hundene nyder at ligge på skovbunden.

Mattis hustru kommer på hundeslæde med frisk brød og vi tager et par timer mere på langs inden vi tager hul på de sidste 5 km.

Det er de skønneste kilometer. Solen skinner. Hundene løber, slæden glider så fint i sporet og det er umuligt ikke at føle sig lykkelig og heldig. Vi ser elge mellem træerne og friske bjørnespor der krydser vores. En rigtig forårsbebuder på de her kanter.

Lige pludselig er det hele ovre. Vi stopper ved hundekennelen og Matti åbner porten til hundegården og beder os for første gang slippe hundene løs. De stormer ind i gården, løber glade omkring og hilser på de hunde der har tilbragt vinteren hjemme. Jeg når ikke at sige farvel til mine ynglings, for blandt de 45 andre hunde, er de igen blevet til én i flokken og jeg kan ikke finde dem. Men de er så glade og jeg er glad for, at jeg fik lov at være blandt dem.

Vi piller seler af, efterlader slæderne og bliver kørt til vandrerhjemmet, hvor vi kommer i bad og sauna og trakteres med rensdyrinderlår med frisk grønt og ovnbagte kartofler.

Det var en kæmpe oplevelse at køre med eget hundespand gennem Lapland i strålende solskin og stjerneklare nætter. Fantastisk, vildt og præcis så eventyrligt som jeg havde drømt om. Det var naturligvis noget helt andet end at være ude på ski alene, fordi det foregår 100% på hundenes og guidens præmisser, men er nok også meget sundt at prøve.

Jeg kan varmt anbefale Matti og Jokkmokkguiderna. Han er meget erfaren, kender fjeldene og elsker sine hunde. Men man skal være indstillet på, at det er “the real deal”. Der er ingen kære mor, når slæden vælter og han kræver at man er i nogenlunde fysisk stand. Til gengæld får man en rå og upoleret oplevelse for livet.

Nu er jeg så hjemme igen. Jeg er træt i hele kroppen. På skinnebenet har jeg præcis 5 blå mærker. Ét for Clara. Ét for Sofia. Ét for Öya. Ét for Nenana og ét for Gus. Snart er de borte, men eventyret beholder jeg for altid.

Fotos: Meline A. Framme