Her har jeg samlet alle mine opslag fra Vita Bandet turen, så du kan læse med fra start til slut. God fornøjelse med læsningen.
Jeg har i årevis drømt om gennemføre den svenske vinterklassiker, Vita Bandet – 1200 km på ski fra Grövelsjön til Sveriges nordligste punkt Treriksrösat, godt 395 km nord for Polarcirklen. En stort vintereventyr og en kæmpe udfordring. Jeg vil gerne være den første dansker der klarer denne udfordring. Følg med mig ud på eventyr!
Man kommer ikke sovende til de store drømme
Det er helt gratis at drømme. Det er lunt og trygt og har ingen konsekvenser. Men drømme der ikke bliver forsøgt realiseret, er nu en gang kun tanker. Når vi forsøger at realisere et drøm, løber vi også risikoen for at fejle og skuffe. Ikke mindst os selv. Men nederlaget er jo først en realitet den dag vi holder op med at rejse os og forsøge igen.
Min store drøm i disse år er, at blive den første dansker der klarer at gennemføre den svenske klassiker, Vita Bandet. En ca. 1350 km lang skitur gennem de svenske fjelde fra syd til nord. Jeg har forsøgt før, men uden held. Jeg prøver igen. Det gør jeg, fordi jeg ikke vil sidde på det yderste og fortryde at jeg ikke turde, fordi jeg var bange for ikke at lykkedes.
Med min tur vil jeg vil utrolig gerne være med til inspirere andre til at turde gøre noget ved drømmene. Til at turde begive sig ud af komfortzonen. Give slip på hverdagen. Til at turde sigte højt. Til at forvente mere og leve livet fuldt ud.
At turde betyder ikke, at man ikke frygter, blot at man ikke lader sig skræmme.
Jeg har sagt mit job op og givet mig selv fri i 2 måneder. Foran mig ligger forhåbentlig 65 dages eventyr under frysepunktet med masser af fantastiske oplevelser.
Jeg starter i begyndelsen af februar fra Grövelsjön og målet er at kunne lægge hånden på den store gule betonklods – en grænsemarkering mellem Norge, Sverige og Finland – en gang i starten af april.
Jeg er naturligvis spændt – ikke mindst fordi, at jeg skal alene af sted. Derfor kommer jeg også til at tage det stille og roligt og prøve at få sjælen med i det jeg gør.
At være ude i vinterfjeld er ikke risikofrit, især ikke når man er på egen hånd , men jeg har en del erfaring fra tidligere og jeg vil fokusere på sikkerhed fremfor at komme hurtigt frem. Foran mig ligger en stor fysisk og mental udfordring som kun få klarer hvert år.
Du kan følge mig her på bloggen, på Facebook eller på instagram.com/mettefosvald
Jeg har også en kanal på Youtube, hvor jeg lægger video op, når jeg har chancen for det og linker på Facebook.
Jeg har en tracker med mig, så du kan se, hvor jeg er henne i Sverige:
https://share.garmin.com/Mettefosvald
Al peptalk på sms, messenger og Facebook modtages naturligvis med taknemmelighed ?
Jeg har ikke dækning hele tiden, men desto større er glæden over en lille hilsen, når jeg endelig har adgang til net. Jeg skriver hver dag og uploader her på bloggen, når jeg rammer en mast. Så er du nysgerrig, savner inspiration eller bare gerne vil have en flig af eventyret, så læs med undervejs!
Teknik, teknik, teknik
De tider, hvor man kunne nøjes med kort og kompas, når man skulle ud på eventyr er nok forbi. Men da jeg jo slås med kiloene (i pulken), har jeg denne gang måttet træffe nogle valg som gør lidt ondt – ikke mindst på kamera-fronten. Eneste kamera er nu det, der er i min telefon. Overvejer derfor fortsat om jeg er nød til at optimere telefonen ved at købe en ny med et frisk batteri ?
Strøm er en mangelvare, når man er ude i fjeldet og kulden er hård ved batterierne i de forskellige dele. Telefonen og min nødsender er altid tæt på kroppen i en uldsok, min uundværlige Kindle bor i soveposen (i øvrigt sammen med gasbeholderen til mit kogegrej og gasblusset…) og de øvrige ting er pakket godt ind.
Alligevel er det ingen garanti og netop derfor er det gode gammeldags kompas og papirkort en vigtig del af udrustningen, hvis teknikken svigter og vejret viser tænder.
Jeg har denne gang købt en Garmin inreach mini – nødsender og tracker. Den giver mulighed for tovejs kommunikation og det er jo lidt rart. Med den kan I derhjemme følge mig og mine nærmeste har en høj grad af sikkerhed for, at jeg kan tilkalde hjælp, hvis jeg skulle komme galt af sted.
Nu har jeg nok ikke den mest tålmodige natur, så jeg kæmper fortsat med at blive venner med min gps fra Garmin. De har f…. ikke gjort det let med alle deres apps og logins! Men gps er bare skønt at ha’ i en snestorm, så jeg må igang.
Min Kindle er til gengæld pokkers nem at håndtere og der ikke noget skønnere ude på tur end at krybbe ned i soveposen og læse endnu en god bog, alt i mens stormen raser af udenfor.
Men telefonen er nu en gang helt central. På den skriver jeg min blog, tager billeder, video, uploader, får vejrudsigten, holder kontakten og finder informationer undervejs. Og så hører jeg podcast ? En luksus som kun er mulig, når mine powerbanks er fuldt opladet og nærmeste stikkontakt kan anes i det fjerne.
Dag 1-4: Grövelsjön – Tännäs
Dag 1: 12 km – Grövelsjön – Hävlingstugan
Jeg kigger mig tilbage, da jeg er kommet 200 meter væk fra fjeldstationen. Jeg er alene, mit hjerte banker voldsomt og jeg er bange. 1300 km stod der på skiltet. Lige pludselig er det ret konkret det hele. 1300 f…. kilometer, tusindvis af højdemeter alene i en barsk natur som bestemmer alt. Hvordan skal jeg nogensinde kunne klare det?
Jeg er startet en dag tidligere. Lidt hovedkulds, fordi vejrudsigten for morgendagen varsler hårdt vejr. Jeg kan også lige så godt komme afsted og ikke trække afsked og pinen længere ud. Så Ole er kørt mod syd og jeg går mod nord.
Jeg er allerede forpustet. Pulken er tung, det går op ad med det samme. Der er vinter markering med kryds på pinde som jeg skal følge, men efter kort tid ser jeg kun et enkelt eller to kryds af gangen. Alt er hvidt i hvidt. Vinden er heldigvis i ryggen, men den er der og jeg kan ikke skelne himlen fra landskabet.
Jeg må stoppe for hvert eneste kryds for at få pulsen ned. Hvis vi antager at der er 50 meter mellem hvert kryds, så skal jeg passere mere end 25.000 kryds før jeg er ved Sveriges nordligste punkt! Fuldstændigt uoverskuelig betragtning! Jeg er nok nød til at tænke i andre måleenheder…
Krydsene er røde med en lille refleks på stangen. Men idag er de hvide af sne og is og dermed svære at se.
Jeg har ingen fornemmelse for tid eller distance, men på et tidspunkt flader terrænet ud og jeg skifter fra de lange skins til korte og mærker glid og fremdrift. Jeg føler mig lidt lettere. Det skal nok gå, hvisker jeg konstant til mig selv. Som et mantra.
Et par snescootere kommer imod mig og efterlader et spor. Så går det lettere. Min tracker hænger i selen til pulken og jeg skæver til den og opdager at den faktisk angiver distancen. Ja, man kan blive glad for lidt! Det går fremad og snart er 9 km tilbagelagt. Støvlerne gnaver og selvom jeg altid prædiker for andre at man skal stoppe og tape fødder så snart man mærker det mindste, så fortsætter jeg. Jeg kan ikke overskue at stå stille idag.
Jeg går forbi et vindskydd og snart går det ned ad til Hävlingen. Her har Länsstyrelsen en hytte som skal være åben. Efter blot 3 timer knokler jeg rundt mellem bygningerne i dyb sne for at finde den der er åben.
Der er næsten koldere indenfor end ude, men jeg får gang i brændeovnen og snart får jeg ovenikøbet selskab at to svenskere som også vil overnatte. Jeg drikker varm suppe og kakao og kryber langt ned i min kæmpe store sovepose og lukker øjnene. 12 km og jeg er ok.
Dag 2: Indeblæst i Hävlingen
Hvis der findes en disciplin i at lave absolut ingenting i over et halvanden døgn uden brug af digitale hjælpemidler og i eget selskab, så kan jeg nu med sikkerhed i stemmen sige: Det mestrer jeg 100%. Men hold da fast, hvor er det anstrengende og ikke helt uden tegn på digitale abstinenser…
Dagen går med at fodre brændeovn, læse, dagdrømme, sove og drikke the. Igen og igen. Af og til afbrudt at en tur på ski over til toilettet.
Det blæser hele dagen mellem 11-17 s/m. Jeg synes ikke der er vejr for mig at gå ud i. Og så er der faktisk ikke andet for end at lægge sig ned og slappe af og acceptere at det er vejret der bestemmer på de her kanter.
Sidst på eftermiddagen får jeg selskab af en svensk herre. Venlig og iøvrig fuldstændig lydløs i sovende tilstand ?
Dag 3: 18 km Hävlingen – Rogen
Sender en taknemmelig tanke til min læges forståelse for mit behov for et rejseapotek, da jeg vågner midt om natten med blærebetændelse. Så til alle kære medsøstre som tager væk fra alfavej: Husk altid at medbringe noget der afhjælper blærebetændelse!
Lang nat… men morgenstunden er fin udenfor. Solen er på vej op over fjeldene og jeg spiser min øllebrød og pakker pulken.
Glider ned på søen og sætter en podcast i ørerne. Har desværre ikke fået downloadet noget særligt, så jeg må nøjes med gamle afsnit af Mads og monopolet, hvilket er lidt anstrengende i længden.
Må nok også erkende at jeg igen har undervurderet mit behov for bøger. Har allerede læst 2! Igår fik jeg læst “Kronvidnet” i løbet af aftenen. Må have fundet en løsning, hvis jeg løber tør for bøger. Det går ikke!
Jeg holder en fin fart på 4 km/timen med et par småpauser. Søerne er store og der er uendeligt stille. Af og til er der et par store revner i isen, men den er stabil. En mand på snescooter kommer mig i møde og standser. Jeg får spurgt til vejrudsigten for i morgen og han fortæller mig om en motorcykel tur til Himalaya som endte med evaluering i helikopter og 4 omkomne. Jo, jo. Der er historier derude!
Snart har jeg Rogen hytten i sigte. Jeg ville give ret meget for brænde og nok varmt vand til en etagevask, men i nødrummet er der kun lige til at få varmen og mine sagelige drømmerier om vask må glemmes igen. Rummet er lille, men snart er det indtaget og efter et par timer er der bagende (15°) varmt indenfor og -10°udenfor. Vindstille og roligt.
Kryber i mine dunbukser, drikker varme drikke og slapper af.
Dag 4: 25 km Rogen – Tännäs
Det er lidt svært at få næsen ud fra soveposens dyb. 3° er lidt køligt.. Det er en kold og klar dag udenfor. Jeg har droppet at gå videre gennem Rogen Nationalpark. Jeg var her på Gröna Bandet i 2017 og de svenskere har endnu ikke fået ryddet op i det stenkaos istiden efterlod!
Så jeg har kortfristet besluttet mig for en omvej via Tännäs. Tanken om et varmt bad er en stærk motivationsfaktor. Jeg starter 9.30 og holder kort frokostpause efter et par timer. Efter et stykke tid går det op for mig, at jeg nok er gået lidt forkert. Solen skinner heldigvis og bedst som jeg synes at det er ved at være lidt synd for mig, kommer jeg ind på et fuldstændig ny præpareret skispor! De sidste 7.5 km går dermed let og ved solnedgang er jeg i Tännäs.
Her er ikke et øje. Dvæler lidt ved et skilt der reklamerer for en pub 5 min derfra! Er det mon 5 min i bil, på snescooter eller på ski? Kunne virkelig godt bruge en cola, men tænker at det er 5 min på snescooter og så langt orker jeg ikke gå nu.
Går i stedet efter skilt til fjällby og finder låst reception. Banker alligevel på og vupti, et styk rar svensker åbner. Egen hytte med varme og adgang til sauna er en realitet! Hytten ligger oppe på en skråning, men inden jeg når at blive pylret over det, henter et styk rar svensker sin snescooter og trækker pulken op til døren for mig. Se det er service! Og det selvom jeg sagde til ham, at jeg ikke havde været i bad siden fredag?
Jeg fryser, spiser chokolade og nødder og tager tilløb til at finde saunaen.
Et bad og 80° varm sauna gør godt og jeg får tilset min hæl. Føj for en vabel!
Efter badet tager jeg mig sammen og får tilberedt en af mine egne tørrede middagsretter. Det smager himmelsk med tortelinni til og jeg spiser for 3.
Det har været en lang etape idag, men nogen gange er det værd at gå en omvej for at få et bad.
Dag 5 – 12 Tännäs – Vålådalen
Dag 5: 20 km Tännäs – Tänndalen
Der er dage på ski som man godt gad bytte bort til selv den sureste regnvejrs mandag i Danmark…
Startede ellers godt med solstrejf og fint føre, men føj, hvor blev det tungt da de første 300 højdemeter sad i benene. Det er tungt at trække pulken jævnt op ad bakke i flere timer. Især når man ikke bliver belønnet med nedkørsel.
Men det har dog én kæmpe fordel: Jeg må og skal spise alt, hvad jeg orker. Så morgenmaden suppleres med Marabou chokolade og varm kakao. Mellem måltiderne er der salte nødder og blandet slik på menuen og en sneakers kan man jo også altid klemme ned ? Kort sagt, en fantastisk diæt.
Ellers lever jeg af øllebrød med mælk (pulver), lidt knækbrød med ost, suppe og frysetørret. Vand tilsættes elektrolytter for at bevare salt og mineralbalancen.
Jeg ved af gode grunde ikke, hvor mange kalorier jeg forbrænder i timen, men mon ikke 6 timer svarer til 3000 kcal? Det betyder, at jeg ihvertfald skal indtage 4500 kcal pr dag. Det har jeg simpelt hen ikke nok appetit til at klare.
Terrænet er kedeligt resten af dagen og så blæser der op, det sneer og det udvikler sig snart til en hård vind. Heldigvis går jeg i lavt terræn og er dermed ikke udsat. Men sneen er ultra langsom fordi temperaturen ligger omkring nul. Sneen klumper under skiene og jeg hænger efterhånden noget i stavene af træthed. Hvert skridt er tungt og pulken glider slet ikke. Når jeg ikke kan glide på skiene, men kun gå, får jeg vabler. De gør vanvittig ondt!
De sidste 7 km varer en evighed og jeg skal tage mig seriøst sammen for ikke bare at blive stående og glo tomt ud i luften og prøve at komme i tanke om, hvorfor.
Endelig rammer jeg vejen i Tänndalen og kravler de sidste 800 meter op til Skarvruets højfjeldshotel. Det ser faktisk lukket ud, men jeg tager i døren og står i det mest charmerende oldschool lodge.
Ejeren dukker frem fra en dyb sofa og snart lykkedes det hende at få åbnet et rum i annekset. Jeg får slæbt pulken til døren og da jeg tømmer den, dukker hun op med en bakke med hjemmebagt brød, hjemmelavet ost og gulash jeg kan varme.
Jeg bliver så glad. Og rørt. Det er kommet med alderen, at jeg bliver det, når nogen hjælper mig, fordi de bare har lyst. Det har jeg måske ikke været så vant til.
Jeg spiser rub og stub plus mere chokolade. Orker ikke at tage et bad i denne omgang. Snakker med dem der hjemme og savner, at jeg ikke kan kramme min datter på hendes fødselsdag i dag.
Det kan ikke udsættes længere. Jeg er nød til at se på skadernes omfang på mine hæle. Det ser skidt ud! Bare tanken om at skulle tage et par skistøvler på i morgen, virker håbløs. Jeg roder lidt i førstehjælpsgrejet, men beslutter mig for at trusseindlæg og tape må være den bedste løsning nu. Libresse er et alsidigt produkt!
Dag 6: 23 km Tänndalen – Ramundberget
Jeg vågner til 30 cm ny sne og det sneer fortsat. Starter kl 7 med at tage støvlerne på…hold da fast hvor det kan mærkes, men efter en times tid beslutter jeg mig for at jeg godt kan holde det ud.
Inden jeg går skal jeg ringe tilbage til en rekrutteringsperson i forbindelse med et job jeg har søgt. Forklarer hende at jeg af gode grunde får svært ved at komme til personlig ansættelsessamtale. Vil de ha mig, må vi være kreative? Men på en eller anden måde er det lige nu svært at forholde sig til det der er derhjemme. Det er så uendeligt langt borte.
Det starter hårdt ud med en solid stigning. I ny sne og med pulk på slæb. Jeg må gentagne gange have skiene af og gå. Det er seriøst tungt. Heldigvis har der kørt snescooter så jeg ikke skal spore selv.
Sneen vælter ned hele dagen. Jeg hører podcast – Dronekrigeren, men alligevel snegler jeg mig af sted. Lige inden nedkørslen til Bruksvalla skal jeg igen op. Af med skiene for hundrede syttende gang!
Jeg er ved godt mod da jeg glider ind og parkerer slæden ved det lille supermarked i Bruksvalla. Da jeg af erfaring har lært at indkøb på tom mave, når man er på tur, giver et ret ensidigt resultat (læs: kun guf) har jeg lavet en liste. Jeg kommer helskindet ud af butikken med bl.a en pakke brød og leverpostej. Jeg er nød til at få flere kalorier og fedt i mig.
Jeg er i et område med langrendsløjper og jeg har hørt at der er betalingspligt. Ved siden af det lille supermarked ligger en udlejer af langrendsski og jeg spørger om jeg også skal betale. Det ska jeg! 100 kr. Så spørger jeg ham om jeg ikke bare kan køre på vejen til Ramundberget, men det siger han ikke kan lade sig gøre, da der er sten.
Hans kollega er mere medgørlig. Jeg skal ikke betale, men blot hilse fra ham hvis jeg bliver stoppet. Han henviser til den løjpe jeg skal følge og jeg stikker glad afsted ved halv tre tiden. Det skulle vise sig at være et seriøst dårligt råd og de længste 8 km.
For her pisker folk af sted i lycra som skal træne til vasaløbet. De vil ha’ op og ned. Mest op. Løjpen er ikke skrabet og der ligger 10 cm sne. Jeg er ved at miste modet. Hver gang der er en stigning, må jeg af med skiene. Jeg er på den forkerte side af elven så jeg kan ikke komme op på vejen. Jeg forsøger tricket jeg bruger fra maratonløb. Når jeg passerer et skilt med fx 7 km tilbage, så er jeg på vej imod 6 km. Da jeg når 4 km skiltet er det ved at blive mørkt og jeg bliver pylret. Jeg kører på reservebatteriet nu.
I skumringen dukker en smal bro over elven op som ikke er på kortet. Den forbinder et par hytter med vejen på den anden side. Jeg tager skiene af og finder pandelampen frem. Jeg skal op på vejen! Det er stejlt og glat. Det sidste stykke kravler jeg, men det er det hele værd! Vejen er fin til at køre på. Faktisk perfekt. Den klovn i butikken har lige kostet mig hundredevis af kalorier og givet dødsstødet til mine vabler!
I pandelampens skær glider jeg total udmattet ind i skibyen Ramundberget. Jeg er helt færdig, men må vente en time på at få et rum.
Jeg får et bad og får pulken bakset ned i skiopbevaringen. Det vrimler med folk med make up og jeans.
Mine vabler ser så skidt ud at to damer i badet ikke kan holde deres udbrud tilbage.
Jeg får et lille værelse og smider mig i sengen. Her er rigtigt linned! Overfor ligger et spisested og jeg konsumerer på rekordtid den største burger og to store cola med sukker inden jeg vælter omkuld. Her gad jeg godt blive!
Dag 7: 18 km Ramundberget – Fältjägerstugan
Vågner og overvejer seriøst om jeg skal tage en hviledag. Men vejret er så fint og det bør jeg udnytte. Jeg forsøger at gøre et indhug i buffeten og går jeg over til lægemodtagelsen overfor. Hun renser og forbinder mine vabler og så er jeg klar til afgang, dog lidt sent.
Da jeg finder sporet op til Fältjägerstugan står det efter 300 meter klart for mig: Det her kan jeg ikke! 40 cm dyb sne og ingen spor. Det betyder at pulken føles dobbelt så tung og min grænse er nået. Jeg får kigget på kortet og beslutter mig for en 4 km omvej for at ramme det spor som snescooterne må køre på. Det skal vise sig at være en klog beslutning.
Den første stigning er så kraftig, at jeg må spænde skiene på pulken og gå. Jeg sætter podcast i ørerne – Robert og Thetanerne og slæber mig op. Tre afsnit tager det at komme op på fjeldet. Jeg kommer frem til vindskyddet og spiser frokost i solskin. Nu er der kun 8 km tilbage. Havde jeg valgt det andet spor, havde jeg ikke klaret det.
Det skal vise sig at det heller ikke er idag at jeg får noget forærende… Det fortsætter med at gå jævnt op ad til jeg når 1000 m.o.h.
Herefter går det over stok og sten ned af, hvilket selvfølgelig er fantastisk, hvis ikke det lige er fordi jeg under hele nedkørslen har udsigt til at skulle op på samme niveau igen på den anden side! Det tager lidt af fornøjelsen.
Solen går ned bag mig, da jeg kan se hyttens skorstene. Jeg er træt. Tæller kryds og siger tallet højt til mig selv. 40 kryds og jeg er fremme. Hytten er naturligvis kold og selvom jeg fyrer op, kan jeg selv efter er par timer, se mine egne ånde. Der ligger sne i vindueskarmen.
Her er helt stille. I en radius af 15-20 km er der ingen mennesker. Jeg føler mig også noget alene, da jeg kryber ned i soveposen. Den første uge har været for hård ved mig. Det må jeg erkende. Spørgsmålet er, hvad jeg skal gøre anderledes. Men først må jeg hvile.
Dag 8: 13 km Fältjägerstugan – Helags
Jeg har været oppe en del gange i nat. Fyret og spist chokolade. Sover mest i intervaller af halvanden time, så kl. 7 er jeg kun oppe for at fyre op under hr. Jøtul, for derefter at krybe i posen igen og hvile mig. Jeg har brug for minimum 12-15 timer vandret for at restituere.
Det er en solskinsdag. Lidt vind fra nordvest. Det kan ikke udsættes længere – besøget på det lille hus. Det første af dem er dog fyldt med sne fra gulv til loft. Der er nok en der har glemt at lukke døren i sensommer!
Jeg vågnede i nat af sult, men appetitten er der alligevel ikke. Lidt mærkeligt at de to ting ikke følges ad. Drikker lidt varmt og tvinger brød med leverpostej og ost i mig. Da jeg tager mit tøj på, kan jeg nu i lyset tydeligt se, hvide plamager af salt jeg har svedt ud. Jeg må være ekstra omhyggelig med at drikke vand og hele tiden tilsætte elektrolytter. I smeltet sne er der selvsagt ingen mineraler og salte, blot skidt fra luften.
Pakker sammen. Lever nu et liv i poser med hver deres farve. Klar blå er tøj, grå er mad, petroleum er grej og orange er hygiejne. Alt har sin plads. Også i pulken. Det er egentlig utroligt så hurtigt jeg slår over på primitiv adfærd, når jeg er ude. Mit krus og min ske vasker jeg ikke af. Vasker hænder i sne. Børster tænder i det vand jeg nu har. Tevand går også. Lever med buff og hue 24-7. Ingen bad i mange dage. Jeg må virkelig bidrage positivt til klimaregnskabet.
Har her til morgen genopdaget at jeg kan høre radio på min iPod! Det bliver en dag med musik og solskin! Og når de snakker ind imellem, er jeg ikke nær så alene.
Skægt nok virker signalet dårligt udenfor, så da jeg skal til at gå, må playlisten tage over. Min strategi for i dag er, at popmusikkens lethed skal få mig hurtigt frem.
Jeg standser på en forhøjning og strækker armene i vejret, synger selvom jeg ikke kan og vender ansigtet mod solen. Det er det her det også handler om – om at føle sig helt fri.
Idag bærer sneen mig. Den har fået en hård overflade og det gør det lidt lettere. Lidt over halvvejs, skal jeg runde Helags massivet og altså ca. 200 h.m. op. Jeg klarer et langt stykke på skiene, men så må de af og på pulken. Det er ganske enkelt hurtigere at gå i scootersporet som er hårdt og ujævnt som et jysk provinsfortorv. To mænd på snescooter stopper. Det er dem der tjekker op på STF hytterne og sørger for gas og brænde. Jeg spørger til vejrudsigten for i morgen. 20 s/m i vindstødene. Ja, så skal jeg ihvertfald ingen steder!
Nu tiltager vinden. Heldigvis har jeg den i ryggen. Da jeg kører ned ad, skubber vinden mig så meget at farten bliver for høj. Jeg må af med skiene og gå! Den sidste kilometer frem til Helags har jeg vinden ind i siden og nu skal jeg holde fast for ikke at lette. Måske har det anet mig idag for jeg har ingen pauser holdt. Bare kørt på. I det her område føler jeg mig eksponeret. Her er åbent og vinden har frit spil. Da jeg tømmer pulken ved sikkerhedshytten, blæser der fuld storm. Jeg er kommet frem i tide.
Der er strøm i hytten og elvarme. Jeg fryser men har ikke overskud til at få varmen koblet til. Efter 3 timer er jeg nød til det! Går også i krig med endnu en Hr. Jøtul der er kold som is. Det blæser så kraftigt at ilden har svært ved at få fat. Jeg forsøger tålmodigt, men må til sidst ofre en af mine spritoptændingsposer og efter en halv time kan hr. Jøtul selv finde ud af det.
Tilser mine fødder og det er ikke noget pænt syn. De compeed lignende plastre som lægen satte på er gledet ned og har delvist opløst sig selv. Sandsynligvis pga varmen og sveden i støvlen. Det ser grimt ud. Jeg renser, smører lidt salve på kanterne for hæmme betændelse og sætter et trusseindlæg løst over, så det knapt rører. Begge vabler væsker. Der til kommer nr to tå. Den er rasende øm. Jeg lader den være.
Nu er det bare at lægge sig ned og vente på at stormen aftager. Det blæser så kraftigt at jeg ikke vil kunne gå over til wcbygningen. Udenfor lyser en mast på toppen af bjerget, men jeg har ingen dækning! Det er typisk. Skulle have skiftet abonnement til Telia! Har ellers lige nu ret meget brug for at snakke med mine kære. Det er lørdag. Det bliver tidligst tirsdag.
Dag 9: Helags – storm
Endnu en stormfuld søndag. Vejret ser lusket ud og Ole skriver på min nødsender at de lover 10-12 s/m, 16 i vindstødene og sne.
Jeg beslutter at give min krop og ikke mindst mine fødder en tiltrængt pause.
Den ømme tå ser nu ret så pudsig ud. Det er som om at neglen svæver på en stor pude. En stor vabel under neglen…Det har jeg ikke prøvet før. Jeg sætter en nål ind i neglebåndet og får tømt den. Smører betændelseshæmmende salve på. Det hjalp.
Men der mangler noget. Finder den eneste ting der ikke står på min officielle pakkeliste frem – min mørkerøde neglelak. Lakerer de 9 negle på fødderne og derefter får neglene på hænderne også en tur. Konstaterer med forundring at farven hedder “enough”. Det gir jo god mening! Når jeg kommer til Vålådalen om et par dage, skal jeg hente min første depotpakke. Der i ligger næste neglelak og for hver pakke jeg samler op, kan jeg skifte farve. Når jeg har været igennem 8 farver, er jeg i mål? Jeg ved det virker skørt, men ritualet fungerer for mig på et eller andet plan?
Resten af dagen går med disciplinen at lave absolut ingenting. Udsigten til at gøre netop dette og i eget selskab i flere døgn uden Netflix ville nok sætte de rastløse på en prøve. Men øvelse gør mester og jeg lukker øjnene og accepterer tilstanden.
På et tidspunkt kan jeg ikke høre vinden mere og tænker på om jeg måske godt kunne være gået videre. Er jeg for forsigtig? For nervøs? Jeg åbner yderdøren og flyver med ud, da vinden tager den. Vinden har blot skiftet retning og da jeg står der i et inferno af sne, er jeg klar over at jeg tog den rigtige beslutning. Det blæser hårdt. I det her vejr var jeg aldrig kommet frem. Jeg ordner mit ærinde lynhurtigt og skynder mig ind i soveposen.
Resten af dagen og faktisk natten med går med at læse endnu en bog. En af den slags bøger jeg som læser bliver direkte irriteret over. Bare fordi man kan skrive, er det ikke sikkert man skal. “Mellem himmel og hav” kunne lige så godt være erstattet at en udgave af familie journalen!
Dag 10: Helags – storm
Okej, nu begynder selv jeg at have det lidt stramt med udsigten til endnu et døgn på langs. Det blæser 25-30 s/m og det sneer. Hele hytten ryster. Jeg må ud og træde af på naturens vegne, men det er nærmest umuligt og yderst primitivt. Håber inderligt at det webcam der sidder på en mast, ikke er rettet mod mig….Det vil i så fald være toppen af berømmelse!
Jeg kan via min Garmin Inreach mini sende og modtage beskeder samt hente en vejrudsigt. Jeg får bedt Ole om at sende mine gamle skistøvler op til Vålådalen. Aner ikke om de når op, men jeg kan jo være heldig.
Og så kom dagen i mit liv, hvor jeg måtte overgive mig og tisse i en plastikbøtte som nogle håndværkere har efterladt! Der er ikke læ nok til at gøre det udendørs. Føler mig sgu lidt sølle da jeg kravler i min sovepose – det månedlige, ingen bad i snart en uge og så det her. Så er vi ligesom ved at være der. (Sorry til de sarte, men jeg har lovet mig selv at skrive så ærligt som det er muligt)
Hen på eftermiddagen får jeg selskab af to på snescooter og en hund. De har opgivet at komme videre og indlogerer sig i rummet ved siden af. De fortæller at vinden ligger på 30-37 m/s. Så er der ikke noget at sige til at det rusker noget i hytten.
Jeg får taget mig sammen til at lave en portion frysetørret, men må igen konstatere at jeg ikke kan spise det. Det bliver helt tykt inde i munden. Jeg gir op og læser istedet endnu en bog, denne gang en lidt bedre af slagsen. “En uskyldig familie”. Prøver at sove, men ved midnatstid er jeg så sulten at jeg må spise knækbrød med ost og drikke the. Lang nat forude!
Dag 11: 24 km Helags – Vålåstugan
På tredje dagen opstanden… fra køjeseng. Har ligget på langs i mere end 60 timer. Klokken er 7 og jeg er så klar til at komme videre! Månen står rund og fin ovenfor Helagsmassivet. Det er stille og klart ude. Og solen rammer mig i ansigtet, da jeg begiver mig afsted. Endelig.
Sneen er bogstaveligt talt blæst væk og har efterladt en iset og hård overflade med bølger på. Det er naturligt lidt ujævnt, men en bærende overflade er tusind gange at foretrække i forhold til den første uges dybe nysne.
Pulken følger mig som en ivrig lille hund i snor og jeg behøver ikke slide mig selv ihjel idag. Landskabet er åbent og helt øde. Smukt og glinsende i solen. Jeg holder en godt fart og efterlader kun et svagt spor efter mig.
Holder pause efter tre timer og sidder med ryggen op mod døren til et vindskydd og solen i ansigtet. Drikker suppe og kakao og tænker på absolut på ingenting.
Eftermiddagen går hurtigt i selskab med et par podcast og efter blot 6 timer kan jeg trække pulken det sidste stykke op til hytten. Jeg er for en gangs skyld ikke alene. Her er snakkesalig svenskere som straks byder mig på the og småkage.
Runder dagen af med at tilberede en af mine egne retter. Det smager himmelsk! Spiser op! Burde simpelt hen starte en business med produktion af velsmagende tørret friluftsmad som man ikke har betalt 90 kr for, for så bare at have lyst til at spytte det ud ?
Dag 12: 19 km Vålåstugan – Vålådalen
Fra jeg slår øjnene op, har jeg blot ét på nethinden. Jeg skal tidligt af sted, så jeg kan nå at få frokost på fjeldstationen i Vålådalen OG aftensmad. Det bliver ikke mig de kommer til at lave overskud på, når jeg rykker ind til buffeten! Eller når der tages bad for den sags skyld…
18 km med snuden i sporet og jeg er fremme og har nu klaret første del etape på 170 km. Min første depotpakke er ankommet og med den en ny farve neglelak.Jeg indkvarterer mig i dobbeltseng med lagner og hvidt håndklæde. Overbelaster internettet og bruger uforskammet meget varmt vand efter en uge uden bad.
Finder neglelakken frem og kigger nysgerrigt efter navnet på farven. Anything goes! Det er da en farve der vil noget! Mine vabler heler langsomt, men gør vanvittig ondt. Jeg er desværre løbet tør for Panodiler og der er to dage til apoteket i Åre.
Så kom jeg altså så langt. Jeg er her endnu og jeg er okej. Nu venter Jämtlands skove i mange dage og der er problemer i horisonten. Hvordan kommer jeg på ski ind til Åre, hvis søen ikke er frosset til? Er jeg nød til at gå rundt om Kallsjön af samme grund? Hvordan bli’r det at skulle telte alene?
Jeg tager en dag af gangen og bliver jeg i tvivl om jeg klarer det, så kigger jeg på mine pink negle og husker på at “Anything goes” ??
Dag 13: 30 km Vålådalen – Edsåsdalen
Det er svært at komme afsted denne morgen. Spiser al det morgenmad jeg kan klemme ned fra buffeten og nusser rundt om mig selv. Der skal lidt af et tilløb til at slippe fjeldstationen og tage hul på næste del etape. Jeg når at få en pakke til hjemme fra med mine gamle skistøvler. Måske er det løsningen mod de store vabler? Ihvertfald er de iprener der også er i pakken det. De tager toppen af udfordringen med de første kilometer.
Jeg har for en gangs skyld ikke nærstuderet dagens rute og har en idé om at det er lige til at klare. Lidt lige ud, lidt op, lidt rundt og så ned ad og så lige ud. Kort fortalt! Jeg skulle blive klogere.
Tager skisporet frem til Ottsjön som jeg skal krydse. Isen ser sikker ud, men det er helt blank is og jeg krydser forsigtigt for ikke at falde.
På den anden bred tårner Ottsjöbacken sig op foran mig. På under 2 km kilometer skal jeg mindst 300 h.m. op. Med fuldt lastet pulk på 40 kg. Ski kan jeg glemme alt om. Jeg kampsveder og må have Bardabing i ørerne for ikke at fokusere for meget på anstrengelsen. Det gælder om at holde en så jævn og lav puls som muligt for at kunne blive ved over lang tid.
Dagen går stærkt og det skal vise sig, at jeg skal yderligere op ad. Dog med skiene på. Jeg overhales af et hundespand uden oppakning… 10 hunde som hygger med at trække en tom slæde. De forsvinder hurtigt og jeg tror aldrig opstigningen skal få en ende. Først kl. 15.30 er jeg oppe og runder Hållfjället. Der er godt en time til det bliver mørkt og jeg har stadig 8-9 km foran mig.
Trætheden kan mærkes. Jeg har ikke spist hele dagen og været igang uafbrudt siden kl. 10. Jeg kan mærke, at jeg skal mobilisere en del mental styrke for bare at acceptere at det vil blive mørkt og at jeg skal gå langt endnu. Jeg finder en vis ro i det med mørket. Det kan jeg og jeg ved også, at jeg kan sætte kroppen på autopilot og blive ved. Med de to styrker, vil jeg komme frem.
Jeg holder fokus. Det bliver mørkt og pandelampen hjælper mig de sidste kilometer gennem skoven frem til Edsåsdalen – endnu et lille skisportssted.
Selvfølgelig ligger fjeldstationen oppe! Jeg ligger helt frem i selen til pulken for at få den op og da jeg stiller den ved døren til Kojan er jeg udmattet. Klokken er 17.30.
Den flinke kvinde i receptionen anviser mig et rum på vandrerhjemmet og viser mig, at det lige ligger 200 meter ned ad bakken … suk! Jeg kan også få et hotelrum i hovedbygningen, men jeg går efter vandrerhjem. Altså lige indtil jeg står på værelset på vandrerhjemmet og ikke en gang kan overskue selv at skulle rede seng og lave mad. Nu kan jeg godt mærke at den sidste rest af overskud brugt op.
Jeg slæber pulken op ad bakken igen og beder om et hotelrum i stedet for. Mine batterier er flade. Jeg har kørt mig selv helt i hegnet og nu skal jeg genoplades. De urimelig mange højdemeter har sat deres spor og min krop brokker sig nu. Jeg havde undervurderet dagens etape og skal til at forholde mig mere seriøst til mit væske og madbehov. Ellers bliver turen kort. Jeg spiser alt det jeg kan inden jeg falder om i sengen. Alligevel vågner jeg midt om natten og er sulten som en ulv.
Dag 14: 15 km Edsåsdalen – Åre
Jeg står klar som et bøjet søm da morgenbuffet åbner. Jeg spiser 4 hjemmebagte boller med smør, ost, spegepølse, skinke og syltetøj. Et æg, et glas juice, en kop the og 2 kopper varm chokolade! Kigger ud af vinduet og ser 8 mand skubbe en kassevogn op af bakken fra vandrerhjemmet! Så er der vist ikke noget at sige til at jeg havde nok at se til med at få min pulk op. Den har ikke en gang en motor!
Stop mæt får jeg pakket sammen og i receptionen hjælper endnu en sød kvinde mig med overnatning i Åre. Det er nød til at være på plads. Jeg skal i følge reglerne vest om Åre og så kan jeg lige så godt overnatte.
Solen skinner og gårsdagens strabadser er glemt i sindet, men ikke i kroppen. Heldigvis er der kun 15 km til Åre og meget af det er på Åresøen. Det lykkedes mig alligevel at fjumre så meget, at jeg på tidspunkt kravler rundt i sne til livet og en pulk der vender på hovedet. Off piste kørsel med pulk fungerer ikke!
Resten af dagen går med at stavrer frem på glatis til jeg er i Åre centrum. Finder mit b&b og haster ned i en Telia butik og får købt et svensk simkort. 3 har nu indrømmet at de ingen aftaler har med svenske netværk og det er altså forklaringen på at jeg ingen dækning har. Så meget for “feel like home”!
Indtager velvoksen pizza og køber fed leverpostej og smør til de næste par dage. Trænger faktisk til en hviledag, men har ikke besluttet mig. Det afhænger vel af dagsformen. Men jeg glæder mig til at kunne lægge Åre bag mig og indtage det nordlige Jämtland, hvor næste delmål er Valsjöbyn.
Dag 15: 20 km Åre – Kall
Har indført spisning kl. 3 om natten! Det er altså hermed tilladt at spise cremeboller, nødder og ostemad og andet inden for rækkevidde, når maven knorrer. Har jo hørt, at der findes reglen: Det der spises efter 18, feder om natten. Det må vi da håbe?
Spiser igen alt, hvad jeg orker fra morgenbordet på det lille hyggelige b&b. Kører i øvrigt nu 5-2 kur.. 5 marcipanbrød og 2 sneakers ? det er helt fantastisk effektivt. Kiloene rasler af, men min d-skål ligger nu også et eller andet sted i oppe på Hållfjället!
Kl. 11 kører jeg retur på Åresjön for at komme hen til Åre Björnen, skisportssted. Men dagens etape er brolagt med udfordringer. Først skal jeg finde en jernbaneoverskæring, så jeg kan få pulken over skinnerne. Derefter går jeg i vejkanten på sidevejen til E14. En flink fyr forklarer mig, at der blot lidt længere fremme er en tunnel der fører mig under hovedvejen. Ak ja, for at komme igennem den, skal jeg i grus og skærver slæbe pulken op af en 30% stigning! I Sverige salter man ikke, man spreder små sten og lyden af de sten under pulken er som tavlekridt på en gammeldags skoletavle.
Jeg kigger opgivende op. Pakker ski og stave på pulken som vejer ca 43 kg nu og trækker den så så cm for cm op i rebet foran. En ung kvinde kommer smilende forbi. Vi snakker og hun går med mig op til tunnellen som er 30 m lang med asfalt. Sammen hanker vi op i pulken og får den båret igennem. Men mine trængsler er langt fra ovre. Det går voldsomt op. Ti skridt og en pustepause. Om og om igen. Endnu en flink fyr kommer op på siden af mig og siger, at han kan vise mig, hvordan jeg skal komme videre op på toppen af Åre Björnen via pisterne. Jamen, må man overhovedet gå modsat kørselsretningen på slalombakkerne med en pulk, spørger jeg? Næh, svarer han, men hvad skal de gøre ved det? Skyde dig? Han giver mig sit kort og siger at jeg bare kan ringe, hvis jeg sidder fast et sted. Han har jo en snescooter! Ja, selvfølgelig har han det!
Så jeg sætter de lange skins på og begynder opstigningen i slalombakken, alt imens glade ferieramte danskere suser forbi mig i modsat retning. Jeg kommer op til endnu en lift og der går jeg så ved siden af folk der trækkes afsted med tallerkenliften… de ser lidt forundret på mig.
På toppen får jeg orienteret mig og fundet ned til det spor jeg skal køre videre. Solen skinner og jeg spiser leverpostej med en ske og brød til. Et marcipanbrød i lommen og en håndfuld slik, så kører bussen!
Det går strygende de næste kilometer, men lige ud er det jo ikke lige frem. Endelig runder jeg den nedlagte mine på toppen. Hilser på et par scooterfolk der holder frokost. Jeg spørger til om de ved om isen på Kallsjön har lagt sig. Nej, det kan jeg glemme alt om, forklarer han. De surfer på søen! Jeg kommer til at skulle gå uden om. To ekstra dage!
I Vålåstugan mødte jeg jo Dan Fritzon for et par dage siden som gav mig sit telefonnummer, hvis jeg fik brug for hjælp. Vi talte netop om, hvor vidt det var muligt at krydse Kallsjön. Efterfølgende gav han mig numret på en bekendt der vidste mere om det. Ham ringede jeg op og han tilbød at køre op til Kallsjön og guide mig over, når jeg var klar. Så jeg skrev til ham i morges og vi aftalte at jeg ville være ved søbredden kl. 16. Han ville komme før og køre ud på isen for at se om det kunne lade sig gøre og i så fald, hvilken retning.
Klokken 15.30 ringer han så. Janne Ahrens. Han er på vej og kører om lidt ud og vurderer forholdene. Jeg skal bare komme ned ved p-pladsen, hvor han holder og venter. Jeg har stadig ca 5-6 km igen, men jeg skynder mig. Min vabel på højre hæl skriger på at få fred, men det bliver ikke nu.
Går lidt forkert, men finder endelig de smale scooterspor ned gennem skoven. Der går stærkt, og jeg ved ikke om jeg om lidt får at vide, at isen er for usikker og at jeg dermed skal telte og så bruge 2 dage på vejen for at komme rundt om søen. Det er ved at blive mørkt da jeg kommer ned på vejen og mangler den sidste kilometer. Jeg er træt. Endelig kan jeg se baglygterne på en Audi i skumringen. Der står den flinkeste mand klar og venter på mig. Vi får sat skins under mine ski og hægtet isdubberne om min hals og han har medbragt bedre stave til mig. Vi glider ud på isen. Han forklarer mig, hvad man skal være opmærksom på og hvilke retning vi skal holde for at komme uden om vågerne. På under en halv time er vi ved modsatte bred. Det er nærmest mørkt, da jeg spørger, hvad han skal have for at hjælpe mig. Ingenting. Jeg giver ham et kram og så forsvinder han ud i mørket igen på sine skøjter.
Jeg kan lige så godt indrømme, at jeg er så taknemmelig for den hjælp jeg har fået i dag, at jeg ved næste landskamp er nød til at heppe på svenskerne!
Jeg finder en vej op fra søen og bruger mine sidste kræfter på at komme op til Kallgården, et lille landsby hotel. Smider pulken i indkørslen og går ind i receptionen. Damen i receptionen spørger forundret, om jeg er kommet over isen lige nu? Ja, jeg fik jo hjælp og så kan man jo gå på vandet!
Varmt bad og mad og så på hoved i seng. Højre vabel er grum, så måske skal den have ro i morgen? Nu må vi se, hvad dagsformen siger ?
Dag 16: Kall
Ligger længe under dynen på Kallgaarden – et lille landsby hotel med tapet fra fordomstid og knirkende gulve. Min krop er træt og mine vabler taler til mig og beder om en dag uden skistøvler.
Fra madsalen kan jeg kigge ud over Kallsjön og det står lysende klart for mig, at det var i går man kunne komme over. Idag er der åbent vand mod øst og store våger, der hvor jeg gik over. Jeg var heldig, men det tilskriver jeg min neglelak “Anything goes”…
Tilbringer dagen på langs kun afbrudt af en tur ned til vaskemaskinen for at vaske mit tøj, som er helt stift af salt fra sved.
Nogen vil måske undre sig over at jeg ikke vælger den primitive overnatningsform hele vejen igennem. Hvorfor jeg ikke går efter 100% telt. Hvorfor sover jeg bekvemt, når jeg kan?
For mig handler denne rejse også om at møde mennesker i de små samfund jeg går igennem. At stoppe op og snakke. Overnatte og få den energi med som netop ligger i det tilfældige møde mellem mennesker. Derfor gør jeg mig også stor umage med at tale svensk og lære mere. Når jeg som nu indkvarterer mig på landsby hotellet, så opstår der disse små fine samtaler som giver mig en unik oplevelse og en glæde. Den ville jeg ikke få, hvis jeg kørte med et dogme om primitivitet for enhver pris. Jeg har ikke noget jeg skal bevise med hensyn til at klare mig udendørs. Nu er jeg i Jämtland som jo netop er karakteriseret ved de små samfund. Så er det jeg vil opleve.
Når jeg kommer længere nord på, skifter omgivelserne og dermed også oplevelserne. Naturen bliver mere rå og barsk. Hver ting til sin tid. Men hele vejen handler det for mig om mødet mellem mennesker.
Dag 17: 20 km Kall – Änge
Kroppen er på toppen og vablerne et pakket ind. Jeg er klar til min første nat i telt.
Vejret er fint og selv om det regnede igår, er der kommet lidt ny sne.
Jeg har i dag planer om at gå godt 20 km og slå lejr. De første kilometer går fint på en smal skovvej der fører op til et sted, hvor der testes biler på en sø. Jeg møder en venlig herre på snescooter og vi får en snak inden jeg drejer op i bakken og for alvor får lov at slide i det igen. Sneen er tung og jeg må selv lave sporet. Det gør en stor forskel for hastigheden og pulken føles igen som at have en luddoven Berner Sennenhund på slæb.
Det går som sædvanlig mere op end jeg troede det ville gøre. Til gengæld er nedkørslen det sidste stykke også mere udfordrende end jeg umiddelbart synes om. Men jeg er blevet mere stabil ned ad og har godt styr på pulken, når den presser på.
Jeg krydser først vejen lidt i fem og må sætte teltet op i mørke. Når man skal slå lejr om vinteren er det en god idé at have gennemtænkt rutinerne og rækkefølgen inden man stopper : tramp teltpladesen flad, skift til tørt tøj, sæt telt op, smelt sne, fyld vanddunk med varmt vand og kryb i soveposen med den mellem benene. Fyld termos. Lav mad og alle de andre gøremål siddende i posen. Lunt og godt!
Da jeg ligger i soveposen, kan jeg høre regnen på teltdugen. Men jeg vil ikke spekulere på morgendagen, for den starter først når solen står op.
Dag 18: 28 km Änge – Olden
Har faktisk ikke super meget lyst til at komme ud af soveposen. Alt er lidt fugtigt og en anelse besværligt, men det kan jo ikke hjælpe noget.
Pakker alt sammen og da jeg står klar til at gå, kommer en snakkesalig mand på snescooter. Han er ude og skrabe scootersporet. Vi sludrer og det er tydeligt, at han har styr på mig og min færden…og han slutter af med at sige, at jeg endelig må kigge indenom til kaffe på vejen.
Jeg får ikke helt fat i, hvor det er jeg skal til kaffe, men foran mig ligger 28 km og de går jo ikke sig selv! Føret er forbløffende godt, men sporet er jo også så fint jævnt skrabet, at det er en sand fryd. Stigningen går let og jeg tilbringer et par timer med Thomas Ratsack podcast om mennesker der går til deres grænse og klarer særlige bedrifter og udfordringer.
Over middag passerer jeg en lille rød ejendom med en retro Volvo i indkørslen og en snescooter ved hoveddøren. På verandaen står manden og kalder på mig. Jeg skal ind og “fika” – jeg elsker simpelthen Sverige for at de har et udtryk for “kaffe & kage”. Det mangler vi på dansk!
Jeg parkerer slæden og kommer ind i et charmerende køkken, hvor en doven kat sover på slagbænken og der er stillet smurte håndmadder med smør, ost og skinke frem til mig. Her bor Else og Carl-Erik. Jeg får varm chokolade, wienerbrød og en hyggelig snak. Jeg bliver rørt over den form for gæstfrihed og da jeg vinker og fortsætter, tænker jeg på om dette ville kunne forekomme i Danmark med samme naturlighed?
Terrænet er nemt i dag og trods en temperatur på nul grader, er føret fint og pulken glider. Altså lige til jeg rammer kommunegrænsen og man tydeligt kan se, at her til har Carl-Erik skrabet sporet og vendt.
Efter godt 25 km kommer jeg ud på søen ved det lille bysamfund Olden. Solen forsvinder bag fjeldene og lyset ændres – det er den blå time og den er der noget særligt fredfyldt over.
Jeg skal frem til byhuset i Olden, hvor jeg overnattede på Gröna Bandet i 2017. Det er et lille interimistisk vandrerhjem som bestyres af Stig. Han bor der selv og har igennem mange år fuldt os der er ude på langtur. Han ved, hvem der er på vej og det føles så rart at mærke, at man er ventet og velkommen i hans stuer. Stig griber mine støvler og sætter dem i tørremaskinen, hjælper med at hænge mit telt op som er drivvådt og åbner sit køleskab og siger, at jeg bare skal spise, hvis jeg mangler noget! Man kan vel sige, at han er en guardian angel for os der er langt væk hjemmefra.
Jeg laver min aftensmad og tager et varmt bad i kælderen inden jeg falder omkuld i sengen, mæt og fuld af varme. Det har været en skøn dag på tur.
Dag 19: 12 km Olden – telt
Det er nogen gange godt, at man ikke ved, hvad der venter en, når man starter dagen. Så var man måske vendt om allerede på sengekanten..
Jeg har ikke super travlt med at vinke farvel til Stig i Olden.
Solen skinner og foran mig kigger en lille let etape til Jänsmansholmen på godt 19 km. Troede jeg. Selvom jeg har valgt at følge scooterleden, viser det sig hurtigt, at det ikke er nogen hjælp. Der er nemlig ingen snescooter der har kørt og de sidste dage er der faldet godt med sne. Læg der til, at jeg skal godt 300 h.m. op, dejligt jævnt fordelt over de første 8 km! Altså én lang bakke. Men solen skinner og jeg klør på.
Efter 3 timer uafbrudt op ad er jeg så langt, at jeg tænker, at det er lige ud resten af vejen. Det er det nok også, men sneen er dyb og jeg må bruge mange kræfter på at komme frem skridt for skridt. Jeg kan maksimalt gå 25 meter, så må jeg stoppe op og få pulsen ned igen. Jeg snegler mig af sted og jeg bliver klar over, at jeg ikke vil kunne fortsætte meget mere end en time til.
Klokken 15.00 er der udsolgt på alle hylder! Jeg har ikke mere energi at tage af og jeg mangler 7 km for at være fremme. Jeg synes det kan være anstrengende mentalt set at skulle indstille sig på at skulle telte i stedet for at komme frem, men jeg har ikke noget valg. Det bruger jeg en halv times tid på at få hovedet til at acceptere.
Så fuld stop. Op med telt, ind i soveposen og pulsen ned. Får hanket lidt op i mig selv og spiser min aftensmad. Det blev en kold nat ca. -15° og vanddunken som jeg ligger med mellen benene, må genfyldes med varmt vand midt om natten og dunbukserne kommer med ned i soveposen. Jeg er en frossenpind, men har min egen personlige teori om at det skyldes lavt blodtryk og ekstrem lav hvilepuls ?
Dag 20: 7 km Telt – Jänsmansholmen
Vågner dybt nede i soveposen. Der er iskrystaller på indersiden af teltet og tandpastaen er frossen. Skal huske næste gang at have den inderlommen. Præcis lige som kontaktlinserne. Det er det kolde gys at få nattøjet af og mit andet tøj på. Tænk at man gør det her frivilligt! Spiser knækbrød med smør og drikker dobbelt kakao inden jeg pakker sammen.
Selv om tæerne er iskolde, da jeg går igang, er jeg allerede efter 5 min svedig og må af med et lag tøj. Dyb sne, 25 meter frem. Pause. Igen og igen. Under de her forhold er 7 km rigtig langt. Jeg tæller slet ikke kilometer. Jeg tæller meter. Det er så hårdt, at jeg ikke en gang kan tåle at have noget i ørerne. Jeg tænker bare på, at komme frem. Intet andet. Det må være verdens mest effektive baglårstræning jeg er igang med.
Efter 4 timer er det ovre og jeg er kommet frem til et lille samfund med 25 indbyggere, Jänsmansholmen og her ligger er lille fjeldhotel. Jeg bliver mødt af ejeren udenfor og snart er jeg indendørs, hvor jeg bliver indkvarteret i varmen. Han hjælper mig med at hænge teltet til tørre og spørger om jeg vil have frokost. Om jeg vil! Jeg er så rasende sulten og så serverer han ovenikøbet min livret…spaghetti bolognese. Hvad mere kan man ønske sig? Jo, et varmt bad, en blød seng og rensdyrgryde kl. 17.
Det har været to hårde dage og de illustrerer meget godt, at det ikke kun er længden på en dagsetape der afgør sværhedsgraden, men en række andre faktorer spiller også ind. 12 km kan føles som et maraton.
Der er mange udfordringer forbundet med denne her tur, men det faktum at jeg skal være i uafbrudt aktivitet 6-7 timer hver eneste dag, og dermed har behov for 12-15 timers hvile og enorme mængder mad, er i sig selv krævende. Oven i dette komner den mentale del som betyder mindst lige så meget. Man kan være nok så veltrænet, men har man ikke den mentale styrke, så hjælper store muskler intet herude. Den vigtigste muskel er den mellem ørerne.
Dag 21: 33 km Jänsmansholmen – Rörvattnet
Jeg kan tydeligt mærke forskel i kroppen, da jeg vågner den her morgen. Jeg fik så meget rigtig mad dagen før og efter en solidt morgenmåltid, er jeg så klar!
Thomas der har Jänsmansholmen stiller morgenmad an og giver mig lov til at smøre et par madder til frokost også. Imens jeg gør mig færdig, forsvinder han og da jeg skal gå, forstår jeg, hvor han har været. Han har lige kørt 2 km ud med sin snescooter for at lave et spor til mig, så jeg ikke skulle starte så hårdt ud! Jeg er hermed officielt nød til at fremover at heppe på Sverige i alle sportslige sammenhænge! De er verdensklasse!
I skønt solskin lægger jeg Jänsmansholmen bag mig. Der er vindstille og utrolig smukt. Jeg nyder sporet og beder en stille bøn om at flere vil ud og køre på snescooter i dag, så jeg ikke selv skal spore i den dybe sne. I løbet af natten er der lige faldet yderligere 10 cm sne.
Sporet slutter og jeg kommer nu igen på arbejde de næste 6 km, hvor efter mine bønner bliver hørt. Stilheden brydes af motorstøj, men det er musik i mine ører. Det er stadig tungt, men scootersporet skaber en fast bund under skiene og pulken.
Jeg møder et par nysgerrige rensdyr som pifter efter mig… Jeg lugter nok lige så meget af dyr som dem!
Jeg har logisk set indset, at jeg ikke kan klare hele etapen frem til næste indendørs overnatning i et hug. 33 km er for langt. Absolut! Så planen er at telte efter 15 km… men dybt inde i mit sind, har jeg en lille stemme som hvisker: Du går sgu hele vejen….bare for at se at du kan.
Jeg holder en enkelt spisepause på et kvarter, men er ellers igang hele dagen. Kroppen arbejder stødt og roligt alt imens jeg lytter til podcast. Timerne går.
Midt på eftermiddagen konstaterer jeg pludseligt, at min ene bindning er defekt. Der sidder to metalstykker som griber om den stang jeg har under støvlen. Den ene er knækket! Det er skidt. Jeg har en ekstra binding med, men jeg har aldrig prøvet at skifte den. Jeg får drejet det løse stykke metal, så jeg kan få støvlen ned i hak igen. Bindingen sidder altså fast i den ene side og jeg fortsætter selvom stabiliteten mangler. Der er 18 km tilbage. Så må jeg bare lade være med at tage skien af før jeg er fremme. Holder den ikke, må jeg slå telt op.
Men det går frem ad og efter en fin nedkørsel i skoven, når jeg kl.17 ned til søen Rörvattnet. Nu er jeg jo lidt af en kilometer-optimist, så jeg har sat mig selv i hovedet, at nu skal jeg bare et smut over søen, og så er den ged barberet. Et skilt får mig tilbage til virkeligheden. 8 km. Det er 2 timer. Det er mørkt. Det begynder at sne og det viser sig, at der ikke er sat markering ud på søen. Altså ingen reflekser at gå efter.
Jeg tænder pandelampen og koncentrerer mig om at se snescooter sporet. Går i min egen lille verden indenfor lyskeglen og lytter til Mørkeland. Glidet er dårligt, fordi sneen er omkring plusgrader. Men jeg vil frem. Af og til tager jeg min kort app frem og ser min placering. Jeg undgår at kigge på min tracker. Vil helst ikke vide, hvor langt jeg har gået. Vil bare holde fokus på at komme sikkert frem.
Da jeg når enden af søen, kan jeg ikke finde sporet i den rigtige retning. Kort app stemmer ikke med virkeligheden. Jeg beslutter mig for at gå tilbage ved at følge søbredden. Et eller andet sted må der være et spor som fører op til Rörvattnet by. Jeg ved faktisk ikke, hvor jeg får roen fra, men den er der. Da jeg runder en lille odde, rammer mit lys en refleks som viser sporet videre. De har altså lagt sporet om. Sandsynligvis på grund af åbent vand, hvor den lå før. Jeg aner et par lys fra de små gadelamper og føler mig ekstrem stærk. 33 km på 9 timer. Det kunne altså godt lade sig gøre!
Der lille fjeldhotel har åbent og værtsparret er så imødekommende. Jeg har været her før, men det føles endnu dejligere den her aften. Jeg er kommet tids nok til elg roastbeef med rodfrugter og flødesauce. Vi spiser sammen og Stig lover at hjælpe mig med min binding i morgen og jeg beslutter med det samme, at jeg vil tage en ekstra dag her. Alt andet vil være at snyde sig selv for noget utroligt rart og det er jeg blevet for gammel til at gøre.
Dag 22: Rörvattnet
Hviledag er ikke værst. Der skal spises og stængerne skal hvile. Stig hjælper med at skifte min binding og næste gang kan jeg selv. Teltet tørres og skins bestilles.
Jeg får kontakt til én der har en hytte i næste lille by, hvor jeg også (forhåbentlig) kan hente min depotpakke nr. 2 og købe en bunke marcipanbrød! Jeg er løbet tør for chokolade og guf, hvilket er altødelæggende for min diæt. Desværre åbner den lille butik først mandag kl.10, så søndag må jeg nøjes med resterne i pulken.
Jeg er meget i tvivl om, hvilken vej jeg skal vælge at gå fra mandag. Skal jeg fortsætte i Sverige med risiko for at jeg kommer til at spore selv, da der ikke må køre snescooter og risiko for at der er elve som er åbne? Eller skal jeg køre via Norge, hvor der er norske scooterspor? En omvej på ca. 2 dage? Stig giver mig nummer på en samisk mand som måske kan hjælpe mig med mine spørgsmål i morgen.
Bruger ellers min dag på absolut ingenting. Spiser stort varmt måltid til frokost sammen med et hold scoterfolk. De er ved at falde ned af stolen over at jeg skal gå yderligere 1000 km.
Til aften spiser jeg sammen med Stig og hans søde kone. Vi får stor bøf med grøntsager og pommes frites og bearnaise og jeg topper det med en gang flødesauce og runder af med en halv liter cola med sukker! Så er der vist benzin i tanken ?
Dag 23: 21 km Rörvattnet – Valsjöbyn
Sneen vælter ned, da jeg lægger fra land i Rörvattnet. Det er lige omkring frysepunktet og sneen klamper under mine ski. Pakker til sidst skiene på pulken og går indtil jeg er i Rötviken, hvor jeg drejer fra og krydser op i terrænet i retning af næste lille landsby.
Snebygerne kommer og går, men jeg går i læ for vestenvinden. Jeg har en såkaldt øv dag. Sådan en dag, hvor jeg ikke lige kan få øje på det fantastiske i at være mutters alene langt væk hjemmefra. Fælder et par tårer og tænder en podcast.
Ude på Sausjön blæser det frisk og jeg er ekstra glad for at jeg har fået sat prærieulv (bare rolig, den er certificeret efter gældende eu-regler) på min skaljakke, så jeg kan beskytte mit ansigt. På modsatte bred sidder jeg en stund på pulken og nyder solen og fantasere om det chokolade jeg ikke har mere af!
Alt i mens jeg går i mine egne tanker dukker to elge op. En ko og en stor kalv. De vender om på hælene og forsvinder og har altså ikke tid til en fotosesession med mig.
.Da jeg nærmer mig Valsjöbyn, slår vejret om igen og en frisk vind og snebyger fyger ind fra Norge, da jeg krydser Rengen. Heldigvis er der rusk markering på søen og snart glider jeg ind i den lille landsby. Jeg sender lange længselsfulde blikke i retning af den lille butik som forhåbentlig har min næste pakke med mad liggende og ringer derefter til manden jeg har lånt en hytte af. Jo, nøglen sidder i døren i det lille røde hus til højre….
Varmen er tændt og jeg sidder en stund og falder i staver. Orker ikke rigtigt at pakke ud og skifte tøj. Nervøsiteten for morgendagen kan mærkes. Hvilken vej skal jeg gå? Er min pakke kommet frem? Er der mon nogen jeg kan få lidt gode råd af? Har det bare bedst med at have styr på næste dagsetape inden jeg skal sove, men det er bare ikke muligt lige nu.
Dag 24: 20 km Valsjöbyn – Jule (Norge)
Vågner kl. 5 fordi min mave knorrer af mig. Jeg er så sulten og får hældt den obligatoriske dobbelt kakao i mig og en portion øllebrød. Det mad jeg nu har tilbage, er ikke noget jeg har lyst til overhovedet.
Venter tålmodigt på at den lille butik åbner og jeg kan få hentet min 2. Depotpakke. Jeg bliver så lettet over at se, at den er der. Hvilke herligheder den gemmer på! Mazarinkage, Marabou chokolade og ikke at forglemme, en kvart liter cognac…
Jeg køber brød, skinke, leverpostej og cola går igang med at spise imens jeg pakker tingene over i pulken udenfor. Damerne i butikken fortæller mig, at jeg kan gå på vejen ind i Norge og efter ca 20-25 km komme på norsk scooterspor.
Jeg beslutter mig for dette sikre valg. Den direkte rute over fjeldet er jeg for usikker på, fordi elve og søer i år er luskede og uforudsigelige pga manglende hård frost inden store mængder sne. Det betyder; at man let kan komme i farlige situationer, hvor man går igennem sneen og falder i vandet, fordi det umiddelbart virker tilforladeligt.
Så jeg skal til Norge. Når pulken nu er fuld lastet, er det nu ganske rart, at den i dag kan glide let på vejen, som hverken er gruset eller saltet. Blot skrabet.
Solen skinner og jeg slår autopiloten til. Holder en enkelt spisepause i vejkanten inden jeg efter 20 km kommer til Jule. I den lille butik spørger jeg om der findes nogen overnatningsmulighed. Jo, en kilometer længere fremme er der vist noget … lidt primitivt, siger damen bag disken undskyldende.
Hun har lidt ret. Eller lad mig sige det sådan, det er vist ikke helt klar til sæsonstart! Det er et hus med små værelser. Nøglerne sidder i døren, men der er ingen. Jeg banker på nabohuset og det er ejeren af stedet som tydeligvis ikke er helt forberedt på at få gæster, men jeg tager det som det er og graver sneen væk fra døren.
Jeg har efterhånden overnattet mange forskellige steder og bare jeg har min egen sovepose og min dunjakke, så kan jeg føle mig tilpas de mærkeligste steder. De to ting føles som tryg havn. Som en snegl med sit hus på ryggen. Og er der strøm, så det jo nærmest 5 stjernet… (husk altid 3 meter ledning til ladning af mobil, når du er ude og rejse. Stikkontakten er altid for langt væk fra soveposen!)
Sætter mig på sengekanten med en skinny (flødeskummet må man tænke sig til) lumumba a la Mette (varm kakao med cognac) og finder den nye neglelak fra depot kassen frem. Fjerner omhyggeligt den gamle farve “Anything goes ” og lægger ny “Do you speak love” farve på, så man igen ikke kan se de blå negle på tæerne. Nu er jeg klædt fornuftigt på til endnu en del etape!
Dag 25: 24 km Jule (Norge) – telt
Solskin på min venstre kind hele dagen. Et tegn på at jeg stadig går mod vest og endnu ikke er på kurs mod nord. Men ad omveje kommer man også frem.
Jeg fortsætter på vejen indtil jeg kan komme ned på et scooterspor på søen Lenglingen. En uendelig lang sø. Sporet er træls at køre i og jeg vender tilbage til vejen efter en times tid. Der er jo ingen grund til at gøre livet mere besværligt end højst nødvendigt. I vejkanten holder jeg pause og en kvinde på sparkstøtte kommer forbi og snakker med mig.
Ved enden af søen går jeg ind i skyggen af fjeldene og det kan mærkes på temperaturen. Jeg har besluttet mig for at telte efter godt 25 km, men det er lidt svært at finde en passende teltplads. Sneen ligger højt i kanten af vejen, men ved en frossen elv er der en lille vigeplads, hvor jeg kan få bakset pulken op over og trukket godt 50 meter ind. Jeg stamper teltpladsen og sætter telt op imens solen forsvinder. Jeg har tjekket vejrudsigten. Det ser ud til at temperaturen skal ned på -15° i nattens løb. Det er til at håndtere.
Jeg har på denne tur valgt at bruge kogegrej med vintergas, fordi jeg simpelthen ikke føler mig tryg med multifuel. Det driller mig og jeg ved, at jeg ikke selv vil kunne reparere det, hvis det stopper til. Ulempen er bare, at vintergas ikke fungerer under -22°. Derfor har jeg spritblus og sprit med i reserve. Det brænder ineffektivt i kulde, men det kan til nød bruges, hvis gassen giver op.
Da jeg smelter sne inde i teltet, undrer det mig lidt, at gassen brænder så dårligt, men det lykkedes mig at fylde mine to termoflasker og vandflasken som ryger ned mellem benene inden gassen giver op. Jeg tager derfor den ene gasflaske med ned i soveposen sammen med powerbanks, telefon, Kindle og mit tøj.
Langsomt får jeg varmen og og falder i søvn. Vågner naturligvis mange gange i nattens løb. Kondens i teltet gør, at der af og til drysser snekrystaller ned på mit ansigt. Klokken fire skifter jeg vandet i vanddunken, så jeg igen kan holde varmen, men søvnen kommer ikke tilbage.
Dag 26: 18 km Telt (Norge) – Holand (Norge)
Det er godt nok køligt, da jeg går i gang med at skifte tøj. Heldigvis starter gassen som jeg har haft nær kroppen og jeg får hældt varm kakao i mig og tøet et stykke brød med smør op oven på låget til kogegrejet. Jeg har vanter på hele tiden for ikke at få frostskader, når jeg rører ved metal.
Kulden er massiv og jeg kan mærke, at jeg skal tage mig sammen for at ikke bare at blive siddende stille og holde varmen. Kulde kan gøre en nærmest apatisk.
Det bliver en langsommelig proces at pakke sammen. Bare det at rulle mit oppustelige liggeunderlag sammen kræver tre runder med opvarmning af fingrene mellem benene ind imellem. Så soveposen. Kogegrejet og resten af mit grej. Ligger alt sammen uden for teltet. På mine fødder har jeg mine dunsko. Ud over mit tøj har jeg min store dunjakke og mine dunbukser. Jeg sender en taknemmelig tanke til Jan Lundhag som fortalte mig om det uundværlige ved dunbukser, når man fryser som jeg. Jeg stiller mig på mit liggeunderlag og begynder at tage teltet ned. Alt foregår med luffer på. Alligevel må jeg hele tiden holde pauser for at bevare varmen i tæer og fingre.
Jeg er dybt koncentreret om opgaven, da jeg hører en råbe til mig. Ude på vejen holder en bil og en kvinde er steget ud. Hun vil vide om jeg er ok. Jo, får jeg fremstammet, men det er jo koldt. Ja, -30° nu og endnu koldere var det i nat, svarer hun. Så tror da pokker, at jeg kæmper med mig selv. Hun kører igen og jeg tænker, at det er rart at vide, at der findes mennesker som hende.
Jeg slæber pulken ud på vejen og skal nu til det uundgåelige. Støvlerne skal på. Problemet er bare, at læderstøvlen er dybfrossen og foden kan ikke komme ned i den! Jeg prøver at tage den ene sok af, men det hjælper intet. Jeg kan ikke se anden udvej end at hælde lidt varmt vand fra thermokanden hen over støvlen og forsøge at manipulere læderet til det giver efter. Det virker. Om det er den rigtige løsning, aner jeg intet om.
Og så er det ellers bare at spurte af sted til varmen indfinder sig i kroppen. Da solens stråler rammer mig i ryggen kommer smilet tilbage. Så er jeg på vej nord på igen.
Følger vejen og efter en lidt langtrukken stigning, går det i fuld fart ned ad. Jeg overser scootersporet, men det gør vist kun tingene lettere. Endelig kan jeg skifte kurs og gå stik øst tilbage i retning af Sverige – og et yderst lovende skilt med teksten: Gjestegård.
Fantaserer om varmt bad og mad. Hvidt lagen og cola. Mine drømme går i opfyldelse i Holand. Tjekker ind. Selv Lars Monsen har overnattet her da han gik Norge på langs, så det må være godt!
Spiser elg pizza og drikker cola med cognac… Alt imens temperaturen falder udenfor.
Dag 27: 27 km Holand (Norge) – Gäddede
Termometeret viser -27° og jeg er super glad for at jeg ikke skal pakke et telt sammen her til morgen.
Men det er køligt selvom solen skinner, da jeg glider af sted. Af og til passerer en bil og folk vinker og smiler til mig. Jeg smiler også. Den ene time tager den anden og jeg kommer vel nærmest i en meditativ tilstand, fordi jeg ikke skal anstrenge mig for at komme frem. Blot bevæge arme og ben og finde rytmen. De sidste par dage på vej har gjort godt for kroppen og jeg har fået nok energi indenbords.
Jeg spiser frokost i solen med ryggen op imod pulken. Hvilken skøn dag og snart er jeg retur i Sverige og på helt ret kurs igen.
Krydser grænsen i fin stil og uden at blive tjekket. Det manglede da også bare, at de emsige grænsevagter skulle fratage mig min cognac…
Efter godt fem timer er jeg i Gäddede, hvor jeg jo har været på Gröna Bandet. Møder en anden der er ude på Vita Bandet med hundeslæde. Svinger inden om apoteket og får købt diverse plaster og genkender kvinden bag skranken fra sidst. Hun hjælper mig med et telefonnummer til en der vist har en hytte længere fremme og vi griner af mit behov for at købe mere neglelakfjerner.
Det allerbedste ved Gäddede er Gäddede Camping og Lili-Mari. Hun er vores alle sammen trail angel. Hun opbevarer vores tilsendte depotpakker og giver os gratis overnatning i fine store hytter! Det er simpelthen så flot gjort og jeg har næsten lyst til at springe over disken og give hende et stort kram. Hvilken luksus. Varmt vand og tørreskab. Pizzaria rundt om hjørnet. Hvad mere kan man ønske sig?
Lili-Mari ringer også lige til sin bror for at undersøge isforholdene herfra. De er desværre dårlige og jeg må derfor fortsætte på vej lidt endnu til jeg kan dreje ind over fjeldene i retning af næste delmål – Klimpfjeld.
Med min tredje depotpakke under armen og en ekstra pakke med en ny bindning, smider jeg mig i soveposen og konstaterer, at jeg er ved at være kommet til det punkt, hvor det her er min hverdag. Spise, stå på ski, sove. Simpelt, men rart – altså det meste af tiden!
Dag 28: 28 km Gäddede – Jormvattnet
Oh, what a feeling
When we’re dancing on the ceiling
Det er svært at bevare pessimismen denne morgen, da jeg med musik i ørerne og solens stråler i ryggen, slipper den lille by Gäddede og fortsætter nord over langs vejen.
Sødeste Lili-Marie på campingen ordnede lige overnatning for mig til i aften. Hvilken hjælpsomhed! Jeg skal sove på Korpens öga.
Neglene har fået ny farve – City of stars – mørk blå med grøn glittereffekt. De minder mig om nordlyset som jeg måske snart får at se.
Jeg kører langs store søer og passerer to kraftværker. Derfor er søerne ikke sikre at køre på og der er mange steder med åbent vand. Men skidt pyt – på vejen kører jeg 5 km i timen uden at anstrenge mig. Efter seks timer er jeg allerede i Jormvattnet og jeg finder det lille pensionat.
Et lidt pudsigt sted. De arrangerer flerdags rideture i fjeldet om sommeren og om vinteren lever de af snescooterfolket som søger herop, fordi det her er tilladt at køre “off piste” med scooter. De har indrettet en bygning i rustik stil og jeg vil godt garantere, at der ikke findes noget magen til nogen steder….
Jeg deler aftensmad med fem snescooter gutter. De bliver lidt stille, da det går op for dem, at jeg kører 1300 km for egen motor. Ejeren af stedet hjælper med rute valg til næste dag og det viser sig, at han har numret til hende der ejer en lille bitte hytte i Ankarede. Jeg taler med hende i telefonen og aftaler, at jeg må overnatte der i morgen. Så skal jeg først sove i telt søndag, hvor de har lovet varmere vejr. Alting løser sig, når bare man tager en dag af gangen.
Dag 29: 27 km Jormvattnet – Ankarede
Har ikke sovet super godt i nat, af den simple grund, at værelset ikke har noget vindue. Det er en trækasse. Det er ikke lige mig!
Vælger at følge værtens råd om at gå over fjeldet til Stora Blåsjön. Alternativet er vejen som ikke kræver mange kræfter. Jeg kan mærke, at jeg her vælger noget andet end det jeg rent faktisk selv vil og det irriterer mig de første timer, hvor jeg knokler op ad. Jeg vil gøre det her på min måde!! Det sner og jeg er gennemblødt af sved efter kort tid.
Over middag kan jeg endelig se Stora Blåsjön og solen kommer frem, da jeg tager nedkørslen af det smale spor. Jeg har efterhånden godt styr på pulken ned ad og snart står jeg ved søen.
Store søer er så enerverende at krydse. Man har en følelse af ikke at komme nogen vegne og det blæser altid ude på midten. Men på modsatte bred ligger en lille Ica, hvor jeg kan købe nyt smør. Værtens hunde havde her til morgen tyvstjålet mit smør plus kniven…fra min pulk og de to ting er træls at undvære.
Køber cola, marcipanbrød og en pære og går ind i den lille café ved siden af, hvor jeg får et held og lykke med på vejen af en lokal. Napper en panini med elg, inden jeg er klar til de sidste 8 km – på vejen! Jeg er færdig med at bruge flere unødige kalorier for i dag.
Vejen bliver smallere og ender ved et lille kapel som ligger i meter høje snedriver. Jeg har været her før og kender til de små røde træhuse som ligger rundt om kapellet.
Jeg har fået lov at låne et lille anneks og det er så fint. Ejeren har gravet indgangen fri, bragt vand op og tændt lidt varme. På bordet ligger en sød hilsen og lidt godis.
Jeg føler mig så heldig. Skynder mig ind, får skiftet til tørt tøj og indtaget min snart obligatoriske dobbelt kakao cognac inden jeg dejser omkuld i soveposen. Jeg er træt i dag. 500 km er nu klaret og jeg har været på tur i hele februar måned. Jeg har ikke fået tur-kuller endnu, men erkender blankt, at podcast og god telefondækning hjælper mig frem.
Dag 30: 25 km Ankarede – Raukasjön
Har faktisk mest lyst til at blive liggende i min lille hule her ved kirken, men bare tanken om, hvor meget strøm der skal til for at den lille radiator kan holde temperaturen nogenlunde, for mig til at stå op og slukke den. Men svenskerne har jo bogstaveligt talt strøm lige udenfor døren, så måske er jeg tilgivet?
Det er sort og hvidt vejr idag. Omkring -20° og jeg må gå mig varm. Jeg har især problemer med de yderste fingerled og må stoppe flere gange for at varme dem i armhulen.
Dagen byder ikke på meget. Solen forsøger at trænge igennem, men uden held. Jeg kommer over trægrænsen og fjeldet åbner sig til alle sider i sin endeløse stilhed. Jeg er alene i denne hvide verden. Holder en enkelt pause ved søen Värjaren, men opstigningen bagefter er noget ondskabsfuld og skiene må af.
Jeg har gået meget af denne etape før og heller ikke denne gang, frister den til et gensyn. Endelig kommer jeg ned på Raukasjön og jeg begynder mentalt at indstille mig på at teltet skal op. Efter godt 4 km svinger sporet op på land, hvor der ligger et par hytter og en café. Jeg har på forhånd fået at vide, at der ikke bor nogen der nu pga sygdom, så jeg har tænkt mig at telte der.
Jeg kigger op fra søen og synes at jeg kan se en lampe. Der er lys! Kan jeg tænkes at være mega super heldig? Der holder et par snescootere ved den ene hytte og imens jeg får pusten, overvejer jeg om jeg skal spørge om de har en ledig seng. I stedet går jeg over til den største hytte og banker på. En dame åbner og minsandten om ikke der lige er en lille rød hytte til mig også!
Der har været en lidt trist dag. Jeg er ved at være lidt mør i kroppen og savner lidt nogen kortere dags etaper. De 25 km i dag har taget næsten 8 timer. Det i sig selv er jo ikke så galt, men at gøre det hver dag, er krævende for kroppen. Underligt nok har jeg ingen ømhed nogen steder og så meget har jeg jo heller ikke trænet op til turen. Så måske er vi bare bygget til at lave fysisk hårdt arbejde hver eneste dag.
Tankerne har idag kræset lidt omkring min motivation för dette projekt. Om hvorfor jeg gør det her og hvordan jeg rent faktisk lykkedes med at fastholde min indre motivation hver dag herude. Det kan være svært at forklare, men målet og følelsen af at nå målet, er så stærkt visualiseret for mit indre blik, at jeg ikke tvivler et sekund, når jeg lægger alle kræfter i og trækker pulken en meter mere. Jeg ved, at mange ikke forstår trangen til at præstere noget helt særligt og virkeliggøre en drøm, men nogen få gør, fordi de selv har været der – mærket, når noget helt særligt lykkedes. Noget der er svært og som kun få klarer.
Dag 31: 12 km Raukasjö – Raukasjö!!
Det skal vise sig at blive en dag, hvor jeg bliver mindet om, at jeg blot er en lille fjer i denne store hvide verden. En fjer der tror, at den flyver ved egen kraft, men som egentlig ikke styrer noget som helst. Det er der større naturkræfter der gør. Det er vinden der bestemmer, hvor en fjer lander.
Jeg vågner til en lusket vejrudsigt. Det sneer og blæser lidt uden for, men de forskellige prognoser har mellem 8 og 12 s/m på programmet for dagen. Jeg er i tvivl. Skal jeg blive eller skal jeg gå videre? Jeg pakker sammen og venter. Beslutter mig for at blive, men tænker ved mig selv, at jeg måske er lidt for forsigtig. Måske er det derfor jeg ændrer mening klokken 12. Jeg synes bestemt at sigtbarheden over Raukasjön er bedre og der er lige seks snescootere som passerer, så nu er der jo spor.
Så jeg pakker sammen og går. Jeg skal knapt 7 km op ad og sætter de lange skins på fra starten. Det går fint og jeg er i læ af træer, men efterhånden bliver det mere blæsende. Sneen driver og sporet er allerede forsvundet, men jeg kan se de røde kryds og føler mig egentlig tryg. Det føles koldt – minus 15° svarer vel til ca. -25° under disse vindforhold.
Oven for trægrænsen er vinden hård. Jeg forsøger at dække mit ansigt til, men går uden skibriller, hvilket er rigtig dumt. Mine øjenvipper fryser sammen og det gør det vanskeligt at se.
Jeg kan se et kryds af gangen… indtil jeg ikke en gang kan det mere. Alt er bare et stort hvidt inferno og jeg bliver stående ved det sidste kryds som iøvrigt kun stikker 30 cm op over sneen. Jeg venter, kigger tilbage om jeg kan se det forrige kryds. Kigger frem igen og ser så det næste og fortsætter, blot for at konstatere, at jeg ikke kan se flere.
Jeg har gået 6 km og er bange. Jeg vender ryggen til vinden og venter lidt, men kulden er streng og mine yderste fingerled er følelsesløse. Jeg har før været ude i dårligt vejr, men aldrig alene. Er man to, har man bedre mulighed for at klare de her situationer, hvis man skal grave sig ned. Men jeg er ikke to. Jeg er en.
Der er godt en kilometer mere op og derefter 5 km frem til næste hytte, men på åbent fjeld, hvor jeg er maksimalt eksponeret. Jeg tør ikke fortsætte og vender om. Jeg er rolig, men bange. Det ene skin falder af og jeg må stoppe for at få det sat nogenlunde fast igen, hvilket kræver at vanten skal af. Jeg kan mærke, at jeg skal hurtigt ned i læ. Det her er en dårlig situation som jeg har bragt mig selv i og jeg burde vide bedre. Jeg spekulerer et kort sekund på, hvor langt ude og skide man skal være for at det er i orden at rekvirere hjælp, men konkluderer, at jeg nok ville være typen, der ikke ville trække det kort før jeg lå ned.
Turen ned til trægrænsen er langtfra elegant og først da jeg er en kilometer fra hytten som jeg kom fra, slapper jeg af igen. Ejeren står uden for og kigger undrende, men også vidende på mig. Han havde jo sagt til mig i morges, at det kunne tænkes at være tufft på kallfjället. Det kunne jeg tørt bekræfte inden jeg lukkede mig ind i varmen og begravede mig i soveposens mørke.
En vigtig norsk regel i fjeldet er, at man skal vende i tide og at det ikke er nogen skam å snu. Den regel har jeg overholdt i dag. Men min egen leveregel som er almen gyldig i stort set alle livets sammenhænge, har jeg ikke efterlevet: Er du i tvivl, så er du ikke i tvivl. Havde jeg fuldt den, var jeg blevet indendørs fra starten af og sparet mig selv for en dårlig oplevelse.
De 12 km det blev til i dag, bragte mig ingen vegne – men min krop har det som om den har løbet et maraton.
Dag 32: 22 km Raukasjö – Klimpfjäll
Gårsdagens oplevelse sidder både fysisk og mentalt i kroppen, da jeg vågner halv seks. Men jeg skal videre og man skal vel rejse sig ved det træ man er faldet. Eller kravle op over det fjeld man trillede ned fra…
Det blæser lige så meget som igår, men der er god sigtbarhed og solen trænger sig lidt på. Det er unægtelig surt at tage den lange stigning én gang til. De første 2 km går jeg og lader skiene sidde på pulken. Det sparer på kræfterne at jeg ikke også skal løfte dem for hvert skridt. Jeg går til lyden af Bardabing – funky musik er faktisk særdeles velegnet til at bevægelsen på ski.
Et par snescootere kommer mig i møde og sporet er godt at følge. Jeg skal undgå at få løs sne ind under mine lange skins. Det får limen til at slippe og så er løbet kørt. De skal tørre før de kan bruges igen. Den lærestreg har jeg fået!
Det er en lang sej stigning og da jeg kommer over trægrænsen er jeg nød til at dække mit ansigt til. Vinden er til den friske side og føles vel som -25°. Det blæser lige så meget som igår, men forskellen er, at jeg kan se hele fjeldet. Ved det sted, hvor jeg vendte igår, mangler der rent faktisk et rødt kryds dvs at der er godt 100 meter imellem.
Jeg indser nu, at et kryds fra eller ikke havde hjulpet mig. Fjeld plateauet er helt åbent og meget stort. Vinden har frit løb her. Var jeg fortsat i stedet for at vende, havde jeg ikke klaret det. Der er fortsat 5 km frem til Slipsikstugan. Erkendelsen er barsk, men også god. Jeg vendte jo netop om, fordi jeg vurderede situationen korrekt og dét er jo udtryk for at jeg trak på min erfaring fra tidligere oplevelser.
I dag er der en formidabel udsigt til alle verdens hjørner, men blot få sekunder med telefonens kamera fremme, får fingrene til at fryse til is. Jeg fortsætter derfor uden pause frem til hytten. Knapt 4 timers uafbrudt aktivitet.
I hytten holder scooterfolket pause imens de griller Bullens kurv i kaminen og spiser hotdogs! Hytten ligger så udsat, at den for nogen år tilbage blæste væk, fordi nogen havde glemt at lukke døren! Nu har de så sat et ekstra vindfang på, så man skal ind ad to døre. Det var der ikke da jeg var her i 2017.
Resten af dagen går i mageligt tempo og terræn ned mod Klimpfjäll. Blå himmel og tanken om varmt bad, cola og chips gør det let at bevæge benene selvom jeg er træt.
I Klimpfjäll finder jeg hurtigt Klimpfjällgården som jeg overnattede og spiste på sidst. Da jeg går ind, bliver jeg mødt med et smil af værtinden som har overtaget stedet efter sine forældre. Hun kan se, at jeg er “Vita Bandara” på det vejrbidte look. Jeg får verdens skønneste rum! Henter min depot pakke nr. 4 hos Handlarn og køber lidt af det jeg mangler for at kunne holde min 5:2 kur frem til Hemavan.
Varmt bad, pizza og ny lak på neglene. Desværre er farven “Party time” – som primært består af glimmer – ikke ideel til at dække blåviolette negle! Men nu ser vi om jeg kan køre med den eller om jeg må genbruge én af de tidligere farver. Man skal jo ikke gå ned på neglelak.
Dag 33: 25 km Klimpfjäll – Tjåkkelestugan
Vågner til snefald og skønt morgenbord med lune croissanter med Nutella! Har så meget lyst til at blive her! Men der venter mig en lidt uforudsigelig etape op til Hemavan og der kan blive brug for ekstra dage senere.
Så pulken pakkes og den er nu igen fuldt lastet. Jeg havde egentlig besluttet at gå den direkte vej op til Tjåkkelestugan via den smalle passage Durrrenskalet, men jeg er i nattens løb blevet usikker på om der er lavinefare. Da sneen jo vælter ned, kigger jeg på kort og beslutter mig for en lille omvej mod vest ad vejen for jeg ikke skal anstrenge mig mere end højst nødvendigt.
Det der på papiret virker som en god plan, skal vise sig at være virkelig træls i virkeligheden. For efter 5 km må jeg konstatere, at vejen er lukket og ikke ryddet. Der er dog et snescooter spor, så jeg fortsætter i den overbevisning, at det spor vil være der de næste 10 km. Jeg skal blive slemt klogere! Efter få kilometer er jeg uden spor i dyb sne. Det blæser og sneer. Jeg slider i det, men kommer frem. Det går op ad og jeg er faktisk ved at blive lidt pylret over, hvor håbløst det ser ud. Pulken er usandsynlig tung og jeg må gå sildeben for at komme frem. Jeg er ved at indse, at jeg skulle have valgt at gå en helt tredje vej, men det er for sent nu.
Endelig når jeg frem til det sted, hvor vinterleden op mod Tjåkkelestugan går. Nu mangler jeg blot 8 km. Jeg finder lidt læ og spiser lidt mad inden jeg fortsætter. Til min store irritation må jeg konstatere, at der ingen spor er. Jeg må selv spore og vinden tager til. Heldigvis er krydsmarkeringerne gode og jeg føler mig ok. To kilometer inden hytten, ser jeg er skilt, hvor der gøres opmærksom på at snescootertrafik ikke er tilladt længere…det har jeg overset på kortet. Jeg tænker ikke videre over konsekvensen lige nu.
Da jeg kan se den lille røde hytte, er jeg ved godt mod. Det gik jo alligevel… når jeg at tænke, da det der ikke må ske, sker! Det skråner ret meget der hvor jeg går. Nedenfor løber elven og der er åbent vand. Jeg har lige tænkt tanken, at jeg skal passe på, at pulken ikke tipper, men jeg tager chancen. Det er jo blot et lille stykke og jeg kan ikke rigtig gå højere op.
Pulken vælter og triller rundt, så den vender bagenden direkte ned mod elven. Træk stængerne vrides 180 grader og jeg sidder i spænd. Hvis jeg kobler mig fra nu, vil pulken forsvinde ned i elven. Udover at Pippi på bagsmækken har udsigt til dryknedøden, så har jeg også selv en alvorlig situation. Uden mit grej, kan jeg ikke fortsætte.
Jeg ved ikke, hvordan jeg bærer mig ad, men i sådanne situationer får man nogengange overnaturlige kræfter. Det lykkes mig at hive pulken i retning af et lille birketræ, så den holdes fast. Jeg kobler mig af selen og skiene, og kravler ned til pulken og får fat i den reb som jeg har fastgjort i forenden. Men den er for tung i den her position. Eller jeg er for let. Min første tanke er, at jeg må hente hjælp. En fuldstændig tåbelig tanke! Her er jo kun mig!
Jeg griber om rebet, kravler på alle fire i den dybe sne og prøver at få pulken over på siden, så den ikke kan glide. Herefter trækker jeg den i små bitte ryk fremad indtil jeg efter godt 30 meter er på mere vandret plan. Jeg får hentet ski og stave og samlet mig. Det var godt nok tæt på at gå galt.
Jeg ved ikke, hvem der har lagt vintersporet ned til hytten, men selv det sidste stykke må jeg kravle med pulken og hente skiene bagefter.
Hytten er ejet af Länsstyrelsen og relativ primitiv. Der er dog brænde og jeg går igang med at få gang i den kolde kamin, hvilket kræver en solid indsats. Desværre er der i brændeskuret kun en meter lange træstammer, en kæmpe sav og en økse så stor, at jeg ikke kan løfte den. Jeg fatter ikke, at man ikke som minimum har at en manuel trækløver hvor man hæver en jernklods på en stang, så selv små mennesker kan kløve brænde. Det har man nu i de fleste af Svenske Turistforeningens hytter og der øger ihvertfald sandsynligheden for at kvinder også kan klare sig herude.
Jeg smelter sne på trangia og kamin og spiser så meget jeg orker. Der er ikke over frysepunktet indenfor og jeg søger ned i soveposen. Jeg er virkelig træt og helt færdig, men er nu også klar over, at næste dag kan vise sig at blive seriøs udfordrende på grund af at jeg selv skal lave spor.
Dag 34: 15 km Tjåkkelestugan – telt
Dagen starter med opklaring på himlen og klokken halv ni er jeg klar. Foran mig ligger 20 km i en bred dalgang og uden de store højdeforskelle. Jeg har indset, at chancen for at der er et snescooter spor er lige så lille som at jeg får et varmt fodbad til aften. De eneste der må køre i området er samerne og midt i ugen, skal de nok ikke ud og lufte familien!
Det starter hårdt ud. Dyb sne og høj puls. Jeg kampsveder og er allerede efter en halv time ved at nå det punkt, hvor jeg spørger mig selv, hvad jeg har gang i. Jeg må kravle, når det går for meget op ad. Jeg har skiene i hænderne foran mig, sætter dem i sneen og trækker mig frem i armene. Andre steder kan jeg snegle mig afsted med skiene på. Jeg sætter de lange skins på og håber inderligt at der ikke kommer løs sne ind i limen.
Det er noget af det hårdeste jeg har prøvet. Time efter time arbejder jeg mig fremad. Landskabet er så smukt, men jeg har ikke overskud til at nyde det. Det der på kortet så ud som ingen højdeforskelle, dækker over et kuperet terræn. Et orienteringskort på 1:7500 ville have røbet det. Vinter- og sommerleden er lagt sammen og trukket højt i terrænet i stedet for i bunden af dalgangen, hvilket ville have været mere logisk. Det skyldes højst sandsynligt samernes ønske, da der er et langt rengærde i hele dalen og flere af deres små hytter.
Efter 5 timer er jeg kun halvvejs og jeg begynder at indse, at tiden og mine kræfter vil slippe op inden jeg, når frem til næste lille hytte. Jeg har heller ikke idag nogen telefon dækning og jeg tænker lidt på, at dem der hjemme undrer sig over mit tempo dagen igennem og er bekymrede for, hvad der er galt. De kan jo se mit signal fra inreach hvert 30. Minut og ind imellem kommer jeg vel knapt 500 meter på den tid.
Solen skinner heldigvis og det er ikke koldt. Efter 10 km ser jeg et scooterspor, men det drejer op på fjeldet og jeg synes sneen bliver endnu dybere foran mig. Vinterleden er tydeligvis bare lagt oveni sommersporet uden hensyntagen til at forsænkninger om vinteren skaber små raviner store huller og dybe driver. De er umulige at komme ned og ikke mindst op af. Jeg er mør og frustreret, da jeg for gud ved, hvilken gang synker i til skridtet og sidder fast med pulken. Det virker håbløst og mine eneste chance for at klare det er, at slå hjernen fra og bare sætte et ben foran det andet. Begynder jeg at tænke over situationen, bliver det håbløse for tydeligt.
Solen står lavt, da jeg beslutter mig for at slå telt op. Jeg fortsætter frem til der, hvor jeg endelig kommer ned i bunden af dalen. Jeg har været igang uafbrudt i 8 timer og der skal være energi nok til at slå lejr og ordne de praktiske ting i teltet.
I aften spiser de flæskesteg derhjemme og jeg føler mig for første gang mutters alene. Det har været den fysisk set hårdeste dag på ski, jeg kan mindes og der er sandsynligvis godt 5 km eller mere til jeg rammer kørte spor igen. Det kræver hvile og mad før jeg er klar til det. Lige nu orker jeg slet ikke tænke på det. Jeg er totalt udmattet.
Dag 35: 5 km Telt – Ljusliden
Hvis jeg måtte få et ønske opfyldt her til morgen, så ville jeg for en gangs skyld ikke ønske mig tykt hår og tynde lår, men et fint og fast scooterspor. Jeg åbner teltdugen og konstaterer tørt, at jeg igen idag kommer til at få tyndere lår helt af sig selv! Der er nemlig ikke sket noget mirakel om natten som har ændrer på føret.
Jeg ordner mine ting og pakker sammen uden at komme til at fryse. Spænder mig for pulken og prøver at tænke positivt og konstruktivt. Jeg har ca. 2 km frem til en bro. Derefter 3 km frem til den lille hytte. Er kryds af gangen, så vil jeg komme der hen om det så skal tage mig hele dagen. Jeg skal blot fokusere på opgaven. Intet andet. Min metode er, at jeg ikke lader mig gribe og påvirke af følelsen af håbløshed og umulighed. Ikke lader mig følelsesmæssigt kapre, fordi det vil hindre mig i at handle rationelt og gøre det der skal til. Jeg tillader mig ingen frustration eller udbrud. Jeg gør bare det, jeg skal for at klare det.
Efter få meter indser jeg, at halve kryds nok er mere realistisk. Altså 25 meter. Puste ud. 25 meter. Og det selvom det går lige ud! Pulken synker så meget i, at jeg stopper for at tjekke om der er noget der bremser den siden den slet ikke glider.
Efter 200 meter krydser sporet rengærdet ved en låge. Skiene af, pulken af og så må jeg grave lågen så meget fri, at jeg kan slæbe pulken igennem. Den positive effekt er, at mine tæer ikke er dybfrosne i de ellers bundfrosne skistøvler.
Meter for meter kommer jeg frem til den første af de to broer. Jeg begriber ikke, at Länsstyrelsen kan mene at det her er en vinterled! Over en smal bro på ski! Sneen ligger meter højt på broen og jeg går derfor først over på ski, så tilbage for at grave et nogenlunde stabilt spor til pulken. Skubber derefter pulken over ved at kravle ved siden af så jeg ikke risikerer at den falder ned.
Kobler mig på igen og kravler op blot for at se den næste bro. Den er større og der er åbent vand under. Her er problemet selve tilgangen. Det skråner meget for derefter at gå lige ned på broen. Jeg tager først turen over på ski. Så tilbage for at hente pulken. Ved at placere mig selv kravlende nedenfor pulken, kan jeg forhindre at den tipper samtidig med at jeg skubber den fremad mod broen. Det lykkedes mig at få pulken drejet, så den kommer lige ned. Jeg trækker den over og bander over, at jeg på den anden side skal lægge alle kræfter i for at få pulken af og op over en kæmpe sten der ligger i vejen.
De 2 km har taget mig 2 timer! Jeg når at gå ca. 200 meter, da jeg ser et scooterspor. Tårerne står på lur af glæde. Men ak, scootersporet drejer for meget mod højre til at jeg tør følge det ret længe. Ser det igen efter en halv time, men vælger at fortsætte i den dybe sne. Da jeg ser det tredje gang, er jeg fuldstændig fløjtende ligeglad med, hvor det scooterspor fører hen, bare jeg slipper for mere op og ned i dyb sne!
Hvilken lettelse at gå i et daggammelt scooterspor! Som fast grund under fødder efter to dage i kviksand. Sporet fører mig ud til Ransatåns bredde udløb i søen Ransarn som er en reguleret sø, dvs. på denne tid af året, mangler der vand og man går derfor ned i søen. Jeg holder mig relativ tæt på bredden for at kunne se hytten som jeg har besluttet mig for at overnatte i. Jeg orker ikke at fortsætte mere i dag.
Hvilken fin rød hytte! Det ene rum er tydeligvis beboet og der er mindst 25 grader derinde. Helt sikkert folk på snescooter! Der er dog ingen.
Det andet rum er nusset og koldt. Jeg starter derfor med at save brænde, så jeg kan få startet kaminen op. Får varmt tøj på, spiser frokost, hænger telt til tørre og indretter min hule i soveposen. Med cognac i kakaoen og varme i kroppen kryber jeg i ly.
Efter kort tid kommer mine naboer tilbage fra deres fisketur, nysgerrige efter at se, hvem der er dukket op. De to gutter er lynhurtige til at invitere på boblevand og varme inde hos dem og snart sidder jeg med glas på stilk og bliver inviteret på aftensmad klokken halv seks. Hvilken luksus som øvrigt fordobles, da den ene kommer ind til mig med favnen fuld af kløvet brænde. Jeg går hundrede procent ind for ligestilling, så længe det ikke forhindrer mænd i at være gentlemen og kvinder i at nyde det?
Spiser bøf med stegte kartofler og sludrer til mørket falder på. Lidt selskab efter 3 dage på egen hånd er nu godt. Glæder mig også til lidt telefon dækning.
Dag 36: 39 km Ljusliden – Virisen
Det er utroligt, hvad 15 timers restitution kan gøre af underværker for kroppen.
Jeg kan mærke, at jeg er i topform her til morgen og skal have noget ud af dagen.
Lægger i bogstaveligste forstand fra land klokken kvart i otte og kører mod solopgangen ned på søen. Det fineste scooterspor viser vejen og i dag er ipod dag, så der er musik til arbejdet. Ude på søen er der dækning og jeg kan ringe hjem. Det er nu rart, især når jeg synes, at tilværelsen har været lidt hårdhændet med mig de sidste par dage.
Det går i raskt tempo og kroppen føles som en toptunet Porsche. Igår tog jeg 1 km i timen, når det gik bedst. Nu kører jeg fire gange så hurtigt og smånynner imens! Det er sådan det skal være på tur.
Den ene kilometer tager den anden og jeg kan mærke, at jeg har én af de dage, hvor jeg kan gå solen sort. Eneste minus er, at jeg er blevet træt af chokolade og jeg har jo brug for brændstof.
Jeg har også en af de dage, hvor jeg leger kispus med min hjerne. Jeg har en aftale med mig selv om at gå ca. 25 km og slå telt op. Ingen tvivl om det. Men inde bag frontallapperne er der noget andet på tapetet og det har jeg dybest set vidst fra jeg slog øjnene og i morges. Jeg har tænkt mig at se om ikke jeg kan gå hele vejen frem til Virisen, godt 40 km…
Ved halv firetiden tager jeg en rask stigning og ser et skilt med 14 km til Virisen. Med 25 km i benene, er det lidt af en mundfuld, men solen kaster stadig lange stråler efter mig og jeg synes det kører. Aftaler med mig selv, at jeg kører frem til søen Virisen og telter der. Så leger vi det!
Solnedgangen farver himmelen orange og blå, da jeg glider ned på søen og har 5 km tilbage. Det må kunne klares.
Jeg kører på autopilot og mørket falder på. Følger de orange markeringer og tænker på, at dette er fordelen ved at være på tur alene. Jeg bestemmer selv tid og tempo.
Det er mørkt, da jeg trækker pulken op nede fra søen og pandelampen må frem. Jeg går efter en højtbeliggende hytte med lys i vinduerne. Finder døren på bagsiden og konstaterer med forundring, at der sidder et skilt med teksten “restaurant”! Vi snakker om den yderste forpost i Lapland med to husstande! Og så en restaurant!
Jeg åbner døren og møder værten. Jeg spørger til muligheden for at overnatte og han ved åbenbart godt at jeg er én af dem – Vita Bandara – for han henviser mig til en lille hytte på skråningen som jeg lige har passeret og gør opmærksom på at der er bad! Mon jeg lugter så dårligt? Det er da kun fire dage siden sidste kontakt med sæbe og vel omkring tre uger isch siden jeg fik vasket tøj…der er nok nogen der er sarte.
Da jeg kommer ind i varmen, falder jeg i staver. Sidder bare og stener. Nu er jeg træt. Kold og rasende sulten. Følger værtens opfordring om at tage et bad og bruger ellers aftenen på at spise alt lige fra mariekiks med tandsmør til min egen hjemmelavede Chili con carne. Det har været en super dag!
Dag 37: 52 km Virisen – Hemavan
Kvindernes internationale kampdag ?
Mødte igår en mand på snescooter oppe på fjeldet. Vi snakkede lidt om vejret og om, hvor langt jeg havde kørt. “Er du helt alene på tur”, spurgte han så efter lidt tid. “Øh, ja”, svarede jeg og undrede mig over spørgsmålet, da jeg jo ikke kunne se andre end ham og mig. Da han var kørt igen, kom jeg i tanke om det jeg skulle have svaret: ” Er DU helt alene ude på snescooter”…. men det spørger man måske endnu ikke mænd om i 2020 eller hvad? Så vi kæmper videre, ik’?
Det føles som om jeg har været i byen hele natten. Min krop er træt og mørbanket, men jeg må op og spise. Tuller omkring og hviler igen inden jeg er nød til at komme ud på plankerne og komme afsted. Har faktisk overhovedet ikke lyst til at stå på ski i dag.
Turen fra Virisen og nord på går via små veje uden trafik. Vejene er ryddede, men snebelagt. Det er sort og hvid dag og med en sådan transport strækning foran mig, venter der en del kedelige timer i eget selskab. Jeg har godt 50 km til Hemavan og der er sat to dage af til det.
Efter 10 km stopper en bil og en kvinde udbryder, at hun bare synes, at vi der går Vita Bandet er super seje. Hun bor ved vejen og holder øje med os. Kort tid efter gentager det sig – endnu en kvinde stopper og vil lige vide, hvilket nummer jeg er på listen over Vita Bandara i år. Det ved jeg ikke, men jeg er jo den eneste danske kvinde på listen.
Opmuntret af kvinderne fortsætter jeg dagens etape. Af og til er vejen iset og jeg kommer hurtigt frem, men ved Tärnamo falder tempoet og sneen daler ned. Klokken er mange og jeg burde snart stoppe for i dag, men sneen ligger meter dyb omkring mig om det fremmer ikke lige frem min lyst til at slå lejr. Så jeg fortsætter lidt endnu. Beslutter mig for at køre frem til Västansjön og så telte der.
Susser ned fra fjeldet og står klokken 18 ved E12. Har kørt 42 km på 8 timer. Det er mørkt. Hvad nu lille du? Skal du telte eller skal du bare fortsætte de sidste 9 km til Hemavan? Tøver ca. 30 sekunder – den tid det tager at indtage en Kex chokolade, når man er sulten. Finder begge pandelamper frem og sætter en på rød i nakken og den hvide i panden. 9 km på vej tager halvanden time, hvis jeg giver den gas. Belønningen er pizza, cola, halvvejs sejr og hviledag i morgen. Det er for fristende.
Det er ikke super fedt at køre på ski i mørke på E12, men så har jeg prøvet det. Efter en time stopper en bil og en hollandsk mand springer ud, giver hånd og spørger om han må tage et billede! Jeg kan ikke forestille mig, at der er noget motiv på det billede i mørket, men det må han jo om. Jeg smiler og ønsker ham en god aften.
Klokken halv otte trækker jeg pulken op af bakken til Hemavan Fjällstation. Jeg er lidt over halvvejs og har tilbagelagt 700 km. Hemavan er en milepæl som jeg har ser frem til. Herfra går det op på Kungsleden, terrænet skifter og jeg vil for første gang møde andre på ski. Nu mangler jeg blot 650 km og de 465 af dem, har jeg kørt før. Jeg bør kunne tage anden halvdel lidt hurtigere, hvis ellers vejret ikke begynder at drille.
Jeg får tildelt et rum – pudsigt nok det samme som jeg havde i 2017 på Gröna Bandet. Lader Pippi passe pulken og skynder mig ned til ICA for at hente min depotpakke nummer 5 og indtager verdens bedste pizza på Nannas kök. Runder middagen af på værelset med at indtage 2 x tirimasu isdessert og et stykke wienerbrød. Man er vel på kur!
Dag 38: Hviledag i Hemavan
Jeg trænger virkelig til en fridag fra skiene og det skal vise sig, at det er den helt rigtige dag.
Vågner til seriøst tøvejr. Plusgrader og sjap. Mine negle er nylakerede i farven “Heatwave”, men jeg håber ikke det får permanent indflydelse på vejrfronten! Håret er nyvasket og det samme er mit tøj. Nu er der så skienes tur til at blive frisket op, så jeg trasker et par kilometer med dem på nakken for at finde nogen der kan hjælpe med det. De er godt ridset og medtaget på for- og bagski af små sten der har sat sig og de hårde isede underlag på vejstrækningerne.
Jeg får handlet de småting jeg mangler og pakket om, så jeg er klar til næste deletape på omkring 10-12 dage. Desværre er mine nye skins ikke dukket op i posten og jeg kan mærke, at det går mig på, at jeg kun har et par nu.
Resten af dagen går med at ligge ned og så kommer tur-kulleren snigende ind på mig. Det er svært at forklare, hvad der gør det, men der kommer højvande i tårekanalenerne. Det er trættende at gøre alt i eget selskab hele tiden. Især at spise alle måltider alene. At skulle håndtere alle beslutninger selv. Måske savner jeg ganske enkelt bare en stor krammer. Jeg ved det ikke.
Hviledage er nok bare ikke lige super godt for min psyke lige nu. Så hellere være igang og have blikket stift rettet mod nord.
Dag 39: 24 km Hemavan – Syterstugan
Det svenske ord for vejret i dag er “mulet” og jeg synes godt man kan fornemme på det ord, at det er træls vejr. Det sner vådt og klamt.
Jeg prøver igen ved postudleveringen at få en pakke fundet frem med nye skins, men den har Postf…. nord smidt væk! Pakker min pulk og spiser morgenmad. Det er svært at komme videre. Savner dem der hjemme, men ved også, at det hjælper, når jeg igen er igang.
Jeg spørger én af de unge der arbejder på fjällstationen om, hvordan jeg finder Kungsledens start i skibakken, hvor til han spørger om jeg da ikke har liftkort! Nej, her gælder det egen motor – også på slalombakken!
Så jeg må på den igen. Foran mig ligger tre timers op ad. Men jeg har faktisk efterhånden vænnet mig til det. Det går jo altid over. Er faktisk begyndt at inddele en stigning i antal podcast der skal til. Det står først rigtig slemt til, hvis jeg er nød til at høre to gange Mads & Monopolet. Så er det i mere end en forstand op ad bakke!
Da jeg kommer over trægrænsen er der ikke noget spor, men det slår mig nu heller ikke ud. Det kommer jo, når jeg rammer scootersporet som fører op til Viterskalstugan som ligger efter godt 12 km. Jeg når til den ved et tiden og glæder mig allerede på afstand til de varme vafler med flødeskum og multebærsyltetøj som jeg ved at hytten er kendt for.
Ved hytten er der en del aktivitet, fordi noget teknisk fly personale og en gruppe unge mennesker er på kursus i bivuak og vinterteltning. Lige inden jeg kommer til hytten, ser jeg to foran med store pulke. Jeg har fulgt deres spor og kan se, at ihvertfald den ene, tager skiene af, når det går op ad… Hytteværten fortæller mig, at det er en dansk og en tysk mand og at deres pulke vejer 70-80 kg! Hold da op, at de orker!
Jeg sludrer med vaffel-damen og spiser resten af gårsdagens kolde pizza. Solen skinner nu og udsigten til Syterskalet – en smal dalgang med fine toppe på hver side, er formidabel. Jeg er lettet over at vejret er med mig. Netop Syterskalet kan være meget blæsende og hårdt at komme igennem.
På et par timer er Syterskalet klaret og jeg går forbi vindskydet og kan se at de to med de tunge pulke har valgt at blive der. Jeg vil nu hellere lige tage den næste stigning med og sove i Syterstugan.
Solen går ned, da jeg holder ved døren. Jeg har selskab i hytten af et ungt par, hvor han er ude på Sverige rundt – et projekt på et år med vandring, ski og padling. Respekt! Hytteværten er en sød ældre dame som tydeligvis er glad for selskab, så vi tilbringer aftenen sammen alle fire. Det er skønt at være kommet på Kungsleden og møde andre på ski. Det er der en vis charme ved.
Dag 40: 13 km Syter – Tärnasjö
Det ser ud til, at jeg godt kan begynde at vænne mig til “mulet” vejr. Våd sne i store fnug daler ned. Jeg tøver. Gider faktisk ikke rigtig den slags vejr og overvejer at blive nede i soveposen og tage en slapper.
Spiser morgenmad og ser at de to med de store pulke holder udenfor. Dem må jeg da lige snakke med. Den ene er dansk og forklarer pulkens vægt med at de er ude på langtur. De skal køre 650 km og har alt med. Også mad til hele turen. Danskeren har været i dansk tv i forbindelse med sine forberedelser til turen. Han har ikke lange skins med og jeg foreslår, at han bestiller dem med det samme og får dem sendt til næste by, men det forslag er vist ikke aktuelt… Jeg forstår ikke helt pointet i den slags, men der er jo så meget vi kvinder ikke forstår! I mine øjne svarer det til at køre med firkantede hjul på bilen OG binde en betonklods bag på. Men på den anden side, hvem gider modtage råd fra en kvinde med fletninger og skrig orange neglelak her ude midt i fjeldet?
Så jeg kryber ned i min sovepose og ser vejret lidt an. Jeg har dækning og sammenligner med udsigten for næste dag – Mulet! Så er der jo intet vundet ved at udsætte det.
Så på med plankerne, Abba i ørerne og så fuld ild!. Henter de to og fortsætter ud på Tärnasjö, hvor jeg i det fjerne kan se en til med pulk. Han holder pause og jeg når op til ham og han har faktisk en fin husky med til at trække. Han er fra Schweiz og vi følges ad resten af turen frem til Tärnasjöstugan og snakker hele vejen.
Hytteværten byder velkommen og vi får varm saft og jeg får mit eget rum. Det har kun taget tre timer i dag, så klokken er jo bare to. Men satser på en lang dag i morgen, så lidt afslapning er ingen skade til. Der kommer flere folk til – også de to fra tidligere, men de skal jo videre og telte.
Sidst på dagen er saunaen varm og det er jo svært at sige nej tak til. Jeg laver en kæmpe portion af mit eget tørrede mad og spiser tre dybe tallerkenfulde med top! Så slipper jeg nok for at skulle op klokken fire i nat for at spise…
Dag 41: 39 km Tärnasjö – Ammarnäs
Jeg er tidligt på benene i dag. Jeg har besluttet, at jeg vil hele vejen til Ammarnäs. En lidt stor mundfuld, men mon ikke det går?
Gæt et vejr… mulet! Men det blæser ikke. Fra Tärnasjö hytten er der en pæn stigning fra starten og uden spor de første kilometer, men så fryser man jo ikke! Jeg klør på og glæder mig blot til jeg rammer scootersporet. Som sædvanligt. Det er dog kun lige omkring frysepunktet, så glidet er ikke fantastisk.
Efter en time indhenter jeg de to tunge pulke. De slider i det, men de har jo 40 kg mad at tage af, så de kan sagens tillade sig at fråse med kalorierne.
Det sner og frem til Servestugan ser jeg ikke ret meget andet end mine egne skispidser. Det går jævnt op og det er tungt føre. Jeg skal være ved hytten senest ved et tiden for at det er fornuftigt at fortsætte yderligere 22 km.
Jeg må have et indre ur som er fuldstændig finstillet – er ved hytten kl. 13. Jeg er gennemblødt af sved og bliver hurtig kold, så jeg holder under en halv times pause inden jeg fortsætter.
Jeg er efterhånden blevet klar over forskellen på scooterspor. De hurtiggående scootertyper har en bred og grov profil under så de kan race og køre i dyb sne. De pulveriserer sporet og gør det anstrengende at gå i med ski, fordi sneen bliver pløjet op og det bliver blødt. De mere rolige modeller har smal profil og efterlader et langt bedre spor – især hvis lillemor er med på bagsmækken og de har en anhænger med. Så er dagen reddet for mig! Fladt og fast spor.
Jeg får netop sidstnævnte spor efter frokost og en skøn nedfart til søen. Søer skal man sætte pris på, fordi de er så jævne, men de er også lidt uendelige at gå på. Kilometer efter kilometer. Solen prøver at kaste et par strejf efter mig og jeg går og glæder mig til den burger jeg skal have til aften.
De sidste 8 km tager jeg på vejen og det går jo glat. Jeg sigter efter at nå den lokale butik inden klokken seks, så jeg kan få frisk brød med videre. Jeg når det lige akkurat. Inden i den lille butik har de et par ski stående til udlejning med samme skinsystem som mine. Jeg spørger om de sælger korte skins, da jeg jo nu kører på mit nr to par og dermed ingen ekstra har. Først tøver han, men da jeg siger at jeg er Vita Bandara, vil han naturligvis hjælpe. Og hvis jeg ikke for brug for dem, skal jeg bare sende den retur, så fprcjeh pengene tilbage. Hvilken super hjælpsomhed!
Godt træt, men fornøjet over at have klaret 39 km og nået Ammarnäs, styrer jeg mod Ammarnäs Wärdshus og tjekker ind på vandrerhjem med bad og skøn burger (kunne faktisk godt have spist to hovedretter, men kunne ikke få mig til at bestille igen).
Så nu ligger jeg med benene oppe og håber på godt vejr og perfekt føre i morgen alt imens jeg glæder mig over, at coronapanikken ikke er kommet til mig. Jeg ovenikøbet beskidte fingre og kun en halv rulle wcpapir til de næste 5 dage…bare jeg overlever!
Dag 42: 18 km Ammarnäs – Ammarnäs
Ulempen ved at have erfarenhed med dårligt vejr i vinterfjeldet er, at man på egen krop har oplevet, hvor hurtigt vejret kan skifte og blive kritisk. De oplevelser har sat sig i mit baghoved, hvor de minder mig om, at man rent faktisk er ret lille, når vinden raser.
Det har gjort, at jeg har stor respekt for dårligt vejr om vinteren og kører efter et forsigtighedsprincip. Det betyder, at jeg ikke med fuld overlæg går ud i dårligt vejr, men hellere venter en ekstra dag. Kald mig bare en kryster.
Så dag 42 blev en anskueliggørelse i det princip. Startede efter klokken ni og fuldte scootersporet langs Vindelelven ca. 9 km. Indenfor 10 min blæste det frisk selv hernede i dalen og udsynet til fjeldene forsvandt i sne. Jeg ventede en stund og tjekkede vejrudsigten. 10-14 s/m oppe på fjeldet som jeg skulle videre over. Minus 15° og med vind, rundt -25°. Jeg tøvede. Skulle jeg chance den og tage opstigningen for at se om det ville gå? Slå telt op og vente til næste dag? Gå tilbage og tage turen igen næste morgen.
Brugte godt en time på beslutningen. Vil jo helst bare klø på og være hardcore og sandsynligvis ville det gå godt selvom jeg ville være presset. Men min erfaring siger mig, at jeg får en bedre og meget mere positiv oplevelse, hvis jeg er lidt mere forsigtig og ikke spiller sej. Tvivlen nagede mig virkelig, men til sidst gav jeg mig og vendte om.
Mødte på tilbagevejen en herre på scooter som jeg både havde hilst på igår og her til morgen. Han er fra området og vi snakkede en stund. Han kender fjeldet og syntes min beslutning var rigtig. Fjeldet er der også i morgen og det har han jo ret i.
Så det blev til lidt spildt krudt og et ekstra godt måltid mad (polled moose burger) og så må jeg tidlig afsted i morgen. Herregud, de 9 km kan jo klares på en enkekt omgang Bardabing!
Dag 43: 32 km Ammarnäs – Sjnulttjie
Jeg er i startboksen klokken 7. Det er en kold og klar morgen og sneen knirker som den skal. Der er lovet øget vind til aften, så jeg vil over fjeldet hurtigst muligt og allerhelst vil jeg komme så langt, at jeg er nedenfor trægrænsen.
Efter et par timer er jeg klar til at tage opstigningen. Forestil dig, at du først tager to timers løbetur i lavt gear, så to timer uafbrudt squat øvelser med vægt og så runder du af med en løbetur i roligt tempo i fem timer med en enkelt pause på et kvarter. Det er min dag på ski!
Det bider i rumpetten og baglår at gå med pulk op ad i to timer, men når enden er god, er udsigten det som regel også…
Solen skinner og jeg har en fantastisk udsigt 360° rundt heroppe på plateauet. Men jeg kan nu også godt se, at det var godt, at jeg ikke skulle krydse det i hård vind igår. Der er absolut ingen steder at finde ly. Det tager godt to timer inden jeg kan køre ned i næste dalgang. Flere snescootere stopper og snakker med mig på vejen. Det er jo altid hyggeligt.
Jeg møder en tysker på ski som er på vej op, da jeg kører ned. Jeg spørger ham om han skal telte. Det skal han og jeg minder ham om vejrudsigten som lover blæst.
Jeg holder en kort spisepause og snart forsvinder den blå himmel og alt bliver hvidt. Jeg fortsætter og snakker kort med to mænd på snescooter som spørger, hvor langt jeg skal da de bare vil sige, at der er udsendt klasse 1 varsel – hård vind op til 20-26 s/m. Det er nyt for mig. I morges stod der 15 m/s. Jeg skal derfor absolut ikke telte, men må i stedet nå frem til det lille vindskydd/sikkerhedskur som ligger godt 9 km længere fremme. Og det haster. Det blæser op og fyger, men heldigvis har jeg vinden i ryggen.
Endnu en ældre herre (same) stopper og spørger til mig og hvor langt jeg skal – det er lidt rart, at de ikke bare drøner forbi og er ligeglade. Også han siger, at jeg skal stoppe ved vindskydet.
Jeg skynder mig de sidste 8 km. Jeg vil ind i læ. Tænker på den stakkels tysker og håber, at han har klaret den over plateauet eller fået hjælp af scooterfolket.
Fremme ved vindskydet forbereder jeg mig på, at der nok højst sandsynligt ikke er brænde og der venter en kølig nat. Der holder to snescootere med vogne og da jeg åbner døren møder der mig en skøn varme. To mænd som er ude på rypejagt ligger og får varmen og inden de kører, bliver jeg tilbudt et lift ned til Adolfström. Det er jo fristende, men det er jo fusk. Jeg må vente på, at stormen driver over. I stedet bærer de lidt brænde ind og jeg kan indtage skuret.
Det er lidt primitivt, men på sin helt egen måde også hyggeligt. Der er kun en smal bænk, et bord og brændeovn. Det er ikke et sted man sover for sjov. Vinden tager til, mørket falder på og jeg er i ly. Jeg vil slet ikke tænke på, hvis jeg havde ligget i telt. Det havde jeg ikke klaret. Så enkelt er det. Det blæser kraftigt hele natten.
Dag 44: 21 km Sjnulttjie – Adolfström
Det har været en lang nat og jeg er noget stiv i kroppen, da jeg vågner. Vinden har lagt sig og jeg rydder pænt op efter mig inden jeg lukker døren.
Sneen er som silke at køre i og dagen idag bliver lidt en søndagsudflugt. Jeg skal kun 20 km og på vejen skal jeg forbi Bäverholmen Värdshus og spise frokost. Derefter videre til Adolfström, hvor det vel nærmest er obligatorisk at indtage the og kage hos Marianne i Handelsboden. Jo, det bliver en hård dag! Men nogen skal jo gøre det hårde arbejde..
Solen er kun på lynvisit, men føret er så fint. Selv nedkørslen igennem skoven til Bäverholmen går forrygende. Det føles næsten som om, at det er mig der styrer pulken og ikke omvendt. Midt her ude i ingenting ligger et lille pensionat med spisning – et udflugtsmål for scooterfolket her om vinteren. Jeg parkerer slæden ved siden af de andres og indtager pommes frites med ukendt stykke kød. Runder af med vafler med flødeskum og multebærsyltetøj. Så kører vi vist på fuld tank igen!
De sidste 5 km ind til Adolfström går alt for hurtigt og snart er jeg ved Handelsboden. Det er lidt svært at forklare konceptet, men en blanding af retrocafé og souvenirbutik beliggende i et lille samfund med 20 indbyggere for enden af alfavej. Stedet tilhører Marianne som er 75 år og i øvrigt også har en webshop og udlejer 15 hytter!
Jeg har været her før og elsker at komme indenfor, indånde den særlige atmosfære, sludre med Marianne og drikke the af fint stel. Det er helt særligt. Marianne kan huske min mors og mit sidste besøg og finder billedet frem, som hun tog til Facebook. Hun har drevet stedet siden slutningen af halvfjerdserne. Hun blev alene i 2016 og hun fortæller mig om den dag hendes mand pludselig døde og om begravelsen, hvor selv elven lå spejlblank og stille. Jeg bliver rørt, når hun fortæller, men glæder mig over at se, at hun fortsætter med at passe sit unikke sted. Har helt lyst til at blive et par dage og hjælpe hende.
Jeg lejer en lille hytte af hende og nyder et varmt bad. Selv om jeg ikke rigtig synes, at jeg har lavet dagens gerning, indtager jeg lige en stor portion af mit hjemmelavede aftensmad inden jeg triller omkuld i soveposen. Det er godt, at det ikke er søndag hver dag!
Dag 45: 21 km Adolfström – Jäckvikk
Det skal blive første dag på denne tur, hvor jeg rent faktisk har følelsen af at jeg nu snart er færdig. Kun 20 dags etaper tilbage. Det føles vemodigt at tælle ned. Det, at der nu er færre dage foran mig end bag. Det er så befriende og sorgløst at være på tur. Ikke at skulle tænke på noget. Ikke have ansvar for andet end ens egne simple behov. Bare køre på ski, sove og spise. Jeg tror faktisk, at bevidstheden om at jeg er i gang med de sidste 500 km gør, at jeg nu kan nyde lidt mere fra nu af. Trække tiden lidt ud måske…
Jeg nærlæser efterhånden vejrudsigten med samme grundighed som en børsmægler studerer aktiekurser. Sammenligner den svenske og norske, vurderer vindretning og tidspunkt for ændringer.
Idag vil det være klart vejr frem til kl 14. Derefter særdeles blæsende. Så jeg er tidlig ude, men når at sige på gensyn til Marianne inden jeg tager den langtrukne opstigning gennem skoven fra Adolfström. Det er en flot morgen og allerede efter et par timer er jeg på vej ind i Pieljekaise nationalpark.
Her må der ikke køre scooter og parken er i det hele taget som et stykke uberørt natur med krumme træer, store sten og dyb, dyb sne. Smukt! Her snegler jeg mig af sted ind imellem træerne og solens stråler og med en konstant følelse af at gå op ad. Der er af og til antydningen af et spor, men heller ikke mere. Den eneste der må køre igennem parken er Länsstyrelsens mand der tilser spormarkeringen og kører brænde ud til nødrum. Ham må jeg se langt efter i dag.
Ved Pieljekaise stugan er det ekstra besværligt at komme op og jeg tror godt man overordnet kan sige, at det kræver en “fornuftig fysik” at trække en tung pulk op her. Men så må skiene jo bare af.
Endelig er jeg over trægrænsen igen og fjeldet åbner sig mod nord. Vinden tiltager og snart fyger det bagfra som om nogen har tændt en overdimensioneret røgkanon. Jeg nyder at have vinden i ryggen, så jeg nærmest flyver ned fra fjeldet mod Jäckvikk.
Jäckvikk er et lille samfund ved hovedvej 95 mod Bodø i Norge. Her kommer mange for at køre på snescooter og fiske. Ikke mindst nordmændene som jo ikke må køre på samme måde i deres egen natur og som jo godt vil over grænsen for at handle.
Jäckvikks scooterspor er i en liga for sig. De gør virkelig noget ud af det. Kører med pistemaskine og jævner brede spor. Jeg har derfor med nærmest barnlig glæde set frem til den lange nedkørsel som jeg for et par år siden knoklede op ad. Jeg bliver ikke skuffet! Selv Pippi har en fest på bagsmækken, da vi suser ned.
En snescooter indhenter mig og jeg får bremset. Det er naturligvis manden fra Länsstyrelsen som akkurat lige er kørt gennem parken i mit skispor! Det er lidt dårlig timing, men sådan er det, når man starter for tidligt om morgenen ?. Vi snakker og det viser sig, at han er ude med brænde til nødrum.
Efter jeg forleden lagde videoen op fra det vindskydd/nødskur som jeg var nød til at overnatte i fordi det blæste hårdt, var der én der havde behov for at indsende en klage/kommentar til dem der står for Vita Bandet. Jeg fik således en påmindelse om at det ikke er tilladt at overnatte i vindskydd og anvende brændet andet end i nød. Det blev jeg ærlig talt lidt irriteret over. Hvem f… er den “sofakartoffel” der kan sidde hjemme i sin lune stue og vurdere om det blæser nok til at det er ok for mig at søge ly for ikke at havne i en farlig situation?
Jeg har vandret og kørt på ski i Lappland mere end 40 gange siden halvfjerdserne og kun overnattet 2 gange i vindskydd. Igår og så i 2017 med min mor i samme vindskydd, hvor vi lå i fuld storm i to døgn. Jeg kender godt reglerne. Vindskydd er et nødrum som især er tænkt til folk på ski som overraskes af dårligt vejr eller oplever andre problemer. Vindskydd ligger typisk halvvejs mellem hytter eller steder, hvor det kan blæse kraftigt. Her kan man søge ind og dermed undgå, at situationen kommer ud af kontrol og i sidste ende at Fjällrädningen må ud. Det giver super god mening.
Jeg fortæller manden fra Länsstyrelsen, at jeg overnattede og brugte brænde forleden og hans kommentar er: Det er jo derfor vindskydd findes. For at folk på ski kan komme ind, hvis vejret bliver for barsk. Så er den sag vist forklaret!!
Jeg har bestemt mig for at overnatte lidt tættere på Vorherre end jeg plejer og kører derfor til Kyrkans Fjällgård. Jeg er eneste gæst og får mit eget anneks og nøglen til baderum og bedesal i hovedbygningen. Er lidt usikker på om det er tilladt har drikke cognac i kakao her, så jeg nøjes med en cola fra den store mennesketomme ICA. Den er lige åbnet med henblik på norsk grænsehandel, men nu er grænsen jo lukket.
Spiser min egen storslåede spaghetti bolognese – havde helt glemt, hvor god jeg er til at lave min livret – også i tørret form?
Dag 46: 22 km Jäckvikk – Vounatjviken
Endnu en sort og hvid dag ligger foran mig, men heldigvis også en kort etape. Er ikke topmotiveret idag – synes bare ikke at krydsning af søer er særlig spændende. De føles uendelige.
Solen hilsner kun ganske kort og derefter er det bare gråt. Eneste farve jeg ser, er de røde kryds blandt de grå træstammer og det får mig til at tænke på filmen Schindlers liste, hvor den lille piges røde kjole var den eneste farve. Det er en stærk farve selv her, hvor jeg er.
Da jeg kommer ned på Riebnes, skaber fjeldene og lyset en flot og dramatisk baggrund. Ude på søen holder snescootere hist og pist, hvor de fisker gennem et hul i isen. Jeg går over til et par af dem. Isen er 60-70 cm tyk. De fanger rödding og jeg ville ønske, at jeg kunne få det i flødesauce til aften!
Jeg er tidligt i Vounatjviken som er en samling hytter og et lille spisested. Har jo fantaseret lidt om deres elgburger på vejen og en varm hytte. Jeg åbner døren til “receptionen” (en garage) og ejeren dukker op iført lange underbukser. Da han hører, at jeg er ude på ski, begynder han med en længere enetale om, hvad det skal gøre godt for at gøre sådan noget alene og noget med, at jeg kan komme til skade og få pulken over mig!! Jeg trækker på skuldrene, forklarer, at pulken nu er bag mig og og spørger om han har noget ledigt. Det har han så ikke og restauranten er lukket idag.
Så den står på telt og frysetørret. Jeg får lov at sætte teltet op på deres jord og får adgang til wc. Sneen er så dyb, at jeg må slå telt op med ski på. Det tager lidt tid og er lidt bøvlet, når jeg skal rundt og grave pløkker ned. Kryber ind og får lavet aftensmad (laks i flødesauce) og slapper af med en bog dybt nede i soveposen.
Dag 47: 35 km Vounatjviken – Västerfjäll
Det har været en lun nat i teltet, synes jeg. Vel nærmest stuetemperatur… knapt nok! Skuffelsen er nemlig stor, da jeg opdager, at min netop nyindkøbte Nutella er frosen, fordi jeg glemte at stoppe den ned mellem benene i soveposen. Havde sådan glædet mig til brød med smør og Nutella ? Men har åbenbart vænnet mig til at -5° er varmt!
Mit tøj har jeg tørret i soveposen og imens jeg pakker sammen, varmer jeg mine korte skins inde på maven, så de er klar til jeg skal gå.
Pakker sammen og konstaterer tørt, at mine skistøvler er præcis lige så frosne som Nutellaen. Hælder varmt vand over læderet og får fødderne ned.
Jeg har en lidt lang dag foran mig og er derfor klar kl. 7.30. Solen skinner og det synes jeg også er på tide. Jeg savner de der dage med høj sol, ingen vind og ikke en sky i sigte. Men helt så fint er det heller ikke i dag.
Efter et par timer krydser jeg Polarcirklen – ikke at det kan ses andet end på kortet. Samtidig mister jeg sporet. Vintersporet fra Vounatjviken til Västerfjäll skal vise sig, at være den dårligst vedligeholdte strækning, jeg har set på min tur. Der er meget langt mellem de røde kryds og over flere kilometer mangler de helt. Jeg følger i stedet et scooterspor i den rigtige retning og kommer efter 2 km ind på sporet igen.
Jeg synes, at jeg er lidt træt i kroppen i dag. Det er tungt, hver gang det går lidt op, men på den anden side, er det vel meget naturligt efter så mange dage og kilometer.
Jeg møder ingen hele dagen og det rå og barske landskab minder mig om, at jeg nu er kommet ind i hjertet af Lapland. Det her er vildmark. Da jeg efter 15 km skal op og runde fjeldet Barturtte blæser det ret friskt. Men bagfra. Jeg er efterhånden ved at være overbevist om tesen, at den hyppigst forekommende vindretning om vinteren heroppe er sydlig.
Solen forsvinder og med den også konturerne i sneen. Det bliver nogle lange kilometer før jeg kommer ned på næste store sø. Jeg spiser en håndmad og indser, at jeg ikke har siddet ned siden i morges. Bare holdt et par pauser for at drikke og indtage mit snart obligatoriske marcipanbrød og Bounty. Så er der måske egentlig ikke noget at sige at, at jeg bliver lidt mør efter 8 timer! Jeg glæder mig til, at jeg får dage med lidt kortere etaper.
Jeg fokuserer på søens fjerne ende og tager de sidste 5 km på automatpilot. Da jeg nærmer mig Västerfjäll og kan se den lille trækirke på bakken, føler jeg mig på hjemmebane. Västerfjäll er også bare en lille samling private hytter, men jeg har fået lov igen at låne det lille anneks med brændeovn.
Nøglen hænger klar og jeg føler mig straks hjemme. Tømmer pulk, skifter til tørt tøj og får gang i brændeovnen. Nusser rundt, skæver over til kirken alt imens jeg sniger mig til at drikke min kakao cognac og sætter så mad over. Tænk, at man kan være så fornøjet med 9 m3! Mørket falder på og der er helt stille. Ingen mennesker og ingen dækning. Bare mig og min Nutella med den helt rette temperatur ?. Falder hurtigt i søvn og drømmer om at jeg får fine jævne scooterspor i morgen…
Dag 48: 38 km Västerfjäll – Kvikkjokk
Det mærkes tydeligt her til morgen, at jeg ikke har været oppe og fyre i nat. Der er kun få grader i rummet, men det generer mig ikke synderligt. Jeg har for en gangs skyld sovet næsten 8 timer og føler mig igen frisk.
Morgenrutinen går efterhånden hurtigt. Tøj på (det er lidt skræmmende, at jeg ikke synes det tøj lugter dårligt!), morgenmad og tapening af fødder. Pakning og spisning foregår simultant og klokken 8 kan jeg lukke døren og starte endnu en dag på mit kontor.
Inden en dagsetape lægger jeg en mental plan for turen som gør, at jeg kan overskue selv lange etaper. Kigger på kortet og måler afstande. Deler strækningen op i mentale delmål. I dag er der f.eks godt 3 timer kedelig strækning under trægrænsen, altså 12 km frem til samevistet Parka. Så en solid opstigning over fjeldet over nedkørsel i lavineterræn på bagsiden. Tidsestimat godt 2 timer. Pause i lille hytte. Så 6 km lige ud inden den lange nedkørsel gennem skoven. Til sidst 3 km sø, men med udsigt til at skulle både i bad og ha’ mad, er det jo til at overskue. Så er det jo bare at gå igang!
Vejret er gråt og scootersporet er ujævnt. Det gør, at pulken rykker i mit hoftebælte og dermed hindrer et ordentligt flow. Jeg accepterer det og håber i mit stille sind, at bæltet holder hele vejen. Det er allerede revnet, men jeg har måske en idé til, hvordan jeg kan løse det, hvis syningerne går sig en tur. Men det er jo ikke helt det scooterspor jeg havde med i mine drømme.
Efter samevistet (en samling hytter ejet af samere) er der ikke noget spor mere. Det er lidt surt at skulle så stejlt op uden spor. Men nogen må have hørt mine bønner, for ud af øjenkrogen ser jeg to snescootere køre fra samevistet og direkte op på fjeldet – og de har vogn bag på! Altså det mest perfekte jævne faste spor en kan ønske sig! Tænk, at livet kan være så simpelt, at et spor i sneen kan redde dagen.
Så på med lange skin og så er der ellers dømt en times baglårs træning med høj puls. Det blæser ret godt og sneen fyger. Til gengæld kommer solen frem og snart er der blåt i alle verdenshjørner. Flere snescootere kommer drønende og ødelægger det perfekte spor, men jeg er jo snart oppe og kan nu se ind i Sarek nationalpark i nord.
Jeg skal ned gennem en smal passage og der er potentiel lavinefare her. Jeg vurderer dog, at det ser fornuftigt ud. Ingen scootere har kørt op på siderne og dermed gjort snelaget mere usikkert. Og inden for den seneste time er 8 snescootere kørt igennem i ét spor og jeg har god sigt. Jeg følger derfor sporet og er hurtigt forbi problemområdet. Det blæser virkeligt koldt fra nord og jeg har lidt travlt med at komme længere ned i læ selvom udsigten er helt særlig.
Længere ned ligger en lille bitte hytte og der står to par ski udenfor. To unge franskmænd har søgt ly og jeg får en kort snak med dem (på corona-afstand). De har brugt en lang ekstra dag uden spor på at gå uden om det lille pas pga lavinefare. Det er jo lidt synd, men dagen før havde de haft dårligt sigt og så var det måske et fornuftigt valg.
Det er utroligt, hvor god energi et par håndmadder kan gi’ og jeg har fart på, da jeg stikker af sted igen. Da jeg kommer ned i læ, er dagen bare suveræn. Udsigten bliver bare bedre og bedre. Det er sådan det skal være!
Nedkørslen er til tider halsbrækkende og pulken hopper og danser bag mig. Jeg er ellers ved at have udviklet min egen teknik på det punkt. Med venstre hånd holder jeg fast i trækket, så pulken ikke rykker i bæltet og får mig ud af balance. Med højre stav stabiliserer jeg og tager lidt af farten og så plover jeg ganske lidt med et ben, hvis farten bliver for høj. Jeg vinder nok ikke de nordiske mesterskaber i skiløb, men jeg kommer sikkert ned og med god fart.
Nede på søen kan jeg nyde solnedgangen og klappe mig selv på skulderen over at have klaret endnu en lang dagsetape i fin stil. Ti timer er dog lang tid at være igang og jeg glæder mig til en kort dag i morgen.
På Kvikkjokk fjällstation får jeg et rum og snakker kort med bådsmand Björn som har min næstsidste depotpakke til mig. Til min overraskelse kan jeg købe 2 styk håndsprit – her for enden af vejen ved porten til Europas sidste vildmark er håndsprit ikke udsolgt!
Der meget der skal ordnes inden jeg kan hvile. Spisning, ompakning af mad i pulken, tørring af telt og bad. Et par opringninger til dem derhjemme. Bloggen skriver heller ikke sig selv og neglene skal jo også lakeres ? Jo, der er nok at se til i min verden!
P.S. Everybody say Yeah! – Farven på den nye neglelak som skal følge mig frem til Abisko, er bestemt ikke kedelig… let’s go!?
Dag 49: 16 km Kvikkjokk – Pårte
Da jeg vågner på fjällstationen, kan jeg mærke, at jeg skal videre. Pludselig føler jeg mig for tæt på folk og dermed i risiko for at blive smittet med Corona virus. Ikke så meget fordi det i sig selv skræmmer mig, men mere tanken om konsekvenserne for min mulighed for at nå i mål. Jeg vil hele vejen! Jeg tror dog, at jeg er alene på stedet her til morgen – hende der driver det siger, at 50 % indtil videre har afbestilt. Men altså ingen hviledag her for mig.
Jeg havde nu i øvrigt svoret, at jeg skulle komme der til, hvor jeg ville betegne en dagsetape på 16 km som en halv hviledag, men efter så mange dage på ski, er det realiteten. Så jeg pakker sammen, sætter en podcast på og tager bakken op fra Kvikkjokk i raskt tempo. Solen skinner ned mellem granerne og sporet er fint.
Turen op til Pårte er lige så kedelig om vinteren som om sommeren og det giver for en gangs skyld plads til lidt konkret tankevirksomhed. Nogen tror, at når man sådan trækker stikket til sin normale tilværelse derhjemme og rejser ud, så går man rundt derude og får tid til finde ind til sig selv. Finde ud af, hvad man skal og hvad man drømmer om. Hvilken forandringer der skal ske, når man kommer tilbage. De store spørgsmål i livet så at sige.
Faktum er, (jeg tror ikke jeg er den eneste der oplever det) at man overhovedet ikke tænker store eksistentielle tanker. Ja, nogen dage tænker man ikke på en skid! Man er bare i nuet og når det så lakker mod enden og tilværelsen banker på igen, opdager man til sin skræk, at man ikke er kommet i mål med den del. Men måske har hjernen bare haft utrolig godt af at have fri fra kontrollerede tanker? Måske frigører det ubevidst plads til at vi på et senere tidspunkt rent faktisk “ser lyset” og finder ind til noget vi vil gøre anderledes? Frigører RAM på harddisken så der bliver plads til nye idéer? Men man bliver skuffet, hvis man tror man har færdige løsninger på livets store spørgsmål med hjem.
Mine tanker kredser mest om målet i nord. Jeg er nu på vej op til mit sidste depot. Pludselig er det inden for rækkevidde og jeg bliver bevidst om, at der bare ikke er noget der må gå skævt nu. Jeg er for tæt på og det gør mig nervøs. Som det sidste straffespark der afgør kampen. Men jeg er nød til at fortsætte med kun at se én dag frem af gangen for ikke at blive småneurotisk og bange for min egen og nu også andres skygge.
Så jeg sænker blikket og kigger på mine skispidser i stedet for. Overvejer nøje, om jeg skal drikke kakao cognac som det første, når jeg kommer frem eller starte med lidt suppe. Se det er beslutninger man kan forholde sig til!
Hytteværten har ikke set gæster i tre dage og skynder sig at fyre op for mig i den iskolde hytte. Pårte hytten ligger så fint og sneen daler sagte ned, da jeg lyner soveposen op og falder i dyb søvn. Hvilken luksus det er at sove til middag!
Dag 51: 13 km Aktse – Sitojaure
Vejrudsigten lover hård vind over middag og jeg forlader derfor Aktse kl. 6.30. Aktse ligger meget smukt ved indgangen til Rapadalen og især om sommeren er stedet her virkeligt smukt. Men. For der er et men. For at komme videre nord på, skal jeg op af den solide stigning på godt 3 km, hvor af den første kilometer er virkelig stejl. Det er tungt med pulken og skiene må af. Men så fryser jeg da ihvertfald ikke…
Det er en gråvejrsdag og da jeg først er oppe på fjeldet, er udsigten lidt kedelig. Jeg kommer hurtigt frem til Sitojaure stugan og overvejer lidt frem og tilbage om jeg skal blive eller fortsætte. Beslutter mig for det første og får dermed nærmest en hel eftermiddag i soveposen imens vinden tager til udenfor. Bruger tiden på at finde en løsning på mit transportproblem efter målgang og flere reflekterer på mit opslag på FB og forsøger at hjælpe. Hjælpen skal dog vise sig at komme fra en uventet kant.
Jeg tager hul på endnu en roman og nyder, at jeg er langt væk fra resten af verdenen. Hvornår får jeg igen chancen for det?
Dag 52: 32 km Sitojaure – Stora Sjöfallet
Efter så mange timer på langs er det godt at komme i gang igen. Desværre til endnu en gråvejrsdag, hvilket faktisk er ret trist. Det kalder ihvertfald på podcast med positive toner at køre 19 km lige ud med udsigt til de næste 30 røde kryds!
Lige som jeg skal til og køre de sidste 3 km ned til Saltoluokta, ringer min far med nok dagens fedeste nyhed. Han har kontaktet de finske grænsemyndigheder og de har ekstraordinært givet tilladelse til at jeg må krydse grænsen til Finland for at komme hjem efter målgang. Det foreligger på skrift og jeg er så lettet. De kunne godt se, at det ville være forkert at bede mig om at gå 150 km tilbage gennem Sverige istedet for at lade mig gå de sidste 13 km ud til vejen i Finland for at tage en taxi en time ned til den finsk/svenske grænseovergang ved Karasurando og herfra videre med svensk bus mod Kiruna.
Med den nyhed i tankerne fortsætter jeg ned. Ovenikøbet i uhørt fin stil uden at falde eller gå. Pulken er føjelig og samarbejdsvillig og jeg er glad.
På Saltoluokta fjeldstation sætter jeg mig og venter på at der åbnes for frokost. Imens ringer jeg til Stora Sjöfallet mountain center som ligger 13 km længere fremme og spørger om jeg kan overnatte der. Det kan jeg godt og ejeren af stedet er faktisk på vej til Saltoluokta et smut, så vi når at hilse på hinanden. Han og en kammerat er ude og fotografere lidt.
Jeg spiser linsesuppe og grønt, men mest af alt frisk brød med tandsmør og ost. Brød er nok det jeg synes er sværest at undvære herude. Med fuld mave fortsætter jeg ned på søen. Her er det ekstremt vigtigt at følge scootersporet, da søen er reguleret og har svag is mange steder. Til gengæld er det nok turens absolut bedste scooterspor og jeg har frisk vind i ryggen. Halvvejs overhaler de to på fotoshoot.
nden fire er jeg fremme og når både at sludre med buschaufføren der kører bussen til Gällivare og hende der er blevet sat bag disken. Når jeg tænker efter, så er det helt utroligt så mange forskellige mennesker jeg har talt med på to måneder. Det er disse tilfældige møder og samtaler som har givet min tur indhold og gjort den til noget helt særligt. Det er ikke distancen i sig selv, men mødet med mennesker som viser interesse, hjælper og hilser som giver den dybere mening. Nogen møder har jeg nævnt her, men mange flere, som hver og en udgør små fragmenter, har samlet set givet mig stor daglig glæde – de har hver især hjulpet mig frem.
Nu vanker der varm mad og bad. Jeg får den skønneste elgsteg med skøn sauce og ovnbagte kartofler. Den ret sad lige i skabet! Veltilpas indretter jeg mig i vandret position og afventer, hvad morgendagen vil bringe.
Dag 53: 19 km Stora Sjöfallet t/r
Suk! En dag der ikke førte andet med sig end lidt ridser i selvtilliden…
Vejrudsigten er problematisk. Varsel om hård vind over fjeldene, men jeg skal jo blot følge dalgange og tænker derfor fejlagtigt, at det ikke berører mig.
Jeg forlader Stora Sjöfallet og solen skinner faktisk på mig, da jeg kører op i retning af Pätsasjaure. Jeg når lige at tænke, at det bliver en fremragende dag inden vejret skifter på under 10 min. Jeg kan simpelthen se, hvordan et vejrsystem presses ind gennem den smale dalgang fra nordvest. Jeg når akkurat at finde mine skibriller og vanter frem fra pulken inden vinden og regnen rammer mig lodret. Jeg er uforberedt på regn og bliver på et øjeblik gennemblødt. Jeg er kommet godt 500 meter langs med søen, men vinden er for stærk til at jeg tør og kan gå op imod den de næste mange timer. Så jeg vender om og søger tilbage i læ.
Da jeg kun har gået to timer, beslutter jeg mig for at køre retur til Stora Sjöfallet og slappe af.
På vejen ned møder jeg et par som er på vej op, men der er jo læ, hvor vi mødes så de fortsætter og jeg ønsker dem god fornøjelse!
Nede på Stora Sjöfallet Mountaincenter får jeg en portion lasagne serveret og rykker ind på min værelse igen. Alt er vådt og jeg er kold. Bander over at jeg ikke tog vejrudsigten alvorligt. Den stemmer jo rent faktisk heroppe – især når der står “varsel”!!
Jeg kan mærke at dagens tur/retur skubber mig mentalt lidt ud af kurs. Eller også er jeg bare lidt træt mentalt set efter næsten to måneder alene. Det kræver en del at være alene i alle situationer – især dem der er stærkt udfordrende. Jeg gad godt være to de sidste par uger, men er en. Der venter mig nogen store udfordringer på sidste del fra Abisko og til mål og jeg er lidt bange for om jeg kan klare den del alene. Det rumsterer i mine tanker.
Dag 54: 33 km Stora Sjöfallet – Teusajaure
Nærstuderer vejrudsigten som var det næste uges lottotal.
Plusgrader, snebyger hele dagen og tiltagende vind efter klokken 16 på Teusajaure. Varsel 1. Tøver, men beslutter mig så for dagens strategi. Tidlig start og eventuelt teltning i læ, hvis vejret beslutter sig for at give mig endnu en lærestreg. Så klokken 7 er jeg klar igen. Nu iført skalbukser så jeg ikke bliver gennemblødt udefra.
Efter to timer er jeg til gengæld gennemblødt indefra istedet. Det er svært at få kropsvarmen væk, når hovedet og hele kroppen er pakket ind og man samtidig trækker en slæde med 40 kg efter sig i tøsne som er lidt ligesom slushice at gå i. Ingen glid i skiene så langt øjet rækker. Føj!
Igen i dag blæser det ret friskt ned på Pätsasjaure, men jeg klør på. For en gangs skyld hører jeg ingen podcast. Jeg har simpelthen ikke overskud til at høre andres tanker om noget som helst. Jeg har nok at se til med mine egne og jeg fører nærmest en indre, beroligende og opbyggelig dialog med mig selv, hvor jeg fokuserer på dagens udfordring og min konstante bekymring for at havne i storm det forkerte sted. Jeg inddeler etapen i bidder og efter hver bid, vurderer jeg, hvor i landskabet jeg ville kunne finde læ og telte, så jeg ved, hvor jeg kan søge tilbage til. Det virker!
Søen er evig lang. Jeg kan ane enden af den og er faktisk besluttet på at slå telt op, når jeg går op på land. Jeg er træt og jeg kan mærke, at det dårlige glid giver vabler.
Jeg får øje på et rødt telt som er slået op i læ og tænker, at det var parret fra igår. Klokken er 11, så de tager nok en hviledag efter gårsdagens strabadser. Jeg står et stykke tid og overvejer om jeg skal gå hen og slå mig telt op samme sted, men beslutter mig for at fortsætte lidt længere ind i dalgangen.
Det skal vise sig at være en fin beslutning. Inden for få minutter er jeg i læ. Denne passage er faktisk den absolut fineste del jeg har været i heroppe. Stejle fjeldsider på begge sider og kuperet terræn. Jeg har været her i solskin, men i dag kan jeg kun ane herlighederne desværre. Der er ikke mange på ski der kører den her vej, fordi det enten kræver telt eller god fysisk formåen at tilbagelægge 33 km. Men smukt er det.
En ørn svæver over mit hoved, ikke højere end jeg kan se mønstret på vingerne. Jeg ser et spor fra et stort dyr med klør og nyder at vinden ikke larmer. Spiser chokolade og drikker vand, men fortsætter ellers.
Den smalle passage er ca. 7 km og man går lidt op og runder til sidst en bakke som skaber læ nedenfor. Her oppe kan jeg kigge ned på Teusajaure og jeg føler mig nu overbevist om, at jeg kan der her. Men vinden er naturligvis tilbage.
Teusajaure er en lang smal sø med høje fjelde på begge sidder. Det kan være som en vindtunnel med nordvestlig vind som idag. Der er ingen markering på søen og jeg kan heller ikke finde et scooterspor. Så dyb sne og ingen glid er mit lod. Jeg sigter 5 km fremme, hvor søen er smallest og opmuntrer mig selv med, at derefter er der kun 4 km. Det er ikke sjovt at gå her og det havde været godt at være to til at lave spor. Men som det er med alting, så kommer man selv med små skridt frem, hvis blot man bliver ved.
4 km tilbage og jeg kan se hytten som en lille sort klods i det fjerne som langsomt kommer nærmere. Jeg tænker for hundredesytten gang på, hvor godt det bliver at komme ned i soveposen med munden fuld af mælkechokolade og en god bog.
Da jeg er fremme, må jeg erkende, at det har været en hård dag. Fysisk anstrengende og slidsom. Ikke nogen fornøjelse. Hytteværten er behørigt imponeret af min præstation. Jeg har gået uafbrudt og klaret det på 8 timer og dermed nået frem inden vinden skulle tiltage yderligere.
Hytten er stuvende fuld. En gruppe schweiziske folk, et svensk par og tre svenske herrer. Alle snakker. Jeg spiser så meget jeg kan, byder herren fra det svenske par på en lille en og indtager selv min “jeg-overlevede-kakao” inden jeg lukker soveposen og lader de andre om snakken.
To timer på langs gør godt. Det samme gør en kæmpe portion hjemmelavet mad.
Med frisk lakerede negle og hænder helt tørre af sprit, går jeg i seng igen og nyder min krimi. Vasker så at sige dagens tavle ren.
Dag 55: 25 km Teusajaure – Singi
Alle er tidligt igang i hytten, så jeg holder mig i soveposen og læser. Da de fleste er gået, spiser jeg og overvejer vejrsituationen. Det blæser, men god sigt. Når først jeg er oppe på fjeldet, vil jeg få vinden i ryggen og det afgører sagen.
Der findes to spor op fra Teusa. Et der går lodret op og ét der går rigtig stejlt op…Med pulk er der kun én mulighed og det kræver et par ekstra kilometer på søen. Jeg vender mig om og udsigten til dalgangen fra igår er fremragende. Så smuk i solskin!
Det er en grum stigning, men jeg har faktisk lidt af en fest med én af mine favorit podcast i ørerne – “Ærligt talt ” Shu-bi-duas historie fortalt af Michael Bondesen selv. Da jeg er kommet op over fjeldet og kører ned mod Kaitumstugan har jeg ovenikøbet luft nok til at skråle med. Her generer det vel næppe nogen!
Hytten ligger lidt oppe, men jeg vil købe snold i den lille butik og hilse på. Sidder en halv times tid og snakker med hytteværten. Det er her til morgen blevet meddelt, at Svenska Turistforeningen lukker alle hytter ned på mandag pga corona. Det er trist. Jeg vil dog højst sandsynligt ikke blive påvirket særlig meget, da jeg vil være i Abisko mandag og kun har én hytte til helt oppe ved Treriksröset. Sikkerhedsrummet vil være åbent. Men det betyder jo, at fjeldet tømmes for folk nu.
Efter Kaitumstugan er der ingen spor og jeg har fortrængt, at det faktisk går jævnt op den første del. Vejret skifter og det er svært at skelne konturerne i underlaget. Længere fremme er sneen blæst væk og det er mildest talt ikke noget godt føre. Da Singi endelig er i sigte, er jeg træt selvom jeg kun har kørt 25 km.
Min ynglings hyttevært er på plads og det er jo altid hyggeligt at hilse på en man kender. Hytten er fuld af svenskere som snakker lystigt. Jeg spiser og smutter i posen for at få en lur. Jeg elsker simpelthen det her tidspunkt på dagen, hvor jeg lukker soveposen omkring mig og falder i søvn imens mørket falder på. Udenfor raser vinden og jeg er taknemmelig for at jeg endnu en gang kom frem i tide.
Aftenen går med snak, læsning, blog og indtagelse af en seriøs voksen portion mad samt uforskammet meget chokolade. Vejrudsigten melder hård vind i morgen igen, så jeg skal sove længe.
Dag 56: 11 km Singi – Sälka
Alle siger, at det har været en utrolig blæsende vinter med rekord mængde sne. Jeg er tilbøjelige til at give dem ret. Jeg har haft få solskinsdage og vinden har været en fast følgesvend. Heller ikke idag holder den pause! Alle på nær én fra hytten skal mod Kebnekaise. Da de er smuttet, pakker jeg sammen og bliver inviteret på the og kanelsnegl hos hyttevært Janne. Vi har mødt hinanden mange gange og vi snakker en times tid.
Vinden kommer ind fra vest med 9 s/m og det sneer. Men jeg kan se de røde kryds og beslutter mig for at gå mod Sälka og så der vurdere om jeg kan fortsætte op til Tjäktja.
Jeg kører med mine syntet skin og har ingen glid. Det er til at blive vanvittig af! Skifter på halvvejen til de nedslidte mohair skins og det går lidt bedre. Men dyb sne og ingen spor dræner energien ud af mig. Så jeg beslutter mig for, at jeg bliver i Sälka og tager en slapper, velvidende at jeg, i følge vejrprognoserne, også kommer til at ligge her i morgen. Men Tjäktja passet er en udfordring med den mængde sne der ligger og i hård vind er det et skidt sted at være. Jeg venter på bedre vejr, da jeg ikke opnår noget ved at lægge de to etaper sammen. Kommer der godt vejr vil jeg kunne gå langt igen.
Hytteværterne er så hyggelige! Da de jo lukker hytterne om 3 dage, bliver alle hytteværterne hentet ud d. 2. April. Jeg spørger derfor om hun så har noget smør i overskud jeg må købe. Jeg får en bunke smør og et kilo ost og især osten er som juleaften. Og jeg får det gratis.
Den unge fyr der også er gået fra Singi hedder Jakob. Han og jeg bliver inviteret på lasagne og vi sidder en god stund og nyder selskabet inden vi går over i vores egen hytte og får varmet op.
Resten af dagen går med at slappe af, hvilket jo er en slags mental træning i sig selv. Jakob er knapt så god til at lave ingenting og går lidt rastløs omkring. Jeg er blevet suveræn i disciplinen. Det er jo ren luksus. Jeg læser, sover og skriver.
Efter aftensmaden lægger jeg mig og beder en stille bøn om højtryk og en mild brise fra syd.
Dag 57: Storm i Sälka
Mine bønner bliver ikke hørt… måske skal man være betalende medlem af Den danske Folkekirke for at det virker?
Jeg vågner ihvertfald klokken halv to om natten ved at det rusker godt i hytten. Jeg skal tisse! Så der er ingen vej udenom. Jeg må ud og så kan jeg jo også lige tjekke at pulken ligger solidt.
Indgangsdøren er svær at få op pga sne, men med alle kræfter får jeg åbnet den og et inferno af sne møder mig. Det blæser så kraftigt – jeg vil tro 25 s/m – at jeg ikke kan gå væk fra døråbningen og jeg må derfor træde af på naturens vegne imens jeg holder fast i dørkarmen. Pulken ligger fint og jeg kan med ro i sindet gå til ro igen.
Det blæser stadigt friskt kl. 7, da jeg i fuld mondering må køre på ski ned til toilettet. Hvis vi går idag, så er det på grænsen for, hvad jeg synes er klogt. For mig ligger grænsen ved 11-13 s/m – ikke mindst når der er tale om modvind. Det blæser der omkring lige nu.
Jeg spiser morgenmad og fornemmer at Jakob gerne vil gå, men omvendt også er lydhør overfor erfaring. Så jeg går ned til hytteværterne Tina og Anders og får deres vejrudsigt. Den siger, at vinden vil øges hen over dagen til 20 s/m. Det lysner ellers udenfor imens vi sidder og snakker, men jeg er overbevist. Jeg går ingen steder idag. Jakob er i tvivl lige indtil han skal op mod vinden for at hente noget i hytten. Så er det uddebateret. Vi bydes på nybagt chokoladekage og får foræret salami. Jeg ringer kort hjem via iptelefoni man kan betale for og fortæller, hvorfor jeg ligger stille og at jeg følges med Jakob i morgen.
Om eftermiddagen bydes vi på pandekager – det har sine fordele at være solo-gæster i coronatid i fjeldet. Jakob og jeg er nok de sidste der går nord på ad Kungsleden inden alle hytter lukker ned. Vi lukker og slukker!
Det bliver ved med at storme natten med og jeg er efterhånden ved at være super træt af lyden af vind.
Dag 58: 25 km Sälka – Alesjaure
Det vil åbenbart ingen ende tage med vind. Vågner til sommertid, -15° og godt 11 s/m. Men vi beslutter at gå og følges ad op til Tjäktja passet.
Af og til kan jeg ane lidt blå himmel, men de første par timer er med ingen udsigt og frisk vind. Jeg synes det er tungt med pulken i dag og jeg kan ikke holde Jakob, 23 års tempo op ad! Han kører på alpin ski med skin og en fjerlet rygsæk. Nu kan jeg godt mærke, at det er helt afgørende at jeg holder mit eget tråd og ikke forsøger at holde fast i en andens. Her ligger man jo ikke på hjul! Men han sporer og det er rart op ad.
Selve opstigningen i passet er grum. Jeg tæller 30 skridt og pause. Om og om igen. Ind til jeg er nede på kun at kunne klare 6 skridt af gangen, da det er stejlest, men så pludselig er jeg oppe og solen skinner. Vi holder en kort pause i vindskydet og så går jeg først videre, fordi jeg fryser i de yderste fingerled. Jakob indhenter mig, men går lidt fejl og drejer fra til Tjäktja hytten, imens jeg fortsætter. Dalgangen åbner sig i solskinnet og hvis ikke det lige havde været fordi at det er tungt at spore selv, så havde jeg virkelig nydt det.
Jeg har for første gang ondt i hoften og det føles som om det er trækket eller snarere rykket fra pulken der generer. Men det bliver nok bedre, når jeg igen kommer på en mere fast overflade. Pulk og dyb sne er bare en dårlig kombination. Både for hofte og vabler.
Efter næsten 8 timer er jeg fremme. Vi er de eneste to og vi får hver vores rum. Jeg ryster af kulde lige så snart jeg står stille og jeg skynder mig at pakke ud, få tændt op og tage tørt tøj på. Jeg trænger ekstremt til et bad, men orker på ingen måde at skulle ned i saunahytten senere. Jeg vil bare ligge lige så stille og så må lugt være lugt. I øvrigt lugter mit tøj jo heller ikke ligefrem af lavendel. Det har ikke set vaskepulver siden Hemavan- altså for godt og vel 500 km siden!
Jeg er træt. Glæder mig seriøst til at komme frem til Abisko og håber, at jeg gør det i morgen. Det bliver rart efter en uge igen at have internetadgang, så jeg kan tale med dem der hjemme som jeg savner. To måneder er lang tid at være adskilt. I Abisko holder jeg hviledag for at få gjort klar til allersidste del etape – de sidste 180 km op til målet.
Dag 59: 34 km Alesjaure – Abisko
Det kan efterhånden ikke overraske, at jeg vågner til dårlig sigt. Jeg er dog fast besluttet på, at jeg skal til Abisko idag, om jeg så skal blive ved til mørket falder på.
Jeg spiser alt det jeg kan. Det er faktisk lykkedes mig på 4 dage at spise ca 600 gram ost skåret ud i klodser. Samt smør i rigelige mængder og ovenikøbet salami som jeg ellers aldrig spiser. Trangen til fedt er simpelthen stor.
Jeg følger krydsene og langsomt begynder fjeldene at komme til syne. Desværre er der ingen spor og det er urimeligt tungt føre. Jeg må igen fokusere på det simple og banale: Hvert enkelt skridt hjælper mig nærmere. Om det så blot er 30 skridt af gangen. Lidt har også ret.
Efter 8 km på den måde, kommer jeg frem til vindskyddet. Der er nogen der og én vinker og råber mit navn. Det er sgu lidt rart! Det er Stefan som jeg har været på fjälledarutbildning med og som nu lever som turguide. Vi sidder en kort stund inden jeg må videre for ikke at fryse.
Jakob indhenter mig efter 14 km og går nu forrest. Desværre er hans spor lidt af et “testikel spor” ? (for stor afstand mellem skiene, forstås) men det er da bedre end selv at spore. Ved nedkørslen mod Abiskojaure kommer der seks hundespand og sporet er rodet, men fast. Jeg kigger på klokken, skifter til mit 6. gear og smutter forbi. Ved hytten spiser jeg 100 gram chokolade (Har nappet en twix og daim tidligere) og 3 skiver knækbrød med smør, ost og salami og stikker så afsted. 13 km tilbage og det må kunne klares på 3 timer.
Det ku’ det så! Men jeg er fandme (man må godt bande i det her tilfælde) træt, da jeg kvart over seks stå ved E10 mod Narvik. Det føles fuldstændig surrealistisk at jeg er kommet her til. 1200 km på 59 dage. De sidste 128 km er klaret i 5 dags etaper og min krop er naturligvis træt, men jeg er lettet.
Skiene vil ikke af. Bindingerne er frosset, med resten af det varme vand fra termokanden, får jeg fødderne fri alt imens to lokale mænd gentagne gange beder mig gentage, hvor jeg kommer fra. Det er dem simpelthen ubegribeligt, at jeg har kørt fra Dalarne.
I receptionen på Abisko Turiststation er jeg ikke svær at overtale til eget værelse med bad inkl. morgenmad. Min depotpakke er også kommet. Her er nærmest ingen gæster. Jeg indtager værelset, bader og vasker mit stive tøj. Jeg er dødtræt, men får ringet hjem.
Jeg dykker ned i depotkassen og finder sidste neglelak frem. Den ottende farve – koralrød. “Thank Goodness” Wauw! Den må kunne få mig de sidste 180 km frem til målet.
Dag 60: Hviledag Abisko
Jeg har udset mig den helt rigtige dag til at holde pause. Det stormer udenfor og jeg er bare lykkelig for at jeg gav den gas i går og kom frem.
Indtager en ikke ubetydelig mængde morgenmad fra buffeten. Ja, rent faktisk så meget, at jeg ikke spiser noget resten af dagen! Altså bortset fra en stykke gulerodskage, chips og chokolade!
Jeg mangler lidt forskellige småting og køber noget af det til ågerpriser i den lille butik på fjeldstationen. Resten skal købes i supermarkedet der ligger 3 km væk. Der er bare et problem. Jeg orker ikke gå derhen. Jeg er virkelig træt i hele kroppen og jeg vil ikke udenfor en dør.
Men min mors gamle svenske veninde har en søn som arbejder her og vi får en snak. Han har ikke set mig siden han gav mig sutteflaske i 1974! Han vil gerne handle for mig og så er det problem jo løst.
Som dagen går vokser uroen i maven. Den sidste deletape på 180 km er for mig ukendt terræn. Det er øde – ingen andre end lidt scooterfolk kommer den vej. Jeg skal sove i telt, hvilket jeg bare ikke synes er fedt, når det blæser. Og jeg har ikke dækning, dvs. at jeg ikke selv har adgang til diverse vejrudsigter.
Jeg er simpelthen hunderæd og nervøs for morgendagen og den kommende uge og det gnaver i mig. Da dagen går på hæld, er jeg så langt fra sej, som man overhovedet kan være. Jeg frygter. Tårerne løber og jeg har det virkelig skidt. Man kan vel sige, at jeg mentalt er ude og skide, fordi jeg den næste uges tid skal langt ud over min komfortzone. Alene. Men det er sådan det er og jeg må få mig selv samlet sammen.
I løbet af aftenen får jeg online hjælp af en svensk ven fra fjälledarutbildningen. Vi skriver frem og tilbage om de praktiske ting der gør mig bange og, hvordan jeg løser dem. Han har selv kørt strækningen med sit hundespand og er super god og tålmodig til at forklare og give gode tips til blandt andet opsætning af telt som er min primære bekymring. Ole får instrukser om, hvordan han sender de rigtige vejrudsigter til min Garmin Inreach, så jeg kan sammenholde dem med den vejrudsigt som Garmin leverer for min position.
Det giver vist sig selv, at jeg ikke får sovet så meget den nat.
Dag 61: 45 km Abisko – Laimoluokta
Vågner til strålende sol, ikke en sky på himlen og ingen vind. Perfekt til etapens første udfordring – Torneträsk.
Pakker pulk, spiser morgenmad og forsøger at bekæmpe højvande i tårekanalerne. Finder sporet ned til Torneträsk – en sø der vel er godt 100 km lang og 10 km bred. Der står jeg så på søbredden klokken 8.30 og tager det første skridt ud i denne uendelige hvide ørken. Overfladen er fin. Meget sne er blæst væk og resten er pakket relativt hårdt, så jeg ikke synker igennem.
Jeg finder et fikspunkt i der fjerne og sætter igang. Holder et højt tempo og tager derefter 5 km af gangen. Fra punkt til punkt. Efter godt 15 km krydser jeg skråt over søen. Hold da fast, hvor er det langt! At stå derude på denne enorme sø og se fjeldene 360 grader rundt er magisk og sjældent. Det er de færreste der oplever dette.
Men som dagen går, får jeg efterhånden også set mig mæt og jeg mister fornemmelsen for, hvor langt der egentlig er. Jeg kan lige som ikke rigtig afstandsbedømme og tror, at jeg er tættere på end jeg er. Egentlig er planen, at jeg skal gå 25 km idag, men jeg beslutter mig for, at udnytte de gode vejrforhold og klø på.
Min strøm er rationeret, men da der er godt 15 km til der, hvor jeg skal op på land, er jeg simpelthen nød til at høre nogen der snakker, hvis ikke jeg skal blive skør. Jeg bliver ved med at gå. Kilometer efter kilometer. Jeg er træt, men fortsætter. Da jeg endelig når Laimoluokta og kommer op på bredden, er der udsolgt på alle hylder! Jeg har været igang uafbrudt i 10 timer og skal have overskud til at slå telt op.
Klokken 19 er teltet sat op og en halv time senere er jeg i soveposen. Jeg er udkørt, men tilfreds med at være kommet så langt. Jeg tilser mine miserable fødder og den nytilkomne vabel inden jeg udmattet falder i søvn.
Dag 62: 32 km Laimoluokta – Kamajsure
Jeg vågner med træthed i kroppen. Jeg har ikke fået nok hvile og har mest lyst til at ignorere vækkeuret og vende mig om.
Udenfor er det snevejr. Ingen sigt. Kører mine rutiner igennem – morgentoilette, morgenmad, madpakke, tapning af fødder og pakning. Klokken lidt over otte er jeg klar igen.
For at overkomme dagens etape, har jeg nærlæst kortet og afmålt deldistancer. Altså inddelt de 32 km i delmål. Det fungerer et langt stykke tid, men vejret er demotiverende og på et tidspunkt har jeg bare lyst til at slå telt op og sove.
Pludselig giver pulkselen efter i den ene side. Det sted hvor karabinhagen fastgøres er slidt over. Jeg har set det komme og har en løsning parat. Med en ekstra pakrem, fastgører jeg “øjet” til selen og fortsætter.
Da jeg er halvvejs, skal jeg op over en længere, blød stigning. Her skifter jeg taktik. For hver kilometer får jeg et stykke chokolade! Efter 5 km virker det heller ikke… jeg kommer over trægrænsen og det blæser. Jeg kan se krydsene, men ellers er det totalt hvidt i hvidt. Kigger på gps på telefonen. Sammenholder med min afstandsmåler på Garmin. Når jeg kommer på 25 km er jeg oppe. Derefter skal jeg lige ud i 7 km. Jeg skal nu virkelig arbejde med mig selv for at blive ved, men der er ikke noget alternativ. Jeg vil jo ikke telte heroppe!
Tæller nu ned. 5 km tilbage, 4 km, 3 km. De sidste 2 km er blandt de længste jeg har gået. Jeg orker næsten ikke mere. 750 meter. 300 meter. Endelig kan jeg se vindskyddet Kamajaure. Jeg kan heller ikke gå mere.
Da jeg åbner døren kommer der to gutter ud. De er der på scooter og jeg tror de er der fordi der er lidt dækning indenfor. De har nok en hytte i nærheden. De har haft brænde med og der er fyret op. De hilser og kører. Ikke noget snak her!
Jeg trækker hele pulken ind i vindskyddet som består af to brikse og en brændeovn. Sætter mig udmattet ned, spiser min madpakke og kigger tomt ud i luften. Jeg har taget tre dagsetaper på to dage. Nu er jeg helt tom.
Jeg vælger at sove indendørs, men jeg bruger ikke af nødbrændet (til dem der spekulerer på den slags!) Det er så få folk der kommer den her vej, at det må være ok, at jeg sover her.
Jeg pakker ud og får lidt mad i mig. Jeg har været igang i 9 timer og er vejret bedre i morgen, venter endnu en lang etape. Jeg håber, at det ikke sner. I så fald sover jeg videre!
Dag 63: 17 km Kamajaure – telt Ittecuolbma
Det skal vise sig at blive en dag, hvor jeg kommer helt ud i hjørnerne af mig selv..
Solen er næsten lige krøbet op over fjeldet, da jeg er klar klokken 7. Klar blå himmel og ingen vind. Jeg er helt overbevist om at jeg selvfølgelig tager endnu en lang etape. Den overbevisning holder lige nøjagtigt 4 meter, hvor jeg synker i, så skiene forsvinder og pulken føles som 100 kg dødvægt.
Der er ingen spor. Blot dyb sne. En smuk, uberørt overflade så langt øjet rækker. Jeg mister modet. For første gang på denne lange rejse, er jeg ved at give op. Jeg kan simpelthen ikke overskue at komme de sidste godt 100 km til målet, hvis det skal være i dyb sne.
Jeg arbejder mig fremad skridt for skridt. Tæller og stopper. Tæller og stopper. Fantaserer om skoterfolk der for fanden må skulle ud og køre i det fine vejr. De skal da vel ud og isfiske så røddingen er i hus til påskefrokosten? Åbenbart ikke! Efter 5 km bryder jeg sammen og hulker – i 10 sekunder. Så stopper jeg. Det går ikke, jeg må ikke give den følelse plads.
Efter 8 km, beslutter jeg mig for at telte ved lidt lav bevoksning som ligger 4 km længere fremme. Det betyder, at jeg kun når en tredjedel af dagens etape, men jeg kan ikke holde til mere. Min ryg klager sig og jeg vil ned og ligge.
Ude i det fjerne ser jeg en snescooter som skråer ind på leden. Så er der da lidt håb om fastere grund under skiene de sidste par kilometer. Det blæser frisk fra nordvest og det tiltager. Desværre dukker den på kortet angivede lave bevoksning ikke op og jeg bliver bekymret for, hvor jeg vil kunne finde lidt læ til teltet.
Jeg er ikke verdensmester i teltning om vinteren og slet ikke i blæst. Det er jeg udemærket klar over og derfor står jeg nu i en for mig særdeles udfordrende situation. Vinterteltning er jo ikke nemt at øve i Danmark! Jeg er nød til at have god tid til at løse opgaven og efter en mindre stigning, beslutter jeg mig for at slå lejr ved en lille brink i bakken. 17 km er det dog blevet til. Halvdelen af det jeg troede jeg kunne idag.
Jeg starter med at grave ca en halv meter ned, så jeg får teltet sænket. Det tager tid. Så finder jeg teltet frem og fastgører det i hver ende i skiene, så det ikke flyver fra mig. Siddende på knæ i lidt ly for vinden, får jeg de store buer på plads og kan begynde at grave pløkkerne ned som ankre hele vejen rundt. Til sidst lægger jeg sne på alle siderne og spænder linerne. Når man sætter pløkker ned om vinteren, lægger man dem vandret ned i sneen. Efter ca. 30 min er de som støbt i beton. Det samme er sneen som ligger på kanterne. Jo højere man kan få linerne i forhold til teltet, jo bedre. Jeg får dem højt, fordi teltet er gravet ned.
Jeg arbejder roligt og er glad for at jeg ikke har kørt mig selv træt inden. Resultatet er godt og for første gang synes jeg at teltet står stabilt. Det blæser frisk og det blafrer kun lidt i teltdugen.
Lidt over tre er jeg indenfor og kan skifte tøj. Jeg vælter omkuld og sover imens vinden suser. Det er lidt ligesom at sove i en tørretumbler med en bunke tennisbolde, men selv det kan man sove fra, når man er træt.
Jeg spiser en pose frysetørret og lidt nødder, men føler ingen sult. Bare træthed.
Dag 64: 24 km Ittcuolbma – Vuolimus Ravdojauri
Enten er miraklernes tid ikke forbi, eller også er jeg nødsaget til at melde mig ind i Folkekirken, fordi jeg har fået hjælp fra oven! Men det kommer vi til..
Jeg er vågen en del den her nat. Spiser chokolade som faktisk har en berolignende effekt på sindet som ikke bør undervurderes. Teltet står godt og jeg føler mig tryg. Først på natten har jeg det for varmt i soveposen, men sidst på natten bliver det køligt. Jeg vil tro godt og vel -15°. Måske lidt mere.
Det er ihvertfald ikke sjovt at skulle igang klokken halv seks. Jeg konstaterer pludselig, at min Garmin Inreach er afladet fordi jeg i nattens løb har taget den ud af soveposen. Da jeg vil lade den op, viser det sig, at den ikke vil og der er 1% strøm på! Jeg skynder mig at sende besked til Ole, så han ved at jeg har defekt. Så går den ud! Det er et alvorligt problem og jeg indser, at jeg burde have tænkt på at have to kabler til den enhed. Præcis som jeg har til telefonen. Men jeg kan ikke løse det, og må nu blot håbe på, at nogen holder hånden over mig.
Det er med den altoverskyggende bekymring, at jeg pakker sammen. Jeg får gravet teltet fri – sneen har pakket sig som beton rundt om det. Det sidste jeg gør er, at hælde kogende vand i støvlerne og sætte igang.
Det går stille og roligt fremad i dag. Solen er der af og til og udsigten er fin til alle sider. Mod vest ser jeg de høje norske fjelde, imens jeg går gennem et mere blødt og afrundet fjeldlandskab. Jeg tror ikke jeg før har været så ødet et sted. Det er fuldstændigt uberørt. Ikke en lyd. Skilte advarer af og til om, at jeg befinder mig i raketskuds område. Det er vel en meget god indikator for graden af ødemark. Jeg går ud fra, at de ikke øver raketaffyring lige i øjeblikket!
Jeg ser af og til et par rensdyr og en enkelt fjeldræv, hvis spor jeg længe kan følge.
Mit mål for idag er at komme de sidste 18 km frem til Råstojaure fiskecamp. Jeg ved ikke om der er nogen der, men jeg håber. Måske kan jeg få hjælp til min Garmin.
Jeg kan se samlingen af hytter i det fjerne. Ser en enkelt scooter køre derfra og tror på, at der nok skal være folk. Skuffelsen er derfor stor, da jeg klokken 13 står der – helt mutters alene. Alt er låst. Selv lokummet! Jeg står længe og tænker. Skal jeg slå teltet op eller bare gå videre? Det er lidt tidligt at stoppe for idag.
Jeg har fundet ud af, hvad det er som jeg synes er vanskeligt ved at telte herude om vinteren. Jeg har svært ved ikke at komme “frem”. At komme i sikker havn. Jeg bliver utryg. Selv en samling aflåste hytter virker mere trygt end ingenting. Alligevel vælger jeg nu at vende ryggen til dem og gå. Jeg må over det punkt.
Jeg har lagt en ny plan. Jeg tager godt 6 km mere frem til en såkaldt renvaktarstuga som er samernes. De er låst og ligger spredtrundt omkring i fjeldet. Der vil jeg finde læ og telte.
Efter et par kilometer går det op for mig, at der er en pæn stigning inden. Skal jeg tage den eller vente? Jeg beslutter, at når nu vejret er så fint idag, så kan jeg godt overskue lidt ekstra baglårs træning. For hundrede syttende gang i dag kan jeg ikke få støvlerne ud af bindingerne, fordi de fryser fast. Det er voldsomt irriterende at skulle have varmt vand parat, hver gang jeg skal skifte skin under skiene. Men det lykkedes og de lange skins kommer på, så jeg kan indtage bakken.
Hvis der er noget jeg er god til, så er det ihvertfald at gå op ad. Hellere en solid stigning end en uendelighed lige ud. Om der er noget jeg kan bruge den kompetence til i mit “normale liv”, ved jeg ikke.
Da jeg er næsten oppe, tror jeg, at jeg ser syner. Jeg stopper op. Stirrer og blinker. Jo, den et god nok. Der står en mand og en snescooter 100 meter fremme. Han står og taler i telefon! Hvor f… kom han lige fra?
Jeg sætter kurs mod ham og håber, at han ikke kører fra mig. Jeg har ikke talt med nogen i fire dage og gad faktisk godt lige have lidt kontakt. Han bliver stående og hilser. Spørger om jeg vil med ned til renvaktarstugan og have varmen! Ja, jeg må da godt få et lift derned og sove indendørs, hvis jeg vil det siger han. Jeg bliver rørt. Helt uden varsel, men har heldigvis solbriller på. Får fremstammet et ja tak til husly og nej tak til lift. Tænk, at lige den renvaktarstuga jeg har sigtet efter, er åben og at han lige står her midt ude i ingenting og telefonerer, da jeg kommer forbi. Hvad f…. er sandsynligheden lige for det?
Han kører i forvejen og jeg kører efter. Ved hytten er han der sammen med en kammerat. De kom i går og fisker lidt. Hytten er primitiv og opdelt i to. De bærer min pulk ind i det ene rum som er bundfrossen. I det andet rum sover de. Der er varmt og vi sidder en stund. Det er mænd af få ord, men de har et kæmpe 12 volts bilbatteri med og jeg kan få opladet mine powerbanks. Vi prøver også om vi kan få liv i min Garmin. Det kan vi ikke. Det er ikke ledningen, men selve stikket i enheden der er defekt.
I det hele taget må jeg konstatere, at der er en del af mit udstyr der ikke holder og det selvom det er dyrt. Følgende ting er ind til videre gået i stykker:
Bindning på ski
Begge støvler – syning gået op
Uldne skiunderbukser fuld af huller
2 par handsker/ tynde merinould hullet
Garmin Inreach vil ikke lade
Sele til pulk – der hvor træk fastgøres er revnet
Karabinhager til pulk er slidt ned
Lynlås i pulk
Stænger til Hilleberg telt vil ikke hænge sammen
Jeg pakker ud i mit rum. Brændeovnen er defekt og der er sne rundt omkring, men jeg er velfornøjet. Jeg kan nøjes med meget lidt. Jeg tager alt mit varme tøj på og smelter sne så alle flasker er fyldt og kryber i min sovepose. Hvis bare jeg kunne få min sender til at virke, så Ole ved, at alt er ok, så må man sige, at det ville være helt perfekt. Jeg føler mig ovenud heldig idag.
Sætter mig ind i varmen til de to herrer. Det viser sig, at de begge arbejder for redningstjenesten i Kiruna. I samtalen går det langsomt op for dem, at jeg har kørt 1300 km på ski og snart nærmer mig målet. De spiller kort og jeg får ladet min powerbank. Min Garmin Inreach vil ikke lade, men jeg kan sætte den i powerbank og lige nå at sende et spor og meddelelse. Så må jeg bare håbe at det er nok, hvis jeg havner i noget skidt. Jeg har ikke telefon dækning, men den ene har og jeg får lov at sende en sms til Ole.
Inden jeg siger godnat, hjælper de med mine bindinger. Svend-Erik som var ham der bød mig indenfor, giver mig sit nummer. Hvis jeg behøver overnatning i Kiruna, må jeg gerne sove på redningstjenesten. Det er godt nok “hårde løjer” at få så meget gæstfrihed og venlighed på en dag…Jeg går for mig selv og takker stille for at nogen holder hånden over mig.
Dag 65: 33 km Vuolimus Ravdojauri – Pältsa
Det er ret køligt i rummet her til morgen og isblomsterne på ruden er heldækkende… Jeg kan mærke, at min sovepose er klam fra natten før pga den kondens der skabes i teltet og mit tøj er fugtigt. Jeg pakker mig ind i mine dunbukser og dunjakke og holder mig varm.
De herrer ligger varmt og godt i deres soveposer, men jeg får hjælp til at skifte de to karabinhager som holder trækket til pulken og mine ski har de tørret over kaminen, så bindingerne er blevet isfri.
Da jeg skal gå, slæber de pulken ud, lægger mine ski for mine fødder og holder stavene. Meget galant, må man sige? Vi siger farvel på corona-vis (albuer) og jeg forlader dem.
Det er koldt! Klar blå himmel og en kold vind. Jeg vælger, at skære et hjørne af etapen ved at følge et langt rengærde istedet for vinterleden. Da jeg nu har strøm på telefonen, hører jeg podcast. Jeg tror, at jeg for altid vil forbinde Bardabing med mine utallige alenetimer herude i den hvide verden. Det hjælper på forunderlig vis at have noget lyd i ørerne. Tiden og kilometerne går hurtigere. Følelsen af at være helt alene midt ude i ingenting, forsvinder.
Efter godt 10 km er klokken 11 og jeg er ved Hurvejåkka vindskydd. Jeg sætter mig inde og spiser en klapsammen og overvejer dagen. Mod vest over de høje norske fjelde er der mørke skyer og vinden tiltager. Skal jeg fortsætte? På min inreach får jeg en besked fra Ole om at det skal blæse længere fremme. Det ser også sådan ud. Der er 23 km frem til Pältsastugan. Jeg beslutter mig for at overvinde min frygt for at havne i dårligt vejr og fortsætter.
Efter 5 km får jeg pludselig smerter i skridtet. Det kommer hurtigt og snart er hvert glid på venstre ben så smertefuldt, at jeg næsten ikke kan holde det ud. Jeg halter afsted, tager to iprener og bider det i mig. Er irriteret over, at jeg ikke har noget lidt stærkere smertestillende. Det gør seriøst ondt. Det er en sene eller muskel på indersiden af låret/lysken. Jeg overvejer længe om jeg skal stoppe og slå telt op, men solen er fremme og de mørke skyer holder sig i horisonten over Norge. Desuden vil den type skade jo ikke forsvinde på en nat og jeg skal i mål. Jeg giver ikke op nu!
Så jeg halter videre. Da der er 10 km tilbage, begynder jeg at tro på, at jeg kan komme frem idag. Jeg skal bare tage det stille og roligt og ikke fokussere på smerten. Vinden tiltager og jeg må dække mit ansigt helt til for ikke at risikere forfrysninger.
Ser et skilt med 7 km til Pältsastugan og herfra skal jeg da lige love for, at jeg får vind! Jeg stopper og skifter til lange skins ved stigningen ca. 4 km før hytten. Herefter er sidevinden inde fra Norge så hård, at jeg må sætte stavene godt fast i sneen for ikke at gå skævt. Jeg tror, at det blæser godt 18 s/m og så fyger sneen kraftigt omkring mig. Det er den slags vejr jeg frygtede, men nu står jeg her midt i det og jeg klør på. Jeg ved, at jeg kan det her!
Hytten kommer til syne og for sidste gang på denne tur, tænker jeg den tanke som jeg altid tænker i netop det øjeblik: Ingen er døde, når de kan se skorstenen på hytten. Det er min regel.
Lettelsen er enorm og tankerne myldrer. Tårerne truer med at omdanne skibrillerne til et lille akvarium. Endelig er jeg her – Pältsastugan er sidste stop inden mit mål. Herfra er der kun sølle 14 km igen. Det er så uvirkeligt, at jeg nu har tilbagelagt 1342 km alene på mine ski med min pulk på slæb. Det føles som en uendelighed siden jeg forlod Grövelsjön og skiltet med 1300 km til Treriksröset. Det er den største udfordring og præstation jeg nogensinde har stået overfor på egen hånd. Jeg har kæmpet indædt og vedholdende. Jeg har været frygtelig bange, super glad og alt der imellem. Hele følelsesregistret har været i brug og alle mine mentale og fysiske evner har været i spil. Jeg er slidt, men jeg er hel.
Hytten er lukket, men sikkerhedsrummet er åbent. Jeg begynder at fryse i samme øjeblik jeg sætter skiene og i flere timer ryster jeg. Jeg har for første gang virkelig svært ved at få varmen i kroppen. Måske er det en kombination af træthed, udmattelse og kulde over flere dage. Jeg hælder varme drikke ned og indtager 100 gram chokolade hurtigere end man kan sige Marabou.
Mørket falder på og jeg spiser sidste portion af min egen chili con carne med ris. Lakerer negle og ligger lige så stille og håber, at smerterne er til at holde ud, når jeg imorgen skal op af den lange stigning.
Dag 66: 23 km Pältsa – Treriksröset/Kilpisjärvi
Jeg ligger vågen fra klokken 02.30. Månen oplyser fjeldene udenfor og jeg kan ikke sove. Ligger i princippet bare og er klar i starthullerne.
Termometeret siger -20° udenfor og jeg er nærmest glad for, at jeg skal starte dagen med 6 km i opadgående retning, så jeg kan holde varmen. Da først solopgangen er ovre, er det blot endnu en gråhvid dag. Oppe på fjeldet blæser en kold vind som får Pippis Dannebrog til at blafre bag på pulken i dagens anledning.
Jeg afleder tankerne med endnu en af mine absolut favorit podcast – De sidste charterguider. Men selv et par gode grin kan ikke fjerne de ret stærke smerter fra benet og jeg skal virkelig tage mig sammen for ikke at pive højlydt. Det er godt, at det er sidste dag, men det tager en del af glæden.
Endelig kommer jeg ned mod målet. Midt i alt det grå og hvide kan jeg se den store gule betonklods som markerer grænsehjørnet mellem Sverige, Norge og Finland og altså Sveriges nordligste punkt. Jeg føler en stor lettelse og stolthed.
Det blæser koldt ved Treriksröset, da jeg lægger panden mod den gule beton og giver den symbolske klods en krammer. Desværre krammer den ikke igen og jeg kunne ellers godt lige bruge et solidt kram lige nu. Jeg nøjes med en fjeld-fie, imens kulden trænger sig på. Måske er jeg ekstra kuldskær, fordi jeg har ondt? Jeg er simpelthen nød til bare at vende ryggen til sejrsmonumentet og fortsætte videre mod Kilpisjärvi.
Jeg tror ikke, at jeg rigtig når at tage sejren ind i det øjeblik. Jeg står her jo alene og sejre er sjovere at fejre sammen. Så det må blive pr. efterkrav. Men ingen kan tage sejren fra mig – at være den første dansker der har gennemført Vita Bandet (og Gröna Bandet).
De sidste 11 km ud til Kilpisjärvi er lige så dødssyge som jeg husker dem fra sidste år, da jeg vendte om i mit første forsøg på Vita Bandet. Laaang sø og ikke et øje i forblæste finske Kilpisjärvi. Tager skiene af for sidste gang og humper op til vejen og ringer efter min finske taxi mand Petterin.
Det føles mærkværdigt at sidde i en taxi. Jeg vender de forblæste fjelde ryggen og kigger fremad. Tænker ved mig selv, at fjeldet er og bliver en djævelsk skønhed som man aldrig kan tøjle, men blot lære at omgås.
I Karesuando får jeg et helt vandrerhjem for mig selv og en Wi-Fi kode. Som prikken over i’et, henter manden der åbner for mig, en burger til mig på den lokale grillbar.
Så her sidder jeg og drikker boblevand fra mine svenske venner og spiser pommes frites. I morgen tjekker jeg ind på SAS og snart står jeg hjemme hos mine kære og skal igen leve et civiliseret og kompliceret liv.
Slut med at slikke skeen ren, børste tænder i energidrik, stikke beskidte fingre i øjnene, tisse med ski på, spise Marabou om natten og gå i det samme tøj i 66 dage! Det simple liv er ovre for denne gang og spørgsmålet er så, hvornår trangen viser sig igen. Trangen til at tage ud på eventyr.
